Den 28. april modtog oversætter og forfatter Jon Høyer Dansk Oversætterforbunds Ærespris 2021 ved en reception i Dansk Forfatterforenings lokaler på Christianshavn. Forfatter, oversætter og litteraturkritiker Bo Green Jensen holdt en smuk, musikalsk og begavet motivationstale til Jon, som bragte litteraturen helt ind i hjertet af festlighederne. Babelfisken har fået lov at bringe talen her.

***

Af Bo Green Jensen

En eller anden – det må næsten have været en oversætter – har sagt, at et sprog, især et lille sprog, kun bliver ved med at leve, hvis det har egne ord for det hele. Litteraturens hovedværker skal gendigtes, så de fungerer – på dansk for eksempel. Eller færøsk eller flamsk eller montenegrisk.

Jeg ved, at James Joyce foreligger på færøsk. Hanus Andreassen plejede at sende mig sine tapre udgivelser af f.eks. Dublinfolk. Den bog er noget af det smukkeste, Joyce skrev. Jeg foretrækker den for Finnegan’s Wake, og jeg er lige ved at sætte større pris på de noveller i Anne Marie Bjergs 1988-oversættelse. Som ikke var den første på dansk. For til påstanden om, at et sprog må have de klassiske tekster, kunne man tilføje – gerne i flere versioner.

Jeg var engang på et forfatterseminar i Aberystwyth i Wales, hvor en 30-40 digtere og gendigtere fra 20-30 små sprogområder var forsamlet. Vi læste egne ting på egne sprog og fortalte og forklarede om vores lande, vores sprog og deres særlige udfordringer. I har sikkert selv været på lignende træf. Det er en frodig forvirring, hvor man udvikler en slags babylonisk dialekt.

To mænd fra den walisiske afdeling af BBC deltog som observatører. De optog forskelligt til en reportage. De kunne ganske enkelt ikke begribe, at T.S. Eliots The Waste Land – som i år fylder 100 år, for resten – kunne findes og virke på dansk – endda i flere versioner. Jeg lå og sov, da de vækkede mig, så jeg kunne læse min version af The Waste Land for de britiske lyttere. Jeg drak dengang næsten lige så tæt som Dylan Thomas. Det må have været ømt at lytte til. En mand, der kvækker på danske vers som en hæs frø i Aberystwyth.

Jeg tænkte på dét og på Dylan Thomas i går, fordi jeg skal tale om Jon Høyer i dag. Det var hans mere end vellykkede gendigtning af 24 Dylan Thomas-tekster i En proces i hjertets vejr: udvalgte digte på danske vers, der fik mig til for alvor at sætte pris på Høyers gave. Han kan noget enestående. Enhver, der har forsøgt at gendigte besnærende enkle tekster som »And death shall have no dominion« (hos Høyer står der »Og døden bliver ikke herre«) og »Do not gentle into that good night« (»Gå ikke fredeligt ind i den gode nat«) vil give mig ret.

Jon Høyer er en god digter selv (f.eks. i Hånden på hjertet, 1985; Lyset elsker med havet, 1987; Livet og døden og kærligheden og den slags, 2016; og – vist nok senest – Ældrebølgen, 2019). Han er en flittig forfatter til mange romaner (f.eks. Mandefald, 1981) og genfortællinger af islandsk sagastof (f.eks. af Egils saga i Den lukkede vej, 1977; af Torlid og Havlides saga i Den glemte historie, 1997; af Gisles saga (i Mellem havet og ødemarken, 2014). At formidle og modernisere er også en form for oversættelse. Han har skrevet skuespil om Henrik Ibsen (Hr. Ibsen, 1989) og en roman om urtidsmennesket (I planetens vold, 2012). Jon Høyer er et ordmenneske med alle slags varer på lager.

Han har oversat meget fra islandsk – Thór Stefanson og Steinn Steinar, for ikke at tale om nyoversættelsen af Egil Skalle Grimsøns langdigte »Hovedløsen« og »Sønnetabet« i den kommenterede udgivelse Digt eller dø (2017). Jeg holder meget af Island, men jeg skal ikke gøre mig klog på sproget. Jeg ved bare, at jeg forstår teksterne bedre, når jeg læser dem sammen med Høyers analyse. Det er ligesom, når Keld Zeruneith giver Beowulf/Bjovulf-kvadet én sidste tur. Man finder trods alt nye sider, selv om man måske har været der før.

Men jeg vil sige lidt om de store gendigtninger. Dem, som vi har i flere versioner, og hvor Høyer kommer sent, men frisk og fyndig til stoffet. Han har flair for at kuratere. Dylan Thomas-udvalget er et lille værk i sin egen ret.

Vi har begge oversat Derek Walcott. Jon Høyer i Omeros (2008), dvs. Wallcotts take på den caribiske historie med grundtema fra Odysseen, og Hvide hejrer (White Egrets, 2016). Jeg tror, han vil give mig ret i, at Walcott ikke er så svær som Dylan Thomas. Eller Hart Crane. Hans rytme lader sig stampe på dansk, fordi den ligner britiske blankvers. Der er plads til at genskabe billeder, uden at ofre for mange nuancer. Endvidere rimer det ikke så ofte.

Det er i rimede tekster, at Høyer for alvor demonstrerer, at han er one of a kind. Her er selvsagt store udfordringer. Der er to skoler inden for feltet, også i kritisk henseende. Traditionelt har man prioriteret meningsindholdet og sat dét over rytme og rim. Det er stort set nordisk praksis efter 1960. Flere har talt om rim med foragt. [Jeg prøver i denne famlende tale at bruge »ingen nævnt, ingen glemt«-princippet – for ikke at fremhæve på andres bekostning].

Det er på denne bane, at Høyer er bedst. Uden rim og rytme, fonetiske og metriske manøvrer, forsvinder selve sangen. Klangbilledet er jo den halve tekst. En digter som Dylan Thomas giver slet ikke mening uden sin klang. Det er derfor, at det er nødvendigt at forklare ham for kritikken i dag. Dét gør Høyer i En proces i hjertets vejr. Hans gendigtning er en organisk formidling. Han ved jo, hvordan det skal lyde og virke, når lyset elsker med havet.

Som sagt: Jeg vil nødigt fremhæve på andres bekostning, men lad mig alligevel tale om Faust. Jon Høyers helt friske gendigtning af Tragediens første del udkom i 2020 med en efterskrift af Katrine Wiedemann, der forklarer, hvorfor første del er mere interessant end den anden. Det er derfor også den, som vi har flest versioner af.

Jeg har siden drengeårene prøvet at komme ordentligt ind i Goethes tekst. [Jeg havde læst den som tegneserie i Illustrerede Klassikere, hvor ethvert værk – Hamlet, Krig og Fred, Moby-Dick – kunne koges ned og fortælles på 48 sider.] Det ved jeg, fordi jeg har denne udgave, der er indkøbt i Westermanns Boghandel i Skottegaarden på Amager i 1960erne. Oversættelsen skyldes P. Hansen. Bogen udkom på Hasselbalchs forlag i 1962 – »et af verdenslitteraturens hovedværker, uforkortet, i den smukkeste danske oversættelse«, som det hedder i bagsideteksten.

Jeg vælger et sted allerforrest, ikke fra prologen i himlen, men helt fremme før forestillingen, hvor teaterfolkene gør sig klar. Faust er vel den værste opgave for en oversætter. Eller Dante. Når noget skal rime mekanisk så længe. Af samme grund har vi slet ikke Alexander Pope på dansk.

Digteren taler om ungdom og fremtid, som er gået tabt:

Saa giv mig da de svundne Dage,

da jeg selv i min Vorden stod,

da svulmende min Fryd, min Klage,

brød frem i Sange lig en Flod,

da Knoppens Løfter var saa mange,

da Verden laa i Morgenglød,

da jeg de tusind Blomster brød,

der myldred frem paa alle Vange.

Vel var jeg fattig, men mit liv var rigt!

Jeg søgte Sandhed og var glad ved Digt.

Lad atter som i hine Dage

mig Lykkens Vemod vorde rakt

med Hadets Kraft og Elskovs Magt!

Giv mig min Ungdoms Tid tilbage!

Det er sirligt arbejde og slet ikke dårligt. Aage Henriksen har kun moderniseret retskrivningen i den gennemsete udgave fra 1967. Teksten har jo (på dette sted) en iboende karakter af pastiche. Peter Hansen udførte arbejdet 1881-89. Jeg springer over Sophus Michaëlis (fra 1920erne) og Martin N. Hansen (fra 1959-63). Fremme hos Jørgen Gustava Brandt i 1984 lyder den rensede skrift sådan hér:

Så giv mig da igen de tider,

da jeg var undervejs engang,

da alt som jubler, alt som lider,

igennemstrømmed’ mig som sang,

da verden lå i dis, hver knop

var underets tilsynekomst,

og alle enge blomstred’ op

og rakte mig hver enkelt blomst.

Hvad ejed jeg? Mit hjertes jag,

min sandhedstrang, min lyst ved selvbedrag.

Lad mig igen få lov at smage

den lyst og smerte, jeg har smagt:

Skænk mig mit had og elskovs magt,

giv min ungdom tilbage!

Gustava bygger bedre, klarere billeder og fjerner den romantiske pynt. Han er ikke bange for at gentage. Der bliver godt nok sagt smag mange gange.

For Arne Rosenhoff i 1990 er den slags ikke imponerende. Han skriver: »Fyldord og rimtvang kan komme til at ændre originalværkets mening, og der kan derfor gå noget tabt, som digteren har villet udtrykke. Den her foreliggende oversættelse er foretaget ud fra det princip, at indholdet skal have fortrinsret fremfor formen (…) Derfor er dialogen og monologerne gengivet på prosa. Kun nogle lyrisk prægede passager og sangene er gengivet på vers«.

Nuvel. Vort valgte sted bliver da til:

Så giv mig da den tid tilbage,

da mit sind endnu var åbent og jeg selv var ufærdig,

da et uendeligt væld af sange

trængte sig frem og fødtes påny,

da verden skjulte sig for mig i tåger,

da blomstens knop gav løfte om under,

da jeg plukkede i tusindvis af blomster,

nok til at fylde alverdens dale.

Jeg ejede intet og havde alligevel nok:

sandhedstørst og illusionens fryd.

Giv mig de utæmmede drifter igen,

den dybe, smertefulde lykke,

hadets styrke, kærlighedens magt,

ak, giv mig min ungdom tilbage!

Igen har forsøget bestemt noget for sig. Det kan siges og fungerer faktisk, tror jeg, ganske godt på en scene. Men læser det, som Goethe skrev? I hvert fald er det hos Jon Høyer i 2020, at jeg finder teksten forløst og forankret. Her går formen og indholdet endelig op:

Så giv mig da min ungdomstid tilbage,

hvor jeg var i min vorden og på vej,

hvor sange sprang fra kilder uden mage

og kom ustandseligt og som en leg,

hvor verden bredte sig bag morgendis

og hver en knop var et løfte om et under,

og hvor jeg sang til alle blomsters pris

i alle dale alle glade stunder.

Jeg havde intet, havde nok i én værdi:

en sandhedstrang og lyst til illusioner!

Så giv mig disse drifter, slip dem fri,

den dybe lykkes smertefulde toner

og hadets magt og kærlighedens kraft!

Giv mig den ungdom, jeg har haft.

Det rimer og giver mening. Klangen er bevaret. Billederne er intakte. Høyer forstår, at somme tider må oversætteren finde et andet billede til at vise det samme. Han oversætter da med alle sanser. Og når det virker, og når sangen i sproget er overført godt, da kan arbejdet være et lykkeligt håndværk. Som bekendt er oversættelse et fag, der bærer lønnen i sig selv. Der er ikke mange ark med normaltekst i stammens mest udsøgte skrifter.

Jeg skal slutte. Jeg indser, det er en stor fejl, at jeg aldrig nåede til Dylan Thomas. Lad mig læse slutningen af det, jeg skrev i min avis [Weekendavisen, 3. maj 2019, red.], da Multivers udgav En proces i hjertets vejr i 2019. Teksten har i grunden en tales DNA:

***

EN proces i hjertets vejr er en mesterlig gendigtning. Det er værd at fæste sig ved Høyers undertitel: »Udvalgte digte på danske vers«. For dét er om noget bedriften: at samlingen fremstår så færdig og dansk. Rimene er der, og hvert vers skanderer. Er læseren i tvivl, kan hun/han selv se, hvad Thomas skrev. Originalen er reproduceret.

Høyer går frem kronologisk. Forlægget er John Goodbys udgave af The Collected Poems, som udkom til 100-året. Men Høyer plukker og skærer så tæt, at den viltre bog bliver en slank, biografisk sekvens. Der er fokus på de fødselsdagsdigte, hvor Thomas selv førte regnskab. Ellers er det (næsten) altid vejret og det walisiske landskab, der smelter sammen i mytologisk erindring. Få steder mere fuldendt end i digtet om drengen på gården Fern Hill (fra Dødsfald og indgange, 1946):

»Og da jeg var grøn og sorgløs, berømt imellem laderne/ om den lykkelige gårdsplads, for gården var mit hjem, fyldt med sang/ under solen, som kun er ung en enkelt gang,/ lod tiden mig lege og være/ gylden, med den barmhjertighed, der er hans,/ og grøn og gylden var jeg jæger og hyrde, kalvene/ sang til mit horn, rævene på bakkerne glammede klart og koldt,/ og sabattens klokkeslag lød/ langsomt i de hellige strømmes småsten.«

Der er seks majestætiske strofer. Manden ser tilbage på drengen fra »det første roterende sted«. Han er der ikke mere. Det er derfor, at solen »kun er ung en enkelt gang«. Facit er en frydefuld bittersødme, der for Thomas bliver til fin årgangsvin. Han serverer den for os igen og igen.

DER er en vedtagen visdom, som siger, at Thomas var bedst i begyndelsen og blev stadig mere afhængig af tricks, efterhånden som alkoholen tog over. Han skabte sine egne bløde systemer og kom videre ved at tænde for en billedmaskine, der spyttede sang, symbioser og synæstesier med stadig mindre selvkritisk sans.

Det er en lidt for flot fordom. Ja, der er skarpere kanter og en anden slags renfærdighed i det første. Og den lange syntaks i det sidste kan nu og da gå i byzantinsk selvsving: »Fire elementer og fem/ sanser og mennesket en forelsket ånd,/ der snor sig gennem denne sammenspundne slim/ til sit glorie-klokke-kølige kongeriges komme.«

Alligevel er der altid en klang og et billede, som hænger sammen:

»Vi rider ud alene, og så, herhen,/ under Wales’ stjerner på stribe,/ råb, fra mængder af arker! Over/ vanddækkede lande/ flyder de fra bakke til bakke som øer af skov/ bemandet med al deres kærlighed her.«

TIL slut har Høyer fuldt fortjent den instruktive note, som forklarer metoden i Thomas’ prolog: »Første linje slutter på samme måde som sidste og anden linje som næstsidste og tredje linje som tredjesidste, hvorefter rimene tager over fra hver sin ende, så fjerde linje rimer på fjerdesidste og så videre indadtil, indtil rimene mødes på midten.«

Det gør de virkelig. Strukturen er fantastisk kunstfærdig. Vi indser for alvor, hvor svært det har været. Herefter gør Høyer sin helt til en bror: »Alt dette ser og hører jeg som et udtryk for forfatterens ønske om at holde sine håndflader tæt og gennemtrængende om alle sine digte, sammenfattet i prologen her, inden han rækker dem videre til os andre.«

Oversætteren gør jo det samme. Han lukker bogen varsomt og rækker den til os i tillid. Så kærlig en gestus er virkelig en gave. Det store arbejde er endelig gjort.