Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?
Jeg tror, første gang oversætterdrømmen begyndte at røre på sig, var, da vi læste Susanne Høegs begynderstykker af Catul og Ovid i min gymnasietids latintimer. Jeg kan huske, at jeg var dybt fascineret af dette sære, gamle sprog, som man på næsten magisk vis kunne få adgang til ved at kigge i bøgernes indbyggede (og meget gavmilde) gloseliste og forsøge at få ordene til at passe ind i et medfølgende bøjningsskema.
Det var sjovt at oversætte, fandt jeg ud af, og tanken slog mig (selvom jeg nok mente, at den var temmelig urealistisk), at ”gad vide, om man kunne leve af sådan noget her?”
I tidens løb blev sproginteressen kombineret med en drøm om at producere bøger. Forlagsverdenen virkede som et spændende sted. Og det hele gik op i en højere enhed i 2016, hvor jeg var så heldig at komme i praktik hos Skjødt Forlag. Efter en kort, intens periode med forlagsarbejde og oversættelsestræning blev jeg refereret videre til Forlaget Jentas, der havde nogle opgaver på bedding. I første omgang nogle kortere romaner, der skulle oversættes fra norsk og svensk, senere amerikanske og britiske krimier. Dermed begyndte en læringskurve, som jeg stadig føler, jeg bevæger mig ad i dag.
Hvor kommer din(e) sprogkompetence(r) fra?
Jeg vægrer mig lidt ved at tale om ’kompetencer’, da jeg føler, at sprogkundskaber altid er noget, man kan arbejde videre på, finpudse og forbedre. Men jeg vil da indrømme, at jeg har en stor interesse for sprog, som dels har givet sig udslag i mine studievalg og fritidsinteresser, dels i mit nuværende arbejde. Og at sidde og nørkle med sprog til daglig er stadig det sjoveste, jeg i mit liv har lavet.
Da jeg oversætter fra en lille håndfuld sprog – engelsk, norsk, svensk og spansk – føler jeg, jeg bør gøre rede for mit forhold til ikke bare et af dem, men helst dem alle. For at begynde fra en ende af: Engelsk har på en måde altid bare ’været der’, først som en naturlig del af udlandsrejser, læsning, TV-kigning og hvad-ved-jeg, senere i en, kunne man sige, uhyre vigtig birolle i studiet af latin og spansk på universitetet. Det har fyldt meget, selvom jeg aldrig har haft det som decideret studiefag.
Det samme kan næsten også siges om norsk og svensk, selvom disse to sprog dog – måske lidt paradoksalt – har indtaget en langt mindre fremtrædende rolle i mine studier og i min fritid. Men ligesom med engelsk føler jeg, at man i professionelt øjemed – med den passive indlæring og ’selvfølgelige’ tilgang, vi har til sproget, i bagagen – kan klare sig en stor del af vejen, hvis man desuden allierer sig med et par dækkende opslagsværker og en god portion forsigtighed, (aktiv) sproglig interesse, opmærksomhed og (selv)kritisk sans. Med de skandinaviske sprog gælder forsigtighedsprincippet naturligvis i endnu højere grad, da faldgruberne og de ’falske venner’ er mange: Utallige ord og formuleringer ligger så snublende nær dem, vi kender fra dansk – en ’orm’ er ikke (altid) en orm osv.
Spansk udgør en del af en større, eller mere generel, interesse for de romanske sprog, jeg har haft i hvert fald siden universitetet. Jeg havde oprindelig en idé om, at jeg ville studere romansk filologi, men kunne ikke lige finde faget i studieoversigten, så jeg tænkte, at jeg vel også bare kunne sammenstykke studiet selv. Så jeg begyndte med det (for mig at se) vigtigste, latin, der så endte som mit hovedfag. Og faget viste sig også hurtigt at handle en hel del om oversættelse: Vi blev konstant stillet over for forskellige oversættelsesproblematikker, både set udefra og indefra. Dvs. dels i form af læsning og kritisk gennemgang af eksisterende ’autoritative’ oversættelser, dels som tilbagevendende praktiske øvelser inden for samme disciplin: Fra de første begynderkurser og frem bruger man meget, meget tid på at læse op og oversætte ’fra bladet’.
Senere kom også selvstændige kurser, både på latin og mit tilvalgsfag spansk, der mere direkte koncentrerede sig om oversættelse i teori og praksis – det endte altid med at blive yndlingskurserne. Jeg kan huske, at jeg havde en oversættermakker på et af holdene i spansk, der sad hjemme i København, mens jeg var på studieophold i Spanien, og det så var meningen, vi skulle ’snakke’ med hinanden, give hinanden kritik og lære af hinanden og vores forskellige måder at oversætte på. Vi mødte aldrig hinanden i virkeligheden, men havde begge en fest med at sende kommentarer frem og tilbage til hinanden om vores en-to-siders oversættelser. Og denne praksis viste sig sjovt nok at komme til at minde meget om det oversætter- og redaktørarbejde, jeg sidder med i dag.
Hvad foretrækker du at oversætte?
Jeg har indtil videre næsten udelukkende beskæftiget mig med skønlitterær prosa, for det meste romaner i forskellige afskygninger. Og det holder jeg meget af, selvom jeg i parentes bemærket også godt kan lide fx mange af digtgenrerne, især de klassiske. Men mere overordnet foretrækker jeg vel egentlig at oversætte snart sagt alle former for tekster, der kan fortælle mig noget nyt og spændende, jeg ikke vidste noget om før. Til det formål er den skønlitterære roman også en meget givende opgave at sidde med.
Romanen fungerer jo som bekendt lidt som en svamp, der kan suge alle mulige andre genrer og teksttyper til sig – fx avisindlæg, leksikonopslag, digte, sange, filmsekvenser, ja, sågar SMS- og chat-sprog – og bevæge sig rundt om mange forskellige emner, også de meget saglige, mens man får afprøvet sine evner inden for sprog og stilistik. Så det er en sjov størrelse at oversætte.
I mit arbejde med krimi-og-thriller-genren har det især drejet sig meget om fængsler og fængselsliv, retsmedicin og jura. Egentlig nogle ret tunge emner at give sig i kast med. Men når de væves ind i en spændende handling, får de et andet pull, og man får blod på tanden til at kaste sig over leksikonet, slå forskellige termer op, spørge fagpersoner til råds og google derudad, både for selvfølgelig selv at blive lidt klogere, og for at få teksten til både fagligt og sprogligt set at stå så skarpt som muligt.
Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?
Det må nok siges at være Kassel trodser enhver logik af den spanske forfatter Enrique Vila-Matas. En autofiktiv roman udlagt som en rejseskildring af forfatterens eget besøg på kunstudstillingen Documenta i Kassel i Tyskland. Da jeg længe havde arbejdet med mere action-prægede bøger som krimier og thrillers, var det som at blive kastet ud på dybt vand pludselig at sidde med et værk med et så litterært mættet indhold.
Bogen er enormt reflekterende og propfuld af intertekstuelle referencer. Det var i øvrigt min første større oversætteropgave fra spansk til dansk. Så efter i lang tid at have siddet som redaktør og mest kigget andre spanskoversættere over skulderen skulle jeg nu selv i gang med at løse sprogknuder og få det til tider lidt snørklede og lettere ’barokke’ spansk til at ligne meningsfuldt dansk. Det føltes som én lang svendeprøve. Men med tiden gik det, og jeg syntes, jeg vænnede mig til Vila-Matas’ finurlige måde at skrive på.
Hvad er den bedste oversættelse, du har læst?
Der er rigtig mange tekster, jeg kunne kalde min yndlingsoversættelse, hver med sin særlige begrundelse. I det hele taget er det jo også svært at opgøre et universelt kriterium for at være ’den bedste’. Den enkelte oversættelse kan måske vidne om en mesterlig sprogforståelse eller bare fungere rigtig godt som tekst. Men nogle af dem, jeg husker bedst, har især brilleret ved deres klare, indlevende gengivelse af originaltekstens stemning, stil og – især – humor.
For nu at begynde med nogle af de oversættelser, som jeg ikke har den sproglige baggrund til at kunne være kritisk over for, men bare har kunnet tilgå som enhver anden dansk læser, har jeg især nydt at læse nogle af de nyere islandske forfattere på dansk. Mest præsent har jeg lige nu to, nemlig Áslaug Rögnvalsdóttirs fordanskning af Jón Kalman Stefánssons Sommerlys og så kommer natten og Erik Skyum-Nielsens af Gyrðir Elíassons Ved Sandåen.
Derudover synes jeg også, vi er ret heldige at have flere både ældre og nyere fordanskninger af de russiske klassikere. Her har jeg især været glad for Ejnar Thomassens oversættelse af Dostojevskijs Onkels Drøm. Den fik mig nærmest til at ligge flad af grin fra første sætning. Noget, jeg aldrig havde forventet ved at sidde og læse Dostojevskij, som jo regnes for en af de ’tunge drenge’ i litteraturen.
Hvad angår værker, hvor jeg kan følge lidt mere med i originalteksten, kan jeg nævne bl.a. Lars Vissings gengivelse af franske Raymond Roussels fuldkommen vanvittige Locus Solus. En forbløffende, nærmest uoverstigelig opgave. Ja, faktisk ’uoversættelig’ ifølge Vissing selv. Roussel har konciperet bogen som en slags OCD-præget sprogeksperiment, hvor hvert eneste ord kan (eller rettere skal) læses flertydigt, som (franske) ordspil og anagrammer.
Af de lidt ældre klassikere har jeg især været glad for Børge V. Johansens oversættelse af Canterbury-Fortællingerne, som formår at holde sig smukt og loyalt til den engelske originals tone, tempo og tanke. Humoren fungerer uovertruffent: Aldrig er de hykleriske middelaldermunke, udspekulerede købmænd og gerrige afladskræmmere blevet spiddet så gedigent som hos Chaucer og så sprogligt formfuldendt som hos Johansen. Sidst, men ikke mindst, fortjener Peter Zeebergs oversættelse af Saxos Danmarkshistorien bestemt også at blive nævnt. Den vækker på mesterlig vis oldtiden og middelalderen til live og gengiver endnu en litterær mastodont, der for mange kan virke som lidt af en teksttung basse at komme igennem, med sproglig friskhed og glimt i øjet.
Hvor oversætter du?
Som vel nok de fleste af mine kolleger arbejder jeg i princippet alle de steder, hvor jeg kan have min bærbare computer, mine bøger og mine notater med. Men når det så er sagt, fungerer visse steder meget dårligt for mig, herunder de fleste meget frekventerede og støjende steder såsom caféer, restauranter, S-tog, parker osv.
Jeg foretrækker i stedet at sidde og arbejde på bibliotekernes studie- og læsesale, hvor distraktionerne er færre, og det er nemmere at holde fokus. Ellers simpelthen derhjemme, hvor jeg selv kan vælge, om jeg har lyst til at høre høj musik, arbejde i stilhed eller prøve at læse lidt op af den tekst, jeg sidder og arbejder på.
Fortæl om et oversættelsesproblem, og evt. om løsningen på det?
Det sjoveste eksempel, jeg lige umiddelbart kan komme i tanker om, stammer fra bogen Offer (eng. Joe Victim) af den newzealandske forfatter Paul Cleave.
I denne krimi sidder hovedpersonen Joe Middleton i fængsel og trues med en snarlig henrettelsesdom for en række mord, han efter sigende har begået. Hans eneste håb for befrielse er enten at hjælpe politiet med at finde ligene af hans ofre – hvilket han kun har hånlatter til overs for – eller holde udkig efter et tegn fra sin kæreste, Melissa: Hun er på fri fod, og Joe stoler blindt på, at hun har lagt en plan for at få ham ud.
Pludselig en dag modtager han en pose med en håndfuld paperbacks: seks Danielle Steel-agtige kærlighedsromaner. Den eneste, der ved, at Joe er helt pjattet med den type bøger og elsker at sidde og klukle over deres saftige forsideillustrationer, svulstige titler og ubehjælpelige sprog, er Melissa. Eller det tror han i hvert fald. Så Joe føler sig fuldkommen sikker på, at bøgerne må være fra hende. Og han tænker, at romanerne jo derfor nok indeholder en eller anden hemmelig besked til ham om flugtplanen.
Men efter forgæves at have bladret bøgerne igennem for skjulte koder, æselører og understregninger bliver han i stedet enig med sig selv om, at Melissas besked må ligge i selve bogtitlerne. De hedder hhv. Twilight Angel, Show Love to Get Love, Bodies of Lust, Love Comes to Town, The Prince of Princesses, Twilight Angel Returns. Hvad nu, tænker Joe, hvis man kombinerede det første ord fra hver titel og byttede lidt rundt på dem?: Show. The. Bodies. Twilight. Twilight. Love. Aha: Hvis bare han lader sig eskortere ud af fængslet af politiet, så han kan vise dem ligene (eller lade som om) efter to gange twilight, dvs. om et par dage, vil Melissa sørge for resten af flugtplanen: sikkert noget med at plaffe betjentene ned, klippe hans håndjern op og ræse væk derfra i en flugtbil. Ja! Og det afsluttende ”love” – hendes afskedshilsen naturligvis – slår det hele fast med syvtommersøm: Det her kan kun være en besked fra hende, Joe er fuldkommen overbevist, osv. osv. Og sådan fortsætter den absurd-humoristiske logik derudad.
Det viser sig selvfølgelig til sidst, at bøgerne overhovedet ikke kommer fra Melissa, men en helt anden, og bogtitlerne er fuldkommen tilfældige. Så det hele har intet med flugt at gøre, men er bare en manifestation af Joes dybt håbløse situation. Og endnu et eksempel på Paul Cleaves forkærlighed for sort humor.
Men hvad så med oversættelsen? Hvordan skulle den få alt dette – og især humoren – med? Jeg tænkte, at her var en oplagt mulighed for en lidt friere gengivelse. Nogle af bogtitlerne kunne selvfølgelig nok oversættes ret direkte, men ikke alle. Love ville fx, forstået som en hilsen, fungere bedre som ”kys” end ”kærlighed”. Og The kunne vel knap bruges. Men så var der jo også det her med Bodies, der som bekendt både kan betyde ”kroppe” og ”lig” på engelsk. Hvis jeg valgte den første mulighed, fx ”Kroppe af lyst” eller ”Lystfyldte kroppe”, lød det ret uheldigt, og så skulle Joe jo også ’vise kroppe(ne)’ til politiet. Så det var ikke helt overbevisende.
Jeg måtte finde i stedet hitte på noget med ”lig”, der kunne fungere. På dansk kan ordet jo dels udtales på forskellig vis, dels betyde flere ting, så løsningen kunne måske ligge i at bruge et homonym. Først overvejede jeg en løsning, hvor ”lig” skulle udtales på samme måde, dvs. med blødt g, men have en anden betydning. Uvilkårligt kom jeg til at tænke på et slogan fra Horsens Krimimesse: ”Lig med mere”. Det gav mig en god skabelon at arbejde videre med. Men gradvis begyndte jeg at foretrække en løsning med udtalen med hårdt g i stedet. Og sådan endte jeg med følgende række af bogtitler: Tusmørke røber engle. Vis kærlighed for at få kærlighed. Lig med mig. Kys efter kærlighed. Ved prinsens hof. Tusmørke røber engle II. Og så kunne Joes kodebesked altså læses som: Vis. Lig. Ved. Tusmørke. Tusmørke. Kys.
Det må nok være op til den enkelte læser at afgøre, om ordspillet og humoren (også) fungerer på dansk, og om bogtitlerne virker tilstrækkelig overbevisende. Jeg blev i al fald meget glad, da jeg senere hørte oversættelsen som lydbog og kunne konstatere, at oplæseren helt af sig selv gik fra først at udtale ordet i bogtitlen med hårdt g til dernæst at udtale samme ord i kodebeskeden med blødt. Han havde fanget pointen!
Hvad mener du, er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?
Mange ting. Alt fra sproglig nøjagtighed og veloplagthed til, at man er sin egen heftigste kritiker og løbende forholder sig skeptisk-analytisk til de valg, man tager, især dem, man føler sig allertryggest ved – kill your darlings, som bekendt. Men måske er en af de allervigtigste forudsætninger vel egentlig oversætterens mod. Altså, at man tør foretage selvstændige valg og træde ud af sin egen tryghedszone. Til tryghedszonen hører jo også ordbogen med dens behændige betydningsliste, som synes at give svar på (næsten) alt, men som alligevel ikke altid kan give os hele svaret.
Denne kollektive ’sprogsutteklud’ udstikker i virkeligheden oftere en retning, man kan gå i, for at komme svaret (eller det potentielle svar) lidt nærmere. For man bør hele tiden tænke tekstens helhed ind i de valg, man tager. Hvordan passer de enkelte klodser til det legotårn, man er ved at bygge? Og behøver man slavisk at følge det, der minder om en forudbestemt samlevejledning for at få det til at ligne? Det gælder jo ikke om bare at levere et svar, et hvilket som helst svar, for at kunne komme hurtigt videre med teksten. Den metode giver i værste fald en måltekst, der fremstår enten ujævn, gumpetung eller direkte kedelig. Så det er godt, hvis man i stedet har modet til at standse lidt op undervejs og overveje, om man bør gå mere i dybden med sine valg og evt. revidere dem.
Når det fx drejer sig om fagtermer eller slang, kan det jo være enormt givende at tage sig tid til at undersøge, hvordan tingene forholder sig i virkelighedens verden. Hvordan siger rigtige mennesker egentlig det her? Og hvordan hører de det, når man bruger det eller det udtryk i en bestemt sammenhæng? Dette sproglige detektivarbejde er en spændende og givende disciplin, men nok desværre også noget, mange ser sig nødsaget til at spare væk, fx pga. manglende tid. Vi må bare ikke glemme at have modet til at tvivle og stille spørgsmål, både til os selv og hinanden, ja, til at turde insistere på det.
Foto: Privat