Af Line Augustinus & Simon Frey Frank
Som oversætter er der mange aspekter af en sag, man skal have i betragtning, når man arbejder med en tekst. Skal man skrive teksten lidt om? Bibeholder man nu tonen? Har man faktisk pointen med? Og hvad med metaforerne, er de med? Men er det egentligt så svær? Er det ikke bare at bruge en ordbog lidt?
Vi havde i foråret 2013 oversætteren Sara Koch på besøg på Svendborg Gymnasium i 2.c. Hun gav os til opgave at hjælpe hende med at oversætte en bog af John Banville, som hedder The Infinities. Vi blev sat overfor de ovenstående problemstillinger, da vi skulle oversætte noget af bogen sammen med hende.
På den måde fik vi rigtig god indsigt i hendes verden, job og sproglige udfordringer Det var rigtig spændende at arbejde så tekstnært med en bog, og endnu mere spændende at det ikke bare var noget, som allerede var oversat, men noget hvor vi måske havde indflydelse på det endelige resultat. For at give et indblik i Sara Kochs verden, og vores for en stund, kommer her et par eksempler på, hvad man kan have problemer med, når man oversætter.
Alle bøger har deres egen tone fra forfatterens side af, og The Infinities er ingen undtagelse, tværtimod er bogen svær i sproget og har en meget karakteristik tone. Den tone og de specielle ordvalg prøvede vi så vidt muligt at bibeholde. Det er her, hvor et ords konnotationer på dansk er vigtigere, end hvad den direkte oversættelse vil være. For eksempel i sætningen “hans mærkelige søster, der hører stemmer, der ser ting”, er et uddrag fra vores egen oversættelse af The Infinities. I konteksten og via tonen kan man læse sig frem til en storebrors brændende afsky til sin lillesøster. Denne afsky har vi prøvet at bibeholde i oversættelsen og i tonen. Den originale sætning lyder som følger,
“His loony sister, hearing voices, seeing things”.
Vi har oversat “loony” med mærkelige, selvom Politikkens røde ordbog har valgt at oversætte ordet med “tosse”. Grunden til vores valg er, at havde vi skrevet; ”min tossede søster..[..]..” ville sætningens tone have tabt den afsky storebroderen føler for søsteren. Hvis man i udtalelsen af “mærkelige” lægger stort tryk på den første stavelse, vil ordet få en væmmelseskonnotation, der vil understøtte storebrorens blanding af rædsel og foragt for søsteren.
I denne sætning var det altså vigtigt for os, at vi fik tonen og konnotationerne til at stemme overens. Det betød også, at kravet om direkte oversættelse og tekstnærhed stod mere i baggrunden i denne del af oversættelsen?
Ydermere giver metaforer og idiomer også en grund til hovedbrud. John Banville laver en besjæling af et ur på et tidspunkt i bogen, sætningen lyder,
“From the depths of the room the convex glass cover of the clock om the mantelpiece, reflecting the window’s light, regards him with a monocular, blank glare.”
Vores oversættelse af sætningen endte ud med at være:
“Fra værelsets dybder på kaminhylden reflekterer urets konveksglas vinduets lys og betragter ham med et monokulært, blankt og blændende lys.”
Vi ved stadig ikke, om vi er helt tilfreds med den, men sådan blev den. Vi overvejede, om vi kunne finde nogle synonymer til “monokulært”, da det jo ikke er et ord, der findes i den danske ordbog. Men som vi analyserede sætningen mere og mere, gav det mening for os, at det skulle være monokulært, da det jo er urets glas, som reflekterer lys. Så rent metaforisk er det runde glas på uret egentligt et øje, og derfor giver det mening, at det er monokulært. Derudover ville det måske også ødelægge den besjæling Banville laver af uret ved at ændre ordvalget. Uret betragter jo en af karaktererne i bogen med sit ene øje, og det ville være synd at miste denne metafor.
Titlen The Infinities udgør en splittelse mellem den grammatiske verden og den matematiske verden. Den engelske grammatik fastslår at “infinite” er ubøjeligt, men to tal kan være uendelige samtidig med, at de er uafhængige af hinanden, så man har en uendelighed og en anden uendelighed, og kan på den måde betragtes som uendelighederne eller the infinities. Udover denne konflikt er der også en religiøs konflikt, da “the infinite” også kan betyde Gud. Det er guden Hermes, der fortæller historien, og flere gange er der en guddommelig indgriben i handlingen. Da den græske mytologi er polyteistisk, leger forfatteren nok en gang med flertal, i og med at den religion, der præger det meste af vesten i dag er monoteistisk, og at man kun kan sige “the infinite”. Altså bestemt artikel, der er kun en Gud ifølge grammatikken. Så titlen leger med grammatik, matematik og religion.
Vi har hver vores mening om, hvad titlen skal hedde, vi kan bare ikke blive enige, så forslaget lyder på De Uendelige eller Grænseløshederne, vurder selv!
“Monokulært” – hvad er der i vejen med “enøjet”? Og jeg synes, I mangler dobbeltbetydningen af “glare”, der både kan betyde “et blændende skær” og “en ondskabsfuld gloen”. Ligeledes kan “blank” både betyde “blank” og “tom”.