Teksterne i Poetiske rum / Espaces poétiques præsenteres af de to udgivere i et essay om aktuel fransk lyrik. De ledsages af essays om digte og oversættelse, ligeledes på dansk og fransk, af Morten Chemnitz om oversætterbevidsthed, og forfatteren Martin Glaz Serup om Oulipo-digte og digteriske rums overførsel til en anden kultur. Bogen er en helt usædvanlig udgivelse og langt mere end blot en samling tekster på to sprog: Den konfronterer læseren med oprindelige poetiske rum og deres genopbygning på modtagersproget og bringer os ind i oversætterbevidstheden, som Morten Chemnitz fremstiller, og i dagligdagens konkrete rum og deres digteriske form, som Martin Glaz Serup skriver om.
Hans Peter Lund fortæller her om digtoversættelse, bl.a. med eksempler fra bogen.
Af Hans Peter Lund
”Som bekendt lader poesi sig ikke oversætte”, hedder det. Men al erfaring siger, at udsagnet er forkert. Der oversættes poesi på fuld kraft, Baudelaire og Rilke f.eks., og udsagnet formuleres da også ofte af mennesker, der ikke selv har oversat poesi:
”Som bekendt lader poesi sig ikke oversætte, desværre, eftersom en vejrtrækning på det ene sprog ikke blive betydningsbærende på et andet. Enhver oversættelse af et digt vil være en tilnærmelse, et uklart billede af et mesterværk – ligesom et maleris sandhed i forhold til det rystede sort-hvid foto af det, eller Wagners Tetralogi spillet på harmonika.” (Michel Onfray)
Onfray kan skrive om alt mellem himmel og jord, men har ikke forstand på at oversætte; her falder han oven i købet for fristelsen til at håne alle os idealistiske digtoversættere, og harmonika er altså et udmærket instrument. Den amerikanske digter Robert Frost har – lidt morsommere, men lige så forkert – sagt, at ”poesi, det er det, der går tabt, når man oversætter den”. Men postulater bringer os ikke videre. Den franske journalist og forfatter Pierre Assouline synes, at ”poesi i oversættelse er som at tage brusebad med regnfrakke på”. Hvortil er at sige, at de to linjer vi alle kender, ”Il pleure dans mon coeur / Comme il pleut sur la ville” af Verlaine, godt lader sig oversætte med ”Der falder regn over byen som tårer i mit hjerte”, eller lignende.
Her er vi allerede ved sagens kerne, for mens indholdet måske kom med, gjorde formen det ikke helt. Og det omvendte kan være tilfældet, for ethvert arbejde med poesioversættelse er et arbejde med kontinuum’et form-indhold. I en artikel i Babelfisken fra december 2017 med titlen ”Når et digt oversættes bliver det et andet digt” fortæller Pia Tafdrup levende om, hvor … levende hendes til amerikansk oversatte digt virkede på en tilhører. Det havde hun ikke lige forudset, lader hun forstå, og det var, som om et nyt digt havde banet sig vej, via oversættelsen förstås, og ”berørt et menneske på den anden side af kloden”. Glimrende! Men jeg vil vove at påstå, at det oprindelige digt har taget rejsen med. Hvis ikke, er digtet blevet annekteret af oversætteren og fortolket i oversættelsen, noget Pia Tafdrup med rette siger, at hun ikke vil vide af. Men det er ikke det samme som at bruge hele paletten af betydninger og bibetydninger. Og det kan godt lade sig gøre, selvom det bliver vanskeligere, når den formmæssige side af sagen skal fastholdes.
Jo mere udarbejdet udtrykssiden i digtene er, jo vanskeligere bliver det for oversætteren. Det er hamrende svært at oversætte Baudelaire, fordi rytme og rim næsten tvinger oversætteren til at forvride noget af betydningen. Hvor er det hele mere overkommeligt, om end ikke let, når det gælder Rilkes Duineser-elegier, der ikke er rimede (men har meget rytme), og hvor meget mere betydningsnært, hvis man oversætter Vergil og Homer til prosa. Jo mere form, jo sværere oversættelsen. Ja, formen kan næsten tage helt over, som i de digte, vi har bragt af Cia Rinne, og så giver det altså ikke nogen mening (!) at oversætte
la vie (med) livet (nå, jo, det er vist ok)
mot d’emploi (med) en ordanvisning (jo, den går)
pour toi (med) til dig (ok)
poor me (der spiller på ’pour moi’ og ’arme mig’) (med) til arme mig
je ne
suis pas (med) jeg er ikke når det også kan betyde jeg følger ikke/er ikke med
osv.
Prøv selv.
Alle mulige versformer har været brugt på fransk i tidens løb. Det ved Jacques Jouet og Cécile Riou, og de benytter sig af det i deres udvekslings-suite og ordfejde med skiftende versefødder og gennemførte rim. Ekvilibristisk jonglerende, men noget af en udfordring for oversætteren, der ind imellem må give en smule køb på rimene. Sandrine Cnudde blander kortform og aforisme, men de små digte er så klare, at det fint går at genskabe billedet af de løbende heste og hastige byger: ”i friesland / løb horisonten løbsk / i regnbygens / flagrende manker” – her er der vist ikke meget rystet sort-hvid foto! Formen betyder også noget, i den grad, i Pauline Jupins svære eksperimenterende prosaagtige digte, som krævede et vist samarbejde med forfatter, der selv er god til dansk og ”ikke tror på hermetismen”, men ”tror at ethvert system / er porøst”, og får sine tekster til at gå i osmose med ting fra rummet og tegninger af rummet. Oversætteren drømte om at få oversættelsen til at være i en lignende muslingeskal – et godt billede – hun tog et foto af det – på at få formen til at passe med originalens.
Sådan har vi hele vejen igennem prøvet at få betydningerne til at passe ind i den givne form. Guillaume Boppe gjorde med sine træsnitsagtige eller kultegnende digte opgaven endnu sværere: Det er her, billederne ikke alene er poetiske, men sanselige, reflekterende med alle antenner ude den verden han / man går rundt i, og som vil ind i teksten. Her som i flere andre af teksterne havde vi også udbytte af vores oversættersamarbejde, for to blikke på omverdenen, sammen med digterens eget, kan godt komme til at konvergere og få hold om tingene. Anderledes i den sprogform, Paul de Brancion bruger, hvor flere sprog benyttes (vi var glade for at konstatere, at poesi er grænseoverskridende i sig selv, ikke bare når den oversættes), flere tidsplaner, flere diskurser.
Det er godt nok righoldigt, poesiens rum! Og det behøver altså ikke blive fattigere af at blive oversat.