Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?

For mange år siden oversatte jeg et romanuddrag af forfatteren Sebastiano Vassalli til tidsskriftet Banana Split, en meget tæt 1960’er-tekst skrevet i et forvredent renæssance-traktatsprog fuld af neologismer og lakuner. Det tog ufattelig lang tid og var virkelig sjovt. Først for fire-fem år siden gik jeg i gang med at oversætte romaner, de første to for forlaget Basilisk, som jeg var med i på det tidspunkt, og jeg opdagede igen hvor besættende og opslugende det kan være at oversætte. Jeg tror det handler om at man ormer sig så dybt ind i en andens sprog. Men også om det rebusagtigt tilfredsstillende ved at afprøve alle mulige varianter af en sætning og pludselig finde dén gode løsning, en formulering der går op. Nogle gange har jeg også en mistanke om at det er så dragende at oversætte fordi det minder om at skrive en bog, bare uden ansvaret og kvalerne, en substitutskrivning næsten.

Hvor kommer din(e) sprogkompetence(r) fra?

Indirekte fra min italienske far og familie. Jeg er ikke tosproget, mine forældre talte fransk og dansk sammen, men jeg havde et passivt italiensk som barn og fik især ældre norditalienske familiemedlemmers intonation og kadence ind. Jeg kunne forstå det rytmisk og klangligt, og også konstruktionsmæssigt, bare ikke indholdsmæssigt, og jeg higede efter at trænge ind i det. Når der blev talt hen over måltiderne på besøgene i Italien sad jeg og lyttede intenst (og irriteret) til lange mørklagte samtaler, som næsten var afkodelige, og som det alligevel aldrig lykkedes mig at afkode. Måske genkendte jeg nogle ord som fik det til at klare op og samle sig til mening, og så gik det i opløsning igen, mens jeg halsede efter. Så siden jeg var ung har jeg arbejdet på at erobre det, gennem universitetsstudier, lange ophold i Italien, læsning osv. og nu også oversættelser. Det at oversætte er også en anledning til at opholde mig i en italiensksproget bevidsthed og erfaring, som jeg måske aldrig kan komme tæt nok på.

Hvad foretrækker du at oversætte?

Skønlitteratur.

Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?

Natalia Ginzburg: Familieleksikon. Fordi det er en så tonal og dynamisk prosa. Bogen handler netop om forfatterens families sproglige vaner og særpræg.

Hvad er den bedste oversættelse, du har læst?

Jeg kan ikke nævne én. Der er mange som er den bedste. For at starte et sted: Tonny Lützer og Freddy Miltons danske oversættelser af Franquins Splint & Co. og Vakse Viggo læste jeg i laser som barn, de har ekspressivitet, personlighed og timing og humor. Lydordene er gode. Er de præcise og loyale? Det ved jeg ikke, men for mig er de blevet autoritative. Sonja Rindoms Carl Barks-oversættelser læste jeg også i flæng, de har været dannende, også hendes rytmiske tankestreger. Den gamle oversættelse af biblen, hvis det endelig skal være. ”han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne krøge”. Det er et åbent spørgsmål om det er den bedste, men det er et smukt gammelt dansk. Jeg har nydt at læse Djuna Barnes i Henrik Bjelkesoversættelse. René Jean Jensens oversættelser af Robert Walser er sylepræcise og kongeniale. Senest er jeg lige blevet færdig med at læse Kasse 19 af Claire-Louise Bennett i Louise Ardenfelt Ravnilds oversættelse, og den slog mig som nuanceret og spændstig og musikalsk.

Hvor oversætter du?

Helst hjemme ved mit skrivebord.

Fortæl om et oversættelsesproblem, og evt. om løsningen på det?

I Natalia Ginzburgs Familieleksikon tegnes der et sprogligt portræt af især hovedpersonens koleriske far, som har et stort forbrug af norditalienske udbrud og skældsord. Bogen foregår i 1920’erne og frem, så hans vendinger er altså både dialektale og tidsbundne, og en syditaliensk læser af originalen vil heller ikke nødvendigvis kende til dem. Det dialektale kunne umuligt overføres til dansk dialekt, det ville være bizart og verfremdungsagtigt afsporende. Så jeg valgte nogle ældre og ikke alt for brugte, men heller ikke alt for søgte udtryk – det skulle ikke blive for Kaptajn Haddock-agtigt komisk heller. Og effekten bevares i og med at de samme udbrud gentages ordret så mange gange romanen igennem.

Hvad mener du, er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

Ydre forhold: realistisk tidsplan, et ordentligt honorar. God feedback fra redaktører.

Indre forhold: vedvarende bevidsthed om omfanget af alle de ting man ikke ved at man ikke ved, kritisk omgang med de ting man tror man ved.


Foto: Lærke Posselt.

close
Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.