Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?
Ved et tilfælde. Eller måske fordi der ikke er mange som kan oversætte fra kinesisk, og fordi litteratur i alle former altid har betydet rigtig meget for mig.
Da jeg blev færdig med min uddannelse i begyndelsen af 00erne, forsøgte jeg mere eller mindre halvhjertet at komme i gang med at oversætte, men det viste sig hurtigt at det var ret meget op ad bakke. For det første var forlagene ikke særligt interesserede i at tage en chance med det kinesiske (eksotisk-kommunistiske), for det andet opdagede jeg at det var sindssygt svært at oversætte godt. Jeg forsøgte at oversætte en af mine yndlingsbøger, Yu Huas 在细雨中呼喊 (Cries in the Drizzle/Råb i regnen) og blev dybt deprimeret over hvor vanskeligt det var at få verdens smukkeste åbning – og den vemodige tone – flyttet over på dansk. Senere spurgte min tidligere vejleder fra Aarhus Universitet, professor Anne Wedell-Wedellsborg, om jeg stadig havde mod på at oversætte. Dermed fik jeg en fod indenfor hos forlagene, og det er jeg hende dybt, dybt taknemmelig for.
Hvor kommer din(e) sprogkompetence(r) fra?
Jeg har en magisterkonferens i litteraturhistorie og et sidefag i kinesisk, så mine sproglige kundskaber er tæt forbundet med det litterære. Jeg studerede i en periode hvor man skulle kunne flere sprog når man studerede verdenslitteratur, så jeg stod og vippede mellem russisk og kinesisk, og da studiet på kinesisk gav de bedste forudsætninger for at opgradere de sproglige kundskaber til et brugbart niveau, valgte jeg det (ud over det faktum at den kinesiske kultur rummer et væld af vigtige litteraturhistoriske værker, fra Tang- og Songdynastiets digte til Cao Xueqins Drømmen om det røde værelse og Wu Cheng’ens Rejsen mod Vest for nu blot at nævne nogle af de helt store klassikere). Jeg har læst i Kina i et par semestre og boet i landet ad et par omgange, og så oversatte jeg selv det materiale jeg brugte i forbindelse med min magisterkonferens, der handlede om ny kinesisk poesi (og blandt andet inkluderede opsætningen af en dansk-kinesisk poesifestival). Man kan sige at jeg har oversat længe, for mig selv, for sjov og for andre.
Hvad foretrækker du at oversætte?
Jeg foretrækker ikke noget bestemt, tror jeg. Indtil videre har jeg været lykkelig for samtlige oversættelser, jeg har fået lov til at lave. Det er virkelig stort for mig at dykke ned i værker og så søge at finde en dansk stemme til dem. Der findes nærmest ikke noget bedre. Men så skal jeg måske også tilføje at der ikke har været oversat ret meget fra kinesisk. Det betyder at de værker jeg sidder og oversætter, alle har været af store og betydende forfattere. Når man taler med kinesere om de navne – Yu Hua, Yu Jian, Can Xue, Wang Xiaobo, Zhang Ailing – kan de let blive helt benovede, for det er jo kæmpestore navne. Det er egentlig meget overvældende at give stemme til nogen på det niveau, og at starte sin karriere som oversætter med at oversætte så store forfattere. Det kan jeg nærmest også blive helt rørt over.
Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?
Det har helt klart været Yu Huas Brødre fordi det er en bog der altid har betydet sindssygt meget for mig. Ikke fordi den handler om Kina, men fordi den handler om det at være menneske, om mennesker og systemer. Den bog er en del af min bagage, en af de bøger jeg bringer med mig i livet, så det har været stort for mig at få lov til at oversætte den. Men ellers giver hver bog noget særligt, også fordi man kommer utroligt tæt på værket som oversætter – man giver det jo en stemme, søger en stemme frem til det. Man skal finde ud af hvad det er, der gør bogen god, og formidle dette gode på dansk.
Bedste oversættelse du har læst?
Normalt læser jeg mest en blanding af danske og kinesiske bøger og bruger ikke så meget tid på at undersøge hvilke oversættelser der er gode – for så skal jeg jo også i gang med at kigge i originalerne. Men jeg er meget taknemmelig for gode oversættelser. For eksempel er det jo Otto Steen Dues enorme arbejde der gør at jeg i øjeblikket læser Ovids Metamorfoser, det var aldrig gået uden ham. I sommers var jeg ret opslugt af at læse russisk litteratur – Svetlana Aleksijevitj og Sergej Lebedev, i hhv. Tine Roesen og Lotte Jansens meget flydende oversættelser. Som barn var jeg vildt optaget af Narnia og det univers, og den serie har jeg haft oppe igen for nylig, som højtlæsning for mine børn. De er skrevet på et dejligt dansk, så den oplevelse kan jeg takke oversætter Niels Søndergaard for. Michael Endes Momo eksisterer også kun på dansk for mig, i Erik Jensens gengivelse. Ja, der er mange, virkelig mange oversættelser der betyder noget for mig, så jeg er oversætterne dybt taknemmelig og kigger også gerne efter i omslaget, hvis jeg køber en bog. Der kan oversætterens navn godt gøre udslaget, også fordi de ofte faktisk borger for både oversættelsens og originalens kvalitet. Og så er der selvfølgelig den store engelske oversætter af kinesisk litteratur Howard Goldblatt, som jeg skylder en kæmpe tak – han bragte mig de første store læseoplevelser fra Kina, særligt med sine oversættelser af Mo Yan. Sci-fi-forfatter/oversætter Ken Liu (oversætter af Liu Cixins The Three-Body Problem) sender jeg også tit en venlig tanke. Han sagde engang at det vigtigste for ham selvfølgelig er at få den kinesiske forfatter til også at fremstå intelligent og dygtig i oversættelsen, og det er godt at have i baghovedet. Og så er der alle de mange, mange andre, hvis tanker og oversættelser og valg har indvirket på mig. Tak.
Hvor oversætter du?
Jeg oversætter i stuen, ved mit spisebord. Og ellers undervejs. I toget, eller mens jeg går med hunden eller snakker med børnene eller laver noget tredje. Det er tit der, mens man er i gang med noget andet (eller sover), at det ord, der ikke ville komme, pludselig dukker op. I øvrigt kan naboen også godt komme forbi lige midt i det hele og levere det ord eller den vending man stod og manglede. Så lidt over det hele, men mest ved spisebordet.
Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det?
Jeg synes problemerne skifter fra værk til værk, fra forfatter til forfatter. Det kommer tit an på hvad forfatteren har ønsket at sige, og hvordan han vil sige det. Vil han eliminere et subjekt eller skabe en fornemmelse af stilstand i tiden? Så er det det jeg skal fokusere på, og den slags er nemmere på kinesisk end på dansk. Men hvis forfatteren forsøger at skrive meget nede på jorden, er det på den anden side knapt så vigtigt at tænke over hvordan det kinesiske sprog er bygget op. For nylig har jeg brugt en hel del kræfter på at oversætte begrebet 破鞋 ’slidt sko’. Det er en meget grim betegnelse på kinesisk, der betyder så meget som: omgangsluder/vandrepokal/hore/forsuttet bolsje. Forfatteren Wang Xiaobo bruger udtrykket i sin kortroman 黄金时代Guldalder. Det gør han både fordi det har en provokerende klang og fordi han gerne vil beskrive den hykleriske tilgang man havde under Kulturrevolutionen, hvor det at hænge andre folk ud i nogle tilfælde endte med at være en form for porno – datidens eneste form for porno. Man kunne blive anklaget for hor og tvunget til at udpensle hvad der var sket i mange og lange skriftlige rapporter, og slidte sko (kvinder) kunne blive kneblet og bundet og ydmyget offentligt. Kombinationen af porno og klassekamp er jo nærmest hele essensen af den bog, og i hvert fald det, der gør den sjov, tankevækkende og provokerende på kinesisk. Og da den ene hovedperson flere gange dukker op med et par slidte, renskurede militærgummisko hængende om halsen, var det vigtigt for mig at ordet sko indgik i betegnelsen for en hore i netop den bog (det er svært at hænge et forsuttet bolsje om halsen). Jeg har forsøgt at løse det ved at lægge en del af de grimme udtryk vi har på dansk ind de første par gange jeg brugte betegnelsen ’slidt sko’, og så håber jeg, at det smitter af på ordet ned gennem teksten.
Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?
En kombination af et fint tunet litterært øre, et godt dansk vokabular og et godt kinesisk vokabular. På det punkt er der vist ikke andet at gøre end at arbejde på at blive bedre hele tiden. Læse, lytte og leve på dansk og kinesisk, i litteratur og aviser og alt andet sprog, i det omfang det lader sig gøre. Og så måske en evig god portion skepsis og mistro over for egne ringe evner. Hver forfatter har sin stemme og sin nuance, og det synes jeg er det sværeste – og vigtigste – at fange.
Trackbacks/Pingbacks