Renæssancemenneske og udgående fartøj: To oversættere m.fl. fik legater

En temmelig varm sommereftermiddag i Dansk Forfatterforenings lokaler i Strandgade afholdt foreningen d. 24. juni sin årlige legatreception. Her fik syv glade modtagere legater for deres virke, deriblandt oversætter, tolk og forfatter Thomas Harder, som modtog Dansk Forfatterforenings Hæderslegat, og oversætter med meget mere Katrine Øgaard Jensen, som fik sidste portion af Kjeld Elfelts Mindelegat. De øvrige modtagere var Ursula Andkjær Olsen, Bjørn Rasmussen, Arne Herløv Petersen, Ane Bjørn og Dorrit Willumsen.

Katrine Øgaard Jensen, som bor i upstate New York, var med på en Zoom-forbindelse, mens Thomas Harder var til stede i fysisk skikkelse. Legatudvalgsformand Tomas Lagermand Lundme præsenterede de syv modtagere: “Hæderslegaterne går til en række fremtrædende navne, der på hver sin måde har ydet en hel særlig indsats for litteraturen. Det er fremtrædende værker, der på alle måder går sine egne veje.”

Undervejs i løbet af eftermiddagen leverede duoen Det bliver mellem os musikalske indslag, og der var begavede, lyriske og rørende taler til modtagerne, som alle udmærker sig ved at være fremragende håndværkere og kreative grænseafsøgere inden for hver deres område.

Oversætter, forfatter og DOF-bestyrelsesmedlem Jakob Levinsen holdt motivationstalen for begge de modtagende oversættere, og Babelfisken bringer talerne her, til glæde for dem, der ikke kunne være til stede.

“Et udgående litterært fartøj”

Kjeld Elfelts mindelegat er opkaldt efter oversætteren af samme navn, er blevet uddelt siden begyndelsen af 1990’erne og uddeles i dag for 18. gang til Katrine Øgaard Jensen, som vi har med på skærm hjemme i Kingston, New York. Legatet på 11.000 kroner uddeles af styrelsen i Dansk Oversætterforbund og skal ifølge fundatsens smukke formulering uddeles til ”en yngre oversætter, der har oversat betydelige litterære værker med glæde og fantasi.”

Legatet er imidlertid kommet til at dele krank skæbne med mange andre små private legater i den forstand, at hovedstolen med tiden er blevet ædt op indefra af skatter udgifter til administration. Det er derfor i dag også sidste gang, legatet uddeles.

Ikke mindst af den grund er det imidlertid værd at fremhæve helt generelt og i særdeleshed ved en mangfoldig legatreception som i dag, at også hæderslegater nytter. At et sådant kollegialt skulderklap kan bringe modtagerne steder hen, hvor de ikke nødvendigvis ellers ville have befundet sig.

Hæderslegater kan føre til noget, for ikke at sige til hvad som helst. For eksempel så jeg selv så sent som forrige onsdag sidste års modtager af Elfelts mindelegat, Marcel Lysgaard Lech, der modtog legatet for sine fremragende nyfortolkninger af klassiske græske tekster, optræde på Copenhell med sit dødsmetal-orkester og spille den ondeste leadguitar.

Hvad dette års modtager af Elfelts mindelegat angår, hedder det med en efterhånden noget fladtrådt kliché jo også, at journalistik kan føre til hvad som helst, hvis blot man forlader den i tide. Det er – eller rettere sagt var – Morgenavisen Jyllands-Postens københavnske kulturredaktion omkring cirka 2010 et mere end almindeligt godt eksempel på.

Ud over mig selv omfattede den sådan set ret lille redaktion nemlig også senere prominente skønlitterære forfattere som Jesper Stein – der endda lige har fejret 10-års jubilæum som romanforfatter – og Michael Enggaard. Ingen udstrålede dog i samme grad at være på vej væk mere eller mindre fra dag 1 end den lille arrige skatertype fra Aalborg, vi på et tidspunkt fik som journalistpraktikant på redaktionen.

Hvor langt væk og ud prakkerens ambitioner egentlig rakte, kom imidlertid først senere til at stå klart. Katrine Øgaard Jensen var således dårligt nok blevet færdiguddannet som journalist, før hun som den første dansker nogensinde blev optaget på forfatterskolen på selveste Columbia University, hvor hun siden har haft base.

Hun lavede med andre ord en slags omvendt Leonard Cohen og gik fra at have indtaget Rådhuspladsen i København videre til også at erobre Manhattan. Det er frem for alt sket som oversætter og formidler af dansk litteratur, og dermed er vi atter fremme ved legatfundatsens formulering om at have ”oversat betydelige litterære værker med glæde og fantasi.”

Helt centralt i Katrines hidtidige oversættervirke står hendes oversættelser af Ursula Andkjær Olsens tre store digtsamlinger Det 3. årtusindes hjerte, Udgående fartøj og Mit smykkeskrin. For oversættelsen af Det 3. årtusindes hjerte eller Third-Millenium Heart, som altså reelt var hendes debut som oversætter, modtog hun sågar det års National Translation Award for lyrik.

Alene at have oversat tre så monumentale og komplekse digtværker fra dansk til engelsk turde da også være prisværdigt nok i sig selv. Men sideløbende med oversættelser i traditionel forstand har Katrine samtidig eksperimenteret videre med bevidst ”forkerte” oversættelser – hvis noget da overhovedet kan kaldes det – som tidsskriftredaktør og i det hele taget netværke og arrangere og få ikke mindst nutidig dansk lyrik ud over sprogbarrierer og alle mulige andre og ofte ualmindelige besværlige ramper.

Hidtil er Elfelt-legatet i langt de fleste tilfælde gået til oversættere i importbranchen, altså til oversættere til dansk fra alle mulige mere eller mindre eksotiske fremmedsprog. Netop derfor er det en helt særlig glæde at kunne uddele legatet for sidste gang til en oversætter den modsatte vej, et udgående litterært fartøj så at sige, der som Katrine nok så meget arbejder vedholdende og med stort talent på at bringe et for mange andre så eksotisk fremmedsprog som det danske ud i verden.

Oversætterfaget skal såmænd også nok klare sig gennem det tredje årtusinde. Hjerteligt tillykke.”

Katrine Øgaard Jensen fik ordet fra sin skærm og takkede for legatet:

“Tusind tak, Jakob, for de pæne ord. Og tusind tak til Dansk Oversætterforbunds bestyrelse for den store ære.

Og ikke mindst tak til Juliane Wammen for alt hendes arbejde med at synliggøre danske oversætteres arbejde gennem Babelfisken.

Jeg ville ikke have været her i dag, hvis ikke det var for Ursula Andkjær Olsen. Da jeg først begyndte at oversætte, var der en vis skepsis omkring det, at jeg oversatte fra dansk, mit modersmål, til mit andetsprog, engelsk. Men Ursula har altid haft stor tiltro til mit arbejde, også før jeg egentlig selv havde det. Jeg ville ikke have været her i dag, hvis ikke hun havde givet mig plads til at eksperimentere og direkte dissekere hendes poesi for at skabe nye sproglige muligheder i mødet mellem dansk og engelsk.

Så tak, Ursula, for bare at være verdens bedste mentor og samarbejdspartner og ven og alt muligt andet!

Og endelig vil jeg også sige tak til Naja Marie Aidt, som også har været en kæmpe mentor og støtte i det årti, vi begge boede i Brooklyn. Jeg ved ikke, om Naja er til stede i dag, men hun skal i hvert fald takkes for, ligesom Ursula, at være et utroligt generøst menneske over for unge og håbefulde forfattere og oversættere. Tak for jer, og tak til Kjeld Elfelt og Dansk Oversætterforbund for legatet!

Efter at Ane Bjørn, Bjørn Rasmussen, Arne Herløv Petersen og Ursula Andkjær Olsen havde modtaget deres priser, fik Jakob Levinsen igen ordet og motiverede Dansk Forfatterforenings Hæderslegat til Thomas Harder.

“Noget nær indbegrebet af et renæssancemenneske”

Kære Thomas, den officielle begrundelse for tildelingen af Dansk Forfatterforenings Hæderslegat for 2022 lyder, at du modtager det for dit ” … særlige virke og betydningsfulde engagement som en fantastisk oversætter, der gang på gang giver læseren en bid af verdenshistorien – i hvert fald den litterære af slagsen.”

Som formentlig alle i lokalet ved, er det på ingen måde forkert. Vi taler om et særdeles stort oversætterværk fra både italiensk og engelsk til dansk, der bogstavelig talt begyndte med, hvis ikke et brag så i hvert fald Salman Rushdies De sataniske vers, og siden ud over Rushdie blandt meget andet har omfattet så forskellige forfatterskaber som Umberto Eco, Stefano Benni, din mor Maria Giacobbe, Jonathan L. Howards’ okkulte thrillere om nekromantikeren Johannes Cabal samt for et par år siden som den vel foreløbige krone på værket en komplet nyoversættelse af Giovanni Boccaccios Dekameron fra 1353.

Det er imidlertid ikke kun med inspiration fra Boccaccio, der gør det oplagt at tale om årets hæderslegatmodtager som noget nær indbegrebet af et renæssancemenneske. For ud over dit oversættervirke – der desuden omfatter en mangeårig karriere som EU-tolk, altså med at fremme den mellemmenneskelige forståelse også på det helt jordnære politiske plan – omfatter dit eget forfatterskab efterhånden også en særdeles bindstærk værkliste med bøger inden for snart sagt alt andet end skønlitteratur.

Vi taler rejseguides til London, Rom og Sydtyrol, historiske værker om Italien generelt og mafiaen specifikt, et par af de vittigste italienske kogebøger der er skrevet på dansk, og specielt i de senere år en lang række vægtige historiske værker med udgangspunkt i Anden Verdenskrig, heraf flere i samarbejde med din hustru og kollega Lene [Ewald Hesel, red.]. Hvor de første bøger om krigen og dens efterdønninger primært beskæftigede sig med danskere, der som krigshelten Anders Lassen og den mildt sagt farverige Arndt Christiansen alias Paolo il Danese, er søgelyset i de senere år i højere grad blevet rettet hjemad.

Det har blandt andet resulteret i bøger som biografien af oberstløjtnant C.P. Kryssing, Manden der valgte forkert, som er en fascinerende skildring af en patriotisk karrieresoldat med nærmest imponerende evne til at adlyde ordre og sågar blive den første chef for Frikorps Danmark uden at fatte, hvad der foregik omkring ham. Forrige år kom så monumentalværket De uønskede med en detaljemættet gennemgang af den fortsat kontroversielle fortælling om de mange tusind tyske flygtninge i Danmark umiddelbart efter Anden Verdenskrigs ophør – primært kvinder og børn på flugt fra den sovjetiske fremrykning – og hvordan de gennem adskillige år kom i klemme i Danmark en slags bureaukratisk ingenmandsland.

Så hvor de første bøger om Anders Lassen og Paolo il Danese kan siges at handle om aktivt handlende mennesker, der med mere eller mindre tragiske konsekvenser vis finder muligheder i krigen, handler de senere i nok så grad om mennesker, der kommer i klemme i den. Jasigeren Kryssing og i særdeleshed de menige øst- og vestpreussere.

I særdeleshed i det perspektiv er det derfor ikke kun et renæssancemenneske i betydningen ualmindelig alsidig og vidtfavnende, vi i dag hylder med Dansk Forfatterforenings Hæderspris; det er også og nok så vigtigt et stort humanistisk forfatterskab. Hjerteligt tillykke.”

Thomas Harder takkede for legatet:

“Der er efterhånden blevet meget varmt herinde, så jeg vil ikke opholde jer for længe. Desuden har jeg stået herovre i døren og fulgt med i, hvordan buffeten er blevet gjort klar inde ved siden af, og nu er den efterhånden lige til at gå til, så jeg vil fatte mig i stor korthed.

Jeg vil bare sige mange tak for talen til Jakob. Det var ligesom at medvirke i Kender du typen: Man står og ser og hører på, hvordan andre lægger mærket til alt muligt ved ens hjem – eller i dette tilfælde ved ens arbejde – hvordan de hæfter sig ved ting, som man måske ikke selv havde skænket så mange tanker, eller i hvert fald ikke netop de tanker, og ser sammenhænge, som man ikke selv var opmærksom på. Meget interessant og lærerigt! Jeg var særligt glad for, at du nævnte Stefano Bennis Terra! Og Jonathan L. Howards romaner on nekromantikeren Johannes Cabal – det er nok de morsomste bøger, jeg nogensinde har oversat.

Og tak til bestyrelsen og legatudvalget. Når man dyrker en profession, hvor man selv betragter usynlighed som en væsentlig kvalitet, er det dejligt at opleve, at der ikke desto mindre er nogen, der faktisk lægger mærke til ens arbejde og ligefrem mener, at man fortjener at få blomster og andre gode ting for det.

Tak for det.”

Efter den sidste modtager havde fået sit legat, var der bobler og pindemadder og almindelig snak og mingling i den solbeskinnede indergård, inden receptionen gik over i Dansk Forfatterforenings sommerfest for medlemmer. Tillykke til alle de syv fortjenstfulde modtagere, og tak for et smukt arrangement til legatudvalget og Forfatterforeningen.