(Red. 3. april 2022: Denne artikel er en aprilsnar, som blev udgivet på Babelfiskens hjemmeside 1. april 2022).

På grund af oversætterbranchens stigende efterspørgsel efter bedre økonomiske forhold lancerer Babelfisken i år en ny portal, der kan hjælpe litterære oversættere med at dække deres grundudgifter gennem ekstern finansiering.

Det er efterhånden en kendt sag, at den almindelige oversætter har svært ved at opretholde en tilstrækkelig indtægt gennem sit arbejde. Ved et arrangement på Litteraturhaus i 2020 blev en kendt oversætter for eksempel spurgt, hvordan man kan leve af at oversætte, og svaret lød: ”Marry rich”.

Hvis det for oversættere ikke er muligt at tjene til dagen og vejen gennem oversættelsesarbejde, projektstyring, fondsansøgninger, foredrag, interviews, forfatterkontakt, SoMe-branding, korrekturlæsning, redaktionelt arbejde, rådgivning, tekstning, informationssøgning, fact-checking, krisehåndtering, journalistik, databehandling, tekstforfatteri, tolkning, aftenskoleundervisning, forskning og almindeligt bredt formidlingsarbejde, må nogle søge alternative indtægtskilder.

Det vil Babelfisken nu gøre noget ved gennem lanceringen af en ny datingportal. Websitet – der har fået navnet Sugemallen – vil tilgodese de behov, som oversættere og deres velhavende potentielle (samarbejds)partnere kan tænkes at have: Oversætterne søger økonomisk stabilitet, mens mæcenerne længes efter det glamourøse rockstjerneliv, oversætterne nyder godt af, når de har tid til at rejse sig fra kontorstolen.

Med tiden forventer Babelfisken at udvide portalen til også at imødekomme forfattere, kunstnere og andre kreative sjæle. Er man i tvivl om, hvorvidt man skal oprette en mæcenprofil eller en kunstnerprofil, kan man spørge sig selv, om Claus Meyers eventbureau ville aflønne en med et honorar eller med en frokost.

Mere om datingportalen kan findes på Babelfisken.dk/sugemallen.

Få besked ved nye indlæg!
Dette felt er krævet

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.