Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?
Det var en dag i Salon K, jeg husker ikke længere til hvilket arrangement, hvor Martin Larsen spurgte, om jeg ville oversætte Jacques Roubauds ‘Londons store brand’ for Basilisk, for han kunne huske, at jeg havde fortalt, hvor glad jeg var for den bog, engang vi havde talt sammen. Jeg tror aldrig, jeg har forestillet mig, at jeg IKKE skulle oversætte – det var også bare noget, mine forældre, der var forfattere, gjorde – men heller aldrig, at jeg skulle være noget, der hed “oversætter”.
Hvor kommer din(e) sprogkompetence(r) fra?
Fransk har jeg grundlæggende lært på Det franske Institut fra jeg var 10 til jeg var 15, dengang det lå ude på Rosenvængets allé i en slags dobbeltvilla med en stor dejlig have med en moderne, lav tilbygning med sal og bibliotek – et vidunderligt sted. I gymnasiet kunne jeg så have spansk i stedet for – men jeg var samtidig begyndt at læse bøger rigtigt, Léo Malets kriminalromaner, som jeg kendte til, fordi Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck havde udgivet nogle af dem, og ikke mindst fordi Jacques Tardis vidunderlige tegneserieversion af Tåge over Tolbiac-broen var kommet på dansk. Jeg tror, det var den første franske bog, jeg rigtig læste, indkøbt i Paris i tohundredåret 1989.
Siden læste jeg mig igennem alle de Malet’er, der stod på hovedbiblioteket; de havde vist alle femten bind af Nouveaux mystères de Paris i 10/18-udgaverne med et kort bagi og efterord af Francis Lacassin – det var før de forbrydere, der har magt over Københavns Kommunes Biblioteker, fik umuliggjort den slags i deres frenetiske had til bøger og kultur. Efter studentereksamen læste jeg så fransk på Københavns Universitet, dengang hed det stadigvæk Romansk Institut, og fik den anderledes sikkerhed i omgangen med sproget, som man får af sprogstudiernes kombination af teori og praksis. Jeg fik kun et lille tilvalg i italiensk, for det var lige i de år, hvor man højst kunne få 3½ års hovedfag og 1½ års sidefag, og jeg ville ikke gå glip af de fulde 4 årsværks fransk. Jeg havde imidlertid Carla Juul Madsen til italiensk propædeutik – aldrig har jeg lært så meget på så kort tid!
Det er kun med fransk, min fortrolighed er virkelig dyb (for så vidt den er det), men det at have smagt på to andre store romanske sprog siger mig, at det i grunden er forkert, at vi romanister ikke alle sammen bliver mag.art. i romansk filologi, med 1 hoved- og 2 bisprog – allerede af hensyn til vores ‘førstesprog’. Engelsk har jeg en fornemmelse af at have lært ved en slags osmose – formentlig Richard Scarry og massevis af (tekstet) TV – og så var det det første fremmedsprog, jeg kunne læse bøger på (en befrielse!) – jeg har somme tider fornemmelsen af, at jeg fra jeg var 13 til jeg var 19, ikke læste bøger på andet, selv om det ikke kan passe og heller ikke passer. Men de var stort set alle sammen hentet på Hovedbiblioteket – og er stort set væk i dag, når jeg slår op i kartoteket, enten de nu handlede om film, teknik, historie eller politik, og må findes på-Statsbiblioteket-eller-det-Kongelige-Bibliotek.
Jeg havde fem tysklærere på seks år. Den ene bedre end den anden. Fra dem har jeg en stor respekt for tysklærerkorpset – min mor var også uddannet tysklærer, selv om hun ikke var praktiserende, og der har aldrig været tvivl om, at man skulle kunne tysk. Min første tyske bog læste jeg i 2.G. Den var også hentet på Hovedbiblioteket – en eksilungarers beretning om 1956. Som ung var jeg meget bange for ikke at blive god nok til sprog. Men der var en solid infrastruktur, jeg kunne støtte mig til.
Hvad foretrækker du at oversætte?
Fransk. Det er sætning for sætning en større fornøjelse – for mig.
Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?
Den bog, der har rørt mig dybest under oversættelsesarbejdet, er nok Jacques Roubauds Sløjfen, fra 1993, som er det bind af hans selvbiografiske romancyklus, der handler om hans barndom og familie.
Hvad er den bedste oversættelse, du har læst?
En uheldig bivirkning ved at prøve at lære sprog er, at man holder op med at læse oversættelser, så snart man kan – ja, før man kan, for hvis man ikke læser så mange bøger som muligt på originalsproget, og det vil ideelt set sige dem alle, og det, før man helt har lært det, så ved jeg heller ikke, hvordan man skal få det lært: der er ikke noget, der hedder at vente, kun at prøve at springe over sin egen skygge.
Men derfor er jeg jo begyndt med at læse oversættelser – og er også tidligt blevet ægget til at tænke over oversættelsesproblemer af mødet med dårlige oversættelser (ingen nævnt, ingen glemt).
En oversættelse, jeg i sin tid har læst flere gange, og hvis original jeg siden også har læst, er Nina Gross’ geniale og kongeniale fordanskning fra 1984 af Umberto Ecos Rosens navn. En lærd, morsom og elegant bog, som også er blevet lærd, morsom og elegant på dansk. I en oversættelse, der er blottet for mislyde, uden sproglig uvidenhed eller gumpetung syntaks, en bog, der viser, hvad dansk er i stand til, kort sagt bedårende.
Hvor oversætter du?
Stort set ved mit skrivebord, på en bærbar PC, i Word – ellers somme tider i toget, hvis det passer. Der skal helst være plads til urteksten til venstre for computeren – og helst være opslagsværker i nærheden, og netadgang.
Fortæl om et oversættelsesproblem, og evt. om løsningen på det?
Uha, jeg glemmer dem igen, løsningerne og måske problemerne, men eksempelvis Jean Genets i ordvalget meget litterære fransk rummer samtidig sætninger, der ikke tilhører nogen kendt fransk syntaks, skønt de virker fuldkommen franske – de er fuldkommen franske – og så må man prøve at identificere, hvilke betydningsbærende dele, der alligevel står i hvilket indbyrdes forhold, og rekonstruere syntaktiske relationer, som ikke er markeret i ordenes morfologi.
Hvad mener du, er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?
Plads til urteksten til venstre for computeren, opslagsværker i nærheden, samt netadgang. Foruden biblioteksadgang – uden Det Kgl. var det heller ikke til at tjekke originaler og indføje danske citater i fagbøgerne. Og fremfor alt tid, dvs. penge. Men en god redaktør kan være et formidabelt sikkerhedsnet – det andet par øjne erstatter ikke mindst også den tid, man økonomisk set ikke kan tillade sig at lade teksten ligge, inden man vender tilbage til den igen (egentlig bør man vente, indtil tekstblindheden har fortaget sig – det er tekstarbejderens svar på sneblindhed).
Eget foto.