Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?
Jeg blev oversætter – eller rettere: Jeg oversatte min første bog – fordi den for nylig afdøde semiotiker, digter og oversætter Per Aage Brandt bad Hans Rasmussen og mig om at oversætte den argentinske forfatter Adolfo Bioy Casares’ Morels opfindelse (Husets Forlag, 1988).
Så jeg blev oversætter – eller fritidsoversætter – fordi jeg blev beordret til det af Per Aage. Han havde et Pippi Langstrømpe-forhold til folk, han troede på: Det har du aldrig prøvet før, så det kan du helt sikkert godt. Det var dog et held, at Hans holdt mig i hånden: Jeg var virkelig ung. Det var også et held, at jeg fra første færd syntes det var skægt – krævende, men frem for alt skægt. Efter den udgivelse skulle der gå en del år, hvor jeg ikke oversatte for noget forlag, men alligevel oversatte, blot for mig selv, som en måde at tilegne mig en forfatter på, få et kik ind i maskinrummet.
Det var Asger Schnack, der dengang var redaktør hos Hans Reitzels Forlag, som fik mig ind i folden, eller tilbage i folden, med oversættelser af forskellige filosoffer, især fra tysk. Men det var altså Per Aage Brandt, som selv var en exceptionel oversætter, der kickstartede det hele.
Hvor kommer din(e) sprogkompetence(r) fra?
Modermælk, familie samt sovepudemetoden, som de siger i Frankrig. Min mor er spanier, så spansk kom ind med modermælken. Dertil kommer, at min far var gymnasielærer i tysk og latin, og at både min mor og far havde og har venner i Tyskland. Min bror og jeg er altså vokset op i et flersproget miljø eller et miljø, hvor sprog talte (om jeg så må sige). Dertil kommer så, at jeg er fransk gift og har boet i Frankrig i godt tredive år. Det sidste er så sovepudemetoden.
Hvad foretrækker du at oversætte?
Romaner og noveller. Fra fransk eller spansk. Men jeg har også en reel faible for velskrevne videnskabelige eller filosofiske værker. Jeg har fx været vældig glad for at oversætte filosofferne Ernst Cassirer, Gottlob Frege og Wittgenstein, men så er der til gengæld andre, jeg har lidt alle helvedes kvaler med. Det har også, men på en helt anden måde, været en øjenåbner at oversætte Thomas Piketty.
Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?
Jeg rager et par kastanjer ud af ilden ved at forstå ”glad for” på flere forskellige måder. Jeg ved ikke, hvordan andre har det. Men for mig er det sådan, at der er nogle forfatterstemmer, jeg umiddelbart føler mig på bølgelængde med: Det vil sige, at der er en art musik i deres frasering, rytme, ordvalg, tone eller klang, ironi eller humor, som jeg kan nynne med på. Og så er det ikke så vigtigt, at nogle af teksterne eller passager i teksterne kan være meget vanskelige teknisk. Det bliver fikset på en eller anden måde.
Sådan har jeg i særdeleshed haft det med Julio Cortázar og de to bøger, jeg oversatte for Basilisk: Historier om kronoper og famøser samt Parkernes kontinuitet. Det samme gælder en meget anderledes forfatter som Enrique Vila-Matas og Der er aldrig nogen ende på Paris (også Basilisk) eller Éric Vuillards Dagsordenen (Forlaget Bobo) eller Mathias Énards Kompas (Gyldendal).
Dernæst kan jeg være glad for at oversætte en bog, særligt fagbøger, fordi jeg intellektuelt er på bølgelængde med filosoffen eller videnskabsmanden, eller fordi jeg finder det vigtigt, at han bliver udgivet. Her tænker jeg som nævnt på Ernst Cassirer med Kulturvidenskabernes logik, Gottlob Frege med Aritmetikkens grundlag (Philosophia) eller de to Husserl-bøger, jeg oversatte for Hans Reitzels Forlag: Fænomenologiens idé og Cartesianske meditationer.
Endelig har jeg været glad for en bog, der nærmest gik i kødet på mig, nemlig Philippe Lançons skildring i Hudlappen (2021) af attentatet mod satiremagasinet Charlie Hebdo den 7. januar 2015, af hvordan han efter at have fået hele højre underansigt skudt væk blev genobygget fysisk, og hvordan han, med sine nærmeste, venner og familie og ledsaget af litteratur, musik, billedkunst, rekonstruerede et nyt liv, en ny eksistens, efter at hans tidligere liv forsvandt som følge af attentatet.
Bogen var teknisk svær at oversætte, fordi der er så mange fagtermer, der ganske vist er lette at forstå, men ikke ligetil at finde på dansk. Den var også teknisk svær, fordi Lançons syntaks på bestemte tidspunkter er kompleks (han er ikke inkarneret Proust-fan for sjov), og man så skal lægge det sætningspuslespil, Niels Lyngsø engang har sammenlignet oversættelsen af På sporet af den tabte tid med. Og den var svær, eller rettere følelsesmæssigt krævende at oversætte, fordi skildringen af hele behandlingsforløbet, samt portrætterne af hans nærmeste familie og venner, bekendte og kolleger er så gribende og til tider rystende.
Og oversættelse er jo frem for alt langsom og gentagen læsning, så et sådant værk får tid til at krybe ind under huden. Det er Forlaget Bobo, der har turdet binde an med det projekt.
Hvad er den bedste oversættelse, du har læst?
Det er svært at sige. Jeg læser fx ikke – eller kun helt exceptionelt – oversættelser fra spansk og fransk. Jeg har dog altid været meget glad for Per Aage Brandts oversættelser af poesi og teater. Jeg beundrer Rigmor Kappel Schmidts oversættelse af Don Quixote.
Men jeg har en særlig faible for Niels Lyngsøs arbejde – og ikke kun, fordi han har formået at få Proust til at være en forfatter, der skriver på dansk, men også fordi han samtidig er i stand til at få Houellebecqs tilsyneladende lidt flade, lidt klangløse fransk til også at lyde helt rigtigt på dansk med netop den (ironiske) distance, der gemmer sig under dets lettere udslidte, mølædte betræk. Man kan høre på dansk, at han skriver rygende med smøgen mellem lang- og ringfinger.
Men noget andet er, at de bedste oversættelser, vi har læst, vel også er dem, vi så at sige ikke har læst (som oversættelser). Altså dem, vi ikke bed mærke i, fordi oversætteren havde gjort sit arbejde.
Hvor oversætter du?
På en stol, ved et bord.
Fortæl om et oversættelsesproblem, og evt. om løsningen på det?
Jamen, jeg vil ikke fremstå som pedant (hvilket jeg så selvfølgelig gør), men en lang række tekniske (og reelle!) oversættelsesproblemer er krusninger på overfladen, havskum. En kilde til anekdoter, vi udveksler over en øl, men som sjældent stikker rigtig dybt. Det, der stikker dybt, er hele teksten eller noget mindre håndgribeligt som at indfange en stemme, en tone, høre nuancer, stilleje, genretræk og så videre. Det svære ved at oversætte er at oversætte, det er ikke så meget at oversætte det og det. For vi skal hele tiden vælge.
Men selvfølgelig er der særskilte problemer. Alt, der bevæger sig på et sprogs udtryksside, det vil sige, dér hvor en sprogkunstner begynder og afslutter sit arbejde, er kilde til alverdens kvaler: bogstavrim, rim, metrik, tryk, stavelser, ordspil: Og et trin højere oppe kommer så de dialektale forskelle og hele kulturmenageriet samt den finneganske vågenat. Man får jo lyst til at gå op og lægge sig alene ved tanken, om hvor svært det er.
Men sagen er, at man ofte fikser disse ting på den ene eller den anden måde. Ordspil, bogstavrim og metriske mønstre (i prosatekster) kan jo anbringes andre steder, hvis man ikke kan placere dem der, hvor de står. Det er gammel visdom. Nogle gange går den dog ikke. Jeg har lige oversat sidste års Goncourt-vinder Hervé Le Telliers mildest talt fantastiske page-turner Anomalien (også Forlaget Bobo).
På et tidspunkt befinder nogle franske flypassagerer sig under foruroligende omstændigheder i en hangar i USA, hvor de bliver aflyttet via diverse elektroniske anordninger, og det, de siger til hinanden, bliver automatisk oversat til engelsk, så FBI kan følge med. Her spørger én passager en anden, om hun vil have en kop kaffe: ”Café américain?”, og på overvågningsskærmene bliver det automatoversat til ”Hvad lavede amerikaneren?”, fordi ”Café américain” lyder næsten som ”Qu’a fait l’Américain?”.
Jeg ændrede det til, at fyren spurgte sin veninde: ”En kop kaffe, lidt frugt?”, der så blev automatoversat til noget, der på engelsk skulle svare til ”Kaffe, lidt frygt?”. Ikke prangende, men det virker. Men det virker altså kun, hvis læseren accepterer den præmis, at der laves en ordforbistring ”frugt/frygt” på dansk for et oversættelsesprogram, der i romanen opererer med fransk som kildesprog og engelsk som målsprog … Dette er dog kun en pudsighed.
Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?
Der er mange forudsætninger, men jeg vil gerne nævne fire. Det er helt basale ting.
1) Indstilling. Jeg mener ikke, at det er et problem herhjemme, hvor oversætternes etik er meget høj. Oversættelse er ikke kunst, men håndværk, og en oversætter er således i andres udtrykstjeneste, ikke sin egen. Så med indstilling mener jeg den etiske forpligtelse på at varetage en andens interesser (vedkommendes tekst) på bedst mulige vis. Så det er bedre at slå ti gange for meget op i ordbogen end en gang for lidt.
2) Evner selvfølgelig. Kildesprogsevner og målsprogsevner. Jeg er her, for en gangs skyld, en smule uenig med Niels Lyngsø, der gerne fremhæver (den mesterlige) beherskelse af målsproget som forudsætningen for god oversættelse. Jeg tror, at det skyldes, at han undervurderer sin egen beherskelse af kildesproget, eller tager den for givet. Side om side med beherskelsen af målsproget står selvfølgelig beherskelsen af kildesproget (og dermed også i vid udstrækning dettes kulturelle kontekst).
Det er som sagt nok banalt at sige det igen, men endnu en gang ikke desto mindre sandt. Man skal kunne sit kram. Det er bare noget, man ”ska’ ka’”, som min ven Svend plejede at sige. Og man ”ska’ ka’” det ikke bare for at undgå trivielle oversættelsesfejl, men fordi det kun er den tekniske beherskelse af kildesproget, der gør det muligt for én at høre forfatterstemmens musik, som er bindemidlet mellem sætninger i en tekst.
3) Man skal være en god læser. Helt nede i det tekniske, som en oversætter kan have en ikke-teoretisk, men overlegen praktisk beherskelse af. Fx medfører medsyn eller dækket direkte tale eller tanke gerne bestemte tempus- og aspektvalg. Det kræver så, at man fanger det som oversætter.
4) En betingelse for at lave de bedste oversættelser og gode oversættelser i det hele taget er at have en så god tekstredaktør som overhovedet muligt. Jeg er dem meget taknemmelig.
Foto: Privatfoto