Af Niels Brunse
Jeg ved måske lidt mere end den gennemsnitlige nutidsdansker om Goethes liv og værk i al almindelighed, men jeg er på ingen måde Goethe-specialist. Goethe-læserhar jeg været siden jeg gik i gymnasiet, om end en sporadisk og usystematisk Goethe-læser ‑ men nu har jeg oversat en bog af Goethe, nemlig Valgslægtskaberne, og selv om én oversættelse bestemt ikke er nok til at man tør kalde sig Goethe-oversætter,så er jeg blevet den erfaring rigere, at jeg nu har været i nærkontakt med Goethes sprog i en rimelig lang periode og over 260 sider.
Min oversættelse af Die Wahlverwandtschaften er – heldigvis da – blevet overvejende godt modtaget. Noget af modtagelsen har været præget af hatten-i-hånden-respekt for de store kanoniske klassikere, og den siger i grunden ikke så forfærdelig meget. Noget har været præget af ægte glæde ved romanen, og det siger straks mere; og noget har været præget af en regulær skepsis over for min måde at gribe sproget an på, og det siger virkelig meget, om end på et mere begrænset felt end det alment-åndshistorisk-panoramiske, vi plejer at møde Goethe på.
De skeptiske indvendinger gik på, at jeg havde gjort sproget unødvendig snørklet, unødvendig gammeldags. Jeg ved ikke hvilken grad af gammeldags snørklethed anmelderne ville have anerkendt som nødvendig ‑ jeg tror slet og ret at det er en smule anstrengende og krævende at læse Goethe, og at de skeptiske anmeldere havde forventet af mig, at jeg skulle have sparet dem for den anstrengelse. Ikke tale om, den tjeneste nægter jeg at gøre folk.
En ikke uvæsentlig del af glæden ved at læse klassikere ‑ og for den sags skyld også “svære” nutidige forfattere ‑ er glæden ved selve tilegnelsen, glæden ved at overvinde den modstand, teksten byder én. Den skal man ikke kimse af. Forudsætningen er selvfølgelig, at teksten har noget at give én bag modstanden, at den ikke viser sig at bestå af modstand og intet andet. Den slags bøger findes jo. De holder bare ikke ret længe.
Dette “noget”, som gerne skulle være der, er i reglen noget almenmenneskeligt ‑ eller, hvis man synes dét er for stort et ord, så noget der er mere substantielt end den rene dagsaktualitet. Når jeg ser klassiske bøger lovprist som “mere aktuel end nogen sinde” eller “forbløffende moderne”, bliver jegaltid skeptisk. Det klinger nemlig hult. Den skjulte forudsætning er, at samtiden altid har ret ‑ altså lovpriserens samtid ‑ og at samtiden defineres som det i sig selv sande og givne og ikke netop i kontrast til andre tiders opfattelser og prioriteringer. De virkeligt aktuelle klassikere (hvis man overhovedet kan sige sådan uden at være selvmodsigende) er måske netop dem, som enhver given samtid betragter som enten reaktionære, revolutionære, forkrampede eller frivole, kort sagt usamtidige.
Goethes Wahlverwandtschaften er måske netop sådan en bog. Mange i samtiden ‑ altså Goethes ‑ fandt den anstødelig, fordi den skildrer forskellige varianter af ægteskabsbrud. Mange i vores samtid finder den kedelig, fordi den er så længe om at skildre disse fordums anstødeligheder, og fordi den gør det så ærbart. Om ikke andet kan dén diskrepans måske lede læseren på sporet af, at det slet ikke er ægteskabshistorierne i sig selv, der er det væsentlige ved bogen.
Hvad det så er, der er det væsentlige, det kan man tale længe om. Men i hvert fald vil jeg pege på, at noget meget vigtigt i den er personernes bestræbelse for at ordne og organisere, man kunne næsten sige iscenesætte deres verden. Det er noget andet end vore dages narcissistiske bestræbelse for at iscenesætte sig selv ‑ men det er ikke spor bedre.
De tre modne personer i det tiltrækningsbestemte firkantforhold, bogen er bygget op om, nemlig Eduard, hans hustru Charlotte og hans ven kaptajnen, prøver alle at tilrettelægge deres omverden, inklusive de andre, sådan at de kan føle tilfredshed ved den. Betragtningenaf det i hvert fald momentant vellykkede værk er en lige så vigtig behovstilfredsstillelse for personerne som tilfredsstillelsen af deres mere umiddelbare drifter. Den fjerde person i firkanten, den unge pige Ottilie, internaliserer de andres modstridende bestræbelser og bringer nærmest sig selv som offer for at tilvejebringe den ønskede harmoni.
Alt det fortæller og beskriver Goethe i et sprog, der er præget af lange perioder, mange bisætninger, adjektiviske bestemmelser, præpositionsled og oblikke kasusformer, alt det, hvormed man på tysk kan få mange forskellige ting til at foregå og flere årsagssammenhænge til at træde frem inden for ét punktum. På dansk kan det for eksempel lyde sådan her, i skildringen af et selskab på den herregård, der er hele fortællingens sted:
“Greven, der ret ville udforske kaptajnen, måtte over for en så rolig, alt andet end forfængelig og i det hele taget lakonisk mand benytte sig af forskellige drejninger af samtalen for at få det ønskede at vide. De gik sammen frem og tilbage i den ene side af salen, mens Eduard, oprømt af vin og håb, spøgte med Ottilie ved et vindue, men Charlotte og baronessen derimod i hinandens følge gik tavse op og ned ad gulvet i salens anden side.” (I del, 10. kap., s. 81)
Der er to punktummer i den passage. Hvis den skulle brydes op i enkle, syntaktisk ukomplicerede stykker ‑ altså gøres mindre snørklet ‑ skulle der en hel del flere til, og hele passagens struktur ville blive mere leddeløs og utydelig. Fortællerens suveræne overblik, der så at sige omfatter hele salen og alle seks personer, grupperet i tre par med hver deres stemning og aktivitet, ville gå tabt i en nærsynet betragtning af hver person eller hvert par for sig.
At denne konstruktion på detailplanet modsvarer noget typisk for romanen på det overordnede plan, det synes jeg man kan se bekræftet i et brev, som forfatteren og musikkritikeren Johann Friedrich Rochlitz skrev til Goethe ganske kort efter romanens udgivelse i 1809. Rochlitz siger: “Jeg finder det beundringsværdigt og yderst kunst-rigt, at personerne kun stilles over for hinanden i grupper; at delene af hver gruppe dernæst, som rimeligt er, i ikke ringe grad er beslægtet med hinanden, og dog er så vidt, så sikkert, så konsekvent adskilt, ja, tilmed i denne forskellighed atter optræder så åndrigt grupperet indbyrdes.“
En anden musikkender, komponisten Karl Friedrich Zelter, skrev i et tit citeret brev på samme tid om Goethes Schreibart(skrivemåde, stil) i romanen, at den var “beskaffen som det klare element, hvis rappe beboere svømmer mellem hinanden, stiger blinkende eller mørknende op og ned, uden at fare vild eller fortabe sig.”
Zelter finder med andre ord Goethes stil gennemsigtig ‑ men det er ikke gennemsigtigheden i sig selv, han roser, det er gennemsigtigheden som forudsætning for at det myldrende liv i vandet, “det klare element”, kan bevæge sig uden at der går skuddermudder eller bare mudder i det.
Det er måske ikke tilfældigt, at det netop er to læsere med musikforstand, der har ytret sig sådan om Goethes roman. De har kunnet læse bogen som et partitur, som en polyfoni af mange bevægelser på én gang, en læseevne der måske ikke er så udbredt eller værdsat i vore dage. Jeg håber også, at brevcitaterne giver en fornemmelse af, at evnen til at koncipere og kapere indviklede sætninger ikke var noget specielt for Goethe, men fandtes hos de læsere han skrev for. Det er i øvrigt heller ikke noget specielt tysk at skrive lange, slyngede sætninger; tænk bare på Kierkegaard.
Jeg mener kort sagt, at hele romanens tilgang til stoffet afspejles i dens sætningsstruktur ‑ mere præcist sagt i hyppigheden af den slags polyfone sætninger, som jeg har givet et eksempel på. Det ville derfor være et forræderi at gengive Goethes stil med dens samlende og dog skelnende overblik i en oversættelsesstil, der gjorde den fragmenteret og forskelsløs.
Til sidst vil jeg gerne have lov at fortælle om mit første møde med Die Wahlverwandtschaften og måske, hvis jeg er heldig, antyde hvorfor bogen blev så besættende smuk for mig dengang.
Jeg læste den i 1977, og jeg læste den på tysk af en ganske enkel grund. Jeg boede dengang i Moskva, hvor jeg var på et længere studieophold. Jeg havde stadig besvær med at læse russiske bøger uden ordbog, og danske eller engelske bøger var det meget svært at opdrive, når fornøjelses-læselysten kom over én. De kom jo fra det kapitalistiske udland og måtte ikke sælges eller udlånes i den sovjetiske hovedstad.
Inde på Gorkij-gaden lå der imidlertid en boghandel, der forhandlede bøger fra de venligtsindede socialistiske lande ‑ og altså også fra DDR. De nutidige DDR-forfattere gik jeg forbi uden at kigge ret meget på dem, de var nok som regel heller ikke bedre værd, men butikken havde herlige udgaver af tyske klassikere til næsten ingen penge. Og sådan fandt jeg en udgave af Die Wahlverwandtschaften, inklusive Thomas Manns kendte efterord fra 1925 (det hvor han kalder romanen “der größte nicht, aber der höchste der Deutschen”), og jeg købte den for 1 rubel og 23 kopek og læste den med al den glæde og lethed man føler ved at læse noget svært, når alt, hvad man ellers er omgivet af, er endnu sværere.
Men det gjorde også et uudsletteligt indtryk på mig, at bogens personer bevægede sig i så velordnet et sprog og i næsten koreografiske mønstre gennem handlingen, og at tingenes og omgivelsernes skønhed lagde sig som en selvfølgelig ramme om de sjælelige sammenbrud og bristede forhåbninger.
Jeg kom fra det danske halvfjerdsersamfund, der vrængede ad al borgerlig skønhed og systemtvang; men jeg gik jo også til daglig rundt i sovjetsamfundet anno 1977, midt i et gigantisk forsøg på at ordne og tilrettelægge tilværelsen for alle efter en foreskreven anti-borgerlig plan for lykke, hensigtsmæssighed og skønhed ‑ og jeg kunne allerede dengang i den konkrete hverdag se, at det gigantiske forsøg var blevet en gigantisk fiasko. Alting var slidt, skævt og snavset, ingenting fungerede optimalt, løgnen osede i gaderne, og Goethes aristokratiske klarhed trådte frem på den baggrund, ikke som herregårdsromantik, men som ægte dannelse ‑ et misliebigt begreb, som man nok skal have oplevet en voldsom mangel på for at værdsætte.
Jeg kunne læse klassikeren Die Wahlverwandtschaften med to forskellige sæt samtidsøjne ‑ et vestligt og et sovjetisk ‑ og jeg kunne konstatere, at den var væsensforskellig fra begge mine samtider. Derfor blev hele min oplevelse af tidens gang, fortid, nutid og fremtid, sat i et vældigt perspektiv af den bog; det var som om jeg opdagede forskellen mellem at se rummets dybde med ét øje og så med to.
Den forskel ville jeg ikke snyde læserne af en dansk nyoversættelse for; og jeg er glad for at kunne sige, at Gyldendal, som bestilte min oversættelse, ikke på noget tidspunkt har givet mig andet end frie hænder ‑ snørkler eller ej.
(Oplæg til en paneldiskussion, arrangeret af Gyldendal, 29. september 1999 – ikke tidligere trykt)
