Af Oscar K.
”Det er Gud hjælpe mig Tirant lo Blanc!” udbryder præsten i Cervantes Don Quixote, da han og barberen er i gang med at brænde alle ridderromanerne i den sindige ridders bibliotek. ”Ræk mig den, kære ven, den er minsandten en skatkiste af morskab og en guldgrube af underholdning … Den er på sin egen vis den bedste bog i verden.”
Joanot Martorells valencianske ridderroman Tirant lo Blanc udkom første gang i 1490 og er siden oversat til flere europæiske sprog og kinesisk. Miguel Cervantes skattede, som det fremgår af ovenstående, romanen højt, og nobelprismodtageren Mario Vargas Llosa skrev i forbindelse med udgivelsen i 1969 et regulært kampskrift for den. Tirant lo Blanc betragtes i dag af mange litterater som den første moderne roman.
Den 12. marts 2020 udkom Tirant lo Blanc for første gang i dansk oversættelse på forlaget Jensen & Dalgaard.
Der er på arabisk kun en tøddels forskel på ordene berber og to kontinenter. Og det fortælles om Ibn-Roschd, at han i sine kommentarer til Aristoteles’ De Partibus de animalium, Om dyrenes dele,om giraffen skrev: ”Jeg har set et sådant firfodet eksemplar hos berbernes konge” og dermed havde ment Jacob Almazor, som mange år senere opildnet af sine rådgivere, der anfægtede Ibn-Roschds ortodoksi, følte sig krænket. Ibn-Roschd smilede og sagde, at det måtte være en læsefejl, at der skulle stå ”kongen over de to kontinenter”, men han var ikke sikker, og Jacob Almazor forviste ham til Lucena syd for Córdoba.
Det er hverken første eller sidste gang, at misforståelser af ord har afstedkommet forvisning eller det, der er værre. Måske er det derfor, at oversættere ligesom bedemænd for det meste lever et stilfærdigt, tilbagetrukket liv og meget ofte står med ganske småt i kolofonen.
Efter tre års arbejde med at oversætte Martorells 1200 sider lange ridderroman Tirant lo Blanc har jeg også mest lyst til at trække mig tilbage til stilhed og glemsel. Jeg føler mig som en anden Madame Blavatskij, der i trance og med ført hånd fremmanede en virkelig virkelighed bag fænomenernes forvirrede slør. I sindets dyb. Og nedskrev ukendte sprog i én lang strøm i mange måneder udelukkende på cigaretter og havregrød, hvor måneder her bør udskiftes med år og havregrød med kaffe.
De mange tanker om oversættelsen synes nu langt væk; fra overvejelser om syntaktiske strukturer og semantiske analyser til mere overordnede bestræbelser for at vægte kildesprogsteksten og målsprogsteksten ligeligt og på den ene side skabe størst mulig overensstemmelse i forhold til form og indhold og på den anden tilstræbe, at målteksten får samme virkning på målsprogslæseren, som kildeteksten har haft på kildesprogslæseren. Men den evige tvivl står tilbage: Hvem vil overhovedet læse en over fem hundrede år gammel valenciansk tekst, og kan det overhovedet lade sig gøre at overføre fra ét sprog til et andet?
Samuel Johnson mente ikke, at poesi kunne oversættes. Og Goethe henledte opmærksomheden på det problematiske ved at oversætte litteratur til et andet sprog, men foretrak eventuelle uklarheder i oversættelserne frem for ringe adgang til fremmede sprogs værker. Mens Jorge Louis Borges i Sobre el Vathek de William Beckford, Om Vathek af William Beckford, 1943, påstod, at Beckfords franske original fra 1782 var unøjagtig i forhold til Samuel Henleys tre år senere oversættelse af Vathek til engelsk, som han uden at nævne Beckford udgav med titlen An Arabian Tale, From an Unpublished Manuscript, En arabisk fortælling fra et ikke udgivet manuskript, 1786.
Og det er vel i grunden enhver oversætters hemmelige ønske: At oversættelsen er mere nøjagtig end originalen. Det var i alt fald det, som selvsamme Borges’ ven, den franske symbolist Pierre Ménard, håbede på, da han viede sine spekulationer og søvnløse nætter til at gentage en eksisterende bog på et fremmed sprog: Don Quixote. Et fragment, der ord for ord og linie for linie faldt sammen med dem, Cervantes havde skrevet. Ikke for at negligere forfatteren eller som Henley tage hans plads, men for at gengive teksten så nøjagtigt som muligt. Og Ménard tillod da heller ikke nogen at kigge i sine hæfter, men drog omsorg for, at de ikke overlevede ham. Når mørket faldt på, holdt han af at gå tur i Nîmes forstæder. Han plejede at tage et hæfte med og lave et muntert bål af det.
Men nu til oversætteren Joanot Martorell – for som sådan præsenterer han sig selv i romanen – og Tirant lo Blanc.
Joanot Martorell blev født i en adelsfamilie i kongedømmet Valencia omkring 1410 som den anden af syv søskende og døde i 1465. Han besad som lensherre et par landsbyer i Xaló-dalen syd for Gandia, bl.a. Benibrahim og Murta, hvor der boede mange maurere.
Det europæiske middelaldersamfund var et feudalsamfund, hvor ejendom og jordbesiddelse gav adelen og den katolske kirke den altdominerende magt. Kirke og samfund var ét. Kirken og troen repræsenterede en sammenhængende forståelse af verden, både af det enkelte menneskes nære verden, af samfundslivet og af universet. I tilgift til Hundredårskrigen mellem Frankrig og England, 1337-1453, var pesten kommet til Europa fra Asien i 1348, og på få år døde en tredjedel af Europas befolkning. Der var ingen behandlinger, der hjalp, kun Gud og de pestsyges helgener St. Sebastian og St. Rochus kunne give håb. Mennesket kunne intet stille op.
Gud alene var til i kraft af sig selv, og alting gav mening ud fra det. Alle var under Guds dom. Afstande var uhåndgribelige, upræcise i en langtfra kortlagt verden. Paradis lå bag bjergene. Tidløsheden var karakteristisk. At leve i tiden var at være skabning under Guds orden og magt. Tidens gang gjorde hverken fra eller til med hensyn til det grundlæggende i et menneskes liv. Når døden hærgede skånselsløst i en sen middelalder, var det en trøst at vide, at det ikke kom an på, hvor længeet menneske havde levet, kun på hvordan. Dagliglivet mellem arbejde, bord og seng var en forberedelse til evigheden. Som pilgrimmen gjorde mennesket alene midlertidigt ophold i verden på vej til himlen, hvor det i sidste ende hørte hjemme.
Den feudale orden, der betød, at man havde noget til låns, også livet, adskilte sig afgørende fra alle andre senere systemer ved, at der ikke kunne sættes spørgsmålstegn ved det. Det ville være meningsløst at spørge, hvad meningen var. Mennesket var ikke i tvivl.
Men døden og angsten for, hvad der skulle komme efter, lå og lurede, og rundt om i Europa dukkede små ars moriendi-blokbøger op, træsnit af dødslejer med vejledninger i kunsten at dø, og karteuserordenens motto memento mori, påmindelsen om at vi skal dø, blev til advarsel og formaning fremstillet i billedserier af Døden, der kommer til enhver, høj som lav, som i de allegoriske dødedanse med kæder af skiftevis skeletter og mennesker.
Det var i denne verden mellem senantik og renæssance Joanot Martorell udfoldede sit liv.
Sammen med sin far Francesc og sin bror Calceran deltog han som soldat i 1435 i Alfons den Storsindedes forsøg på fra Sicilien at erobre Napoli, men kongens flåde led et stort nederlag i søslaget ved Ponza.
I 1438 tog Martorell til London for at finde en upartisk dommer i en strid med sin fætter, Joan de Monpalau, som han havde udfordret til duel på liv og død, fordi fætteren havde lovet Martorells søster Damiata ægteskab, men misbrugt hende og derefter forladt hende. Henrik den Sjette af England påtog sig at være dommer og slog samtidig Martorell til ridder. Det kom aldrig til en direkte dyst mellem Martorell og Monpalau, men fætteren blev otte år senere af kong Alfons dømt til at betale Damiata fire tusinde floriner som kompensation for sit løftebrud.
Martorells rejse til England var så dyr, at familien under hans fravær var tvunget til at bortforpagte hans ejendom i fire år, og da Martorell to år før tid efter en hjemrejse over Portugal vendte tilbage og smed forpagterne på porten, blev han ved retten tvunget til at sælge alle sine besiddelser. Herefter gik det stille og roligt ned ad bakke for den gode ridder, som rodede sig ud i flere dueller, en kort tid stod i spidsen for en maurisk røverbande og endte i fængsel og til sidst i 1450 blev kammertjener ved Alfons den Storsindedes hof i Napoli. Det var et samlingssted for politikere, lærde og kunstnere, og kongen støttede gavmildt videnskab og et blomstrende kulturliv. Her stiftede Martorell bekendtskab med tidens litterære strømninger.
I kølvandet på folkevandringstidens omvæltninger og oldkirkens lærestridigheder havde der været behov for politisk og religiøs enhed. Den kristne kirke gjorde latin til sit universalsprog, og land efter land fik pålæg om at lære det døde sprog og dermed mulighed for at stifte bekendtskab med to store litteraturer, kirkens egne skrifter og de romerske. Latin blev det nye formsprog og ideal for de forskellige europæiske landes skriftsprog.
I klostrene sad munkene i scriptorierne og kopierede kirkelige og romerske historieværker, bibler og lovbøger eller satte det, der var, og det, der skulle komme, i system og skrev det ned i alt fra dødebøger med notitser om afdøde, der skulle læses sjælemesse for, over årbøger og krøniker til lære- og lægebøger.
Stort set alle middelalderens kristne tekster blev skrevet oven på den kristne grundfortælling om skabelse, syndefald og håb og tilgivelse ved Jesu gen- og mellemkomst, mens den verdslige litteratur lod sig inspirere af den klassiske oldtidslitteratur af græske forfattere som Homer, Herodot og Plutarch, og romerske som Livius, Seneca, Cicero, Ovid, Horats og Vergil, men også af 1300-tals digtere som Dante, Boccaccio og Petrarca, der interesserede sig for de klassiske sprog og den græske tanke om mennesket som alle tings målestok. Petrarca blev for de efterfølgende generationer tidens nye menneskeideal, uomo universale, universalmennesket: Filosof, retor og poet i samme person. Derudover blev der udgivet et hav af ridderromaner, rejsebeskrivelser og bøger om krigskunst sammen med antologier, oversættelser og kommentarer til klassiske værker på folkesprogene. Og Martorell, der ikke havde en universitetsuddannelse, nød godt af de mange oversatte bøger, som Alfonso den Storsindede havde samlet i sit bibliotek i Napoli.
Petrarcas humanistiske program gik ud på at forsone den kristne lære med antikkens hedenske humanitas og nyttiggøre de klassiske studier i samfundet. Det humanistiske livssyn satte respekten for det enkelte menneskes ret til en udvikling i frihed og moralsk ansvarlighed i centrum og stod fast på uafhængighed af ydre forskrifter. Grundtankerne var dannelse, dømmekraft, sund fornuft og smag i betydningen sans for kvalitet; egenskaber, som den enkelte skulle tilegne sig ved at tage ved lære af gode tænkere og forfattere, først og fremmest antikkens autores, autoriteter, som mennesket uafhængig af ydre politiske eller religiøse myndigheder kunne identificere sig med. En identifikation, imitatio, som i den klassiske retorik ikke betød efterligning, men tilegnelse af store forbilleder. Et ideal, som Joanot Martorell, kunne gøre til sit i den roman, Tirant lo Blanc, som han, efter Alfons den Storsindedes død i 1558 at være vendt tilbage til Valencia, påbegyndte nedskrivningen af den 2. januar 1460.
Tirant lo Blanc er en roman, der ikke alene hviler på og forholder sig til sine forbilleder, men også tilføjer de gamle ny betydning og originalitet, når forfatteren skaber et selvstændigt, fiktivt univers, en genopfunden verden og en ny erkendelse. Martorell dækker sig fra starten af bogen ind under at være oversætter af en roman, der skal ære, prise og berømme de retskafne mænd, der ikke viger tilbage for selv at gå i døden for en højere sag, så deres livs store bedrifter bliver foreviget, og minde læseren om, at æren ikke kan erhverves uden fremragende gerninger, og at lykken kun kan opnås ad hæderlighedens vej. Midt i en forrygende slutning, der driver hoffets etikette, forskrifterne for at dø, det erotiske begær og magtens kynisme ud i det groteske, stikker forfatteren bag oversætteren hovedet frem og punkterer romanens grundsyn og normer, når han afdæmpet skriver:
Det falder mig svært midt i dette arbejde at tilstå min hånd at udmale menneskets uvidenhed om skæbnen sort på hvidt, til trods for at mindet om Tirants uforlignelige bedrifter bereder mig nye sorger, fordi han ikke kunne opnå sin berettigede løn; men det tjener som eksempel for kommende slægter til ikke at stole på skæbnen for at opnå høje stillinger, glæder og goder, for i menneskenes iver efter at besidde dem mister de både krop og sjæl, når de af vanvittig og ubehersket grådighed løber rundt med lette og ubekymrede skridt; og heraf kan man slutte, at de forfængelige og oppustede mænd, der til stadighed søger anerkendelse og berømmelse, spilder deres miserable livs tid til ingen nytte.
Et let vindpusts raslen, alt er et let vindpust.
Joanot Martorell afsluttede Tirant lo Blanc i 1464 og gav junkeren Marti Johan de Galba manuskriptet i pant for et lån på hundrede realer, som han aldrig nåede at betale tilbage.
Han døde barnløs, ugift og forarmet året efter i 1465.