Sidse Laugesen. Foto: Stephanie Caruana
Den 1. maj blev oversætter og digter Sidse Laugesen fejret ved en reception i Dansk Forfatterforenings lokaler på Christianshavn i anledning af, at hun modtog Dansk Oversætterforbunds Ærespris 2024. Forfatter og oversætterkollega Rakel Haslund-Gjerrild motiverede prisen, og derefter takkede Sidse Laugesen både hende og mange andre, der undervejs har troet på og deltaget i oversættervirket.
Talen, som Babelfisken har fået lov at bringe her, opridser en smuk oversætterpoetik fra en nok usædvanlig oversætterkarriere. Og dog vil oversættere i almindelighed nok kunne nikke genkendende til mange af elementerne i denne drøm om den (måske) usynlige oversætter, om at være værket underlegen, men samtidig til stede, og om det ansvar, der følger med at skrive en andens tekst på et nyt sprog.
***
Af Sidse Laugesen
Kære kolleger, kære alle
For godt en uge siden skrev jeg overskriften på min takketale på en lap papir, fast besluttet på at gå i gang i god til. Og nu sidder jeg så her aftenen før i dag og kigger på overskriften, der lyder: ”Drømmen om den usynlige oversætter – ingen kan gå alene, alting (skal) tages med”. Og jeg forsøger at huske, hvorfor jeg har kaldt den netop det. Og jeg tænker tilbage på den første opgave, jeg fik som oversætter – oversættelsen af Yu Huas roman Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod, en opgave, der for mig var som at træde direkte ind i himlen. Direkte ind i himlen – hvorfor nu det? Jo, fordi Yu Hua er – hvis ikke den eneste – så en af mine absolutte yndlingsforfattere, en af dem, hvis værker har haft uendelig stor betydning for mig, ikke bare som oversætter, men også som menneske. Jeg kan uden at blinke sige, at hans værker har ændret min tilgang til verden og min forståelse af, hvad det vil sige at være menneske.
Intet mindre.
Det var altså med det ypperste, jeg kunne forestille mig, at jeg fik lov til at begynde som oversætter. Det var min vejleder, professor Anne Wedell-Wedellsborg og forlaget Klim, der gav mig opgaven, og det udgangspunkt har været voldsomt vigtigt for mig. Jeg vil gå så langt som at sige, at jeg muligvis ikke ville være oversætter i dag, hvis ikke det var for de to. Og med Yu Hua startede jeg i toppen med en fuldstændig unik stemme i … kinesisk litteratur (måske endda verdenslitteratur). Og uden jeg vidste det dengang, men det ved jeg nu, så vil jeg vove at påstå, at vi med Yu Huas værker – nærmest for første gang på dansk lagde stenen til en ny introduktion af kinesisk litteratur på dansk, litteratur som egentlige storslåede litterære værker og knap så meget som ’en indgang til Kina’.
Jeg var meget ambitiøs og meget naiv til at starte med, tænker jeg, og på mange måder har det nok været et held, at jeg var lige præcis så uvidende, at jeg ikke lod mig skræmme af at stå med så vigtigt et værk i hænderne. Jeg havde dengang en klar fornemmelse af, at jeg ikke skulle oversætte ordene, men det litterære, som det opstod mellem ordene. Jeg tænkte, at oversætterens vigtigste – eneste – opgave var at transponere det litterære fra et sprog over i et andet. I lang tid arbejdede jeg ud fra en ide om den underlegne oversætter, altså en oversætter, der helt uforbeholdent satte sig i værkets tjeneste og aldrig ville kunne overgå det (fordi det ikke var oversætterens rolle at være bedre end originalen, men at formidle det, der er, og behandle det som det eneste sande litterære udtryk for det, som forfatteren vil sige). Helt konkret betød det, at jeg dengang for at oversætte Yu Hua måtte tilbage og studere, hvad det var, der gjorde Yu Huas litteratur så unik: Hvordan fungerer sætningerne, hvordan rammer de læseren, og hvilke ord har Yu Hua en forkærlighed for? Den slags spørgsmål var jeg optaget af, og jeg var optaget af at skrive på en måde, der ikke var min, fordi Yu Hua bestemt ikke var mig. Jeg skulle omlægge min stemme, aflægge min stemme, overtage en stemme. Det betød, at jeg før jeg overhovedet gik i gang med at oversætte Yu Hua, udførte et prøvestykke, nemlig Yu Huas En virkelighed for at forstå hans tidlige, voldsommere stemme og Sun Pins Uendelig lidelse vist også, for ligesom at finde nogle yderpunkter i det litterære og klargøre for mig selv, hvordan litteratur kan være forskellig. Det, jeg spekulerede over, var: Hvad er litteratur, hvor sidder det i sproget, hvordan kommer det til udtryk? Og mere vigtigt, hvordan forandrer jeg mig selv, gør mig usynlig og lader disse forfatteres værker og stemmer træde frem gennem mig?
Sjovt nok blev det de prøvestykker, som så lå i skuffen, da forlaget Korridor senere dukkede op og var på jagt efter ’nogle kortere rigtig gode romaner’. Korridor søgte efter nutidige korte romaner – og de første dér blev så Yu Huas En virkelighed og Sun Pins Uendelige lidelse.
Hvad vil jeg sige med det? Ja, at dét har været mit andet princip. At alle de andre ting, jeg laver, altså overspringshandlingerne, prøvestykkerne, det jeg laver når jeg ikke kan tage mig sammen til at oversætte, i virkeligheden har båret rigtig meget af det, jeg laver (inklusive min famøse deroute, det største svinkeærinde af alle, min karriere som kinesisk digter). Det er altså ofte en eller anden lille tåbelig ting, jeg bikser med, der udvikler sig og pludselig bliver det væsentlige, som så derefter bærer arbejdet videre. Som nu prøvestykkerne, der blev lavet for at finde ud af hvor litteraturen sidder i sproget, og som i næste led kom til at tjene som indgang til ny kinesisk samtidslitteratur. På en eller anden måde endte det jo med at hjælpe til at opbygge et ret perfekt fundament for en introduktion af kinesisk litteratur på dansk med store, vægtige forfatterskaber hos forlaget Klim og et bredt bælte af nye fremragende romaner på forlaget Korridor (vertikalt, horisontalt). Jeg føler, at jeg her har været med til at skabe et rum og en bredde, hvorfra man kan se kinesisk litteratur i Danmark, at jeg har hjulpet med at trække kinesisk litteratur ud af stereotyper som Jung Changs Vilde svaner (introduktion af kinesisk kultur for vesterlændinge), Wei Huis Shanghai baby (litteratur forbudt i Kina) og Bei Daos digte (eksillitteratur). Det er en af de ting, jeg er rigtig stolt af, at det er lykkedes at lave noget nyt og at åbne op for, at kinesisk litteratur ikke er bundet af myten om det kinesiske tegn, fx. Jeg ville ned under mystikken, ind til det menneskeligt litterære, transponere dét over til dansk. Det og ikke det mystiske dragende kinesiske tegn synes jeg klart der er behov for.
Længe havde jeg en forestilling om, at det her var den væsentligste forskel på en forfatter og en oversætter: at forfatteren modnes, bliver mere fuldendt og sikker i sin stil og stemme; mens oversætteren splittes, sætter mange forskellige frø og skal kunne ændre sig, afskrive sig selv. Den tanke at lade sig overskrive, har imidlertid ført mig ud i to af mine bedste og smukkeste oplevelser som oversætter, nemlig arbejdet med Rakel Haslund-Gjerrild og det stort set sideløbende projekt at skrive på kinesisk, være kinesisk digter.
Rakel og jeg oversatte Can Xues Aldrende skyer i drift som et samarbejde, der for mit vedkommende i meget høj grad netop gik ud på at lade mig overskrive af en anden og vride min stemme itu. At tage styringen ved at slippe tøjlerne. At være en autoritet og lade sig føre. I al sin enkelthed bestod opgaven af et google-dokument, hvor den fælles oversættelse på skift blev overskrevet af den anden, så længe og så intenst, at det ikke længere var muligt at se, hvor-hvem-var, at vi ideelt set mistede vores egen stemme. Og i stedet blev vores flettede stemme til én – nemlig Can Xues. Jeg tror, at det er en af de vildeste og mest givende oplevelser, jeg nogensinde har haft, og en af dem, der har ført mig længst. Altså at tro på mit eget værd og samtidig at lade mig udtvære i vished om, at det slet ikke betyder, at jeg forsvinder. Det er vel egentlig i sin essens også en del af mit videre arbejde som digter på kinesisk – nemlig at lægge valget i hænderne på en anden og ’træde væk fra mig selv’ , min egen selvhøjtidelighed, at transponere mig selv til kinesisk og lade andre se, hvem jeg er (og i den forstand er min kinesiske poesi vel egentlig også oversættelse). Mit kinesiske jeg Lao Shuzhen er et kinesisk funderet projekt, der består af en famlen fra to sider, et forsøg på at skrive med en dansk litterær stemme i et ’andet sprog’, og en sideløbende undersøgelse af, hvordan jeg selv formes af andre (kinesiske) stemmer. Noget af det, der har været en øjenåbner for mig, var at se, hvordan min egen skrift og mit eget jeg blev påvirket af andres skrift, hvor letpåvirkelig og ustabil, jeg egentlig er, selvom jeg tror, at jeg har en fast kerne … altså at jeg som oversætter og menneske ikke er objektiv. Ikke er … at jeg er en menneskelig kanal, foranderlig og påvirket af mit eget verdensbillede, og mig og mit verdensbillede påvirkes kontinuerligt at det, jeg læser, de stemmer og ord, jeg imiterer, eller – overtager, eller – giver krop. Dvs. at oversætteren i virkeligheden ikke er og aldrig kan være en objektiv maskine, hvem teksten flyder lydefri igennem. Det er virkelig næsten den største gave jeg har fået med fra at gå fra at være forfatter (’skrible selv’) og læser og til at lade mig indlægge som oversætter.
Drømmen om den usynlige oversætter lever vel egentlig i bedste velgående hos mig. Men jeg bliver mere og mere bevidst om, at oversætteren først bliver usynlig, når hun træder frem, når hun vælger på litteraturens vegne, gør forsøget på at se sig selv og sine egne begrænsninger, og i sin underdanighed er ekstremt synlig, træffer valg for sit værk. Så der ligger et paradoks der, i at den oversætter, som opgiver sin egen stemme for at give stemme til en anden, i virkeligheden også har meget magt, magt til at ødelægge den stemme, de er blevet givet og ligesom i højere grad end før, er nødt til at være bevidst om sig selv og sin egen stemme og træffe valg for at gøre litteraturen i ordene synlig på trods af sig selv.
Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at læse op, men almighty Signe Lyng skrev i går på Facebook, at hun håbede, jeg ville give en smagsprøve på min poesi, på kinesisk og på dansk, så for at illustrere denne knude i oversættelsen, dette møde mellem sprogene, vil jeg gerne læse et digt, der for mig at se dirrer mellem sprog. Digtets rytme er hentet fra Leonard Cohens sang: “Leaving the Table” (2016):
Im leaving the table/im out of the game/I dont know the people/in your picture frame/If i ever loved you oh no no/its a crying shame/if I ever loved you/If I knew your name.
Men det er også oversættelsen af en vestlig crooner/førsteelsker og en vestlig markant rytme / (et) markant rim til kinesisk, og et forsøg på at bruge den store lover og crooner baglæns til at sætte spot på oversætterens usynlighed – altså i det her tilfælde diskrepansen mellem form og indhold og rytmen, der skifter sprog og gør kinesisk nært for os, som forståelig lyd og oversætteren synlig, som transparent (mis)repræsenterende medium.
[oplæsning af digtet på to sprog]
译者的颂歌
让我借你的目光
侵犯你的世界
看到另一个风景
变成男，去发泄
让我
吞掉你
撕破你
揭开你美妙诗句
让我捧着你心啊
让一切变空虚
让我用你的语言
让文字字母化
拔出来你的比喻
在我树上悬挂
让我
模仿你
拥有你
抢掉你每一个思
让我忧伤失败地
误解你的词
让我割你的舌头
让我唱你的歌
融化体内的白雪
从你心杯狂喝
让我
兴奋地
渴望地
尽力地拿到一切
让我占据你灵魂
把诗歌曲解
2020.7.28
***
Oversætterens jubelsang
Lad mig låne dit blik
trænge ind i dit land
se en helt anden verden
fyr den af, bli en mand
lad mig
æde dig
flænse dig
flå dine linjer itu
la mig holde dit hjerte
la det udhules nu
lad mig bruge dit sprog
bogstaver’ dine tegn
riv’ metaforerne ud
sæt’ dem fast på mit hegn
lad mig
klone dig
bruge dig
ta hvad du går rundt og tror
lad mig trist og besejret
misforstå dine ord
lad mig skære din tunge
lad mig synge dit kvad
smelte sneen i kroppen
drik’ din hjertekop flad
lad mig
ophidset
tørstende
frata dig alting på sigt
lad mig røve din sjæl, ja
fordreje dit digt
28.7.2020
Resten af talen er egentlig kun tak. Tak til mine kolleger og oversætterforbundet, det er kæmpestort at få det her skulderklap af jer. Jeg håber, vi kan bære det i flok og fortsatte indsatsen for et flydende sprog og den flydende, bevægelige levende interesserede oversættelse. Og tak til de folk, der har gjort det muligt for mig at arbejde med litteratur på den her måde, forlaget Klim, forlaget Korridor, S. C. Van-fonden og selvfølgelig Kunststyrelsen. Tak til en lang række forfattere og digtere for deres værker, og særligt til de kinesiske forfattere og digtere, der tålmodigt har samtalet med mig de seneste par år og vist mig, hvordan de ser på litteratur og hvorfor det er vigtigt, at den findes på tværs af grænser, ude i verden. Tak til mange andre, der har stået på min vej. Og ikke mindst tak til jer, der er kommet for at fejre det her med mig i dag! Lad os drikke nogle øl!
