Tre oversættelser af ‘Den evige ægtemand’
Af Marie Tetzlaff
F.M. Dostojevskij Den evige ægtemand, 1870
på dansk ved Ole Husted Jensen, Bechs forlag, 2012
på dansk ved Ejnar Thomassen, Stig Vendelskærs forlag, 1965, genoptrykt People’s Press, 2006
F.M. Dostojevskijs fine fortælling Den evige ægtemand fra 1870 udkom i 2012 i en ny oversættelse ved Ole Husted Jensen på Bechs forlag. Ejnar Thomassens fra 1965 på Stig Vendelkærs forlag blev i 2006 genoptrykt af People’s Press. De to begge udmærkede oversættelser vil jeg sammenligne indbyrdes og med min egen ad hoc-oversættelse af en kort passage, her indledningen. I håb om endnu en gang at vise at djævelen er i detaljen. Også hos Dostojevskij, selv om han skrev i hast og ofte ikke spor sprogligt raffineret. Men hele hans verdensanskuelse og menneskesyn ligger i de ord han bruger om menneskers følelsesudbrud og den måde de selv forklarer egne og andres følelser på. Derfor er det vigtigt at oversætteren ikke glatter ud eller overdøver med egen vanetænkning og psykologiske konventioner.
Jeg har desværre ikke i denne roman fundet nogen ideel passage med flere eksempler. I mangel af bedre tager jeg indledningen til historien om den 38-39-årige, muligvis let afdankede, don juan Veltjaninov, der en lummer sommer i Sankt Petersborg møder enkemanden − og den niårige datter! − til en kvinde han for ni år siden har haft en halvhjertet, men langvarig affære med under en udstationering i provinsen.
Først en ordret oversættelse:
“Det blev sommer, og Veltjaninov var over forventning (1) blevet i Petersborg. Hans rejse til det sydlige Rusland var gået i uorden, og der var ikke udsigt til nogen ende på sagen. Denne sag – det var en tvist om hans gods − var ved at tage en meget skidt vending. For tre måneder siden havde den stadig set helt ukompliceret, næsten ubestridelig ud; men pludselig havde alt ændret sig. “Og i det hele taget er alt begyndt at forandre sig til det værre!” denne sætning var Veltjaninov ofte og med skadefryd begyndt at gentage for sig selv. Han benyttede en dreven, dyr og kendt advokat og sparede ikke på pengene; men i (3) utålmodighed og af (3) mistroiskhed havde han fået den dårlige vane også selv at beskæftige sig med sagen; han læste og skrev dokumenter, som advokaten alle kasserede, (4) løb rundt til forskellige retsinstansers kontorer, rettede forespørgsler og forstyrrede alt; i hvert fald beklagede advokaten sig og (5) gennede ham på landet.”
(Oversat fra Khudozjestvennaja Literaturas 1956-udgave i 9 bind, bind 4, som var hvad jeg havde ved hånden).
Sådan ville jeg selv i store træk oversætte denne passage, bortset fra de understregede steder som skal ændres for at blive mundrette. (1) Hvorfor Dostojevskij bruger udtrykket ‘over forventning’ når ‘mod forventning’ findes på russisk nøjagtig som på dansk, ved jeg ikke. Det vil nok virke for sært at bibeholde det, men det er en af Dostojevskijs mærkelige små markører. (2) På dansk kan man uden skade for betydningen ændre at rejsen var gået’ i uorden’ til ‘gået i vasken’; der er ingen finte her, og ‘i uorden’ er måden at betegne ting der falder fra hinanden på, fra ægteskaber over nerver og mekaniske apparater til planer. (3) Ved at skelne mellem ‘i’ og ‘af’ − hvilket ikke er nødvendigt; begge dele kunne sagtens være ‘af’ også på russisk − får Dostojevskij påpeget en nuance mellem en aktuel sindstilstand (utålmodigheden) og en egenskab, mistroiskheden. Men på dansk kan man sagtens forsvare det mere mundrette ‘af utålmodighed og mistro’. (4) Udtrykket ‘at løbe’ er almindeligt på russisk og betyder at man render rundt fra sted til sted, har travlt, men betegner ikke nogen retning. (5) ‘Gennede’ giver nok lidt for meget associationer til dyr og børn − hvilket det til dels, men i mindre grad, også gør på russisk. Alligevel tror jeg, jeg ville beholde det.
Lad os se hvilke valg den højt estimerede Ejnar Thomassen traf; han har været generationer af dedikerede Dostojevskij-læseres indgang til dennes univers og sindsstemninger.
“Det var allerede sommer, og Veltsjáninov var mod al forventning stadig i Petersborg. Sin planlagte rejse til det sydlige Rusland havde han opgivet; stadig trak det ud med hans proces, og endnu kunne ingen se ende på den. Ja, denne proces − en strid om et formueanliggende − havde i den sidste tid endog taget en højst ugunstig vending; for blot tre måneder siden havde den syntes ham så klar og ligetil, som om den egentlig ikke var værd at spilde ord og spekulationer på − men så var hele sagen pludselig ligesom trådt ind i et andet spor, var blevet mere indviklet og syntes at tegne uheldigt.
“Overhovedet er det jo nu, som om alt har sammensvoret sig mod mig − alting går mig imod, alt tager en ulykkelig vending!” sagde han i den senere tid ofte til sig selv med en følelse, der lignede skadefryd.
Han havde henvendt sig til en dygtig, berømt og dyr sagfører og skyede ingen udgifter; men utålmodig og mistroisk, som han var, greb han også direkte ind i sagen; han satte sig ind i de vigtigste aktstykker, forfattede selv en mængde indlæg, som dog alle endte i sagførerens papirkurv, løb fra den ene retsinstans til den anden, anstillede undersøgelser på egen hånd og bidrog med alt dette mere til at hindre processens gang end til at fremme dem. I det mindste havde sagføreren gentagne gange beklaget sig over disse indblandinger og havde indtrængende rådet ham til at tage sig en ferietid på landet.”
Thomassens forlag har i min udgave ikke ulejliget sig med at skrive hvilken udgave oversættelsen er foretaget fra; den slags er obligatorisk nu. Jeg tror dog ikke at det − trods censur og andre ændringer − er forskelle i originalen der ligger til grund for Thomassens afvigelser.
Måden at skrive navnet Veltjaninov på kan diskuteres; Thomassen havde sine ideer, og translitterationen var som bekendt mere fri for 50 år siden. At han bruger ordet ‘proces’ kan også forklares med tidens sprogbrug; det ord har en lidt anden nuance nu, ligesom ‘sag’ på Thomassens tid måske gav andre associationer end retssag. Dog bruger han den ene gang ordet sag i stedet for proces − selv om Dostojevskij hele vejen igennem bruger det samme (rummelige) russiske ord: ‘delo’. (At ord på alle sprog ændrer betydning over tid, er i sig selv grund nok til at oversætte klassikerne med jævne mellemrum. At den samme originaltekst kan blive til så mange forskellige andre gennem tiderne, er en af litteraturens skønneste gåder).
Thomassens oversættelse er meget medskrivende, grænsende til det sludrevorne: dobbelt så lang som både min og Husted Jensens. De mange ord er altså Thomassens egne. Bemærkningen om at alt er begyndt at forandre sig til det værre − som kan opfattes blot som ældre menneskers melankolske irritation over tiderne − får Thomassen til at være en meget personlig forurettelse. Der er ikke skyggen af sammensværgelse i originalen; der er forandring til det værre. At ordet ‘gods’ erstattes med ‘formue’, giver god nok mening i russisk adelskontekst. Værre er efter min mening ordrigdommen: hvor Dostojevskij bruger et let oversætteligt ord: ‘ubestridelig’, har Thomassen en hel sætning. Og hos Dostojevskij underforstår i hvert fald denne læser at det ikke blot er Veltjaninov der opfattede den som ukompliceret, nærmest ubestridelig, men at den så sådan ud. Og et ‘andet spor’ er der ikke skygge af hos Dostojevskij. Ikke sagen/processen, men Veltjaninovs liv er måske på vej ind i et andet spor, og det kunne forklare at Thomassen bruger udtrykket. I hans tilfælde er der mening med galskaben; denne meddigten er dog ikke en metode jeg vil anbefale (eller for de sags skyld tolerere), medmindre man har suverænt overblik over hele værket og er kongenial med det. Og Thomassen forvansker ikke situationen. Jeg synes dog stadig han her breder sig for meget i beskrivelsen af Veltjaninovs ørkesløse emsighed, selv om jeg charmeres lidt af sagførerens papirkurv.
Og så strejfer Thomassen den uskik som jeg har bemærket også i andre Dostojevskij-oversættelser, og som ifølge Moritz Schramm også er et problem i Jelinek-oversættelserne: der glattes ud. Det er ikke noget man generelt kan beskylde Thomassen for, men her afbøder han betydningernes sammenstød. Dostojevskij skriver ikke at Veltjaninovs følelse ‘lignede’ skadefryd; nej, det ER skadefryd. At nogen føler skadefryd mod sig selv, er måske ikke hvad læseren forventer, men sådan er det hos Dostojevskij hele vejen igennem. Og hvorfor kenderen Thomassen føler trang til at imødekomme konventionerne, er mig ubegribeligt. Kvaliteter, egenskaber og adjektiver skal støde sammen hos Dostojevskij, og at afbøde de sammenstød er den mest almindelige forvanskning i Dostojevskij-oversættelser.
Nu til Ole Husted Jensens oversættelse fra 2012. Den er taget fra bind IX i Dostojevskijs samlede værker i 30 bind, fra Nauka, 1974, 2. udgave, som hans forlag korrekt anfører.
“Det var blevet sommer, og Veltjaninov var imod forventning forblevet i Petersborg. Rejsen til det sydlige Rusland var gået i vasken, og der var ikke udsigt til at retssagen skulle få en ende. Sagen − en formuestrid − var ved at tage en rigtig uheldig drejning. Endnu for tre måneder siden havde den forekommet ganske ukompliceret, nærmest ubestridelig; men så havde alt ændret sig næsten fra det ene øjeblik til det andet. “I det hele taget er alt begyndt at forandre sig til det værre!” denne vending var Veltjaninov begyndt, ofte og med en vis skadefryd, at gentage for sig selv. Han benyttede en dreven, dyr og kendt advokat og sparede ikke på pengene, men af utålmodighed og mistroiskhed havde han fået for vane selv at blande sig i sagen; han læste og skrev dokumenter som hans advokat kasserede på stribe, opsøgte forskellige retsinstanser, indhentede oplysninger og var sikkert mest til besvær, i hvert fald beklagede advokaten sig og pressede på for at få ham til at rejse på landet.”
Måske fordi vi er samtidige, forekommer Ole Husted Jensens oversættelse mig at være meget nær den jeg selv ville lave. De fylder også nøjagtig lige meget. Husted Jensen skærer igennem og vælger at kalde sagen for en retssag − hvad den også er − fra begyndelsen.
Men også Husted Jensen bløder op og skriver: ‘en vis skadefryd’. Altså spiller både han og Thomassen sig selv − og læseren! − en detalje om Veltjaninov af hænde; Husted Jensen dog kun i begrænset grad. Frem for alt får læseren ikke de små chok som et uventet kvalificerende ord bereder hende − og som er med til 1) at personerne fremstår sammensatte til det uforståelige, ja, uharmoniske, og 2) at man som læser er lidt utryg og hele tiden venter det værste af forfatteren og den verden han fører os ind i. Og det er just meningen.
Ole Husted Jensen gør sig ikke skyldig i ordflom på eget initiativ, og han har bevaret de korte, næsten huggende sætninger i ‘Den evige ægtemand’; han synes i det hele taget at have som ambition at alt skal kunne udtrykkes lige så kort og lakonisk som i originalen. En tilgang jeg har meget sympati for.
Tvetydigheden i både situationer og karakterer (og hermed mener jeg ikke ‘character’ i betydningen ‘fiktiv person’!) befordres ikke af mange ord; den sløres tværtimod. Og den tvetydighed er helt grundlæggende. Humoren hos Dostojevskij (og den er der) kommer også bedre frem når stilen er lakonisk.
Dostojevskij er fra et sprogligt synspunkt ikke svær at oversætte (og heller ikke sprogligt specielt givende); men oversætteren skal acceptere at sproget kan blive skurrende, måske ligefrem tænderskærende.
Heri er intet nyt; beklager. Men nu ved I at det også gælder Dostojevskij.
Suverænt essay, tak!
En skam at Tetzlaff ikke oversætter flere russiske værker end hun gør.
Enig – og det allerbedste er næsten at man ikke behøver nogen som helst russiskkundskaber for at forstå gennemgangen og konklusionen.