Hvor kommer din(e) sprogkompetence(r) fra?
Et halvt år efter at jeg som 18-årig var begyndt på danskstudiet ved Københavns Universitet, valgte jeg et kursus over tre semestre i oldislandsk prosa, hvor vi lærte norrøn grammatik og læste sagaer. Det førte til, at jeg skrev magisterspeciale om (bl.a.) Færingesaga. I sommeren 1973 holdt jeg forelæsning om denne på en international konference i Reykjavík. Men inden selve arrangementet begyndte, havde jeg haft det held at komme på en måneds intensivt kursus i moderne islandsk! Samtidig erfarede jeg, at der året efter ville blive opslået en ny stilling som udsendt dansk lektor ved Islands Universitet, med vægt på litteratur. Dette satte unægtelig skub i mine studier. Jeg fik jobbet, og de fire meget udbytterige år, det blev til deroppe, viste sig siden at blive formende for både mit liv og mit sprog. Ikke sjældent, når jeg om morgenen vågner, går det op for mig, at jeg hele natten har drømt på islandsk.
Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?
Eftersommeren 1976 blev jeg af det islandske kultur- og undervisningsministerium opfordret til at oversætte Thor Vilhjálmssons roman Fuglaskottís (1975), som var blevet nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Indtil da havde jeg kun fordansket kortere fagtekster. Ministeriet må i et anfald af klarsynet optimisme have ment, at Thors hundesvære, stilistisk avancerede fortællekunst var den oplagte anledning for mig til at tage skridtet ind i litterær oversættelse.
Opgaven, som blev indledningen til et givende fagligt samarbejde og et fortrinligt venskab, blev tilrettelagt på den måde, at hver gang jeg havde oversat tre-fire kapitler, kørte jeg over til ham. Da havde Thor siden sidst læst de foregående tekstportioner, som vi så gennemgik, tit ned i mindste detalje. Møderne begyndte kl. 22 og sluttede som regel kl. 02. Thi hvad man end kunne sige af godt om Thors energi: A-menneske var han visselig ikke. For mig blev disse natsamtaler til en personlig skole i oversætterkunsten, men også en bred indføring i islandsk mentalitet, kultur og litteratur. Stærkt medvirkende hertil var naturligvis Thors enorme viden og erfaring og hans indgående kendskab til det danske sprog.
Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?
Det har været et stort privilegium at oversætte de fire store islandske prosamodernister fra 1960’erne, foruden Thor Vilhjálmsson (1925-2011) også Jakobína Sigurðardóttir (1918-94), Guðbergur Bergsson (1932-2023) og Svava Jakobsdóttir (1930-2004). Mest langvarigt er mit samarbejde blevet med Einar Mår Guðmundsson (f. 1954), hvis herlige romaner, noveller, digte og essays jeg har oversat siden 1981. Senere har jeg haft umådelig glæde af at arbejde med romaner, kortprosa og digte af Gyrðir Elíasson (f. 1961), digte og kortromaner af Gerður Kristný (f. 1970) og seks romaner af Auður Ava Ólafsdóttir (f. 1958). Det sidstnævnte gennem 15 år godt fungerende samarbejde blev desværre brat afbrudt, da hendes danske forlægger, Arild Batzer, sendte mig en mail, hvori han meddelte, at han aldrig mere ville bruge mig som oversætter, efter at jeg i min egenskab af kritiker ved Dagbladet Information havde ytret mig forbeholdent om nye værker af to norske forfattere i hans stald.
Hvad foretrækker du at oversætte?
Svært at svare på! Jeg holder vældig meget af den svævefornemmelse, der melder sig, når jeg nærmer mig slutningen på en roman og oplever, hvordan ordene nærmest melder sig af sig selv, fordi jeg har indlevet mig i værket og er blevet redskab for et andet menneskes sind. Men det er også en fryd at oversætte digte og tilegne sig deres rytme, billedsprog og tone. I netop den situation foretrækker jeg at lave en kladde i hånden. Det samme gælder for korte prosastykker, hvor det ind imellem kan føles, som om verden vil styrte sammen, hvis jeg ikke rammer det dækkende udtryk.
Hvor oversætter du?
Dette spørgsmål fremkalder gyldne minder om livsalige stunder på en altan i nærheden af Pantheon i Rom, på en gigantisk balkon i Napoli med udsigt over Piazza Garibaldi og på en terrasse i Taormina med udsigt mod syd til Etna. Men sandt at sige oversætter jeg helst i et lille og ikke alt for komfortabelt rum i et sommerhus. Gennem de tyve år, hvor jeg var ansat som lektor ved Københavns Universitet, fandt oversættelse sted i fritiden i Odsherred ved et diminutivt kontorbord. Dette har jeg nu medbragt til et andet sommerhus med frit udsyn til Storebælt i øst, hvor jeg glæder mig til mange timer med nærværende fravær. Fravær fra min egen person, maksimalt nærvær i forhold til teksten.
Fortæl om et oversættelsesproblem, og evt. om løsningen på det
En særlig udfordring har været islandske prosaforfatteres forkærlighed for pludselige skift mellem fortælling og poesi, men jeg har også tit måttet bakse med alle islandske digteres kolossale traditionsbagage – dette at de trækker på eddadigtning, sagaer, sagn og folkelig overlevering. Her hjælper det at spørge, når jeg fornemmer, at jeg mangler de nødvendige forudsætninger – som da jeg i en roman af Gyrðir Elíasson stødte på en snurrig vending og det viste sig at være skjult citat fra en eventyrroman fra 1861, som ingen mere læser i dag.
Hvad er den bedste oversættelse, du har læst?
Her kommer jeg ikke uden om Otto Steen Dues i mine øjne og ører mesterlige oversættelse af Ovids Metamorfoser, hvor viden, humor, indlevelse, dannelse og indgående fortrolighed dels med klassisk latin, dels med modersmålet, tilsammen danner et kunstværk, der vil leve længe.
Hvad mener du, er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?
Ro til fordybelse og koncentration. Tid til at gå i stå – og komme videre. Bredt kendskab til kildesprogets kultur og litteratur. Omfattende hjemmevanthed i dansk sprog, gammelt og nyt. Evne til at træde ud af sig selv og blive forfatterens ambassadør og læserens vært.