Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?

Jeg blev født i Danmark med svenske forældre, så jeg var tosproget fra starten. Jeg flyttede til Sverige med familien, da jeg var tretten år, og der holdt jeg op med at tale eller læse dansk i mange år. Det første, jeg oversatte, var Détruire, dit-elle (1969) af Marguerite Duras, først til teateret, og derefter blev den trykt som bog. I bagkundskabens lys har jeg tænkt, at fransk som sprog var en slags overgangssprog, som jeg brugte til at bearbejde mit forhold til dansk. Senere oversatte jeg Pia Tafdrup med min daværende mand Magnus William-Olsson i begyndelsen af halvfemserne. For at komme så tæt på det danske sprog som muligt havde jeg dengang brug for en medoversætter for ikke at fortabe mig i mellemrummet mellem sprogene. Bagefter har jeg også oversat Susan Howe fra engelsk. Det er tydeligvis nødvendigt for mig at befinde mig mellem to sprog igen og igen, og det er en position, jeg opsøger.

Hvor kommer din(e) sprogkompetence(r) fra?

Jeg læste fransk på universitetet, men jeg har ikke oversat fra fransk siden den første bog. Jeg studerede engelsk på gymnasiet, men ikke bagefter. Jeg har læst enormt meget engelsk, særligt amerikansk litteratur, og jeg læser engelske tidsskrifter og aviser. Det samme gælder dansk litteratur og danske tidsskrifter. Jeg rejser også ofte til både Danmark og USA.

Hvad foretrækker du at oversætte?

Digte.

Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?

Det er et svært spørgsmål, udfordringerne har været så forskellige, og det samme har arbejdssituationerne. Med det sagt – Alfabet (1981) af Inger Christensen, som jeg oversatte sammen med Ida Linde.

Hvad er den bedste oversættelse, du har læst?

Det er svært kun at vælge én, men her er nogle digtere, jeg læste, da jeg var ung, som har betydeligt enormt meget for mig:

Marina Tsvetajeva i Annika Bäckströms oversættelse.

Janos Pilinszky oversat af Karl Vennberg og Gabor Herrer, og Tomas Tranströmer og Géza Thinsz.

Og en oversættelse fra 2018 fra koreansk:

Autobiography of Death (2018) af Kim Hyesoon i Don Mee Chois engelske oversættelse. Det er endnu ikke lykkedes mig at få fat på Maja Lee Langvads danske oversættelse, men jeg ser virkelig frem til at læse den.

Hvor oversætter du?

Ved skrivebordet og i bevægelse, for det at gå hjælper altid med at komme i kontakt med en rytme og frigøre tanken, så man kan løse svære oversættelsesproblemer. Hvis jeg er ude at rejse i forbindelse med noget oversættelsesarbejde, så fungerer det først og fremmest som et mellemrum mellem sprogene, som jeg søger rent fysisk og geografisk, men jeg slutter altid en oversættelse hjemme ved mit skrivebord.

Fortæl om et oversættelsesproblem, og evt. om løsningen på det?

For mig som digtoversætter er oversættelsesarbejdet sjældent et spørgsmål om problemer og løsninger, men det handler meget mere om den metode, man anvender. I løbet af en oversættelse kan man få brug for anden metode, og så må man starte forfra fra begyndelsen. Til sidst sidder man stadig med et antal uløste passager eller ord, som man gør sit bedste for at skabe en oversættelse af, eller i værste fald: et såkaldt kompromis mellem eller en kompensation for. Det har jeg svært ved at håndtere, fordi jeg fyldes af skam over det mislykkede forsøg, og skammen leder mig videre. I oversættelsesarbejdet bliver man ofte konfronteret med spørgsmålet om arbejdets grænser eller grænseløshed, det uafsluttede ved processen. Intenst arbejde og selvforglemmelse er begge nødvendige for at nå frem til det smeltepunkt, som nye muligheder dukker frem af. På trods af det kan man dog sidde tilbage med nogle afgørende ubesvarede spørgsmål.

I den seneste bog, jeg har oversat – Anne Boyers The Undying (2019) – anvender Boyer ordet ’atmospheric’ to gange, den anden gang i bestemt form: ”As one of the undying, I will now try to conjure up not the undying soul but instead an undying substance, reground the atmospheric as new evidence.”

Jeg mener, at ’atmospheric’ er et afgørende ord, der forholder sig til den krise, der bliver behandlet i bogen, livet, sygdommen og døden under kapitalismen, og frem for alt udformningen af fremtiden. På nettet fandt jeg en tekst, som Boyer skrev efter The Undying – ’Heavy Air’, hvor ordet også findes. Jeg oversatte også den tekst til et tidsskrift, efter jeg blev færdig med The Undying, for jeg syntes ikke kun, teksten var vigtig, den var på en måde også konklusionen på, hvor arbejdet med The Undying havde ført hende hen.

Hvad mener du, er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

Jeg kan anvende mit yndlingscitat her, af Mikhail Bakhtin: ”Synge kan stemmen kun i en varm atmosfære, i en atmosfære af mulig korstøtte, principiel klangmæssig ikke-ensomhed.” For jeg mener helt grundlæggende, at oversættelse er en dialogisk aktivitet. Fordi man både slås med sine dæmoner og møder sine sjælefrænder, og fordi man befinder sig i en dialog med det ukendte, da ens sprog endnu ikke er blevet til. Hvordan denne ikke-ensomhed opstår har at gøre med de forskellige tidspunkter og omstændigheder, man befinder sig i. Man kan jo godt være fysisk alene, men være omgivet af anden litteratur og befinde sig i en dialog, der går på tværs af århundreder eller geografiske grænser. Man står sjældent alene med den tekst, man oversætter. Kolleger og faglige netværker er væsentlige. Tid og penge er vigtige, det er vigtigt at blive ved med at udvikle sine sprog og sine kundskaber. Det er vigtigt at have fantasi og lethed, og at være udholdende.

Interviewet er oversat fra svensk af Nielsine Nielsen, og citatet af Mikhail Bakhtin er tekstnært oversat fra russisk af Trine Søndergaard.


Foto:  Sara MacKey

 

 

close
Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.