Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?
I familier, hvor der tales mere end et sprog, som vi gjorde i min, kommer man nok tit til at oversætte nærmest som en naturlig del af de sproglige udvekslinger. I en eller anden forbindelse må man oversætte noget for tanter og onkler, som (helt bogstaveligt) ikke forstår, hvad de andre onkler og tanter siger. Samtidig har jeg altid været glad for at læse og for sjovs skyld leget med at oversætte tekststykker til enten dansk eller tyrkisk. Det lykkedes sjældent for mig, syntes jeg, og derfor overvejede jeg heller ikke at arbejde som oversætter.
Det var først senere, da jeg studerede litteraturvidenskab, at jeg tænkte, hvorfor egentlig ikke, og jeg var så heldig, at en af mine undervisere hjalp mig på vej. I begyndelsen oversatte jeg mest fra tyrkisk til dansk og havde ikke forventet, at jeg også ville oversætte den anden vej – når jeg nu ikke har boet i Tyrkiet de sidste35 år. Men efterspørgslen fra tyrkiske forlag var og er større end fra de danske, så jeg tog skridtet videre og arbejder heldigvis med nogle utroligt overbærende og dygtige tyrkiske redaktører.
Hvor kommer din(e) sprogkompetence(r) fra?
Jeg er opvokset i Istanbul i en tosproget familie med en dansk mor og en tyrkisk far, så begge sprog kom naturligt ind fra barnsben. Det var helt afgørende for mig, at min mor aldrig overvejede andet end at tale dansk med min bror og mig, at hun læste Gummi Tarzan og Brødrene Løvehjerte for os. Hvis hun ikke havde gjort det, var jeg næppe blevet oversætter.
Hvad foretrækker du at oversætte?
Skønlitteratur til både børn og voksne.
(Indimellem har jeg letsindige dagdrømme om at oversætte Søren Kirkegaard til tyrkisk. Heldigvis er jeg ikke blevet spurgt og bliver det forhåbentlig heller aldrig).
Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?
Jeg har fået mange spændende oversættelsesopgaver, men på det seneste har jeg været meget glad for at oversætte Tove Ditlevsen til tyrkisk. Jeg må holde tungen lige i munden for ikke at komme til at udjævne sprogets finhed, og det tvinger mig til at tænke mere lyrisk på tyrkisk, hvilket er en spændende udfordring. Og så synes jeg, at hendes sorte humor går meget godt i spænd med det tyrkiske sprog.
Hvad er den bedste oversættelse, du har læst?
Der er rigtig mange, men en af de seneste, jeg har læst, er Tine Lykke Prados oversættelse af den brasilianske forfatter Clarice Lispectors Nær det vilde hjerte fra 1943. Teksten er ukonventionel, men noget af det, jeg er mest imponeret over i Prados oversættelse er, at hun er frygtløs i forhold til at lade forfatterens sprog “strømme ind i det danske”, som hun skriver i bogens oversætternote, noget hun bl.a. gør ved at følge forfatterens originale tegnsætning. Jeg synes oversættelsesarbejdet bevæger sig ud i noget enestående, når sproget, der oversættes fra, begynder at modellere sproget, der oversættes til – uden at blive uforståeligt eller karikeret selvfølgelig, men nok til at det fx kan ændre læserens vejrtrækning, som Prado skriver i sin note. Det kræver ikke kun mod fra oversætterens side, men selvsagt også stor sproglig kunnen.
Hvor oversætter du?
Hjemme på arbejdsværelset, som jeg deler med min mand, Anthony.
Fortæl om et oversættelsesproblem, og evt. om løsningen på det
I modsætning til de fleste sprog jeg kender til, findes der på tyrkisk kun et enkelt pronomen til at betegne han/hun/det/den med, og det er “o”. Personligt synes jeg, det er genialt på mange niveauer, og det giver ikke i sig selv problemer i oversættelsessammenhæng, da man ud fra konteksten forholdsvis nemt kan udlede, hvem eller hvad der er tale om. Men jeg har været med til at assistere i oversættelsen af en mere eksperimentel tekst til dansk, nærmere bestemt Sevim Buraks Brændte Palæer udgivet af Forlaget Container, hvor det ikke var så ligetil. Jeg ved ikke, om det var en optimal løsning, men jeg foreslog, at vi slet og ret oversatte det diffuse og uvisse, som teksten jo allerede rummede på tyrkisk. Det vil sige, at vi, når konteksten ikke gav os de nødvendige ledetråde, så måtte tillade os at stole på vores fingerspidsfornemmelse. Det krævede en masse genlæsning og omredigering, og desværre sidder nok både hovedoversætteren og jeg selv tilbage med en følelse af, at det stadig ikke er lige i øjet.
Hvad mener du, er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?
Det er nok blevet nævnt før, men først og fremmest tid – og jeg mener rigtig god tid, mindst et år til en roman mellem 100 og 200 sider, to år til de større værker og i visse tilfælde, som Sevim Buraks bog, jeg nævnte tidligere, gerne mere. Desværre er det jo nærmest uhørt, at man kan tildele et værk så meget tid. Men jeg har hørt andre oversættere sige, at det ville være optimalt, hvis man kunne lægge sin oversættelse ned i en skuffe i seks måneder, før man udgav den, og så læse den igennem igen. Tekster opfører sig generelt mærkeligt, når man ikke holder øje med dem. Selv når man tror, at nu er den gennemarbejdet, opdager man efter en rum tid, at det alligevel ikke var helt rigtigt. Forfatteren Ocean Vuong nævner et sted, at når teksten får lov til at ligge, så begynder den at fermentere. Det er vigtigt at få med i oversættelsesforløbet, synes jeg.