Æresprismodtagere fejret

Den 9. november kunne Dansk Oversætterforbund endelig få lov at fejre de seneste to års modtagere af forbundet store ærespris. Det skete ved en reception i LiteraturHaus, der har til huse i en nedlagt kirke på Nørrebro i København. Her var venner, familie og kollegaer mødt op denne milde, mørke novemberaften for at hylde Helle Dalgaard, der fik Æresprisen 2019, og Kim Lembek, der fik prisen for 2020. Æresprisen, der er på 75.000 kr., har været uddelt siden 1945, og pengene kommer fra Statens Kunstfond, der også havde betalt for afholdelse af receptionen. Prismodtagerne indstilles af kollegaer i branchen og udpeges af en komité bestående af DOF’s formand (Juliane Wammen), udvalgslederen for Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for litteratur (Jens Smærup Sørensen) og en tidligere prismodtager, i år Erik Skyum-Nielsen.

Efter en kort velkomst ved oversætterforbundets formand  blev ordet givet videre til Jeanne Dalgaard og Bjarne Jensen fra forlaget Jensen&Dalgaard, der i en årrække har arbejdet sammen med Helle Dalgaard og udgivet hendes oversættelser af bl.a. den store bulgarske forfatter Georgi Gospodinov. I en fin dialogisk tale hyldede de bl.a. Helle Dalgaard for hendes engagement og vedvarende kamp for at promovere oversættelser fra især bulgarsk og for hendes omfattende viden, sprogsans og hjertevarme.

Efterfølgende takkede Helle Dalgaard for prisen og bragte litteraturen helt ind i huset ved at læse tekster i både original og oversættelse af selvsamme Gospodinov. Læs i øvrigt her hendes tanker ved modtagelsen af prisen i foråret 2020, da verden ikke viste sig fra sin venligste side.

Efter talerne blev der klappet og skålet, drukket vin, snakket og spist kanapéer, og så blev ordet givet videre til Erik Skyum-Nielsen, der motiverede prisen til Kim Lembek med følgende tale:

“Den store islandske forfatter Thor Vilhjálmsson (1925-2012), af hvem jeg har haft den glæde at oversætte fire romaner – hvoraf én imidlertid aldrig udkom – fortalte mig engang om et amerikansk sproggeni, han havde mødt på en af de utallige græske øer. Dette omvandrende Babelstårn fik, efter at have lært ikke kun alle de europæiske hovedsprog, men også latin, græsk og russisk, lyst til at prøve noget nyt. Derfor havde han kastet sig over studiet af, hvad han kaldte ”de metafysiske sprog”, altså oldpersisk og moderne islandsk. Man må håbe, at han fik gjort alvor af planen.

Men hvad mon han egentlig mente, den i dag formentlig for længst afdøde amerikaner? Thor Vilhjálmsson fik jeg aldrig spurgt, hverken dengang i 1976, da han fortalte historien, eller den dag i februar 2012, da han ringede mig op for at takke for en oversættelse og ingen af os kunne vide, at han ville dø fem dage efter.

Jeg er derfor henvist til selv at gætte på, hvad vi mon kan lægge i dette, at moderne islandsk – et vidunderligt sprog, som jeg har Kim Lembek lumsk mistænkt for at holde umanerlig meget af – kan kaldes et metafysisk sprog.

Det har nok ikke noget at gøre med det islandske sprogs helt kolossale transparens – dette at skriften i så enestående grad repræsenterer udtalen, og at islændinge i modsætning til danskere siger, hvad der står skrevet, en egenskab, som skyldes det faktum, at en klog munk helt tilbage i midten af 1100-tallet skabte et skriftsprog, som svarede til udtalen dengang, og som siden hen bidrog til det islandske sprogs enestående konservatisme.

Det har nok heller ikke at gøre med, at kasussystemet er så intakt og giver så forskellige bøjninger af substantiver og adjektiver, sådan at den samme person kan hedde Njörður, Njörð, Njarðar og Nirði, alt efter om han står i nominativ, akkusativ, genitiv eller dativ, og sådan at ’stor’ bare i ental kan hedde mikill, mikil, mikið, miklan, mikla, mikils, mikillar, miklum, mikilli og miklu, altså ti forskellige former, hvor dansk kun har to: stor eller stort. Denne rigdom, som man også genfinder i verberne, der som regel har seks forskellige former, har konsekvenser for ordstillingen, som er friere end på dansk, hvilket gør det nemmere at danne rytme og dermed lave lyrik. Men selv om poesien indimellem kan bruges til at drømme og længes, tror jeg heller ikke, at det lige er bøjningssystemet, der gør det moderne islandske sprog metafysisk.

Jeg tror heller ikke, at forklaringen ligger i de lækre diftonger: á (som udtales ’aw’, au (udtalt ’øj’), é (udtalt ’jee’), ei/ey (begge udtalt ’æj’), ó (udtalt ’åw’) og æ (hvor bogstavet narrer, men hvor udtalen sådan cirka svarer til ’aj’). Disse seks dobbelte lyd får islandsk til at lyde ret specielt, men direkte metafysiske bliver lydene næppe. Vi må altså lede videre.

Metafysiske er vel ej heller de flotte th-lyde (stavet Þ med stort og þ med småt og som regel på dansk med tiden forvandlet til t-lyde), eller de fine kombinationer af ’r’ og det bløde ’d’ (stavet ð med småt og sjældnere Ð med stort) eller de velklingende ustemte l’er, som forekommer hyppigt på islandsk, men som vi da også bruger på dansk (prøv bare at sige ”slik” – og udelad både ’s’ og ’ik’). Man kunne her også nævne udtalen (’d’ og så et ’l’) af dobbelt ’l’ i ’kalla’ (kalde) og ’mella’ (en nedsættende betegnelse for en kvindelig prostitueret). Det høres alt sammen klart, når islændinge snakker, men giver dem ikke sådan uden videre adgang til nogen højere virkelighed.

Måske vi nærmer os sagens kerne, når vi betænker, at moderne islandsk har bevaret verbernes konjunktivformer og dermed gør det muligt at tale nuanceret om det, der ikke er tilfældet eller muligvis ikke er tilfældet, og det, der engang muligvis ikke var tilfældet eller engang kunne tænkes at være eller have været tilfældet: En nuancerigdom, som åbner for mere end én fortolkning af virkeligheden, men som man jo også har på både fransk og tysk.

Videre kunne man fremhæve, at langt de fleste islandske ord har trykket på første stavelse, hvilket muliggør rytmisk fasthed og altså giver islandsk et forspring, hvad angår poetisk potentiale og dermed rum til at udtrykke det, hvorom der ikke kan tales rationelt, men hvorom der måske kan digtes. Nu nærmer vi os måske.

For man kunne videre tænke sig, at moderne islandsk har en rækkevidde af særlige dimensioner i kraft af sprogkulturens purisme, som har bevirket, at urgammelt ordstof fra vikingetid og middelalder fortsat er blevet bevaret, samtidig med at islændingene udviser stor leksikalsk opfindsomhed ved at skabe nye ord af de gode gamle uden som vi danske at importere gloser fra plattysk, latin, græsk, engelsk, fransk, italiensk m.m. En computer hedder ’tölva’ (dannet af de oldgamle rødder ’tal’ og ’vølve), et program kaldes ’forrit’, dvs. for-skrift, realisme har de ret så genialt oversat til ’raunsæi’ (erfaringssyn), og lasagne er blevet til ’lagbaka’, fordi pastaen skal bages i flere lag. Alt sammen gør det islandsk håndgribeligt, konkret, men vel ikke ligefrem metafysisk?

Nej, jeg tror, en mulig forklaring ligger i verberne og deres valens.

I ældre kemi er valens, som man ved, en betegnelse for det antal kemiske bindinger, et atom kan danne til andre atomer i et molekyle. Atomer af visse grundstoffer kan danne forskellige antal bindinger i forskellige molekyler; så det samme grundstofs atomer kan altså have flere mulige valenser, afhængigt af hvilken forbindelse det indgår i. Valens betegner det antal kemiske bindinger som hvert af et grundstofs atomer kan danne med andre atomer. Natrium og Klor har begge valensen 1. Sammen danner de natriumklorid eller salt. Brint har valensen 1 og Ilt valensen 2. Sammen danner de som bekendt vand, men danner de ”tungt vand”, udnytter ilten sin dobbelte valens og knytter hele to brintatomer til sig.

I sprogvidenskaben betegner valens antallet og typerne af de ord eller led, som en bestemt sproglig størrelse, fx et verbum, optræder sammen med. At dø er monovalent, fordi det kun tager subjekt. At spise er divalent, fordi det tager både subjekt og objekt. Og verbet at give er trivalent, fordi det tager både subjekt, objekt og dativobjekt. Men hvad så med regne, fryse og tø? Ja, de er på dansk formelt monovalente, fordi de tager et tomt subjekt, sådan at sætninger som ’det regner’, ’det fryser’ og ’det tør’ kan opfylde grammatikkens regler. Men på islandsk er disse og en række andre verber nonvalente og kan bruges uden formelt subjekt. Og derudover har islandsk en bemærkelsesværdigt tæt repræsentation af verber med skæve valenser.

”Drømte mig en drøm i nat om silke og ærlig pæl”, står der, som vi alle ved, i margenen til et håndskrift af Skånske Lov. Ja, der er endda melodi til, den, som i mange år var pausesignalet i Danmarks Radio og genfindes i en lang række jingles. ”Drømte mig en drøm i nat om silke og ærlig pæl.” Her er substantivet drøm akkusativobjekt og pronominet mig dativobjekt, men det gør ikke drømme til et trivalent verbum. Det var på gammeldansk og er på islandsk divalent, fordi det egentlig ikke behøver et subjekt. Det er jo drømmen, der kommer til os. Vi er jo genstande for vores drømme!

Islandsk er fyldt med den slags. Langt klarere end dansk kan islandsk artikulere en oplevelse af, at sansninger og sindsstemninger er noget, der kommer til os udefra, eller indefra, noget, der vederfares os. Dette, at verden, som Martin Heidegger skriver, altid er ”længere ude” end et fænomen nogen sinde kan være, eller dette, at angsten fremspringer af tilstedeværen selv, og at frygten overfalder ud af ’det inderverdenslige’.

Velkendte affekter og stemninger som angst, håb, glæde, munterhed, begejstring, lede, fortvivlelse, bedrøvelse, tungsind og sorg udtrykkes på islandsk ikke som noget, man føler eller har, men som noget der kommer over én. Og vi kan gå lidt videre og sige, at islandsk derved måske sætter dem, der taler og skriver sproget, fint i stand til at fremstille oplevelsens karakter af begivenhed og tilværelsens karakter af noget, som kommer til os, som gaver rakt gennem rummet, men også vise øjeblikkes præg af noget, der pludselig vederfares os og med det samme forsvinder. Livet er noget vi hele tiden modtager og mister. Og noget vi ikke er herre over, men som skænkes os af naturen, af andre mennesker og af Gud.

Jeg kunne muligvis forlænge disse betragtninger over i Heideggers fundamentalontologi, som er fuld af nonvalente verber, såsom på tysk ”nichten”, og har skævvalente verber, vi også kan bruge i dansk, som når det i oversættelsen af hans essay om Kunstværkets oprindelse hedder, at verden væsner i værket. Men jeg holder her, sender det ovenfor omtalte amerikanske sproggeni en varm tanke i hans formentlig multilingvistiske himmel og henvender mig fra nu af til Kim Lembek.

Kim, jeg har med interesse og stadigt voksende beundring fulgt dit virke som oversætter fra islandsk. Jeg har bemærket din præcision, dér hvor det gælder leksikalsk ækvivalens; din humor dér hvor læseren helst skal bryde ud i latter eller i det mindste trække på smilebåndet; din evne til at gå med, når en forfatter eller karakter bliver følelsesfuld, endda patetisk stemt – på den fede måde, ikke pathetic, som jo betyder ynkelig, nej, højtidsfuld i en sammenhæng, hvor store lidenskaber og dertil hørende store ord er helt på deres plads, sådan som tilfældet næsten altid er i Jón Kalman Stefánssons romaner. Jeg har endvidere bemærket den dér flair for det gakkede, som er bydende nødvendig, når man vil transformere en forfatter som Hallgrímur Helgason, ham med 101 Reykjavik, Kvinden ved 1000 grader og Søsyg i München, en labyrintisk associerende bog, som virkelig kræver sin mand.

Undertiden, når oversættere mødes, hører man dem klage og jamre over deres elendige aflønningsvilkår eller over, at deres indsats så sjældent får omtale i avisanmeldelser af oversatte bøger. Men i virkeligheden er vi jo oplysningens postheste og litteraturens skyggehelte, og jeg tror nok, jeg har prismodtageren med mig, når jeg i denne snævre kreds indrømmer, at det meget ofte er meget, meget dejligt at sidde og oversætte.

Jeg tror f.eks. du morede dig kongeligt, da du i serien Islændingesagaerne oversatte Njals saga fra ét enkelt middelalderhåndskrift og skiftevis skulle gengive sjove eller intime, for ikke at sige sjofle passager, men så også pludselig have styr på lovstof og procedurebestemmelser i retssager. Og mon ikke du som mand kom helt op på beatet, da du nåede til det sted i Bergsveinn Birgissons lille roman Svar på Helgas brev, hvor nabokonen, da bonden fortæller, at han og hans hustru af helbredsmæssige årsager er holdt op med at kunne dyrke sex, siger: ”Elsk hende – gennem mig.” ”Og så kørte du mit hoved rundt mod dine tunge bryster, og hvilken mand kan stå for sådan en behandling?”

Fortællingen, eller rettere brevet, fortsætter som følger:

”Du finder det måske vulgært, at jeg skriver og minder dig om det, min søde Helga. Omdømme og agtelse, det er mig komplet ligegyldigt. Hvad skal man dog stille op med den slags, når det er ved at være slut? Når alt kommer til alt, må jeg vist indrømme, at jeg aldrig har oplevet en lignende jordisk nydelse som i vores samleje i laden på denne i min erindring evige forårsdag. Da jeg endelig fik lov at beføle din yppige skikkelse og drukne i dine fyldige læber i denne mit livs salige, men kortvarige brunsttid. Det gik som det gik. Jeg flåede bukserne af, og du smed kludene og blottede brysterne og den trekantede dusk, og løb ind i laden og jeg efter helt utilbørlig lysten og liderlig. Din krop sitrede og skælvede under mig i høstakken. Det var som at berøre livet selv. Du skreg så gennemtrængende, at jeg var bange for, at det kunne høres viden om, men jeg var fuldkommen ligeglad. Det ragede mig en høstblomst, om så den samlede bagvaskende Hørgåkommune dukkede op i døren ind til laden med savlet og sladderen løbende ud af mundvigen og helt utilsløret så vores optræden der i høet. Hvordan dine bryster duvede som hvide, vuggende rolige bølger under huden. Et smukkere syn havde jeg aldrig set. Og hvor havde jeg ventet længe på det.”

Dét har garanteret været sjovt at oversætte, skyldfrit og samvittighedsfuldt. Du skulle jo bare skrive, hvad der stod, lige så længe den stod på bonden. Lidt ligesom da du i 2014 oversatte romanen Månesten af Sigurjón Birgir Sigurðsson – den bog, hvor det hele i 1918 sker på samme tid. Vulkanen Katla er i udbrud, den spanske syge hærger i Reykjavik, man fejrer Islands suverænitet 1. december, alt imens hovedpersonen, trækkerdrengen Måne Sten Karlsson, dyrker sex med en dansk matros i lageret bag Thomsens Magasin:

”Drengen vender sig om mod drejebænken og bøjer sig frem. Matrosen presser lemmet ind i ham.

Først bliver den danske nationalsang Der er et yndigt land afsunget og derefter den islandske O, vort hjemlands Gud.

Hurraråbene vil ingen ende tage.

I samme øjeblik Måne Sten får orgasme, mærker han, hvordan matrosens varme sæd sprøjter ind i ham – og samtidig bliver døren ind til lageret sparket op.

Henne fra døren høres et desperat råb:

Nej, Mogens, for helvede, hvad laver du?”

Flere eksempler kunne nævnes. Men jeg mener, at jeg med tilstrækkelig tydelighed har godtgjort, at oversætteri kan være ganske fornøjeligt.

Som du måske har bemærket, har jeg i anledning af overrækkelsen af din pris iført mig en italiensk skjorte i de islandske farver: hvid som is og sne, rød som ild, blå som himlen og havet – og sort som basaltklipperne. Men hvad formentlig ingen kan vide, er, at den er købt i den by, Taormina, hvor Halldór Laxness midt i 1920’erne sad og skrev romanen Den store væver fra Kashmir. Om den fortæller han i essaysamlingen Skáldatími, på dansk En digters opgør, at den gennem flere årtier indbragte ham hyldestbreve fra hele verden fra folk, som havde læst og beundret den, til trods for, at den ikke fandtes på andre sprog end islandsk.

Altså lige indtil 1975, hvor den udkom oversat af Erik Sønderholm. Min gamle lærer, som døde alt for tidligt ligesom i øvrigt adskillige andre, der har oversat fra islandsk til dansk.

Tillad mig at udtrykke min glæde over, at du står endnu og stadigvæk er myreflittig som oversætter. En fremragende oversætter, som vover at gå planken ud med de højstemte og de lovkyndige og de liderlige og de vildt gakkede islændinge. Og en oversætter, som fuldtud fortjener en ærespris.”

Efter klapsalver og blomsteroverrækkelse gik Kim Lembek på scenen og takkede for prisen med en smuk tale om oversættelseskunsten og dens guddommelige rødder: 

“Kære gæster – tak for at komme og fylde rummet ud. Tak til Statens Kunstfond for at afholde receptionen og finansiere prisen, tak til DOF for at uddele den og tak til Erik Skyum-Nielsen for at motivere den.

Vi er samlet i dag for sammen at fejre to oversættere. Men vores sammenkomst er også en anledning til at hylde og anerkende oversættelse og oversættere generelt. Her følger nogle for mig vigtige punkter om begge, og selv om jeg først og fremmest har litterær oversættelse til dansk i tankerne, gælder udsagnene også for andre typer oversættelse.

1)  Måske er oversættelse ikke Guds gave til menneskeheden, selv om vi er mange oversættere, der mener det. Men det er tæt på! For oversættelse har guddommelige rødder! Oprindelsesmyten finder vi i begyndelsen af Det Gl. Testamente, da Gud opdelte menneskeheden efter forskellige sprog – og dermed de facto skabte oversættelse! Nu er Gud ikke typen, der rider den dag han sadler, så han ventede helt til Det Nye Testamente med at lave sin egen oversætterskole ved navn “Helligånden”, hvor han med et trylleslag lærte sine tilhængere et hav af sprog. Nu er det ikke fordi, jeg vil påstå, at oversættelse udspringer af Helligånden – men det er tæt på! På den baggrund er det ikke spor overraskende, at Oversættelsens skytshelgen er kirkefaderen og oversætteren Hieronymus (347-420 e. kr.), og hans dag – den 30. september – er siden blev ophøjet til en FN-dag – Den internationale Oversætterdag – idet FN: “anerkender vigtigheden af oversættelse i forbindelse med opbygning af relationer mellem nationer og med at skabe fred og forståelse”.

2)  Oversættelse har dannet grundlag for europæiske og nordiske kulturstrømninger: I den spanske by Toledo blev der i 1200-tallet grundlagt et Oversættelsescenter – den såkaldte Toledo-skole – hvor oversættelser fra arabisk til latin af oldtidens græske værker om filosofi og videnskab gav stødet til Renæssancen. Og det er den intensive oversættelse af islandske middelalderværker, der danner grundlag for den Nordiske oldtids-bølge, som skyllede ind over Danmark i 1800-tallet og satte sine spor i store dele af århundredets kunstneriske virksomhed og i øvrigt havde en stor aktie i grundlæggelsen af højskolebevægelsen.

3)  Oversættelse kan desuden udgøre det tekstlige grundlag for en hel dansk institution: Den danske folkekirke ville helt bogstaveligt bestå af stumme ritualer uden den Ordets magt, der ligger i de oversættelser, den er funderet på. Og spørgsmålet er, om der ikke i virkeligheden under hver eneste søndagshøjmesse finder en krænkelse sted af den ophavsret enhver oversættelse er beskyttet af, da man jo aldrig hører: Dette hellige Evangelium skriver … oversat af …

4)  Her bør det lige indskydes, at selv om jeg både har omtalt Biblen og kirken, skyldes det ikke, at oversættere mig bekendt er specielt kristne, men måske nok har en religion i den forstand, at de har en tyrkertro på, at det overhovedet er muligt og meningsfuldt at oversætte og lade forskellige sprog og dermed forskellige kulturer indgå i dialog med hinanden.

5)  Oversætteren er som en prisme ud mod verden, der både samler og spreder – og som i øvrigt har globaliseret længe før det ord kom på mode. Hvad vi først og fremmest skal hylde oversætteren for, er at booste vores sproglige opfattelse og erkendelse af verden omkring os, dvs. i mit tilfælde med islandsk som grundlag at skabe danske sætninger, som ellers aldrig ville have eksisteret lige på den måde. Her kommer to islandske eksempler – et gammel og et nyt: I en islandsk middelaldertekst, anfører forfatteren som begrundelse for at skrive om en bestemt periode følgende: At for dette tidsrum mangler tidens gang bøgernes værn. I sig selv en fantastisk sætning! Her opfattes bøger som dæmninger mod tidens, glemslens og mørkets ubønhørlighed. Og i en roman af en moderne islandsk forfatter kan man læse følgende smukke sætning, som uden en oversætters mellemkomst sikkert aldrig ville have lydt på dansk: Stjerner lyser i mørke – det fortæller os, at mørket aldrig kan slukke alle lys.

6)  Oversættere kan ved Gud være sarte og nærtagne grænsende til det sygelige. Men det er måske ikke så mærkeligt, eftersom det at sidde og oversætte en roman på for eksempel 450 sider – og oftest under tidspres – kan opleves som én lang krise i den italienske filosof Antonio Gramscis definition af krise: Den tilstand man befinder sig i, når det gamle ikke vil dø, og det nye ikke leve. I den forstand udgør enhver oversættelse en krisesituation, hvor oversætteren tager livtag med en tekst for så at sige at aflive originalen og give liv til oversættelsen. Oversætteren udsætter sig selv for en kamp på liv og død!

7)  Og lad mig så til sidst ramme en pæl igennem den desværre stadig udbredte opfattelse, at en oversætter er et nødvendigt onde, der skaber dårlige kopier. Præmissen er simpelthen falsk! En litterær oversættelse er et resultat af en selvstændig, ansvarsfuld og risikabel kulturel indsats, ikke et passivt vedhæng til en given originaltekst. Jeg har tit overvejet, hvem der egentlig har interesse i at opretholde denne ufrugtbare modsætning mellem original og oversættelse – det er i hvert fald ikke vores udenlandske forfattere! “Hvor ville forfattere egentlig være uden oversættere?” spørger den sydafrikanske nobelpristager Coetzee. Og lad mig afslutningsvis citere en anden nobelpristager, den polske forfatter Olga Tokarczuk, der afslutter sit essay Hvordan oversætteren redder verden med følgende ord:

Olga Torkarczuk 2019

Oversætterens ansvar er helt det samme som forfatterens. Begge står vagt om et af den menneskelige civilisations vigtigste fænomener: Muligheden for at viderebringe de mest individuelle og intime oplevelser til andre og at skabe en fælles erfaringsverden i kraft af den forbløffende handling et kulturprodukt er.

Babelfisken ønsker endnu en gang stort og varmt tillykke til de to modtagere og til alle, hvis verden bliver lidt større gennem deres kunst og engagement i litteraturen.

 

---

Den første del af Erik Skyum-Nielsens tale indarbejder artiklen ”Det islandske sprog og dets metafysiske karakter” fra tidsskriftet Sprog & Samfund nr. 1, 2019.