Føje dage efter at Hieronymusdagen blev afholdt i Aarhus, var der litterære dage på Løve’s Bog- og Vincafé på Nørre Allé. Hvor fredag den 1. oktober bestod af en serie oplæsninger fra danske forfattere, kunne man lørdag den 2. oktober opleve bogreceptionen for Ljudmila Petrusjevskajas roman Vi blev stjålet, oversat af Trine Søndergaard og udgivet på Forlaget Silkefyret. Dernæst fortsatte programmet med oplæg fra Sidse Laugesen, Lotte Jansen og Sara Koch, der alle handlede ’om at oversætte’. Efterfølgende blev Løve’s Litterære Dage afrundet med oplæsninger fra danske forfattere.
Sprogets kollaps
Sidse Laugesen indledte lørdag oversætterprogrammet med at beskrive sin erfaring med at gøre kinesiske forfattere tilgængelige på dansk. Hun er mag.art. i litteraturhistorie og kinesisk fra Aarhus Universitet.
Til at starte med blev hun oversætter, fordi hun ville hjælpe med at give stemme til nogle forfattere, der på det tidspunkt ikke rigtig blev læst i Danmark. ”Det er en rolle, vi har, hvor vi skal give stemme,” fortalte hun fra scenen på Bogcaféen, mens hun reflekterede over oversætterens opgave. Som eksempel på sit arbejde med kinesiske tekster læste hun op af sin oversættelse af digteren Li Suos (1986-) digt ’sø’, som Babelfisken har fået tilladelse til at gengive her:
hvert af dine skrifttegn er
sten
kastet i min sø
jeg fumler og famler
uden at ane hvordan jeg skal
gribe de ilende
krusningers ringe
Den sproginteresserede vil genkende oversætterens dvælen ved sproget, der nogle gange føles som at ’gribe efter krusninger i vandet’, når man overfører betydning fra ét sprog til et andet.
Laugesen har oversat en bred vifte af kanoniske kinesiske forfattere som Yu Hua (1960-), Yu Jian (1954-), Can Xue (1957-) og Wang Xiaobo (1952-1997). Nogle gange har hun arbejdet alene, og andre gange har hun samarbejdet med kolleger, som da hun og Rakel Haslund-Gjerrild i fællesskab oversatte Can Xues roman Aldrende skyer i drift, der er udkommet på Forlaget Korridor.
Can Xue er nok den mest læste kineser i verden. Hendes prosa udforsker forholdet mellem krop og sind, sprog og tekst og prosaens reelle skrift over for dens skjulte lakuner. Når sproget kollapser – som i Can Xues tekstunivers – er det oversætterens opgave at levere denne betydningsopløsning i et klart og jævnt sprog.
”Jeg håber, jeg har klaret det,” sagde Laugesen beskedent om sit arbejde med den verdenskendte forfatter. Med den slutbemærkning rejste foredragsrækken fra ét hjørne af verden til et andet.
Det russiske køkken
Lotte Jansen er næsten færdig med at oversætte en russisk roman af forfatteren Aleksei Salnikov, hvis danske arbejdstitel i talende stund var Familien Petrov. Jansen er cand.mag. i russisk og italiensk og har en ph.d. fra Handelshøjskolen i København (nu CBS). Sammen med Juliane Wammen står hun også bag det digitale oversættelsesinitiativ VerdenOversat.dk.
Jansens tilgang til oversættelse har altid været sproglig frem for litterær, men ”det er legen med sproget, der får det til at krible i [hende].” De store udfordringer, hun møder i arbejdet med russiske tekster, har mindre at gøre med det kyrilliske alfabet, og mere at gøre med, hvordan tekster er bygget op og sat sammen. Det vil sige de dele, der består af indhold, emne, tone, stil og baggrundsinformationer.
Dan Turèll har sagt: ”Jeg holder meget af hverdagen,” og det gør russerne også, fortalte Jansen. Det er russiskoversætterens opgave at øge den danske forståelse for den hverdag, der bliver beskrevet i i en Ruslandsorienteret sammenhæng. Her vil man helst skabe en genkendelse, der ligner den stemning, forfatteren har ønsket at fremmane.
Det er en udfordring, når den virkelighed, der beskrives, ikke er den samme, som målgruppen normalt færdes i. Oversætteren bør, ifølge Jansen, forsøge at skabe en nærmest fysisk fornemmelse af genkendelighed, når visse steder og situationer bliver beskrevet. Et eksempel er den hjørnesten i den russiske hverdag, det er, at man sidder rundt omkring et bord i et blomstertapetseret køkken. Muligvis serveres der vodka. Der er i hvert fald masser af te, alt for meget chokolade og et rend af gæster, der kommer og går, som det passer dem. Hvordan maner man det billede frem på den danske læsers nethinde?
”Der er sjældent noget, der er helt rigtigt, og sjældent noget, der er helt forkert,” var en af Jansens overvejelser. Man kan forsøge at skrive situationen ud, som den bliver beskrevet. Det kan dog give de hverdagsagtige situationer et strejf af galskab, hvis de ikke er forankret i et kulturelt kendskab. Må oversættelsen være mere gal end originalen? Det forblev et åbent spørgsmål, men Jansens afsluttende ord om sin bearbejdning var relatérbare fra et oversættelsesperspektiv: ”Jeg håber ikke, den her galskab tager overhånd”.
Falske venner og sproglige slægtninge
Hvor de forrige oplægsholdere fortalte om at oversætte fra sprogområder, der geografisk set ligger fjernt fra den danske kulturkreds, sluttede Sara Koch arrangementet af med at beskrive de udfordringer, der knytter sig til at oversætte fra et sprog, der lægger sig tæt op af det danske, nemlig fra norsk – bokmål såvel som nynorsk.
Koch startede som Karl Ove Knausgård-oversætter for 20 år siden, og har siden da mest oversat norsk litteratur til dansk (og i øvrigt grundlagt Babelfisken i 2011). For at forklare vigtigheden af oversættelser mellem de skandinaviske sprog, citerede hun Nelson Mandela for at have sagt: ”If you talk to a man in a language, he understands, that goes to his head. If you talk to him in his own language, that goes to his heart.”
Fremmedsproget ligger altså i hjernen, hvorimod modersmålet ligger i hjertet. Et førstesprog holder på et helt liv af erfaringer og associationer, som man altid bærer med sig. Nogle gange nærmest på en kropslig måde. Her er det oversætterens opgave at ”genskabe teksten”. Derfor er det er en fantastisk ting, når to sprog mødes i oversættelse: De bliver begge bøjet og foldet lidt i kanten.
En kvalitetstekst er en gave, man giver til det danske sprog, da et sprog vokser, når man oversætter til det. Derfor har vi brug for gode oversættere og gode vilkår for de oversættere, der er, sagde Koch.
Når man oversætter fra norsk, er det især de falske venner, man skal være årvågen over for. Især den danske læser skal lære at træde ud over sit eget erfaringsgrundlag. Som dansk oversætter af norsk bør man også være forsigtig med at lade sig forlede af naturtermer, der ser ud til at have samme betydning.
Selvom ordene ’skog’ og ’skov’ er beslægtede, for eksempel, er deres relative størrelsesforhold forskellige. I Norge er de fleste naturfænomener store, vilde og utæmmede. I Danmark, til gengæld, er naturen mere afgrænset og indhegnet i naturparker. ”Vogt dig for ordbøger,” er et råd, Sara Koch giver andre oversættere med på vejen.
Hvad Karl Ove Knausgård for eksempel beskriver som en ’hei’ på norsk er en ganske anden størrelse end den jyske hede, man som dansker f.eks. kender fra St.St. Blichers Hosekræmmeren (1829). Den er vildere og større.
I arbejdet med Knausgårds værker stødte Koch på ordet ’kulp’, som er et stille stykke i en norsk ’foss’, en slags å eller vandløb. Da hun slog det op i diverse detaljerige opslagsværker, viste det sig, at den danske pendant til dette ord var ’høl’. Selvom det var sjældent, tænkte hun for sig selv: ”Det her er det danske ord. Det vil jeg bruge.” Nu, nogle år senere, dukker der betydeligt flere søgeresultater op, hvis man søger på forekomster med ordet ’høl’. Det giver årsag til at tro, at hendes Knausgård-oversættelser har øget ordets hyppighed på dansk.
På den måde kan oversættelsesfaget ikke bare være med til at bevare, men også til at genaktualisere og berige sproget med hjælp fra andre sprogområder i det – geografisk set – nære Norge, det fjerne Rusland og det endnu fjernere Kina. Således kom gæsterne verden rundt på en eftermiddag til de litterære dage på Løve’s Bog- og Vincafé.
Trine Søndergaard. Foto: Allan Lillelund Andersen.
Løves Litterære Dage 2021 blev støttet og arrangeret af Løve’s Bog- og VinCafé, Aarhus Kommune, Forlaget Silkefyret og Statens Kunstfond.