Af Juliane Wammen

Da Babelfiskens redaktører i efteråret henvendte sig for at spørge, om jeg havde lyst til at skrive en artikel til tidsskriftet under overskriften ”modus operandi,” blev jeg først vældig smigret og glad. Og tænkte, at det var da en fremragende idé, jeg ville selv synes, det var interessant at få indblik i, hvordan andre oversættere arbejder med deres tekster. Så gik jeg i et stykke tid og tyggede på ideer og begyndte faktisk at blive temmelig rådvild. For hvad i al verden skulle jeg skrive om dette emne, som ville være andet end personlige dagbogsnotater? Jeg har nemlig ikke – af flere årsager, som jeg vil komme ind på om lidt – noget særligt reflekteret forhold til netop min egen modus operandi. Jeg ved, sagt lidt mere jævnt, ikke altid, hvordan oversættelsen bliver til, hvad det egentlig er, jeg gør.

Dermed ikke sagt, at mit arbejde er båret af en guddommelig inspiration, hvor teksten bare af sig selv flyder ud gennem fingrene, ned i tasterne og ind i Word-dokumentet på skærmen. (Det ville ellers være skønt somme tider …) Det er bare det, at jeg egentlig ikke har overvejet mine arbejdsgange på noget særlig højt niveau. Det er lidt ligesom, når man skal pakke kuffert: Enten kan man begynde med at lave en liste og en plan for, hvilke ting der hører til i hvilke kategorier, beregne tidsforbrug og overveje nødvendigheden af at medbringe tre forskellige par sko over for det rare ved at kunne vælge – eller man kan begynde i den ene ende med at smide ting og sager i en kuffert og håbe på, at man husker det, man ikke kan undvære og lærer at leve uden resten. Når det kommer til oversættelse (men ikke altid til at pakke kuffert), arbejder jeg fortrinsvis på sidstnævnte måde.

Efter at have tænkt sådan, begyndte jeg så at overveje, om det i øvrigt ikke ville komme til at lyde vanvittig uprofessionelt, om jeg ved at skrive en artikel om en så tilsyneladende ureflekteret måde at arbejde på, ikke ville komme til at fremstå som en, der trak et lod i tombolaen og håbede på at få gevinst hver gang. Jeg er akademisk uddannet, har faktisk spenderet hele 11 (!) år på universitetet med at studere forskellige fascinerende emner og lært at forholde mig kritisk, reflekterende og metodisk til stofområder og tekster – og at arbejde systematisk og velovervejet. Men det at oversætte er for mig noget ganske andet. Og måske er en af grundene til, at jeg holder så meget af at gøre det, at jeg arbejder ureflekteret, at jeg lægger metatankerne ned i skuffen og bare begynder fra en ende af. Ligesom man læser en bog – hvis man vel og mærke ikke skal ”bruge” den til noget i fx en akademisk sammenhæng. Det er en stor fornøjelse, men vanskeligt at skrive om.

Og så er det heller ikke helt sandt. Jeg arbejder jo systematisk og reflekteret, men det er en indre proces, som jeg ikke overvejer, mens jeg sidder midt i den. Al min opsparede viden og erfaring om sprog, grammatik, kultur, litteratur, formidling og det at skrive bliver sat i spil hver eneste gang, jeg sætter mig til tastaturet. For at gå tilbage til det med at pakke kuffert: Indtil for nogle år siden var jeg sådan en, der pakkede efter en gennemtænkt masterplan, begyndte uger i forvejen med at vaske relevante beklædningsgenstande, indkøbe diverse nødvendigheder, overveje valg af bagage­beholder, undersøge vejrforhold og opbevaringsmuligheder undervejs og på bestemmelses­stedet og i dagene op til rejsen at lave lister og kategorisere for til sidst at lægge alle relevante genstande frem på gulv eller seng og gennemgå dem kritisk ud fra kriterier som nødvendighed vs. behagelighed, vægt vs. fylde, etc. Det har jeg gjort, siden jeg var ret ung, og metoden blev forstærket af at rejse med rygsæk i Afrika gennem længere tid, hvor pakning og fra- og tilvalg af genstande kunne vise sig temmelig afgørende for ens velbefindende. Jeg kunne endda godt lide at pakke, der var en vis forventningens glæde forbundet med det, en måde at gøre sig mentalt klar til at skulle bevæge sig fra det kendte til det ukendte. Og ganske givet også et småpatologisk behov for kontrol. Men så fik jeg et barn, og nu er jeg blevet en, som jeg før havde en vis foragt for, en der pakker i sidste øjeblik ud fra de forhåndenværende søms princip og håber på det bedste. Det er kaotisk og uigennemtænkt og spontant og stressfremkaldende – og alligevel formår jeg oftest at få det nødvendige med i tasken.

Min pointe med denne måske lidt anstrengte analogi er, at jeg i kuffertpakningen benytter min opsparede erfaring fra de mange års kontrollerede pakninger til at få dannet et mentalt indre overblik over situationen, at pakningsseancen på grund af de mange gange, jeg har gjort den, er gået fra reflekteret proces til intuitiv proces. Men denne intuitive proces’ succes er kun opstået på baggrund af en ihærdig og vedvarende arbejdsindsats. Og det samme gælder min modus operandi, når det kommer til oversættelse.

Det følgende er altså ikke en færdig idé om, hvordan det skal eller bør være at oversætte. Det er derimod et udtryk for, hvor langt jeg selv er kommet i forhold til metode. Og metoden er under konstant udvikling og bliver konstant afstemt efter de krav, de enkelte værker stiller.

Begyndelsen – at kende værket eller ej

Jeg kom ind i oversætterfaget ad bagvejen, sikkert ligesom mange andre. Jeg læste litteratur­viden­skab på universitetet og var i praktik på et lille forlag. De stod en dag og manglede en oversætter og spurgte mig, om jeg kunne være interesseret. Jeg havde prøvet at oversætte enkelte fagrelaterede artikler fra engelsk, syntes selv, at jeg var rimelig velbevandret i engelsk sprog og kultur og sagde derfor ja – det kunne da være sjovt at prøve. Og så gik jeg i gang fra en ende af og lærte mig selv at oversætte ud fra, hvordan jeg syntes, det virkede mest logisk. Altså: Først læste jeg selvfølgelig bogen fra ende til anden. Det forekom mig helt umuligt at begynde at oversætte en tre hundrede sider lang tekst uden at vide, hvad der ville ske, hvem man ville møde og hvilke plottwists, der evt. skulle tages hensyn til. Og det var min faste praksis i mange år, er det for så vidt stadig.

Jeg blev næsten chokeret, da jeg hørte, at andre oversættere ikke læste bøgerne først. Og det kan der jo være flere grunde til, at man ikke gør – den mest nærliggende at det tager tid og er unød­vendigt, og eftersom den samlede timeløn for arbejdet i forvejen ikke er overvældende, er der jo ingen grund til at pålægge sig mere arbejde end højst nødvendigt. Men jeg ved, at nogle oversættere desuden finder det mere inspirerende at læse simultant med, at oversættelsen sker, at blive ligeså overrasket over sprog og handling, som en almindelig læser, og få den umiddelbarhed med ind i teksten. Det formår jeg endnu ikke – jeg har forsøgt mig, men jeg får en fornemmelse af manglende overblik, som gør, at jeg konstant standser op og læser forud i teksten, mens jeg skriver, og det ender med at blive frustrerende. Dertil skal siges, at jeg har været så privilegeret næsten ude­lukkende at oversætte romaner, som jeg kunne lide at læse, endda var begejstret for.

Jeg får desuden en fornemmelse af at træde ind i et kendt univers, når jeg har læst romanen først – jeg ved, hvem stemmerne tilhører, hvad der hænder dem sidenhen. På den måde kan jeg koncentrere mig om sproget og detaljerne og slippe for at sidde i spænding og vente på, hvad der mon sker lige om lidt. Jeg tror, jeg kommer til at gøre forsøget igen, altså læse med samtidig med at jeg oversætter, men foreløbig giver det størst arbejdsglæde at have ”overstået” plotforviklingerne og spændingen, inden det egentlige arbejde begynder.

For at illustrere min arbejdsproces på en helt håndgribelig måde, har jeg i det følgende valgt at indsætte eksempler fra en nyligt overstået oversættelse i alle faser. Det følgende er således to udvalgte afsnit af Colum McCanns roman Over Atlanten (People’sPress 2013), som udkom i sommer – her først den amerikanske originaltekst:

Afsnit 1 – hvor den tidligere slave Frederick Douglass i 1845 ankommer til Dublin:

Dawn unlocked the morning in increments of grey. The rope tightened hard against the bollard. The water slapped against Kingstown Pier. He stepped off the gangplank. Twenty-seven years old. In a black greatcoat and a wide grey scarf. His hair worn high and parted. [Transatlantic, s. 36]

Afsnit 2 – hvor vi i 1917 er med John Alcock og Teddy Brown på vej over Atlanten i et ombygget bombefly:

The dial turns steadily still. Six hundred, five hundred, four. No whimpering. No moaning. The scream of cloud. The loss of body. Alcock maintains the spin in the endless white and grey.

A glimpse of new light. A different wall of colour. It takes a split second for it to register. A slap of blue. A hundred feet. Strange blue, spinning blue, are we out? Blue here. Black there. We’re out, Jack, we’re out! Catch her. Catch her for godsake. Christ, we’re out. Are we out? Another line of black looms. The sea stands soldier-straight and dark. Light where the water should be. Sea where the light should crest. Ninety feet. Eighty-fi ve. That’s the sun. Christ, it’s the sun, Teddy, the sun! There. Eighty now. The sun! Alcock gives the machine a mouthful of throttle. Over there. Open her. Open her. The engines catch. He fights the jolt. The sea turns. The plane levels. Fifty feet to spare, forty feet, thirty, no more. Alcock glances down at the Atlantic, the waves galloping white-edged beneath them. The sea sprays upwards onto the windscreen. Not a sound from either of the men until the plane is levelled again and they begin to rise once more. [Transatlantic, s. 30]

Den rå tekst – kroppens og sindets begrænsninger

Efter gennemlæsningen af en roman begynder jeg fra side 1 og oversætter sætning for sætning i et Word-dokument på min trofaste ThinkPad (ingen Mac til mig), indtil jeg er helt færdig. Det er klart den mest fysisk og mentalt krævende del af processen, og den mest tidskrævende. Og bestemt ikke den, jeg nyder mest. Faktisk kan jeg blive uendeligt træt af, hvor utroligt langsomt det skrider frem. Men samtidig er det en relativt ureflekteret proces, lidt som at pille tre kilo små, kogte kartofler til brunede kartofler juleaften: Det skal gøres, og man kan ikke haste igennem, hvis det skal blive ”pænt”, men det er samtidig ikke voldsomt krævende rent mentalt, det er nærmest kedeligt til tider. Somme tider er der så store knaster i arbejdet, at jeg er nødt til at standse op og overveje frem og tilbage, sige sætningen højt, skrive om og om – men min hovedregel er at komme videre. Skrive det, der umiddelbart falder mig ind, selvom det ikke nødvendigvis lyder helt eller bare halvt godt. Netop i denne proces er det tydeligt, hvor meget erfaringen betyder. Allerede nu, hvor jeg har oversat på fuld tid i knap seks år, rammer jeg væsentligt oftere rigtigt første gang, selv på ren intuition, end jeg gjorde, da jeg startede.

Men det er stadig en til tider meget frustrerende proces – ikke mindst af en hel lavpraktisk, men for mig ganske essentiel årsag: Hvor lang tid kan kroppen fysisk klare at sidde stille ved et bord med hovedet let bøjet og drejet let til venstre side? Ikke i uanede mængder af tid, har jeg efterhånden erfaret, faktisk meget kortere tid, end jeg ville ønske. Det er absolut nødvendigt at foretage sig noget andet med jævne mellemrum, lave nogle strækøvelser, måske endda løbe en tur. Det er ikke altid, jeg får det gjort, men det er en vigtig overvejelse i et så stillesiddende job, at det kan være svært at bevare koncentration og arbejdsglæde, hvis ikke kroppen også har det godt.

Undervejs i det, jeg kalder råoversættelsen, benytter jeg mig udelukkende af programmer på computeren til at eftertjekke: Ordbøger og Den Danske Encyklopædi/Wikipedia som det primære. Hvis den umiddelbare løsning på et problem ikke findes her (og det gør den forbløffende tit) noterer jeg med en stjerne i teksten, når der er noget, jeg ikke forstår, ikke kender det danske udtryk for, skal have tjekket af med tidligere steder i teksten, eller bare synes skal skrives om. Der kan godt være mange stjerner i sådan en tekst, og når jeg en gang imellem har brug for en pause fra råoversættelsen (og ikke har en anden oversættelse liggende, som er i en anden fase), gennemgår jeg stjernerne og tænker dem igennem. Men oftest er alle disse tvivlsspørgsmål noget, jeg venter med, til råoversættelsen er på plads.

For nogle måneder siden hørte jeg Kim Leine i radioen, hvor han talte om sin arbejdsmetode som forfatter. Han beskrev, hvordan den første gennemskrivning af en roman for ham var aldeles rædselsfuld, fordi han undervejs konstant fik fornemmelsen af ikke at være god nok, ikke at kunne noget, at det hele var noget møg. Og hans metode til at imødegå den frustration var at være konsekvent i sin arbejdsform – han skulle skrive i et bestemt antal timer et bestemt sted hver dag. Når så første gennemskrivning var færdig, stod han med et manuskript, der var fem gang for stort og absolut ikke af optimal kvalitet. Men så var der noget. Og derfra kom det sjove i processen, det at bearbejde råteksten. Jeg har det på præcis samme måde: Under råoversættelsen kan jeg ofte tage mig i at tænke, at dette her er for langtrukkent og besværligt, og at jeg slet ikke kan leve op til mine egne standarder, at det hele ligeså godt kunne være en Google Translate version af en tekst.

Afsnit 1 – hvad er det nu lige, en kavaj er?

Daggryet låste morgenen op i trinvist voksende grå. Rebet strammet hårdt til om fortøjningspælen. Vandet slog ind mod Kingstown-kajen. Han trådte ned fra landgangsbroen. Syvogtyve år gammel. I en sort *kavaj, og bredt, gråt halstørklæde. Hans hår redt højt op med skilning.

Afsnit 2 – skal højden måles i fod eller meter? Kan man virkelig ”lukke et fly op”?:

Måleren drejer stadig støt. *Hundrede og firs, hundrede halvtreds, hundrede tyve. Ingen klynken. Ingen stønnen. Skyens skrigen. Tabet af kroppen. Alcock opretholder spindet i endeløst hvidt og gråt.

Et glimt af nyt lys. En anden væg af farve. Det tager en brøkdel af et sekund, før de bemærker det. Et klask af blåt. Tredive meter. Mærkeligt blåt, snurrende blå, er vi ude? Blå her. Sort der. Vi er ude, Jack, vi er ude. Fang hende. Fange hende for himlens skyld. For pokker, vi er ude. Er vi ude? Endnu en linje af sort hæver sig truende. Havet står ret som en soldat, mørkt. Lys, hvor vandet burde være. Hav, hvor lyset burde brydes. Syvogtyve meter. Femogtyve. Det er solen. For pokker, det er solen, Teddy, solen! Der. Fireogtyve nu. Solen! Alcock giver maskinen en mundfuld gas. Derovre. *Luk hende op. Luk hende op. Motorerne tager fat. Han kæmper mod stødet. Havet vender sig. Flyet *retter op. Femten meter tilbage, tolv, ni, ikke mere. Alcock ser ned på Atlanten, bølgerne galopperer hvidkammede under dem. Havet sprøjter opad mFredrick DouglassFrederick Douglassod forruden. Ikke en lyd fra nogen af mændene, før flyet er vandret igen, og de endnu engang begynder at stige op.

Teksten alene – læse og lytte og rette

Når råoversættelsen så er færdig, kommer det gode arbejde. Jeg printer hele manuskriptet ud på papir, dobbelt linjeafstand, og læser det igennem med en rød kuglepen i højre hånd. I denne fase lægger jeg originalen helt væk og forsøger at læse teksten, som om den var skrevet på dansk, uden hensyntagen til hvad der står i originalen. Og jeg bliver næsten altid overrasket over, hvor relativt meget bedre, resultatet er, end da jeg sad med originalen ved siden af. Hos mig opstår der en blindhed i forhold til teksten, hvor originalen tager magten fra den stakkels kopi og nærmest håner den for blot at være en kopi, en sørgelig, halvdårlig efterligning.

Det gælder i særdeleshed, når jeg har oversat virkelig fremragende forfattere som Virginia Woolf og Henry James og den nutidige Nicole Krauss. Alle er sprogekvilibrister, og intet er overladt til tilfældighederne, uden at teksterne af den grund virker forcerede eller fortænkte. Det er en af mine alle største glæder som oversætter at få lov at dykke så dybt ned i disse forfatteres sprog og for alvor nyde deres dygtige håndværk og store talent – på en måde jeg, på trods af mine litteraturstudier, faktisk kun har oplevet som oversætter. Jeg har fået et særligt indblik i forfatternes sprogværksted, som jeg ikke kunne læse mig til, men har måttet arbejde med for at forstå og få ind under huden.

Jeg læser manuskriptet med den røde pen i hånden, smager på sætninger, skriver om, retter slåfejl og kommaer, læser højt for mig selv. Det er den vigtigste fase for mig, fordi det er her, jeg synes, at jeg bidrager med min sprogforståelse og kreativitet. Men det er stadig baseret på en intuitiv tilgang snarere end en refleksiv. Lyder det godt? er det primære spørgsmål. Lyder det rigtigt? er spørgsmål nummer to. Og det er vigtigt at have et andet medie end computeren at arbejde med – der opstår en anden fornemmelse af tekstlig sanselighed, når jeg læser den på papir, end når jeg læser den på skærmen. Det er, som om den træder ud af sin midlertidighed og bliver permanent, noget jeg kan tage alvorligt.

Afsnit 1 – hvor den første, vanskelige sætning bliver rettet til for første, men ikke sidste gang, og det besluttes, at stednavne skal bevares i deres originale form:

Daggryet låste morgenen op i [trinvist voksende] tiltagende nuancer af grå. Rebet strammet hårdt til om fortøjningspælen. Vandet slog ind mod Kingstown[-kajen] Pier. Han trådte ned fra landgangsbroen. Syvogtyve år gammel. I en sort kavaj, og bredt, gråt halstørklæde. Hans hår Håret redt højt op med skilning.

Afsnit 2 – hvor jeg bl.a. beslutter at gå tilbage til måling af højde i fod og gør de engelske passiver til danske aktiver:

Måleren drejer stadig støt. Hundrede og firs 600, hundrede halvtreds 500, hundrede tyve 400. Ingen klynken. Ingen stønnen. Skyens skrigenr. Tabet af k Kroppen forsvinder. Alcock opretholder spindnet i det endeløst hvidte og gråt.

Et glimt af nyt lys. En anden væg mur af farve. Det tager en brøkdel af et sekund, før de bemærker det. Et klask af blåt. Tredive meter100 fod. Mærkeligt blåt, snurrende blå, er vi ude? Blåt her. Sort der. Vi er ude, Jack, vi er ude. Fang hende. Fange hende, for himlens skyld. For pokker, vi er ude. Er vi ude? Endnu en linje af sort hæver sig truende. Havet står ret som en soldat, mørkt. Lys, hvor vandet burde være. Hav, hvor lyset burde brydes. Syvogtyve meter90 fod. Femogtyve85. Det er solen. For pokker, det er solen, Teddy, solen! Der. Fireogtyve80 nu. Solen! Alcock giver maskinen en mundfuld gas. Derovre. Luk hende op. Luk hende op. Motorerne tager fat. Han kæmper mod stødet. Havet vender sig. Flyet retter op. Femten meter 50 fod tilbage, tolv40, ni30, ikke mere. Alcock ser ned på Atlanten, bølgerne galopperer hvidkammede af sted under dem med hvide kamme. Havet sprøjter opad mod forfrontruden. Ikke en lyd fra nogen af mændene, før flyet er vandret igen, og de endnu engang begynder at stige op.

Den redigerede tekst – andre øjne

Når gennemlæsningsfasen er slut, når hele manus er tygget igennem, begynder jeg at indføre rettelserne i dokumentet. Og det er omkring på dette tidspunkt, at den ydre verden også begynder at blive inddraget i arbejdet. Indtil da har det været mig og min tekst, inde i mit hoved.

Samtidig med, at jeg indfører, og dermed også genovervejer mine rettelser, tjekker jeg sætning for sætning med originalteksten, både for at sikre mig, at jeg ikke har rettet til noget, der er forkert, og for at finde sætninger og ord, der er sluppet uden om råoversættelsen. Det sker altid, at der er en sætning der er faldet ud et sted, et ord jeg har læst henover, noget jeg har misforstået. Det bliver (forhåbentlig) rettet her. Det er en omstændelig, men også meget tilfredsstillende proces, fordi der nu begynder at fremkomme noget, som ligner en færdig oversættelse, noget jeg ville bekendt at aflevere til redaktøren.

Afsnit 1 – hvor mindre ting gentænkes, da rettelserne skrives ind:

Daggryet låste morgenen op i tiltagende nuancer af gråt. Rebet strammet hårdt til om fortøjningspælen. Vandet slog ind mod Kingstown Pier. Han trådte ned fra landgangsbroen. Syvogtyve år gammel. I en sort kavaj og bredt, gråt halstørklæde. Håret redt i en høj frisure med skilning.

Der er også meget nørdet underholdning i denne fase, fordi det er her, jeg laver research og finder ud af, hvem der kan hjælpe mig med fagtekniske termer. I tidens løb har jeg kontaktet adskillige mennesker, både fremmede og bekendte, for at få dem til at vurdere troværdigheden af passager, udtryk og ord, som ikke kan slås op i noget leksikon. Hvordan taler man egentlig til hinanden i det danske retsvæsen, hvilke begreber bruger man faktisk, når man flyver i et fly fra 1917, hvordan transskriberer man i almindelighed jødiske navne og steder til dansk, hvad siger sygeplejersken til lægen, når de står midt i operationen, hvordan omtaler en ung graffitimaler sit eget arbejde, og hvad kaldte man egl. de damer, der sad og tog imod journalisternes historier over telefonen, når de ringede dem ind? At den slags er troværdigt er ganske afgørende for, om oversættelsen i det hele taget virker troværdig.

Afsnit 2 – efter konsultation med en kyndig veteranflypilot:

[…] Et glimt af nyt lys. En anden mur af farve. Det tager en brøkdel af et sekund, før de bemærker det. Et klask af blåt. Hundrede fod. Mærkeligt blåt, snurrende blå, er vi ude? Blåt her. Sort der. Vi er ude, Jack, vi er ude. Fang Ret hende op. Fang Ret hende op, for himlens skyld. For pokker, vi er ude. Er vi ude? Endnu en linje af sort hæver sig truende. Havet står ret som en soldat, mørkt. Lys, hvor vandet burde være. Hav, hvor lyset burde brydes. Halvfems fod. Femogfirs. Det er solen. For pokker, det er solen, Teddy, solen! Der. Firs nu. Solen! Alcock giver maskinen en mundfuld gas. Derovre. Luk hende op. Luk hende op. Giv gas. Giv gas. Motorerne tager fat. Han modvirker stødet. Havet vender sig drejer. Flyet retter op. Halvtreds fod tilbage, fyrre fod, tredive, ikke mere. Alcock ser ned på Atlanten, bølgerne galopperer af sted under dem med hvide kamme. Havet sprøjter op mod frontruden vindskærmen. Ikke en lyd fra nogen af mændene, før flyet er vandret rettet op igen, og de endnu engang begynder at stige.

Når alle rettelser er indført, og jeg har tjekket oversættelse mod original, læser jeg det hele igennem en sidste gang, denne gang på skærmen. Det fungerer absolut bedst med denne gennemlæsning, hvis jeg har kunnet lægge det fra mig i en uges tid eller blot nogle dage – det er dog langt fra altid muligt, og så forsøger jeg i stedet at fremmedgøre mig fra teksten, at fortælle mig selv, at dette er noget, jeg aldrig har set før, som en anden har oversat. Og endnu engang bliver jeg overrasket over, hvor relativt mange ting, der stadig er at ændre på. Det er i det hele taget det generelle billede – uanset hvor tilfreds jeg har været med en oversættelse, når jeg afleverer den, er der ALTID plads til forbedringer. Og det vil der nok blive ved med at være, alene fordi jeg for hver gang, jeg oversætter noget, bliver klogere og mere erfaren og lægger lidt til det isbjerg af viden som den tilsyneladende intuitive arbejdsform bygger på.

Efter den sidste rettelse er indført og læst igennem, kommer det meget tilfredsstillende øjeblik, hvor jeg kan trykke ’Send’ på mailen og skibe Word-dokumentet af sted til redaktøren. Det føles altid, uden undtagelse, som en stor lettelse, at der nu er andre, der også vil tage hånd om teksten, og det gælder uanset tilfredshedsgrad. Jeg har været utrolig heldig næsten kun at have arbejdet sammen med dygtige, vidende og omhyggelige redaktører, som hænger sig detaljerne og ikke opgiver kampen, bare fordi noget ser svært ud. Så når jeg efter kortere eller længere tid får manuskriptet tilbage med rettelsesforslag, er det som at åbne en gave fra en betænksom ven. En der har samme interesse i at få det allerbedste ud af teksten, og som erkender, at oversættelse ikke er et enmandsarbejde, ligeså lidt som det er skrive er. I hvert fald ikke for mig. Måske er det, fordi jeg stadig betragter mig selv som midt i en læreproces; men jeg er også principielt af den opfattelse, at en oversættelse, ligesom enhver anden tekst, kun bliver bedre af flere øjne end den, der skrivers.

Det kræver naturligvis, at der i udgangspunktet er en grundlæggende respekt for oversætterens arbejde og valg – men derudover er alt, når det er mit arbejde, det gælder, til forhandling. Gode argumenter og kreative ideer vinder, snarere end ærekærhed. Selvom det er svært somme tider at æde sine egne ufuldkommenheder.

Afsnit 1 – hvor redaktørens forslag til ændringer i sidste ende giver anledning til en helt tredje løsning (se færdig tekst):

Daggryet låste løsnede morgenen op i tiltagende nuancer af gråt. Rebet [strammet hårdt til] bundet stramt om fortøjningspælen. Vandet slog ind mod Kingstown Pier. Han trådte ned fra landgangsbroen. Syvogtyve år gammel. I [en] sort kavaj og bredt, gråt halstørklæde. Håret redt [i en høj frisure] højt med skilning.

Afsnit 2 – hvor mindre ting bliver opsamlet af en opmærksom redaktør, og bølgernes hvidkammethed vender tilbage:

[…] Et glimt af nyt lys. En anden mur af farve. Det tager en brøkdelen af et sekund, før de bemærker det. Et sprøjt af blåt. Hundrede fod. Mærkeligt blåt, snurrende blåt, er vi ude? Blåt her. Sort deér. Vi er ude, Jack, vi er ude. Ret hende op. Ret hende op, for himlens skyld. For pokker, vi er ude. Er vi ude? Endnu en linje af sort hæver sig truende. Havet står ret som en soldat, mørkt. Lys, hvor vandet burde være. Hav, hvor lyset burde brydes. Halvfems fod. Femogfirs. Det er solen. For pokker, det er solen, Teddy, solen! Deér. Firs nu. Solen! Alcock giver maskinen en mundfuld gas. Derovre. Giv gas. Giv gas. Motorerne tager fat. Han kæmper modvirker stødet. Havet vender sig. Flyet retter opsig. Halvtreds fod tilbage, fyrre fod, tredive, ikke mere. Alcock ser ned på Atlanten, bølgerne galopperer af sted hvidkammet under dem med hvide kamme. Havet sprøjter op mod frontruden. Ikke en lyd fra nogen af mændene, før flyet er vandret igen, og de endnu enǀgang begynder at stige.

Den færdige tekst – fra kopi til original

I det hele taget ser jeg i sidste ende oversættelse som et arbejde, der trods arbejdsformen, som for de flestes vedkommende er relativt solitær og indadvendt, er båret af et kollektiv på mange niveauer. Når jeg nu, efter at have skrevet denne artikel, tænker over det, ser jeg mig selv som et opsamlingssted for viden og forståelse og sproglig følsomhed, der kommer fra mange forskellige individer: Først og fremmest mig selv, men også fra forfatteren, redaktøren, oversætterkollegaer, ordbogs- og leksikonforfattere, venner, bekendte, korrekturlæsere og vildt fremmede fagentusiaster. Alle bidrager til en færdig tekst, som gerne skal kunne holde til nærmere eftersyn, ikke bare når bogen kommer ud og (måske) bliver anmeldt, men også i mange år fremover.

Afsnit 1 på tryk:

Daggryet lukkede morgenen op i stadig lysere nuancer af gråt. Rebet strammedes hårdt om fortøjningspælen. Vandet slog ind mod Kingstown Pier. Han trådte ned fra landgangsbroen. Syvogtyve år gammel. I sort kavaj og bredt, gråt halstørklæde. Håret redt højt med skilning. (Over Atlanten, s. 47)

Afsnit 2 på tryk:

Måleren drejer stadig støt. Seks hundrede, fem hundrede, fire. Ingen klynken. Ingen stønnen. Skyen skriger. Kroppen forsvinder. Alcock opretholder spinnet i det endeløst hvide og grå.

Et glimt af nyt lys. En anden mur af farve. Det tager brøkdelen af et sekund, før de bemærker det. Et sprøjt af blåt. Hundrede fod. Mærkeligt blåt, snurrende blåt, er vi ude? Blåt her. Sort dér. Vi er ude, Jack, vi er ude. Ret hende op. Ret hende op, for himlens skyld. For pokker, vi er ude. Er vi ude? Endnu en linje af sort hæver sig truende. Havet står ret som en soldat, mørkt. Lys hvor vandet burde være. Hav hvor lyset burde brydes. Halvfems fod. Femogfirs. Det er solen. For pokker, det er solen, Teddy, solen! Dér. Firs nu. Solen! Alcock giver maskinen en mundfuld gas. Derovre. Giv gas. Giv gas. Motorerne tager fat. Han modvirker stødet. Havet drejer. Flyet retter op. Halvtreds fod tilbage, fyrre fod, tredive, ikke mere. Alcock ser ned på Atlanten, bølgerne galopperer hvidkammet under dem. Havet sprøjter op mod vindskærmen. Ikke en lyd fra nogen af mændene, før flyet er rettet op igen, og de endnu en gang begynder at stige. (Over Atlanten, s. 41)

Det at få lov at formidle litteratur gennem oversættelse, at videregive store og små ideer, metaforer, personskildringer og plotdrejninger og omsætte det til dansk, gør mig altid stolt, når jeg efter et utal af gennemlæsninger, frustrationer, diskussioner og omskrivninger endelig står med den færdige bog i hånden. Og selvom det er mit navn, der står på titelbladet som oversætteren, ved jeg, at jeg ikke kunne have gjort det alene, og at der, på trods af den tilsyneladende intuitive og ureflekterede arbejdsproces, ligger et stort arbejde, meget erfaring og ikke mindst mange andre menneskers (levende og virtuelle) indsats bag. Den sørgelige kopi, som råoversættelsen var, ligger nu som en original i egen ret, noget fuldstændigt nyt og samtidig noget, der skaber forbindelser mellem verdner: sprogligt, tidsligt, kulturelt og menneskeligt.