Hvordan og hvorfor blev du oversætter?

Jeg havde en ret kolerisk dansklærer i gymnasiet, men han var inspirerende, og vi læste noget klassisk russisk litteratur i oversættelse i dansktimerne. Og så gik jeg hjem og fandt Dostojevskij og Tolstoj på reolen hos mine forældre. Og så fik jeg en kæreste som læste russisk via et kursus i radioen, jeg blev totalt fanget ind, der var ingen vej tilbage. Jeg var ellers optaget af fransk og latin, havde til hensigt at læse latin, og kunst måske, fransk måske! Jeg startede derfor på uni med oldgræsk, det var adgangskortet til latinstudiet. Samtidig meldte jeg mig til et propædeutisk kursus i russisk, hvilket jeg ikke turde fortælle mine forældre, som var meget konservative, og som naturligvis anså Sovjet for at være det rene djævelskab. Først til jul lod jeg bomben springe, og min mor blev meget vred og var ved at smide mig på porten, mens min far faktisk fandt det ganske spændende. Jeg forklarede min mor, at mit valg ikke havde noget med en politisk holdning at gøre (jeg var ret apolitisk), men udsprang af et ønske om at læse klassisk russisk litteratur i original. ”Som I jo selv har på hylden i oversættelse”, uddybede jeg. Min mor accepterede.

Slavisk institut var et godt sted at være, ikke nogen hakkeorden, ikke noget hierarki, vi gik sammen på tværs af årgange. Og vi begyndte tidligt at øve os i formidling via oversættelse, blev opfordret til aktivt at bruge sproget. Vi havde en skøn russisk (sovjetisk – men ikke meget) lektor, der indviede os i litterære retninger og fænomener, som befandt sig på knivsæggen mellem det tilladte og det forbudte. Således rustet, drog jeg i efteråret 1968, lige efter Warszawapagtlandenes indmarch i Tjekkoslovakiet, afsted til Moskva på et af de stipendier, kulturaftalen mellem Danmark og Sovjet bød på. Under mit otte måneders ophold der blev jeg helt fanget ind af moderne russisk litteratur, drama og billedkunst. Og det stod mig klart, at jeg havde et ansvar for at formidle noget af al den anderledes og ukendte, vigtige skønlitteratur til danske læsere. Jeg kom hjem til andedammen optændt af den hellige ild, ikke den kommunistiske, men formidlingsilden.

De studerende ved slavisk institut udgav publikationen Khronika. Her kunne man boltre sig med sjove tekster og oversættelser. Og her fik jeg for alvor færten af den fede fornemmelse, det er at omsætte en litterær tekst fra et fremmedsprog til dansk. Her fandt jeg glæden ved at kæmpe med en tekst, fange originalens stemme og overflytte den til dansk tone. Ellen Boen sagde, da hun fik oversætteræresprisen, at hun var kommet til ”at lide af ord”. Det samme skete for mig.

Latin var for længst røget ud af planerne, kunst blev en fritidsbeskæftigelse. Bifaget blev bulgarsk. Efter min deltagelse i et sprogkursus i Sofia, sommeren 1972, blev der minsandten oprettet et bulgarsk hold (to studerende) ved slavisk institut med en ekstern bulgarsk lektor: Pirinka Penkova Pedersen, som også var bagstopper på min første bulgarske romanoversættelse Gentjo Stoev: Guldets pris (Husets Forlag, 1982). Det blev dog mestendels selvstudium, lysten drev værket.

Det store held for mig og for andre oversættere fra ”mærkelige sprog ”dengang i 1970’erne” var, at Århus kom til at huse en enestående institution, et kommunalt forlag, hvis redaktør, Carsten Koed Hansen, ville udgive anderledes litteratur. Han havde næse for de fremmede sager, han ville vise danske læsere, at der var andet end anglo-amerikansk litteratur.

Jeg kom på grund af mit bulgarske bifag med i en gruppe, der skulle foreslå værker fra Balkan til oversættelse, Det var stor glæde. Man skulle vælge ud, argumentere for sine valg og så skulle man oversætte. Hvad kan man ønske sig mere! Der var ikke mange penge i det, men det var spændende.

Hvor kommer dine sprogkompetencer fra?

Jeg har praktiseret russisk og bulgarsk på mange måder: tolkning (rigspolitiet, diverse kultur/forretningstolkning), forretnings-korrespondance, forhandlinger med forlag, møder med russiske/bulgarske litterater, kommunikation i det hele taget og læsning af skønlitteratur i lange baner. Jeg læser meget moderne dansk litteratur.

Jeg var som så mange andre en del år deltidsoversætter. Jeg arbejdede i den slaviske afdeling i universitetsboghandlen (Akademisk Boghandel og siden Stakbogladen) og oversatte om aftenen, i weekenderne og i ferierne. Jeg oversatte primært for Husets Forlag, som ikke havde stramme udgivelsesterminer. Jeg kunne aflevere, som det passede mig (mere eller mindre). Men det er absolut ikke optimalt at oversætte på deltid! I den henseende var jeg tilpas med at gå på pension fra boghandlen.

Hvad foretrækker du at oversætte?

Jeg oversætter i princippet kun nulevende forfattere, jeg vil gerne kunne kontakte den pågældende forfatter i tilfælde af sproglige og stilistiske mærkværdigheder. Et par få forfattere har jeg ikke haft kontakt med, bl.a. Vladimir Vysotskij, hvis digte og sange jeg oversatte til Husets forlag tilbage i 1975. Jeg elsker at oversætte lyrik, og det er da blevet til et par vers hist og her, i tidsskrifter, flere bogudgivelser og til oplæsninger. Men ellers er det prosa. Før i tiden, mens jeg stadig arbejdede i universitetsboghandlen, oversatte jeg kortromaner. Jeg kunne ikke overskue store værker. Men da det liv var slut, fik jeg min første alvorligt store opgave fra forlaget Vandkunsten. Man havde hørt, at jeg var blevet arbejdsløs! Det var Ljudmila Petrusjevskajas: Nummer et, eller i andre muligheders haver (2004, Vandkunsten 2015). Jeg havde kendt Petrusjevskaja siden midt i 1970’erne, havde oversat et par små noveller og skrevet om hende. Og her stod jeg nu med et opus, som gav mig myrekryb og frydefuldhed. En fabelagtig roman, magisk og mystisk. Og jeg fik da også par ekstra panderynker. Det er en af de sværere tekster, jeg har arbejdet med. Masser af jargon, en person med talefejl, masser af tabuord og underlige udtryk. Saftigt på dansk, talesprog på russisk, men ikke på det tidspunkt et vanligt fænomen i den russiske prosa. Det er det siden blevet.

Jeg skrev med Petrusjevskaja om forskellige problemer: blandt andet er der i romanen en del handling forbundet med et inuitfolk og dets ritualer, og det krævede forklaringer. Det sjoveste var, når Petrusjevskaja på mit spørgsmål, om noget betød dette eller hint, svarede: ”Det må du selv afgøre!”. Tak!

Jeg vil helst oversætte bulgarsk fiktion. Og jeg var heldig med Husets Forlag og Balkanorienteringen. Sidenhen fik jeg et tilbud fra det skønne forlag Jensen & Dalgaard om at oversætte en russisk roman, skrevet af en i Estland boende russer. Jeg kendte romanen og meddelte, at det ville jeg ikke spilde min tid på, og at jeg heller ikke syntes, de skulle spilde tid og penge på den. Og så foreslog jeg dem Georgi Gospodinovs nyeste roman, og den greb de to forlæggere. På den måde kom der en ny bulgarsk ”bølge” efter Husets Forlags bortgang i 2005. 

Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?

Alle værker, jeg via min hjerne og mine hænder og har formidlet til danske læsere, har gjort mig glade på forskellig vis. Men jeg må nævne to, en russisk og en bulgarsk. Den allerede omtalte Nummer et, eller i andre muligheders haver, en total undergangsroman af Ljudmila Petrusjevskja, og Georgi Gospodinovs apokalyptiske roman fra 2020 Tidsskjul (da. 2021).

Hvad er den bedste oversættelse, du har læst?

Det finder jeg er et nærmest ubesvarbart spørgsmål – for det vi læser, når vi læser en oversættelse, er en forfatters budskab, som skal flyde på et levende og rigtigt dansk, det skal boble, det skal gå ind, teksten skal være tro mod originalen, og det kan give knotter. Hvis teksten halter, er det så, fordi den givne forfatter er kringlet, eller er det en dårlig oversættelse?  Det kan i høj grad afhænge af læseren, hvordan det opfattes.

Jeg har det godt med at læse oversættelser fra russisk, prosa såvel som lyrik, synke ned i teksten og forestille mig originalens ord. For at tage to yderpunkter vil jeg nævne Andrej Platonovs dystopiske roman Udgravning til fundament (1930, da.2017, Basilisk), fornemt oversat af afdøde Kristian Jørgensen, en roman om ”mens vi venter på socialismen”, holdt i et særligt sprog, der afspejler det sovjetiske verdenssyn. Den anden russiske oversættelse, jeg vil nævne og har anbefalet til mange bekendte, er Tine Roesens fine gengivelse af Vladimir Sorokins Snestormen (2010,Vandkunsten 2012).

Jeg var meget glad for at læse Olga Tokarczuks Kør din plov over de dødes knogler, (Gyldendals Forlag 2019, oversat af Hanne Lone Tønnesen) en uhyggelig bog, med masser af stof til eftertanke. Smuk oversættelse. Ligeledes må jeg nævne Mette Holms oversættelser af Haruki Murakami. En gevinst for danske læsere.

Jeg må også lige tilføje, at én af de oversættelser, jeg fryder mig mest over findes, som jeg har ved hånden, som jeg åbner i ny og næ, og som jeg også har brugt i oversættesammenhæng er Tusind og én nat 1-6 (Vandkunsten 2013), oversat fra arabisk af Ellen Wulff (bd. 6 oversat fra fransk af Kim Witthoff). Det er en glæde at have adgang til det værk.

Og så er der alle dem, jeg endnu ikke har nået at konsumere, en af de ventende er Rigmor Kappel Schmidts oversættelse af Hinkeleg af Julio Cortazar (1963, Skjødt Forlag 2017)

Hvor oversætter du?

Ved vores store spisebord med skift til køkkenbord, ved hæve-sænkebord i vores overetage med masser af lys, på altanen med udsigt over Aarhusbugten, ved havebordet når vejret er sommerligt, ved Jammerbugten når vi er i vores havhus, i Teslaen når vi kører ned gennem Europa, og gerne på et lille hotel i det baskiske om sommeren. Jeg ville aldrig kunne sidde og oversætte i et rum med andre personer til stede.

Fortæl om et oversættelsesproblem, og evt. om løsningen på det?

Jeg skulle skrive en artikel til et samleværk om det politiske opbrud i Østeuropa og valgte at tage udgangspunkt i en tekst af digteren Blaga Dimitrova om ytringsfrihed, eller rettere manglen på samme, under det totalitære styre i Østeuropa, i dette tilfælde Bulgarien.

I teksten, som hun havde skrevet i 1980’erne, men som først blev trykt efter 1989, spiller hun på den dobbeltbetydning, som ligger ordet ’ezik’  -(russisk ’jazyk’ , serbisk ’jezik´ polsk: ’jangzyk’,  tjekkisk: ’jazyk’).  Dette ord i forskellige varianter betyder på alle slaviske sprog såvel sprog som tunge. Roden er indoeuropæisk, oprindelig betød ordet udelukkende ’tale’, siden kom funktionen til: Ordet kom altså til også at betegne den muskel, der former sproget, nemlig tungen. Titlen på Dimitrovas tekst er ’Eziköt’= Tungen-sproget, og heri skriver denne kloge bulgarske digterinde om den beskårne tunge/det beskårne sprog, om den amputerede tunge/det amputerede sprog, hun finder de fineste nuancer i et spil mellem de to ord.

Det var problematisk, det var tekstens essens, jeg sad og fik grå hår af. Jeg besluttede at bruge ordet tungemål for sprog, lidt tungt (hø-hø) men det bedste valg. Og da først tungemål var valgt, dristede jeg mig til et par gange at bruge tunge i betydningen tale, som man gjorde på dansk tilbage i tiden! Hans tunge, i betydningen ’tale’, var ond. Men det er et eksempel på, hvordan elegancen kan blive gumpetung i oversættelsen.

Hvad mener du, er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

Når udgangspositionen er i orden, dvs. dynamisk kendskab til såvel udgangssproget som til sproget, der oversættes til, er det vigtigt med ro omkring dig, ro i sindet, god tid og meget gerne et venligt forlag med forstående redaktører, der ikke stejler ved kanter, som SKAL være i teksten. Nødvendigt er nysgerrighed og kreativitet. Utrættelighed i søgen efter fakta og oplysninger, stilfornemmelse og respekt for forfatterens underlige valg. Stædighed og tålmodighed. Ikke give op. Og naturligvis øjne og fingre, der fungerer. Det gør mine ikke altid. OG en god PC.

Gode sproglige bagstoppere (jeg har selv en eminent russisk danskkyndig af slagsen, og to bulgarske ditto). Gode kolleger, som kan spørges til råds og gode prøvelæsere, som oplever teksten, før man afleverer til forlaget.

Men det vigtigste er oversætternes forfatter- og tekstsolidaritet. Vi har et stort ansvar.

Og naturligvis … en Kunstfond, som støtter oversætterne. Uden oversættere – ingen verdenslitteratur på dansk!

Eget foto.

Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.