Af Ida Klitgård

Anmeldelse af Deepa Anappara, Djinn-patruljen på Lilla Linje (Djinn Patrol on the Purple Line), oversat af Louise Ardenfelt Ravnild, Politikens Forlag, 2020.

På forsiden af bogen står der en udtalelse fra The Sunday Times: ”En hjertegribende fortælling”, og det er ikke helt ved siden af. Romanen er den indiske prisbelønnede journalist Deepa Anapparas meget roste debutroman om de bortførte børn fra slumkvartererne, der kun optræder i statistikkerne, men som aldrig bliver hørt. I denne bog bliver deres stemmer hørt i modsætning til i de indiske nyheder, der på ingen måde tager ordentlig notits af det omfattende og hjerteskærende problem.

Bogens fortæller er den niårige Jai, der med sine venners hjælp og som en anden mesterdetektiv sætter sig for at finde de mange bortførte børn i det slumkvarter, de bor i, og langs den lilla toglinje. Deres eftersøgning hvirvler en lang række stemningsskabende, lugtende, larmende og socialt kritisable scenarier op i spændingsfeltet mellem høj og lav i den unavngivne by, mellem hinduer og muslimer, mellem børn og voksne og mellem almindelige mennesker og korrupte myndigheder. Referencen til ”djinns” hentyder til usynlige luftånder i den islamiske tro, og de kan både være gode og onde. Detektivbanden tror først, at det må være sådanne væsner, der har stjålet børnene, og selvom fortællingen giver andre løsningsforslag, så forbliver mysteriet om deres forsvinden stadig luftigt og uklart igennem hele bogen. De eneste spor, vi har at gå efter, er de intersektionelle kapitler, hvor vi en for en føres til de bortførte børns sidste timer, der udspiller sig for os gennem deres egne hjertegribende stemmer.

Romanen er blevet rost for at løse problemet med at gengive en barnestemme for voksne læsere, uden at den nogensinde bliver hverken triviel eller naiv, idet den rummer både en gnist af barnets levende engagement og et anslag af den voksnes vurderende blik i en sproglig stemme, der konstant krydser mellem de to strenge. Dertil kommer et ekstra hybridt sociokulturelt lag med en kontinuerlig vekslen mellem engelsk og hindi. Det er en yderst fleksibel stemme, der rummer både stor alvor, skarpsindige betragtninger og fænomenal komik, og som derved bringer os i en konstant tilstand af vildrede og ståhej, netop som et barn må opfatte svært forståelige ting. Sandheden om børnenes forsvinden svæver over vandene som en ”djinn”, vi ikke kan nå.

Anapparas skrivestil bærer som sagt præg af en vekselvirkning mellem engelsk og hindi, og det er bevidst. I et interview siger hun:

“Most of the characters in Djinn Patrol on the Purple Line speak and think in Hindi. Each language has its own rhythm, and I wanted to communicate that rhythm – particularly in dialogue – with Hindi and Urdu words”.

Hun forklarer, at hun voksede op med tre sprog og først lærte engelsk ordentligt, da hun kom i tyverne og studerede journalistik: ” I wanted the language in Djinn Patrol to reflect that fluidity and constant evolution, and to root the novel in a specific geographical and cultural milieu”. Anappara begynder på intet tidspunkt at oversætte ordene på hindi til engelsk eller på anden måde hjælpe læseren, så man må enten forsøge at skabe mening ved at se de fremmede ord i deres kontekst eller forsøge at slå ordene op (den amerikanske udgave skulle dog efter sigende være udstyret med en ordliste).

Et andet træk er de mange sammentrukne ord med bindestreg. En anmelder i Los Angeles Review of Books skriver, at bindestregerne

serve as hinges bridging worlds, not just words. She employs them toward repetition (“boom-boom explosions,” “boom-booming out of video-game parlors”), exaggeration (“Faiz fast-walks,” “she’s ekdum-mad”), and emphasis (“okay-tata-bye,” “world-famous”), but also to equalize Hindi and English, and elevate the “spark” she first found on the streets. Like the generous doses of Hindi words, the reader eventually begins to expect them, even crave and delight in them (Goyal, 2020).

Der er således et gennemgående træk med en brusende, vekslende rytme af noget voksent og noget barnligt, noget engelsk og noget hindi, og noget der binder det sammen – karakteriseret ved de mange bindestreger. Disse træk bør dermed gengives i den danske oversættelse, men hvordan gør man det?

I det følgende giver jeg nogle eksempler på disse stilistiske træk og analyserer den danske oversættelse ved Louise Ardenfelt Ravnild, der er uddannet i klassisk indisk filologi, og som står bag en lang række skønlitterære oversættelser fra engelsk, svensk og norsk. Det første træk er barnets hæsblæsende rytmiske stemme, der hele tiden lægger lag på, som vi fx ser det i romanens åbning:

When Mental was alive, he was a boss-man with eighteen or twenty children working for him, and he almost never raised his hand against any of them. Every week he gave them 5Starts to split between themselves, or packs of Gems, and he made them invisible to the police and the evangelist-types who wanted to salvage them from the streets, and the men who watched them with hungry eyes as the children hurtled down railway racks, gathering up plastic water bottles before a train could ram into them (p. 3).

Da Plim levede, var han en boss-mand med atten-tyve børn til at arbejde for sig, og han lagde næsten aldrig hånd på nogen af dem. Hver uge gav han dem 5Stars-barer til deling eller poser med Gems-chokoladepastiller, og han gjorde dem usynlige for politiet og missionærtyperne, der ville frelse dem fra gadelivet, og mændene, der fulgte dem med sultne blikke, når børnene kom stæsende af sted langs jernbanesporene for at samle plasticvandflasker op, før et tog kunne nå at brage ind i dem (p. 9)

Oversættelsen har det samme hæsblæsende præg, og Ravnild fanger de små særheder, som fx bindestregsordene, der er så karakteristiske for romanen. Ordet ”boss-man” bliver uden problemer til ”boss-mand”, og ”evangelist-types” bliver til ”missionærtyperne”, dog uden bindestreg og med andre konnotationer for den danske læser. Ordet ’evangelist’ klinger mere af noget frikirkeligt, mens ’missionær’ bringer os tilbage til indre mission eller den gamle skole af udsendte missionsarbejdere.

Nogle gange optræder der ingen bindestreger i originalen, men Ravnild kompenserer for dem andre steder ved at konstruere nogle flere i denne passage. Formuleringen ”eighteen or twenty” bliver til ”atten-tyve”, og det indiske slik ”5Stars” og ”Gems” bliver forklaret for læseren ved bl.a. hjælp af bindestreger. Disse ekspliciteringer kan måske forekomme lidt pudsige, når nu netop forfatteren ikke ønsker at hjælpe læseren med forklaringer.

Når man så læser videre og kommer til næste kapitel, skifter stemmen til drengen Jais, og det går så op for en, at første kapitel har en introducerende fortællerstemme, der godt nok har det hæsblæsende islæt, men som også benytter sig af et mere voksent ordforråd i sammenligning med Jais. Fx bliver øgenavnet ”Mental” oversat til ”Plim”, der ifølge ordnet.dk er kendt fra 1970. I dag ville et barn måske snarere sige ”Tosse” eller ”Åndssvag”. Det samme gælder ”hurtled down”, som bliver til ”stæsende af sted”, der også er et mere modent udtryk. Vi kan dermed konkludere, at vi her har med to forskellige stemmer at gøre.

På næste side i starten af det introducerende kapitel hører vi om en hellig ”madman” (p. 4), der bliver til ”gal-manden” (p. 10), hvilket kan undre, når vi nu jo lige havde med en mere voksen stemme at gøre. Denne fordanskning forsøger at trække den barnlige stemme helt ud, hvor den måske ikke er nødvendig. Ordet ’galning’ kunne være blevet brugt, så det rammer tonen med ”Plim” og ”stæsende”. Der er intet, der taler for, at stemmen her refererer til andres idiosynkratiske opfattelse af ham, da ”madman” er et ret almindelig udtryk.

Når vi møder jeg-fortælleren Jais stemme i det efterfølgende kapitel, så myldrer det pludselig med bindstregsord, der skal binde to verdener sammen og give særegen stemme til hovedpersonen:

and still your’re cheating-cheating (p. 9)	og alligevel fuske-lusker du (p. 15)
huff-puff exercises (p. 10).	puste-pruste-øvelser (p. 16)
Buffalo-Baba (p. 14)	Bøffel-babaen (p. 20)
gun-fire and bad words boom-booming out of video-game parlours (p. 23)	skud og slemme ord, der dun-dundrer ud fra spillearkader (p. 29)
A shouty party that hates Muslims (p. 26)	et råbe-skrige-parti, der hader muslimer (p. 32)

Nogle gange gentages ordet, som i ”cheating-cheating”, og andre gange understreges det som i ”boom-booming”. Ravnild får understregelsen med i ”dun-dundrer”, men gentager ikke ”cheating-cheating” i ”fuske-lusker”, der til trods herfor har en dejlig rytme, der bestemt lyder barnlig og nursery rhyme-agtig. Havde man valgt ”snyder-snyder”, så havde det været mere tro mod originalen, men uden den gnist af humor, som også præger Jai igennem hele romanen. Denne barnlige remsetendens udnyttes også i ”huff-puff”, som sætter denne læser tilbage til den gang, hun så Disneys tegnefilm om de tre små grise og ulven, der puster deres huse omkuld. Oversættelsen gengiver udmærket essensen i remsen, men giver ikke læseren de samme kulturelle associationer.

Mens det ikke volder nogen problemer at binde engelsk og hindi, som i ”Bøffel-babaen”, så sker der et anderledes skred med ”a shouty party”, der overtager de gentagelser, der er så kendetegnende for stemmen, i og med at det bliver til ”et råbe-skrige parti”. Igen bliver det tydeligt, at Ravnild er med på spøgen og morer sig med at strø disse finurlige konstruktioner ud over teksten – også når der ingen er i originalen.

Men senere i kapitlet ryger tonen over i det mere modne udtryk, vi kendte fra det første kapitel, i følgende passage:

the neighbours who squabble every day about who stole water from whose water barrel (p. 10)

genboerne, der ævler og kævler hver dag om, hvem der har stjålet vand fra hvis vandtønde (p. 16).

Udtrykket ”ævler og kævler” bruger ganske vist gentagelsesrytmen fra før, men falder nok ikke naturligt for en niårig dreng i dag. Det er et overmodent udtryk, men det kan måske her forsvares som et udtryk, han har hørt hos forældrene, og som han så har taget til sig på en lidt gammelklog facon.

Hybriditeten mellem hindi og engelsk manifesterer sig som nævnt også ved de mange ord på hindi, der ikke oversættes eller på anden måde gøres spiselige for den udenlandske læser:

I can’t hear a word of her chik-chik (p. 10)	Jeg kan ikke høre et ord af hendes chik-chik (p. 16)
Though some of the chachas and chachis in our basti say… (p. 11)	selv om nogle af chachaerne og chachierne i vores basti siger… (p. 17)
She’s ekdum-mad (p. 21)	Hun er ekdam-skør (p. 27)
I’m one hundred per cent pakka that… (p. 23)	jeg er hundrede procent pakka på… (p. 29)

Ligesom det er for ikke-hindi læsere af kildeteksten, så forstår vi målsprogslæsere nada, medmindre vi bruger gættestrategier eller slår ordene op. Med hensyn til ”ekdum-mad” kan det undre, at det oversættes til ”ekdam-skør” og ikke ”ekdum-skør”. Jeg skal dog ikke gøre mig klog på hindi og kan se, at begge versioner findes, men det tyder på en slåfejl.

Samlet set rammer Ravnilds oversættelse den flydende vekselvirkning mellem hindi og engelsk og mellem børne- og voksenstemmer, selvom hun til tider kompenserer på steder, hvor man havde forventet noget andet. Og også jeg blev noget overrumplet over de mange fremmede ord og måtte konstant forsøge at genkalde mig tidligere brug af dem, så jeg langsomt kunne samle brikkerne til en forståelse og dermed rent faktisk lære nogle af udtrykkene.

Den danske oversætter hjælper læseren til at stykke tingene sammen som en anden djinn, der svæver gennem tekstens sprudlende hybriditet på en medskabende og legesyg måde, så det hjertegribende drama gradvist står klart for os. Louise Ardenfelt Ravnild kan både fortælle og fortrylle – med hjerte og greb.

 

Originalteksten: Deepa Anappara, 2020, Djinn Patrol on the Purple Line. Vintage, 2021.

Interview med Deepa Anappara og ordliste i Random House Bookclub Kit: http://www.randomhousebooks.com/wp-content/uploads/2020/01/ANAP_DPPL_bkc.pdf

Goyal, Sana. 12.2.2020. “Holding Its Own: On Deepa Anappara’s “Djinn Patrol on the Purple Line”. Los Angeles Review of Books: https://lareviewofbooks.org/article/holding-its-own-on-deepa-anapparas-djinn-patrol-on-the-purple-line/

Interview med oversætteren Louise Ardenfelt Ravnild: https://babelfisken.dk/2016/12/15/manedens-oversaetter-louise-ardenfelt-ravnild/

Louise Ardenfelt Ravnilds hjemmeside: http://www.ravnild.com/

---

Anmeldelsen er en del af Babelfiskens 10 års jubilæumsserie, som støttes af Statens Kunstfond