Årets oversætterpris fra PEN går til Emma Ramadan for hendes oversættelse af marokkanske Abdellah Taïas roman Un pays pour mourir/A Country for Dying, en skildring af tre indvandrere – to nordafrikanske sexarbejdere og en revolutionær iraner – og deres liv i nutidens Paris.

Emma Ramadan er boghandler, barejer, foredragsholder og prisbelønnet litterær oversætter fra fransk til (amerikansk) engelsk. Hun har oversat en række nordafrikanske forfattere, bl.a. Kamel Daoud, Meryem Alaoui og Ahmed Bouanani, hvis digte hun også blev PEN-nomineret for i 2019.

PEN’s dommerkomité fremhæver Ramadans ferme og medlevende gengivelse af originalværkets polyfone skildring af indvandrertilværelser i Paris – set gennem tre personer med forskellig nationalitet, seksuel orientering og hudfarve – og hylder hende for så smukt at oversætte de stemmer, der nu tager til orde fra de tidligere franske kolonier i Nordafrika.

PEN uddeler også en pris for lyrikoversættelse, som i år gik til  Steve Bradbury for oversættelsen af taiwanesiske Amangs Raised by Wolves – Poems and Conversations. Værket består af udvalgte digte og en række samtaler mellem oversætter og digter. En spændende udgivelse set herhjemmefra, hvor lyrikoversættelse jo pludselig er på alles læber efter oversættelsen af Amanda Gorman’s The Hill We Climb.

PEN Translation Prize, som regnes for en af de mest prestigefyldte oversættelsespriser i den engelsktalende verden, uddeles hvert år af PEN America til en aktuel oversættelse af en bog fra et hvilket som helst sprog til engelsk. Årets øvrige nominerede var Chris Andrews, Eric M. B. Becker, Lizzie Davis og Saskia Vogel. Læs mere om prisuddelingerne her.

Få besked ved nye indlæg!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.