Tale til Jacob Jonia ved modtagelse af Dansk Oversætterforbunds Ærespris 2022
Mandag d. 22 maj modtog oversætter Jacob Jonia oversætterforbundets ærespris ved en reception i Dansk Forfatterforenings lokaler på Christianshavn, hvor venner, kollegaer og bekendte fra nær og fjern var mødt op for at fejre årets prismodtager. Meddelelsen om tildelingen af Æresprisen kom i marts, og og det var en stor glæde endelig at kunne hylde prismodtageren, der har oversat i over 40 år, både fra engelsk, svensk, norsk og litauisk, og ikke mindst fra tysk, som især var det, priskomiteen ønskede at fremhæve.
Adam Paulsen. Foto: Louise Noes
Efter velkomstordene ved Dansk Oversætterforbunds formand, Juliane Wammen, holdt lektor, kritiker og oversætter Adam Paulsen en smuk, dybdeborende og vidende tale, hvor der både blev plads til ubetinget hyldest, erkendt misundelse og endda en kritisk bemærkning – alt sammen med den dybeste respekt for prismodtageren og for oversættelse som fag.
Babelfisken har fået lov at bringe talen herunder.
***
Af Adam Paulsen
Kære Jacob, kære fremmødte,
Jeg må hellere til en start sige det, som det er: Vi kender ikke hinanden, og jeg har heller ikke haft nogen grund til at læse dine oversættelser, før Juliane Wammen spurgte mig, om jeg kunne overtales til at holde talen for dig i dag. Normalt læser jeg – ligesom du, formoder jeg – tyske bøger på tysk, medmindre jeg skal bruge dem i undervisningsøjemed og ikke kan forudsætte, at de studerende er i stand til at læse på andre fremmedsprog end engelsk – og det er de desværre i stadig mindre grad, også på universitetet. Men jeg har selvfølgelig kendt dit navn længe, både fordi du er en særdeles flittig oversætter, men også fordi der blandt de bøger, du har oversat, er mange titler, jeg selv sætter højt. Jeg har derfor i årenes løb jævnligt sendt dig en venlig tanke, når en af dine oversættelser er blevet omtalt, om end jeg gerne tilstår, at jeg af og til også har været en lillebitte smule misundelig over, at det ikke var mig, der havde fået netop den bog til oversættelse…
Kort sagt, selv om jeg kun kendte dit navn af omtale, kunne jeg sagtens se pointen i Julianes forespørgsel, og da jeg fik kigget nærmere på dit imponerende bagkatalog, havde jeg ingen betænkninger og skyndte mig at takke ja.
Endnu en lille forbemærkning, inden jeg kommer til sagen. Jeg kan se af din korte selvpræsentation på Dansk Oversætterforbunds hjemmeside, at du ikke alene oversætter fra tysk, men også fra svensk, norsk og litauisk. Det er ikke sprog, jeg behersker så godt, at jeg selv ville kunne oversætte dem til et lydefrit dansk, og jeg holder mig derfor til det, jeg ved lidt om, altså oversættelserne fra tysk, som heldigvis også udgør den absolut største del af dit bagkatalog.
Oversættere er som bekendt et mangfoldigt folkefærd, der kan grupperes og inddeles på utallige måder og efter mange kriterier. Først og fremmest er der selvfølgelig sproget eller sprogene – hvilke kildesprog, hvilke målsprog? Men det er i virkeligheden det mindst interessante gruppetilhørsforhold. Mere spændende er det, hvad man oversætter, og hvilke præferencer man har. Min gamle, desværre nu afdøde ven Henning Vangsgaard oversatte med lige så stor fornøjelse Christa Wolf og Victor Klemperer som Georg Simmel, Ulrich Beck og Jürgen Habermas. Det sidste lærte jeg aldrig at forstå. Jeg kom i min ungdom selv for skade at sige ja til at oversætte en tekstsamling af Ulrich Beck, og det var slemt nok. Men Habermas! I forhold til ham er Ulrich Beck jo den rene Rilke!
Den type oversættelsesopgaver har du – så vidt jeg kan se – klogelig holdt dig fra. Du er skønlitterær oversætter med hud og hår. Du oversætter først og fremmest prosa, men også dramatik og lyrik. Det er ikke undgået min opmærksomhed, at du tidligt i din karriere oversatte en digtsamling af nyligt afdøde Hans Magnus Enzensberger, som jeg også holder meget af, og at du har en oversættelse af udvalgte Goethe-digte på vej. Så er niveauet ligesom lagt! Og når du en sjælden gang bevæger dig uden for hovedgenrerne, er du ikke mindre wählerisch. Du har fx ikke bare oversat lyrikeren Hans Magnus Enzensberger, men også den brillante essayist af samme navn, og så har du oversat digterfilosoffen Nietzsche, der i mine øjne er en af de allerstørste stilister, det tyske sprog har kendt.
Foretager man en hurtig overflyvning af de rundt regnet 60 oversættelser fra tysk, du er repræsenteret med på oversætterforbundets hjemmeside, skiller især to grupper sig ud. Den første består af prosatekster fra mellemkrigstiden og 1940’erne. Her finder vi genopdagede og klassiske tekster af Hans Fallada, Erich Kästner og Ernst Haffner. Af Fallada har du oversat ikke færre end fire titler, deriblandt en ny og komplet udgave af den klassiske flipproletarroman Kleiner Mann – was nun? (1932; da. Lille mand – hvad nu?) og det sene efterkrigsmesterværk Jeder stirbt für sich allein (1947; da. Alene i Berlin), der i sin uforkortede udgave også er en sen opdagelse. Så kan man egentlig ikke ønske sig mere – det skulle da lige være, at du på tidspunkt også fik tid til at nyoversatte Falladas store inflationsroman, Wolf unter Wölfen fra 1937.
Så er der Erich Kästner, som jeg også holder meget af. Af ham oversatte du sidste år den uforkortede udgave af den roman, der indtil for nylig var kendt under titlen Fabian. Die Geschichte eines Moralisten (1931). Nu hedder den Der Gang vor die Hunde eller på dansk I hundene, og det er godt. Den titel passer langt bedre til romanens indhold end den gamle titels insisterende dydighed. Læser man den i den ucensurerede og uforkortede udgave og med den titel, den oprindelig var tiltænkt af Kästner selv, forstår man, hvor meget den ligner en af vores egne klassiske tekster fra samme periode, nemlig Tom Kristensens Hærværk (1930).
Kästner, Fallada og Ernst Haffner er vigtige stemmer fra mellemkrigstidens litteratur, og det er din store fortjeneste, at de kan læses på godt og tidssvarende dansk.
Den anden gruppe er Postwende-litteratur og omfatter en lang række af de seneste årtiers toneangivende tyske forfattere. Det er navne som Ingo Schulze, Jenny Erpenbeck, Ilija Trojanow, Juli Zeh, Eugen Ruge og Lutz Seiler, men også ældre forfattere, der debuterede før Murens fald, herunder Ralf Rothmann, Friedrich Christian Delius og Uwe Timm. Lidt uden for denne kategori står Siegfried Lenz, som du har oversat en række titler af. Han hører sammen med Günter Grass og Enzensberger til de bedst kendte og betydeligste vesttyske efterkrigsforfattere, især berømt for Deutschstunde (1968), på dansk Tysktime, som du dog ikke har oversat. Lenz’ forfatterskab omfatter hele efterkrigstiden og fortsatte helt frem til efter årtusindskiftet, og blandt de tekster, du har oversat, findes både tidlige og sene.
Endelig har du oversat flere nyere østrigske forfattere, som vel falder uden for Postwende-litteraturen i streng forstand. Men det gør dem ikke mindre væsentlige. Jeg tænker især på Clemens J. Setz og Robert Menasse, som begge hører til mine favoritter i tysk samtidslitteratur. Da jeg sad og kiggede på listen over dine oversættelser, slog det mig i øvrigt pludselig, hvor mange paralleller der er mellem Menasses EU-satiriske mesterroman Die Hauptstadt (Hovedstaden) og Enzensbergers dissekering af Bruxelles-monsteret i essayet Sanftes Monster Brüssel, som du kongenialt har oversat til Det tandløse monster i Bruxelles. Den slags klarsyn kan en oversigt over dine samlede meritter altså også give anledning til!
Så vidt en hurtig indkredsning af det enorme tekstkorpus, du har lagt navn til. Andre ville givetvis have lagt snittet et andet sted eller fremhævet andre titler, men det understreger blot, hvor meget der er at komme efter, og hvor mange vigtige bøger du har kvalificeret det danske bogmarked med igennem tiden.
Adam Paulsen. Foto: Nanna Lund
Nu er der som bekendt mange måder at oversætte på – også dét er et af de kriterier, man kan bruge til at inddele oversættere efter. Jeg indrømmer blankt, at jeg aldrig selv har været voldsomt interesseret i oversættelsesteori, så jeg skal spare de tilstedeværende for et længere skoleridt. Men jeg stødte allerede i min studietid på to vigtige tekster om oversættelse, der har fulgt mig siden, nemlig Walter Benjamins essay Die Aufgabe des Übersetzers (1923) og Schleiermachers Über die verschiedenen Methoden des Übersetzens (1813). Sidstnævnte står bag en berømt oversættertypologi, de fleste af jer formentlig kender i en eller anden aftapning. Schleiermacher foreslog nemlig at inddele oversættelse efter, om man bringer læseren til teksten eller teksten til læseren. Han skrev: ”Enten lader oversætteren forfatteren være så meget som muligt i fred og trækker læseren hen imod ham, eller også lader han læseren være så meget som muligt i fred og trækker forfatteren hen imod ham.” Det kan jo lyde som det rene og skære sofisteri, men det er på ingen måde. I det første tilfælde lader man oversættelsen fremstå oversat – man insisterer med andre ord på tekstens fremmedhed. I det andet tilfælde gør man derimod, hvad man kan for at udviske denne fremmedhed – teksten skal lyde, som om den er skrevet på dansk. Begge modeller lader sig selvfølgelig meget let karikere – i det første tilfælde er karikaturen ord for ord-undersættelsen, i det andet den alt for frie gendigtning.
Du lægger dig – som flertallet af skønlitterære oversættere – tættest op ad den anden model. Dine oversættelser forsøger ikke at trække læseren til teksten, du serverer teksten for læseren. Men du gør det med stor lydhørhed og nænsomhed over for teksten. Lad mig give et par eksempler fra Ralf Rothmanns mesterstykke af en roman Im Frühling sterben (2015), som i din oversættelse er kommet til at hedde Forårets døde. Først en lille smagsprøve, zur Einstimmung. Vi er i februar 1945 i Schleswig-Holstein, hovedpersonen er en 17-årig malker ved navn Walter, det er ham, vi hører om i følgende afsnit, som står i begyndelsen af romanen, umiddelbart inden han tvangsudskrives til Waffen-SS:
På markerne glitrede vintersædens første spirer som glas under månen, der endnu ikke stod særlig højt på himlen. Bombefly trak forbi, en mindre eskadrille på vej mod Kiel, man kunne se piloterne i cockpittet. På en indhegnet græsgang ud til vejen stod hedefår, tykke, lodne dyr om en høstak, og en collie kom farende ud under hyrdens trækvogn, men satte ikke over grøften. Lydløst fulgte den Walter hen til skoven, mens pelsen gyngede for hvert skridt, så vendte den om og luntede rolig og stolt tilbage igen. Mellem de høje bøgetræer så måneskinnet mere diset ud, og kapslerne med bog lå på vejen og knasede under dækkene.
Musikken fra Fährhof kom fra en grammofonplade eller fra radioen, Walter kunne høre, at det var Hans Albers, der sang. I det mørklagte lokale, som lå klos op ad skrænten, havde de for det meste elektrisk lys tændt. Sybel Jahnson, vært og færgemand, kunne med få greb bygge motoren fra sin båd om til strømgenerator. Camouflagenet var spændt ud ved gavlene, en baldakin støttet af fyrrestammer, hvor der holdt en varebil og to støvede Mercedes 170 med SS-runer på nummerpladerne. Lygterne var dækket til.
Det er – det behøver jeg ikke at fortælle jer – god prosa, og ikke mindre god på dansk end på tysk. Det har uden tvivl ikke været en let roman at oversætte. Dels indeholder den en hel del tidsbundet realia, der vel kun til en vis grad har ækvivalenter på dansk, dels er der temmelig meget dialekt, sociolekt, militærjargon etc. Men det mærkes ikke på oversættelsen overhovedet. Jeg er især imponeret over dine markeringer af talesprog, med og uden dialektalt præg. Et lille eksempel: En midaldrende kvinde fra landet siger til vores hovedperson: ”Na, is’ schon trocken?”. I din oversættelse hedder det med en lille forskydning: ”Nå, er det bleven tørt?” Det er godt hørt og nænsomt gjort. Det er det også, når samme kvinde et par sider længere fremme siger: ”Was will er denn noch, Walterchen?”, og du oversætter til: ”Var der ellers noget, bette Walter?” Lidt friere er du et sted, hvor den anden hovedperson, Fiete, der er frækkere og klogere end sin ven Walter, afkræves et ”Heil Hitler” af en SS-mand. På tysk mumler han: ”Drei Liter”. Hvad gør man ved det på dansk? Du løser det let og elegant ved at undvige rimet og at lade ham sige ”hejsa Hitler”. Det er absolut godkendt, vil jeg mene, og giver præcis det samme nølende og modvillige indtryk som originalen. I de langt de fleste tilfælde holder du dig dog fornuftigvis tættere på det idiomatiske udgangspunkt. Et par eksempler: ”Na, was ist, Glotzkowski?” bliver til ”Nå, hvad er der med dig, har du fået glosuppe med kigboller?”, ”Mensch, das waren ja Kaliber […], ganz aus Vorschriften geschnitzt. Die würde ich gern mal im Zivilleben treffen, nach einem Fässchen Bier” lyder hos dig: „Nå, de var store i slaget, hva’? […] Mage til paragrafryttere. Gad vide, hvordan de er i det civile liv efter en halv tønde øl.” Men min favorit er et sted, hvor hovedpersonen og hans kammerater bliver krydsforhørt af en officer fra Waffen-SS, der ikke køber deres forklaring, og som på et tidspunkt siger: ”Wolltet ihr die Oma besuchen?” Det er selvfølgelig først og fremmest rettet mod de øvrige tilstedeværende SS-folk, der skal bevidne og applaudere hans hårdkogte facon og skarpe replikker, hvilket de også gør. Egentlig ville det være nok at oversætte ordret til ”Skal I besøge jeres bedstemor?” Men du gør noget andet, hos dig siger han: ”Vil I aflægge jeres syge moster et besøg?” Nogen vil måske synes, det er unødvendigt. Jeg synes, det er en formidabel løsning, som er fuldstændig præcis og dækkende for denne indirekte talehandling.
Selvfølgelig er der også steder, der kan diskuteres, og som man måske selv ville have løst på en anden måde. Det kan ikke være anderledes, når man går en oversættelse igennem med en tættekam. Lad mig give et par eksempler på det også. Den netop omtalte SS-officer siger et andet sted på tysk: ”Quatsch hier keine Arien, Mann!” Bemærkningen falder, efter at Walter med tydeligt ubehag har taget afstand fra en forestående likvidering af en uskyldig familie, der har hjulpet deres enhed med mad, husly og pleje af de sårede. Det oversætter du til: ”Du skal ikke stå her og synge en sang fra de varme lande, knægt!” Jeg er ikke sikker på, at det er helt dækkende – rent bortset fra at det vel er en anakronisme? Jeg føler mig ret overbevist om, at det ikke er et udtryk, der går meget længere tilbage end til 1980’erne eller 1990’erne, uden at jeg dog har undersøgt det nærmere. ”En sang fra de varme lande” er en dårlig undskyldning, men her sigtes der vel først og fremmest til arien som skønsang? Så måske ville ”Drop skønsangen, mand” komme det nærmere og også være i bedre overensstemmelse med den brutale lakoni, der er i originalen, eller alternativt ”Drop sentimentaliteten” eller ”Drop de sentimentale ballader”. Og så er jeg virkelig ikke glad for, at du stiller folk ”op ad væggen”, som om de var møbler. På dansk bliver man i sådanne situationer stillet op ad muren, og det er jo noget ganske andet og mere brutalt.
Men det er petitesser, og når de overhovedet er sprunget mig i øjnene, skyldes det netop, at der er så få af dem.
Kære Jacob, det har været en stor fornøjelse at tilbringe tid med dine oversættelser igennem de sidste måneder, og jeg vil også fremover sende dig venlige tanker, når jeg ser en af dine oversættelser omtalt i aviser eller tidsskrifter. Men jeg vil nu gøre det med visheden om, at det ikke blot er fremragende bøger, du oversætter, men at du også forvalter dit embede på fremragende vis. Måske – hvem ved? – vil visheden om det også omsider gøre det muligt for mig at parkere den sidste rest af misundelse over, at det ikke er mig, der har fået lov til at oversætte denne eller hin roman…
At du nu tildeles Dansk Oversætterforbunds Ærespris for dine mange oversættelser, forekommer mig indlysende rigtigt. Både kvantitativt og kvalitativt er det en enestående bedrift, som vi kan være dig dybt taknemmelige for. Det er dine kolleger i øvrigt også, ved jeg. Når jeg igennem de sidste måneder er stødt på oversætterkolleger og stolt har fortalt dem, at jeg skulle holde laudatioen for dig i dag, var reaktionen hver gang den samme: Det er så fortjent, at det er Jacob, der får den. Jeg ved fra pålidelig kilde, at du også er meget afholdt blandt dine læsere. For ikke så længe siden skulle du møde en del af dem til et arrangement i LiteraturHaus på Nørrebro i anledning af nyoversættelsen af føromtalte Kästner-roman. Egentlig skulle arrangementet have været afholdt i mere ydmyge lokaler, men interessen var så stor, at der også måtte større lokaler til. Jeg kunne desværre ikke selv deltage – i øvrigt blev der også hurtigt udsolgt, også efter at arrangementet blev rykket til LiteraturHaus – men ifølge min kilde var det en stor succes, og publikum formelig hang ved dine læber (det er hendes formulering!).
Jeg vil slutte af med at citere et digt, som jeg synes passer godt på både dig og oversættelseskunsten, selv om det i virkeligheden handler om en helt anden kunstart. Det er en såkaldt ekfrase, et digt, der beskriver et maleri eller en skulptur. Berømte ekfraser er Keats’ Ode on a Grecian Urn eller Rilkes Archaïscher Torso Apollos. Hvilken græsk vase eller arkaisk torso der er tale om, fremgår ikke af de to titler. I det digt, jeg vil læse op, er vi derimod ikke tvivl om, hvilket kunstværk der adresseres, for det udpeges allerede i digtets titel: ”Gillis van Coninxloo, Landskab. Træ, 65 x 119 cm.” Digtet lyder i sin helhed:
Fordrivelsen af Hagar,
en skrækkelig skilsmissesag
genesis 20, 21
hvad helligt der sku være ved dét,
må himlen vide.
Men foldekastet,
men vandet,
der skummer under broen,
de legende hunde, borgen
på klippen i det fjerne,
kvinden med det røde skørt,
som lægger vasketøj til blegning
på sværen, og fiskeren
i sin bræddehytte ved dammen,
lillebitte – det lader til
han er faldet i søvn
som uglen højt på grenene.
Dér hvor jeg står
fisker ingen og ingen hejre
hviner, den blå borg
er ikke en blå borg, kampen
i værelset kaster ingen folder.
Det hele er kun lidt pulver,
opløst i olie, på et bræt.
Det jeg ser findes ikke,
mangler. Et synsbedrag.
Jeg vil bedrages
og bedrage.
Hvad helligt der sku være ved dét,
må himlen vide.
Under broen skummer
spanskgrønt, blyhvidt, malakit,
friskere end vand.
Det er et digt om forholdet mellem kunst og virkelighed, illusion og sandhed, idealitet og materialitet, men det fungerer lige så godt som et billede på oversættelseskunsten og det synsbedrag, vi udsættes for og glædelig lader os udsætte for, når vi læser en oversættelse af en tekst, der oprindelig er skrevet på et andet sprog. Det er som at kaste et blik igennem en rude, der kan være mere eller mindre tonet, mere eller mindre mat, mere eller mindre beskidt. I dit tilfælde er er ruden næsten glasklar. Det er der måske ikke noget helligt i, for at parafrasere digtet, men til gengæld kræver det stor sprogbeherskelse, lydhørhed og kunstnerisk sans. Digtet er af Hans Magnus Enzensberger, og jeg ved, at du kender det, temmelig godt endda. Hvem der har oversat det, må I selv gætte jer til.
Hjertelig tillykke med prisen og tak for opmærksomheden!
***
Jacob Jonia. Foto: Stephanie Caruana
Efter Adam Paulsens tale og mange klapsalver til prismodtageren takkede Jacob Jonia for prisen og fortalte, at han som ung havde haft det sådan, at skulle han nogensinde modtage en pris af denne type, ville han helt bestemt takke nej. Men da det så virkelig skete, blev han både overrasket og glad, faktisk rørt over tildelingen. Han ønskede derudover ikke mindst at takke de kritikere, han havde haft gennem tiden – det er de kritiske ord snarere end de rosende, man lærer af.
Efter talerne var der cava og kanapeer og fri snak, og dagen efter, d. 23. maj, blev Jonia interviewet af Jesper Dein om prisen og om sit virke som oversætter til Kulturen på P1. Interviewet kan høres i sin helhed her (indslaget starter 37 minutter inde i første time).
Babelfisken ønsker stort og varmt tillykke med prisen, pengene – som Statens Kunstfond sponsorerer – og ikke mindst æren.
Omslag fra forlagene Jensen & Dalgaard, Silkefyret og Rosinante