Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?

Den første tekst, jeg gav mig til at oversætte, var en islandsk saga, Ørboernes saga. På det tidspunkt havde jeg netop færdiggjort min ph.d. om norrøn poesi og vidste ikke, hvad jeg skulle lave. Så blev jeg ansat på Aarhus Universitet, men fortsatte med at oversatte islændingesagaer.

Fem blev det til i alt, der kom med i den samlede oversættelse af alle islændingesagaer i 2014. Sammen med Kim Lembek oversatte jeg også Snorris Edda, der kom i 2012, men disse projekter så jeg mest som en del af den forskerkarriere, jeg stilede efter.

I en periode supplerede jeg en halvtidsstilling på universitetet med et par enkelte krimier, en biografi og noget filmtekstning, men det var først fra 2015, at jeg endegyldigt opgav drømmen om en universitetskarriere og blev oversætter på fuldtid. På det tidspunkt vidste jeg, at jeg kunne lide at oversætte, og jeg havde også lært enkelte folk på de store forlag at kende, så valget var ikke svært. Det tætte samarbejde med Kim Lembek, der allerede dengang var en veletableret og navnkundig oversætter, spillede sikkert også en rolle for mit valg.

Det var alligevel noget af en omvæltning at blive freelancer, farvel til månedsløn og pension og goddag til honorarer og usikker beskæftigelse. Farvel til norrøne klassikere og goddag til krimier, erotik, børnebøger, agentromaner, fantasy, horror og meget andet. Og ikke mindst: farvel til at skrive for en lille og indviet kreds og goddag til et stort og broget publikum.

Hvor kommer din(e) sprogkompetence(r) fra?

I dag er mine oversættelser fordelt nogenlunde ligeligt mellem islandsk, svensk og norsk, men i begyndelsen var det helt afgørende for min vej ind i faget at kunne moderne islandsk, som jeg havde lært gennem studiet af det norrøne (oldnordiske) sprog. Det skaffede mig hurtigt opgaver, så jeg kunne vise, hvad jeg duede til.

Hvad er den bedste oversættelse, du har læst?

Det bliver ofte nævnt, at oversættere skal kunne deres eget sprog bedre end kildesproget, og det er der helt sikkert noget sandt i. Selv om jeg nu har oversat på fuld tid i otte år, lærer jeg hele tiden noget nyt om det danske sprog af dygtige tekstredaktører.

Noget der måske bliver nævnt knap så tit, er at man lærer at skrive ved at læse – eller med andre ord: En oversætter skal finslibe sit sprog ved at læse god litteratur, gerne i oversættelse. Blandt de mange fremragende oversættelser til dansk, jeg har læst, vil jeg fremhæve Niels Brunses oversættelse af W.G. Sebald, Austerlitz og Frants Iver Gundelachs oversættelse af George Perec, Livet en brugsanvisning.

Hvad mener du, er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

For mig er arbejdet som oversætter i høj grad forbundet med intuition, eller det nogle kalder musikalitet. Det vil helt enkelt sige, at man vælger visse løsninger frem for andre, fordi de “lyder” bedre.

Det blev særlig tydeligt for mig, da jeg gik i gang med at oversætte Den poetiske Edda, der kom i 2018. I begyndelsen forestillede jeg mig, at jeg løbende ville konsultere de mange tidligere danske oversættelser for ikke at overse nogle oplagte løsninger.

Jeg nærer stor respekt for de ældre oversættere og det præg, de har sat på eddadigtene, men alligevel viste det sig snart at være forbundet med nærmest fysisk ubehag at have andre oversættelser så tæt på, dels fordi de stilistisk lå milevidt fra det, jeg tilstræbte, og dels fordi det ville være så tidskrævende og opslidende, at jeg med garanti aldrig ville blive færdig. Nogle anmeldere har sammenlignet passager i min oversættelse med forgængernes, og det har været interessant og lærerigt for mig, fordi jeg grundlæggende ikke ved, hvad der står i de ældre versioner.

Forholdet mellem nyoversættelser og ældre oversættelser er et gennemgående tema i nordmanden Kristin Fridtuns grundige og tankevækkende undersøgelse af 28 skandinaviske oversættelser af Den poetiske Edda, helt tilbage fra 1752 og frem til min fra 2018 (se Kristin Fridtun: Klok Kvinne Eller Digg Dame? Samlaget, Oslo 2023). Hun går feministisk til værks i sin sammenligning af syv strofer fra Den højes tale, (stroferne 96-102), der handler om Odins møde med den kvindelige figur, der blot omtales som Billings mø.

Fridtuns påstand er, at oversætterne, alle mænd, har seksualiseret Billings mø i en grad, der ikke er belæg for i det gamle eddadigt. For eksempel kaldes hun “fager”, selv om der ikke noget konkret ord i forlægget, der retfærdiggør det, mens et ord som horskr (klog, vis) er blevet udeladt i adskillige oversættelser. Når Odin udtrykker ønske om et liv med denne kvinde, bliver det i adskillige oversættelser til et ønske om at erobre hende. I de mest grove tilfælde mener Fridtun, at “guttastemninga har teke overhand” (s. 110).

Det er en smule angstprovokerende som oversætter at blive kigget så grundigt efter i sømmene, for fejl kan ikke undgås. Heldigvis har jeg tilsyneladende ikke begået nogen af disse grelle seksualiseringer – i hvert fald ikke i de syv strofer, der tages under behandling.

Min største brøde, og her ligger jeg på linje med langt de fleste andre oversættere, synes at være brugen af “mø” i Billings mø, fordi det er bedaget – Fridtun foretrækker “kvinde” eller “pige”. Selv om jeg forstår Fridtuns modvilje mod “mø”, er dette et godt eksempel på, at man som oversætter ofte må vælge det mindst dårlige alternativ. Ordet “mø” er ikke fuldstændig forsvundet i dansk, for det er blandt andet bevaret i ord som mødom, pebermø og skjoldmø.

En anden ting er, at vi ikke ved, om Billings mø er et menneske eller en jætte, hvad der er relevant i forhold til Odins notoriske interesse for jættekvinder – jeg synes “pige” eller “kvinde” peger mere mod et menneske end en jætte. Endelig er der det klanglige aspekt, “Billings mø” lyder mere prægnant end det flade “Billings pige/kvinde” og passer derfor bedre til en fortælletradition, der i høj grad skal høres. Prøv at sige alternativerne højt.

Tilbage til de oversatte strofer, hvor kvinden fremstilles mere seksualiseret, end kildeteksten lægger op til. Fridtun kæder det som sagt sammen med oversætternes køn, men antyder imidlertid også en anden grund, nemlig at oversættelserne har influeret hinanden. Den tanke slog mig også, da jeg bladrede i forskellige oversættelser i håb om at finde inspiration til allittererende ordpar.

Allitteration er et af de vigtigste virkemidler i eddadigte, og de fleste oversætteres ordforråd vil blive alvorligt udfordret, når fordringen er at hitte på et allittererende ordpar i hver eneste af de mange tusind verslinjer. Jeg kunne konstatere, at de samme ordpar havde en tendens til at gå igen fra oversættelse til oversættelse i en grad, der næppe kan være tilfældig. Dermed synes der altså også at foreligge en anden mulig forklaring på de unøjagtigheder, eller ligefrem fejl, som Fridtun påpeger, nemlig at en del oversættere lidt for ukritisk har stolet på forgængerne og reproduceret uheldige løsninger – uden at den forklaring rokker afgørende ved Fridtuns overordnede pointe.

For at opsummere: man skal ikke lade sig påvirke for meget af tidligere oversættelser af samme tekst (mest relevant i forbindelse med klassikere) og helt overordnet skal man være lydhør og træne lydhørhed ved jævnligt at læse god litteratur.


Foto: privat

Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.