Den 29. august takkede Ulla Lauridsen af som formand for DOF og overlod posten til Juliane Wammen. Babelfisken har i den anledning talt med hende om hendes tid som formand og om vigtigheden af fællesskab, rummelighed og gode relationer til forlagene.
Det er Ulla Lauridsen til højre. Til venstre Konen med æggene af Hanne Varming. Foto Lars Duelund.
Der er sket en del i både DOF og i forlagsbranchen, siden du trådte til i 2017. Hvordan ser du på perioden og din egen formandstid?
Hvad forlagsbranchen angår, er det væltet frem med små, nye forlag igennem alle årene, siden jeg begyndte at følge med i 2012. Det er fantastisk – jeg synes, det er vidunderligt for både litteraturen og demokratiet – men det giver os i DOF en pædagogisk opgave. Nogle af de her forlæggere har ingen anelse om, hvordan sædvanen i branchen er. De har ingen idé om kontrakter. Det er fint, på sin vis, for så har vi chancen for at træde til og hjælpe dem med det udgangspunkt, der nu er vores, men det betyder også, at både medlemmer og ikke-medlemmer har sendt mig en hel del hjemmestrikkede kontrakter, som ikke levede op til den standard, vi drømmer om, hvis jeg må sige det sådan. En del af disse forlæggere tror, at oversættere har en standardkontrakt, de bare kan udlevere. Det var den problemstilling, der førte til udarbejdelsen af vores modelkontrakt 2020.
Hvad har udfordringerne været for dig som formand og for DOF som faglig organisation?
For mig som formand har noget af det mest krævende været arbejdet med Oversætterrådgivningen. Fordi markedet er blevet så broget, og der er så mange, der gerne vil oversætte, får vi efterhånden en hel del henvendelser, ofte med ret komplicerede spørgsmål. Det er en sand fornøjelse og fører jævnligt til nye indmeldelser, men gud, hvor ville jeg ønske, at jeg havde taget en juridisk embedseksamen på et tidspunkt! Der er også mange uerfarne oversættere, der selv af ’pæne’ forlag bliver tilbudt helt horrible honorarer, men jeg er ikke sikker på, at det er en ny problemstilling.
Der er enormt mange andre ting, der skal gøres, men mange af dem har jeg kunnet uddelegere til både bestyrelsesmedlemmer og de mange andre medlemmer, der lægger et stort stykke arbejde i foreningen. De er ærligt talt også bedre end jeg til at organisere vores fine, tilbagevendende arrangementer såsom Hieronimusdag, generalforsamling og medlemsjulefrokost.
Hvad er du særlig stolt af?
Modelkontrakten 2020, som ser ud til at blive vel modtaget, også blandt mange af de større forlag, og med god grund, for den er virkelig gennemarbejdet. Jeg er også meget glad for vores udadvendte projekt, VerdenOversat, som tager form i rask fart under Lotte Jansens energiske ledelse og for penge, som Juliane Wammen skaffede. Igen: Der er simpelthen så mange, der lægger et stykke arbejde i foreningen. Det gør mig også virkelig stolt. Formanden skal selvfølgelig give plads til det, og det har vi en lang tradition for.
Er der noget, du ville gøre om?
Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke fik etableret en positiv kontakt med Gyldendal overhovedet. Det var ikke udelukkende min skyld, men da der endelig var hul igennem, så at sige, blev det på en negativ baggrund. Det glæder mig, at Juliane Wammen nu kan begynde på en frisk. Det ville i det hele taget være godt, hvis der var en varm linje imellem DOF’s formand og store forlag som Gyldendal og L&R. Momsdirektivet, der på et tidspunkt pludselig kom fra Gyldendal, havde ikke behøvet at føre til så stor frustration og vrede, hvis der havde været en bedre kommunikation, eller rettere, en kommunikation overhovedet.
Nu melder oversætterhverdagen sig så på fuld tid igen. Er verden forandret – din egen og oversætternes?
Næ, ikke fundamentalt, tror jeg. Oversættelse er et tudsegammelt erhverv, og det er lidt fedt at tænke på. Jeg og Dorothea Biehl og ham, der oversatte teksten på Rosettastenen, gør helt grundlæggende det samme (og ih, hvor vi gungrer, sagde musen). Personligt glæder mig til kun at skulle én ting. Jeg fryder mig, når jeg vender bladet i min ugekalender og ikke ser én eneste aftale. Og jeg elsker at oversætte, så det glæder jeg mig til at kunne gøre hver dag.
Hvad ønsker du dig som oversætter af fremtiden? Mht. arbejdsforhold, branche, kolleger …
Jeg synes, at forlagene, store såvel som små, burde nytænke relationen til oversætterne. Der kunne godt findes andre måder at samarbejde på. Om ikke andet burde et forlag have nogle retningslinjer for, hvordan dets redaktører gebærder sig i forhold til oversætterne, hvordan de forhandler honorarer, hvordan de kommunikerer etc. Man kunne også knytte et ’korps’ af oversættere nærmere til det enkelte forlag i erkendelse af, at vi har brug for at kunne planlægge vores tid og økonomi. Vi er selvfølgelig selvstændige, men mange ville sikkert være glade for at blive anerkendt og inddraget mere som en del af teamet omkring et forfatterskab. Jeg har masser af idéer, der praktisk taget intet ville koste. Måske burde jeg arrangere temadage under titlen ’Pleje og pasning af litterære oversættere’. Og omvendt har forlagene måske nogle behov og ønsker, som ikke bliver imødekommet, fordi relationen ikke er blevet genforhandlet i hundrede år.
Og måske i den forbindelse: Hvad ser du som DOF’s udfordring i årene, der kommer?
Jeg ser en udfordring, der er både DOF og DFF’s. Jeg er dybt bekymret over den illiberale politiske strømning, vi ser i USA, der indtil videre er mundet ud i ’no-platforming’ og ’cancel culture’, og som også så småt vinder indpas herhjemme. Det er mig meget, meget magtpåliggende, at DFF og DOF forbliver eksplicit for pluralisme, så vi fortsat kan tiltrække og repræsentere forfattere, oversættere og illustratorer af alle politiske observanser. Jeg kan se problemet i horisonten, og det føles, som om jeg er den eneste, der kan se det. Det er ikke gået galt endnu, men jeg er jo nødt til at sige noget, før det går galt.
Kan du komme med et konkret eksempel?
Sagen er, at Forfatterforeningen er fuld af gode mennesker, der vil alt muligt godt. Det er svært at have noget imod. Problemet er bare, at det, mennesker på centrum-venstrefløjen opfatter som politisk neutralt, ikke nødvendigvis er det i alle menneskers øjne. Tag PEN, som vi overvejede at lave en fælles stand med på Bogmessen i år. PEN kæmper angiveligt for ytringsfriheden over hele verden, og hvem skulle kunne have noget imod det? Men danske borgerlige har noteret sig, at dansk PEN nægtede Lars Hedegaard at melde sig ind som menigt medlem i 2004, at Birgithe Kosovic blev smidt ud i 2015 som udløber af en uenighed om blasfemiparagraffen, og at den nuværende formand, Per Øhrgård, har skrevet under på en opfordring til Marianne Stidsen om at trække sig fra Det Danske Akademi af klart politiske årsager. Han har ikke gjort det i sin egenskab af formand for PEN, men jeg bemærker, at det heller ikke er uforeneligt med formandskabet.
Eller et andet eksempel: DFF er blevet opfordret til at gå med i Priden 2021. Igen en inderligt sympatisk sag. Men arrangøren erklærer sig på hjemmesiden som en ’normkritisk organisation’ der ’bygger sit virke på en intersektionel feministisk ideologi’. Jeg er temmelig sikker på, at de er med på den vogn, der fordømmer J.K. Rowling i hårde vendinger, og den synes jeg simpelthen ikke, at DFF skal spændes for.
Hvis man helt frivilligt knytter sin organisation til PEN eller Priden, kan man nemt blive taget til indtægt for deres holdninger eller ideologi, og ikke bare deres overordnede mål.
Vi er nødt til at spørge os selv, hvad vores mission er? At gøre godt i verden generelt eller mere snævert arbejde for alle forfattere, lyrikere, oversættere og illustratorer med et politisk neutralt udgangspunkt, der per definition vil være pluralistisk, så også f.eks. Marie Krarup tror, at hun vil være velkommen, eller i hvert fald ikke mere forhadt end hun plejer at være, hvis hun melder sig ind. Jeg respekterer alle politiske synspunkter og alle organisationer, der virker for en sag, men jeg synes, at vi i Forfatterforeningen skal koncentrere os om de aktiviteter og politikområder, hvor vi direkte varetager medlemmernes interesser, og der er jo også nok at tage fat på.