(Frit efter Proustspørgsmålene)
Deres foretrukne oversættelse, og hvorfor?
Jeg ved ikke om man kan kalde dem ”foretrukne”, men jeg tænker straks på to vidt forskellige oversættelser der har gjort indtryk på mig. Den første er Peter Whigmans modernistiske engelske oversættelse af Catuls digte fra 1966. Når man oversætter noget der kulturelt og tidsligt ligger så fjernt, er enhver oversættelsesstrategi man kan vælge, radikal. Whigman valgte at betone at Catul for sin samtid fremstod som moderne, og med et forbilledligt resultat. I en helt anden boldgade har jeg moret mig kosteligt over Philip Roths Portnoys genvordigheder, hvilket ikke mindst skyldes Arne Herløv Petersens fordanskning. Faktisk synes jeg ikke romanen er helt så sjov på originalsproget.
Mht. mine egne oversættelser er det jo lidt som at vælge mellem sine børn, men blandt mine seneste oversættelser vil jeg især fremhæve Laini Taylors fantasyroman Ildenglen, en fantastisk roman der blandt mange andre kvaliteter har et vidunderligt sprog, billedrigt, varieret og fuld af rytme. Jeg følte mig meget i samklang med romanens sproglige æstetik og er glad for at have fået ros for netop denne oversættelse.
Hvilken slags bøger foretrækker De at læse/oversætte?
Det er to vidt forskellige ting! Som læser holder jeg blandt andet meget af den engelsksprogede science fiction-tradition, de græsk-romerske klassikere, det tyvende århundredes markante fabulerende forfattere som Kafka, Borges, Boris Vian og Dino Buzzati, og nutidens danske digtere. Men jeg fandt meget hurtigt ud af at der ikke nødvendigvis er nogen sammenhæng mellem hvad der er sjovt, interessant og udbytterigt at arbejde med professionelt, og hvad jeg er interesseret i som læser. F.eks. har jeg oversat en del ”kvindebøger”, forstået som bøger skrevet af kvindelige forfattere og bevidst henvendt til et kvindeligt publikum, hvor jeg jo ikke selv som læser kan siges at tilhøre kernemålgruppen. Men det har været dejlige opgaver, dels fordi den enkelte forfatters stil er mere afgørende end forfatterens og publikums køn, dels fordi der har været tale om dramaer med masser af dialog. Jeg elsker at oversætte dialog!
Det primære træk ved Deres oversætterkarakter?
Pragmatisme! Det er vigtigt at vide hvornår man skal bruge timer på at få rytmen og associationerne i en bestemt passage helt på plads, men det er så sandelig også vigtigt at vide hvornår man skal lade være. Det meste oversættelse er håndværk, ikke kunst, og hvis man synes at det udsagn er en nedvurdering af oversætterhvervet, er det snarere fordi man undervurderer håndværk. Godt håndværk betyder at produktet er kvalitetsmæssigt i orden. Men det er også godt håndværk at levere varen til tiden og udvise samarbejdsvilje og fleksibilitet. Jeg siger: Hvis forlagsverdenen er børs & katedral, så er jeg købmandsbutik & landsbykirke. Jeg oversætter fordi jeg er en glad sprognørd der får sine kick af at ramme en tone eller finde en sjov gengivelse af et ordspil. Men jeg er samtidig underleverandør i et projektforløb hvor jeg indgår på linje med redaktører, korrekturlæsere, grafikere, trykkere og marketingsfolk. Det er givtigt at undgå at romantisere sin egen rolle.
Hvor oversætter De?
Det meste af tiden på mit lille hjemmekontor med eftermiddagssol og dør ud til terrassen som jeg kan have stående åben om sommeren. Og så et par dage om ugen, for afvekslingens skyld og for at komme lidt ud af rækkehuset, på kontorklubben La Oficina ved Skt. Jørgens Sø i Kbh., hvor jeg sidder i et åbent caféagtigt miljø omgivet af journalister, webudviklere, coaches og alle mulige andre selvstændige erhvervsdrivende og kan have forretningsforbindelser og litterære legekammerater på besøg til kaffe- eller frokostmøder.
Deres største fejl?
Nu ser man jo ikke bjælken i sit eget øje, men: min periodiske rastløshed. Den irriterer mig voldsomt. Og min utålmodighed – over for mennesker og i situationer hvor lidt godmodighed netop ville være på sin plads.
Hvilken litteratur afskyr De frem for alt?
Jeg synes det er en forkert indstilling at afsky bestemte former for litteratur, men et værk kan naturligvis være udtryk for noget man finder afskyværdigt – et racistisk propagandaskrift forklædt som fortælling, eller hvad det nu måtte være. Professionelt bliver jeg kraftigt irriteret på prætentiøse bøger der stiller sig an som ”stor” litteratur uden at være det. Jeg har det fint med tjubang-action eller en banal kærlighedshistorie der ikke giver sig ud for at være andet og mere, men hvis samme foregiver at sige noget dybsindigt om samfundet eller tilværelsen uden at tage nogen chancer eller rumme nogen særlige indsigter eller kvaliteter, ville jeg ønske at forfatteren bare havde satset på at være underholdende.
Deres foretrukne helt/-inde i litteraturen?
De er vist alle sammen antihelte når det kommer til stykket. Eller elskelige skurke. Den klassiske Byron-heltetype: arrogant, respektløs, blasert, dekadent, tynget af sin fortid, karismatisk, højtbegavet, belæst, melankolsk, forførerisk, dominerende, utilpasset … Sådan nogle der ligesom J.P. Jacobsens Sti Høg kan smile det smil “der er higende Begjær og foragtende Træthed paa een Gang, paa een Gang ømt og længselssygt som søde Toner og grumt og blodlystent som den dæmpede Tilfredsstillelsens Knurren, der trænger sig ud af Rovdyrets Strube, naar dets Tænder slide i det bævrende Bytte.”
Deres helte i det virkelige liv?
Det stik modsatte af mine fiktionshelte! Hverdagens helte som ikke bliver hædret, netop fordi de virker i det skjulte og ikke søger påskønnelse eller overhovedet opmærksomhed. Mennesker som formår at elske betingelsesløst.
Hvilken bog/forfatter kunne De tænke Dem at oversætte dersom tid, færdigheder og rettigheder tillod det?
Jeg kunne godt tænke mig at oversætte poesi. Jeg eksperimenterede for år tilbage med gendigtninger af romerske lyrikere, inspireret af min ovennævnte begejstring for Whighams Catul-oversættelse og (130 % sans comparaison, naturligvis) Ezra Pound. I en helt anden retning kunne jeg godt tænke mig at oversætte populærvidenskabelig litteratur om f.eks. kosmologi eller evolution. Det er et dannelsesprojekt. Tænk hvis jeg kunne få lov at oversætte Daniel Dennetts bøger som Darwin’s Dangerous Ideas eller Consciousness Explained! Og selv om jeg siger at der ikke altid er sammenfald mellem min interesse som læser og oversætter, kunne jeg da godt drømme om at oversætte en yndlingsforfatter som John Crowley, selv om jeg ikke er sikker på at jeg turde binde an med hans uforlignelige stil. Derimod turde jeg godt give mig i kast med Robert Silverbergs Dying Inside (1972), en i bredere kredse overset ”great American novel”.
Deres sindsstemning netop nu?
Jeg er møgforkølet! Og det er jo en fysisk tilstand, men krop og sjæl hører jo sammen, så det påvirker naturligvis sindstilstanden at have kraniet proppet med vat og se verden gennem snottåger. Heldigvis har jeg ikke travlt i dag, men kan hygge mig med Proust-spørgsmål, så jeg flyder ligesom ovenpå og betragter alting med en slags dvask, doven tilfredshed.
Deres devise?
Jeg prøver altid på at være ærlig over for mig selv, også når det gør ondt. Det lykkes ikke altid fuldstændig, men jeg prøver, og det er lykkedes i nogle afgørende situationer i mit liv hvor det har gjort en forskel. Og det er alt nok.