Sidste måneds oversætter, Lene Ewald Hesel, foreslog Babelfisken at gå nye, eller rettere gamle, veje, og lade en afdød oversætter komme til orde i denne klumme, nemlig Marie Svendsen. Bibliotekaren fra Viby oversatte alle Tove Janssons Mumi-bøger og formåede igennem sine mange år med værkerne at genskabe Janssons vildtvoksende, stilfærdigt anarkistiske og sikkert ofte kreativt genstridige univers på mundret, men stadig sprælsk dansk. Nærværende skribent tissede adskillige gange i sengen som barn på grund af især Kometen kommer, men læste ikke desto mindre hele serien om og om igen. Hun hører fortsat til den ikke længere særlig snævre, men stadig lidt sære kreds, som føler sig hjemme i Mumidalen og resten af Janssons forfatterskab  – og som hylder Svendsen for hendes store arbejde.

Om at oversætte og opleve Tove Janssons Mumi-bøger

Fra: Børn & bøger: tidsskrift for børne- og ungdomskultur. Årg. 29, nr. 1 (1976)
Bragt med venlig tilladelse fra Børn & bøger (nu Skole & Bøger). Forsideillustrationer efter aftale med Forlaget Carlsen.

I Danmark tøvede man længe med at oversætte Tove Janssons forfatterskab. Et tilløb hertil blev gjort i 1954 med udgivelsen af tre småbøger, ”Mumitroldene”, ”Mumitrolden opdager kometen” og ”Mumitrolden vender hjem” i Børge Bavnsgårds oversættelse på Wangels forlag. Disse bøger var blandt Tove Janssons første og stammer fra 1940’erne. ”Komet”-bøgerne omarbejdes i 60’erne og foreligger nu som den sidste i dansk oversættelse under titlen ”Kometen kommer”.
I 50’erne fandt det daværende, på mange måder toneangivende Børnebogsudvalg ikke disse bøger egnede for bibliotekerne, og da de åbenbart heller ikke på anden måde er slået an, blev sagen så at sige henlagt.
Efter at Tove Jansson i 1966 havde modtaget den fornemme, internationale anerkendelse H.C. Andersen-medaljen for sit arbejde, blev der gjort et nyt fremstød, idet Ellen Buttenschøn, i en inspirerende kronik i Jyllandsposten behandlede forfatterskabet og beklagende undrede sig over, at det stadig ikke var oversat til dansk. En reaktion herpå lod ikke vente længe på sig, idet forlæggeren Per Carlsen, Illustrationsforlaget, omgående opfordrede hende til enten selv at gå i gang med at oversætte eller prøve at finde en anden mulighed. Det endte med, at denne mulighed blev mig.
End ikke i min vildeste fantasi havde jeg drømt om sådan noget, det var ovenikøbet helt nyt for mig. Svensk er måske ikke så forfærdelig svært, men hvordan undgå alle disse faldgruber, som svensk jo vrimler med, alle disse svedismer, som på det mest drilagtige igen og igen sniger sig ind i oversættelser fra svensk til dansk? Og så var dette endda kun problemer af rent overfladisk karakter. I virkeligheden var de vigtigste og mest påtrængende spørgsmål: Kan Tove Jansson i det hele taget oversættes? Og: Tør du tage opgaven og ansvaret på dig?
Men lysten var større end tvivlen og angsten for ikke at slå til. Og så gik startskuddet til en lang rejse ind i et ukendt univers med alle de glæder og sorger, det nødvendigvis må føre med sig. Havde jeg anet, hvilket hovedbrud og hvilke hovedpiner det ofte skulle indebære, var jeg nok ikke gået løs på opgaven. Men bordet (og begejstringen) fanger, og ja, så gik det, som det gik.
Starten var nærmest fortvivlende. Alle navneformerne skulle jo ordnes i begyndelsen, på både personer og lokaliteter, og sådan at de kunne føres videre gennem hele værket. Flere navne har jeg fortrudt, men ikke kunnet rette, som f.eks. Mumrikken, der nok alligevel burde have heddet Snusmumrikken, men dengang forekom ordet mig for langt og for svært. Der var også Snorkfrøkenen, som jeg senere gerne havde døbt om til Snorkpigen. Men sådan var der mange ting. Den første bog, ”Troldkarlens hat” forekommer mig nu som ét stort forhindringsløb, og derfor blev opmuntring fra anmeldere og gode, litterære venner en helt uvurderlig stimulans i det fortsatte arbejde.
Sagen er jo den, at jeg gennem 6-7 år næsten dagligt måtte beskæftige mig med denne opgave, en opgave, der hensatte én i en fortryllet verden, barnlig og dyb, sær og fuld af afgrunde, en verden, hvor man nok kunne risikere at komme på vildspor.
Rent teoretisk bør en oversættelse naturligvis være i orden, leksikalsk og grammatisk, om det lykkes, er en anden sag. Man tog imidlertid sin gode, svenske ordbog, men da forfatteren er finlandssvensk, var der faktisk ord, hvis betydning det var vanskeligt at fastslå. Alle, der har læst Tove Jansson, vil vide, hvor detaljeret hun ofte fortæller, f.eks. når det drejer sig om hav, sejlads og fiskeri, om teater og byggeri. Det var heldigt, at jeg hos min nærmeste familie kunne hente hjælp på næsten alle disse områder, men der var tilfælde, hvor det blev nødvendigt at interviewe fiskere på havnen og rådspørge universitetslærere og ambassadefolk. Trods alt gik det nok lettest med at oversætte substantiverne præcist, mens verber og adjektiver var mere problematiske, idet de enkelte ord her som regel kunne oversættes ved mange flere indholdsmæssigt beslægtede ord, altså synonymer, og særligt drilagtige var de helt specielle vendinger og fraser, hvor man knap nok kunne hente hjælp i ordbøger. Det blev en jagt uden lige på de rigtige ord og vendinger og en evig formuleren om og om igen, og alle oversættelserne blev omarbejdet i hvert fald 3-4 gange. Og man kunne selvfølgelig være blevet ved for at finde en tone, der passede til den til tider afsindigt boblende tekst. I en sådan situation kan der blive brug for mange af ens ressourcer. Den voksne læser opfatter hurtigt, at virkeligheden bag disse eventyrlige beretninger må være knyttet til en form for ferieliv ved havet. Jeg har selv som barn og ung oplevet mindst tyve dejlige somre ved en bestemt strand, Vesterhavet ganske vist, i et meget livligt miljø bestående af familie og årligt tilbagevendende gæster, oplevet naturen, som vi bemægtigede os med alle sanser, vi så, følte, lugtede, smagte den. Her havde vi en verden, der helt var vores egen, en verden fuld af ”steder”, der hver for sig havde deres særlige betydning, deres magi.
Denne barndomsverden blev så levende for mig, at jeg under arbejdet bestandig følte mig lykkelig og i en vis forstand indforstået, men så sandelig også inspireret. Det var ikke en glæde, der havde noget nostalgisk islæt, det var noget helt andet, en følelse af kontakt med og en umådelig beundring for et menneske, der formåede at omskabe en del af sit liv til sådanne eventyrlige beretninger, at hun ubestrideligt måtte være en af vor tids største eventyrfortællere for børn og voksne. Det essentielle heri er, at jeg simpelthen kæmpede mig ind i en større og større gæld til denne forfatter.
Ulykkeligvis stødte man også på helt uoversættelige ting. Særligt uheldigt forekom det mig, at det skulle ske med titlen ”Pappan och havet”, der i hvert fald for mig ikke kunne komme til at hedde andet end ”Mumifar og havet”. Alene dette lille eksempel kan måske fortælle noget væsentligt om oversættelsesproblemer. Her er hverken klangen eller farven i den svenske titel blevet formidlet, men hvad værre er: overhovedet ikke dens karakter af myte.
Tove Janssons tekster bør betegnes som litterær kunst. En åndsbeslægtet kunstner ville efter al sandsynlighed kunne præstere den bedst mulige oversættelse. En almindelig oversætter kan kun håbe på, at hun ikke stiller sig hindrende i vejen for forfatterens egen gennemslagskraft. Leif L. Albertsen skriver i sin bog ”Litterær oversættelse” (1972) side 33: ”At opdage udstråling i en tekst er stadig i høj grad et spørgsmål om at kunne elske …” Citatet kan lyde som et lidt højtideligt postulat, men nu, hvor det er slut for mig så intensivt at gå på opdagelse i Tove Janssons tekster, er jeg i nogen grad i stand til at måle mit eget engagement, ikke mindst på det tomrum, der er opstået. Det er ikke et sjovt lille hobbyarbejde at tumle med den slags tekster, men ramme alvor, en art besættelse, der driver og jager en videre.
Bøgerne er oversat i en lidt mærkelig rækkefølge. Som ovenfor nævnt, er den sidst oversatte, ”Kometen kommer”, en ny udgave af noget af det første, Tove Jansson skrev. Ellers er kronologien nogenlunde overholdt med ”Mumifar og havet” som den sidste. Der findes dog en nyere og endnu ikke oversat bog, ”Sent i november” (1971). Man fornemmer allerede fra ”Troldvinter” og tydeligst i de to sidste bøger, forfatterindens kamp for at finde løsninger på i hvert fald nogle af de talløse problemer, der tårner sig op for mennesket i dag, både på det indre og det ydre plan, og herved bliver bøgerne efterhånden mindre og mindre barnlige. Nu passer ordet ”problemløsninger” sig ganske vist ikke rigtigt her. Tove Jansson hører ikke til de ”frelste”. Det er ved poesiens og humorens hjælp, hun formår at kaste lys over tilværelsen, og netop fordi hun belyser så store områder af sindet og anvender så mange synsvinkler, skal vi nok vente nogen anden konklusion [sic] end den der ligger i denne ejendommelige digters gigantiske stræben efter at finde frem til blot en lille smule sandhed om det liv, vi hver især lever.
Man kan undertiden spørge sig selv, hvad man egentlig sætter højest hos denne skønne og særprægede forfatter. Er det den stille idyl, det fredelige anarki, humoren, der udfolder sig pragtfuldest på afgrundens rand, angsten, forsøgene på at overvinde den, naturen, den dejlige og farlige? Det er ikke let at vælge i denne overdådighed og jo egentlig også ligegyldigt, men mange billeder har brændt sig fast, som f.eks. Mumimor og trolden på hjemturen i morgengryet efter den store fest i ”Troldkarlens hat”, isfruen i ”Troldvinter” og Murren, der danser for Mumitrolden i ”Mumifar og havet”. Et er sikkert: Dette opbud af leg og alvor er mageløst!
Det er et overflødighedshorn, Tove Jansson har stillet på den hungrige Mumi-læsers bord. I denne overflod er måske ikke alt af lige høj kvalitet, og det ville da også være et urimeligt forlangende. Men intet er overflødigt, og i fantasiens hvirvelstorme tabes pointen aldrig. Det er også vigtigt at pege på, hvor styrende Tove Janssons egne, forunderlige illustrationer er for forståelsen af teksten. Det forekommer mig, at de må være nødvendige for formidlingen af teksten, også på originalsproget, deres værdi for oversættelse og oversætter turde være umiddelbart indlysende.
Omkring Tove Janssons bord sidder en kreds af børn, gamle og unge, simpelthen af folk, der ikke er blevet overdrevent voksne. Kredsen er måske ikke stor, måske lidt sær, for der hersker et vist frimureri i den. Den ejer en verden, som er noget helt for sig selv, men hvor enhver er velkommen.
Det enkle er ofte det allersmukkeste. En sød kollega forærede mig engang et digt af Tove Jansson, hvori hun lader Mumitrolden betro os, hvad han gør, når verden synes ham for kompliceret. Måske vi kunne slutte af med det.