Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?

Jeg opdagede meget tidligt at ting hed noget forskelligt på forskellige sprog. Anders And hed Kalle Anka på svensk, og hvorfor gjorde han nu det? Det fascinerede mig fra starten, at man sådan kunne skifte ordene ud – og resten kom efterhånden, især da jeg opdagede at det ikke var lige meget hvordan man skiftede dem ud. Jeg debuterede som oversætter da jeg var 19 år med en samling oversættelser af digte af Georg Trakl. Nogle af dem havde jeg selv lavet, de andre var af en håndfuld kendte danske lyrikere, blandt andre Ivan Malinovski, som hjalp mig med at finde frem til de andre(s), og så redigerede jeg bogen. Det tog et år, og der blev solgt 76 eksemplarer. Men jeg var selv solgt.

Hvor kommer din(e) sprogkompetence(r) fra?

Praksis. Det eneste af mine oversættersprog som jeg har studeret på universitetsniveau, er russisk, og jeg blev aldrig færdig. Engelsk, tysk og svensk har jeg fra gymnasiet og fra samtaler, film, tv, bøger, aviser … Jeg lærer stadig nye ord næsten hver dag.

Hvad foretrækker du at oversætte?

Drama og romaner. Noget med mennesker i. Jeg er imponeret af folk der kan sætte sig ned og oversætte tykke teoretiske værker inden for filosofi eller andre åndsvidenskaber, men jeg kan ikke selv gøre det uden at føle mig på vandring i Sahara med for lidt vand i rygsækken. Og selv om jeg begyndte med at oversætte/gendigte lyrik, er det kun sporadisk jeg er vendt tilbage til det.

Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?

Der er mange jeg har været glad for, men Shakespeare er blevet en ven for livet, og selv efter at jeg er blevet færdig med min nyoversættelse af alle hans skuespil – 37 styks, hverken færre eller flere, uanset hvad folk siger – kan jeg ikke lade være med at nørde videre.

Hvad er den bedste oversættelse, du har læst?

Også her er der mange jeg kunne nævne, men hvis der kun skal være én, så vælger jeg min svenske ven og kollega Ulrika Wallenströms oversættelse af Grimmelshausens roman Courage fra 1992. Originalen er fra 1670 (og forlæg for Brechts stykke Mutter Courage), og det er en fryd at se hvordan Wallenström får fyndigt 1600-tals-tysk og moderne svensk til at gå i symbiose. Det er grumt og råt og forfærdelig morsomt, og teksten drives af sted af et uimodståeligt flow. En af de få gange jeg med fornøjelse har læst en oversættelse fra et sprog jeg godt selv kan læse, og så endda til et sprog der ikke er mit eget.

Hvor oversætter du?

Helst ved mit eget skrivebord, som jeg har haft i mere end 50 år, og som efterhånden er blevet skilt ad og samlet igen på et utal af adresser. Under kortere eller længere skriveeksiler selvfølgelig på de pladser der har været til rådighed. Men der skal være ro og tid og plads til nødvendig sekundærlitteratur – det er stadigvæk ikke alt, man kan finde ud af på nettet, selv om det nu er forbavsende meget.

Fortæl om et oversættelsesproblem, og evt. om løsningen på det?

Jeg kunne skrive en hel bog om de problemer jeg har mødt og nogenlunde løst hos Shakespeare. Det har jeg for resten allerede gjort (’Sådan er det’ – at oversætte Shakespeare, U Press 2021). Men et vigtigt problem, eller en vigtig generel erfaring, stødte jeg ind i ved arbejdet på min oversættelse af Peter Weiss’ storværk Die Ästhetik des Widerstands, som jeg kæmpede med sidst i firserne. Teksten var sat op i massive blokke af mange siders længde og med en næsten dogme-agtig puritansk tegnsætning, kun kommaer og punktummer og intet andet. Jeg begyndte med at forholde mig lidt overbærende til det, og jeg troede at jeg kunne assistere læseren ved at dele sætningerne lidt op og sætte nogle semikoloner og andre hjælpsomme tegn. Men nej, det viste sig at teksten smuldrede til sniksnak og slendrian. Den skulle have sit præg af viljesakt, og den skulle bindes ind i en tysk syntaks af støbt jern, for ellers forrådte den sig selv. Titlen, ”Modstandens æstetik”, er ikke tilfældig. Bogen handler om modstandsbevægelsen i Tyskland og andetsteds under Anden Verdenskrig, men dens æstetik gør også selv modstand. Form er ikke ligegyldig. Jeg måtte kassere de første tredive sider og begynde helt forfra.

Hvad mener du, er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

På gulerodssiden: ordentlige honorarer samt muligheder for fondsstøtte til arbejdslegater til de rigtig svære opgaver. På piskesiden: dygtige forlagsredaktører og kompetente anmeldere. Det er ikke alle oversættelser der har brug for den langsomme og grundige og bekostelige behandling, som de vigtige(re) værker bør få, men helt generelt ville større opmærksomhed og respekt omkring faget – som altid – gavne. Det er som med så mange andre emancipationsprojekter: Vi er der ikke helt endnu.

Foto:  Krestine Havemann

close
Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.