Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?

Nogle vil måske sige at jeg slet ikke er oversætter. Det er en definitionssag. Men oversættelse er en del af mit fag, og efterhånden er det blevet en helt central del. Jeg er universitetsuddannet latinsk filolog; mit job er at studere og udgive latinsk litteratur.

Og hvis dét skal være relevant for andre end en yderst snæver kreds af fagfæller, skal teksterne også oversættes.

 Jeg har fra begyndelsen specialiseret mig i den del af den danske litteratur der er skrevet på latin. De færreste er klar over det, men vi har her i landet, som i alle andre vesteuropæiske lande, en omfattende litteratur på latin.

I løbet af 1600-tallet begyndte den latinske litteratur så småt at sakke bagud i forhold det den dansksprogede, men først med romantikken døde latinen endegyldigt ud. Det er dén litteratur jeg og nogle få andre forsøger at få frem i lyset – og det kræver oversættelser.

Allerede mit speciale på universitetet omfattede en oversættelse. Jeg skrev om, og oversatte, et storslået kærlighedsdigt af astronomen Tycho Brahe. Det næste større projekt handlede om et historisk værk om Christian 4.’s fødsel og dåb, som jeg sammen med min nære kollega Karen Skovgaard-Petersen udgav – og oversatte.  Hvis man ikke lige har hørt om dette ganske fascinerende skrift af digteren og teologen Erasmus Lætus, er man ikke alene. Den bog er ganske ufortjent gået aldeles under radaren lige siden den udkom i 1992.

Det samme kan man ikke sige om den næste større oversættelse. En anden kollega, Karsten Friis-Jensen, skulle for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab (DSL) lave en ny udgave af Saxos Danmarkshistorie, den latinske original altså, Gesta Danorum. Det var gået op for Karsten at jeg havde en særlig interesse for oversættelsesdelen af vores fag, så jeg blev sat til at lave den nyoversættelse der nødvendigvis skulle med når den nye tekst udkom. Det var første gang jeg havde en ren oversættelsesopgave. Oversættelsen udkom både for sig selv og sammen med den latinske tekst, og den solgte i store oplag.

Siden da har jeg opfattet oversættelse som mit speciale inden for faget. Jeg har siden midt i 90’erne været ansat på Det Danske Sprog og Litteraturselskab, hvor jeg har haft mange opgaver, og heldigvis har oversættelse hele tiden været en central del af arbejdet.

På det seneste er jeg for første gang blevet sat til at oversætte fra et andet sprog end latin, nemlig gammeldansk, dvs. middelalderdansk. At oversætte fra én slags dansk til en anden slags dansk det er en ganske særlig udfordring, og jeg arbejder stadig på hvordan det bedst skal gribes an.

Hvor kommer din(e) sprogkompetence(r) fra?

Hvad latin angår, er det jo bare lært på skolevis i gymnasiet og på universitetet. Man kan ikke tage til noget latinland og bade sig i autentisk latin. Men jo længere man færdes i teksterne, jo mindre tørt og teoretisk bliver det alligevel.

Hvad dansk angår, handler det vel bare om at være indfødt og en ivrig sprogbruger. Jeg læser en hel del, men jeg kan ikke prale af at have slugt hele den danske litteratur.

Og så er der jo gammeldansk. Det må jeg jo indrømme at jeg aldrig har lært. Det er stort set learning by doing – på en basis af mange års samliv med gamle danske tekster fra 15-16-1700-tallet. Men det kunne ikke lade sig gøre uden et nært samarbejde med kolleger der faktisk kan gammeldansk til bunds.

Hvad foretrækker du at oversætte?

Jeg har en særlig svaghed for at oversætte latinske vers. Den lyst fik jeg styret hos Saxo, der gang på gang bryder ud i sang, om man så må sige – og det i 24 forskellige antikke versemål. Siden da har jeg mest haft brug for at oversætte heksameterdigtning, og i tidens løb er det blevet til umådelig mange danske heksametre.

Det versemål har en lang tradition på dansk, og det findes i mange variationer fra det strengt regelrette til det uendelig sjaskede. Jeg selv foretrækker den strenge version. Det er naturligvis sværere, men det er virkelig tilfredsstillende når det lykkes. Og så er det jo en gammel erfaring at de formelle krav snarere inspirerer end bremser. Man bliver tvunget ud i nogle hjørner af sit eget sprog hvor man ikke ellers kommer.

Den slags klassiske vers kan føles som dansende prosa. (Det var et heksameter).

Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?

Saxos Danmarkshistorie var den ultimative udfordring: En national klassiker som fandtes i fem tidligere oversættelser fordelt fra 1575 til 1912. Samtidig har Saxos latin et tårnhøjt lixtal – og som sagt et hav af indlagte digte. Så det var et på en gang frygtindgydende og lystfyldt arbejde.

Men når det er sagt, var Holbergs latinske roman Niels Klim fra 1741 klart den mest charmerende tekst jeg har arbejdet med. Let, elegant, boblende af humor ­– og bidende satirisk.

Hvad er den bedste oversættelse, du har læst?

Jeg er fascineret af gamle oversættelser der er blevet klassikere i egen ret. Et godt eksempel er Jesper Ewalds oversættelse af Kiplings Just so Stories. Han rammer ikke kun Kiplings stil rent, han skaber noget der har fået sit eget liv på dansk. “Den store, grågrønne, grumsede Limpopoflod, hvor febertræerne gror tæt”.

Et andet eksempel (for at blive ved den formative læsning) er Jørgen Sonnergaards oversættelse af Tintin-bøgerne, “den gamle oversættelse”. Jeg ved godt at den ikke er særlig præcis, sine steder ligefrem forkert, men den er opfindsom og vittig og har sin helt egen stil. Jeg læser den for mit femårige barnebarn, og den er allerede integreret i hans sprog med rammende citater når situationen byder sig.

Et tredje, og måske mere voksent eksempel er Christian Wilsters oversættelser af Odysseen og Iliaden. Efter 200 år er det i mine øjne stadig den danske Homer.

Hvor oversætter du?

Oversættelsesarbejdet er som sagt en del af mit arbejde som redaktør på DSL, så som regel sidder jeg på mit kontor. I modsætning til mange oversættere sidder jeg til daglig omgivet af kolleger som jeg kan spørge til råds, udveksle erfaringer med og drikke kaffe med.

Men jeg kan også finde på at arbejde hjemme og sidde under et æbletræ i haven og vente på at inspirationen falder ned til mig. Hvis jeg har behov for særlig koncentration, tager jeg over i familiens hus i Sønderho på Fanø. Det er jo et sted med særlige kunstneriske og litterære traditioner. Der bor vist flere digtere pr. kvadratkilometer i Sønderho end noget andet sted i landet. Men det er nu isolationen der trækker mig til.

Bortset fra det er det ikke altid oversættelsesarbejdet kan holdes inden for et ni-til-fire-job. Det er adskillige gange sket at jeg har kæmpet i timevis og helt forgæves med en genstridig sproglig nød. Man giver op, udsætter sagen til i morgen, sætter sig på cyklen for at køre hjem – og efter et par hundrede meter melder løsningen sig. Så er det bare om at have noget at skrive på, om det så er midt på Kongens Nytorv.

Fortæl om et oversættelsesproblem, og evt. om løsningen på det?

Et helt generelt problem, når man oversætter fra latin, er at sproget er opbygget helt anderledes end dansk. Det kan være fyldt med participier og verbalsubstantiver hvor vi ville bruge hele sætninger, og syntaksen bygger udelukkende på bøjning, hvilket betyder at ordstillingen i princippet er helt fri. Løsningen, hvis man kan tale om sådan en, er at have modet til at frigøre sig så meget fra originalens sproglige opbygning at det kan blive autentisk, levende dansk.

Af mere konkrete oversættelsesproblemer kan jeg nævne Holbergs latinske epigrammer. Det er korte humoristiske digte, og mange af dem bygger på ordspil og andre sproglige fiksheder. Det er jo en klassisk udfordring.

Hvis man oversætter en roman, kan man flytte lidt rundt på sagerne og få et ordspil ind lidt før eller lidt efter. Men når hele teksten kun består af to verselinjer og bygger på et ordspil, er det ikke en mulighed. Én løsning er at give op. Og det har jeg gjort i nogle tilfælde. Min oversættelse af Holbergs epigrammer er et udvalg – men dog et udvalg på næsten 800 digte. Men ellers må man jo sno sig.

Et eksempel er et digt om en mand der har fået 20 børn med sin kone. Det er en dygtig mand, må man forstå. Her går vitsen på et fast latinsk udtryk for store evner, nemlig “hvor stor hans lanse er” – hvilket så i dette digt får en lummer drejning. For at få det oversat fandt jeg på at gøre manden til håndværker, hvad der ikke stod noget om i originalen:

Afer er smed, og nok, vil jeg tro, den bedste i byen.

Konen beviser hans værd: Værktøjet virker perfekt.

Hvad mener du, er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

Først og fremmest tid. God tid, sammenhængende tid.

---

Foto: privat