Vores oversætterkollega Birgita Bonde Hansen fik i november overrakt Det Letterstedtske Selskabs nordiske oversætterpris 2019. Derfor bringer Babelfisken her et lidt forsinket, men stort tillykke til Birgita med denne flotte anerkendelse af hendes mange fornemme præstationer.
Styrelsens motivation for valget af Birgita Bonde Hansen lyder således: ”Letterstedtska föreningens nordiska översättarpris för 2019 tilldelas Birgita Bonde Hansen, Danmark. Hon har med sina många pregnanta översättningar till danska av den moderna finska och estniska litteraturens mest framstående verk, gjort de nutida finska och estniska samhällena till en förtrogen verklighet för västnordiska läsare.”
Læs mere om foreningen og prisen samt de tidligere prismodtagere her.
Vi bringer her Birgita Bonde Hansens takketale ved ceremonien i den finske ambassadør Vesa Vasaras residens i København, hvor også formanden for Letterstedtska föreningen Björn von Sydow var til stede:
Af Birgita Bonde Hansen
TAKKETALE, LETTERSTEDTSKA FÖRENINGENS OVERSÆTTERPRIS 2019
Arvoisa suurlähettiläs, Eesti saatkonna esindaja, representanter för Letterstedtska föreningen, mine damer og herrer.
Først og fremmest tak til den finske ambassadør for at lægge lokaler til denne prisoverrækkelse. Og en ærbødig og benovet tak til Letterstedtska föreningen for tildelingen af denne fornemme pris, til de danske og finske afdelinger for venlig assistance, og sidst men ikke mindst til Lars-Olof Nyhlén og Marthe Urzander for at muliggøre indstiftelsen af en pris med fokus på oversætterens rolle som litterær og kulturel formidler. Og på det nordiske.
Jeg er nemlig særligt glad for at modtage en nordisk pris. Jeg overvejede, at indlede takketalen på mit bedste svensk-skandinaviska. For nomen est omen. Min far nærede stor interesse for historie og nordiske forhold, og mit for en dansker usædvanlige navn, Birgita, er bl.a. inspireret af den heliga Birgitta av Vadstena. Da jeg voksede op, havde vi kun én dansk tv-kanal, men to svenske, og det var naturligt at se svensk fjernsyn. Min barndoms ferier førte gerne nordpå med telt og bil. Vores ”svenske” venner i Stockholm kom fra Østfinland, så jeg tilegnede mig et svensk med en flot finsk accent. Så markant, at jeg engang i toget mellem Ystad og København blev spurgt, hvornår jeg flyttede hertil fra Finland? Nu hvor jeg er bosat i Finsk Lapland, lyder den finske accent nok helt tilforladelig. Deroppe er det til stor moro for mig, når finnerne med rædsel bider mærke i min ikke helt regelrette udtale og grammatik. Hvordan kan en professionel sprogbruger plapre løs på svensk uden at kende reglerne for substantivers pluralisendelser?!
Men jeg er stolt af mit ufuldendte, skandinaviske blandingssprog: Det er en levende og autentisk del af min nordiske identitet. Et praktisk anvendeligt kommunikationsmiddel. Takket være det kunne jeg de første år af finskstudiet på Københavns Universitet tilegne mig den relevante faglitteratur på svensk. Det er en gave, at skandinaver kan tale hvert deres modersmål og alligevel, med lidt god vilje, forstå hinanden. Indrømmet, er ens modersmål islandsk, finsk eller samisk skal man gøre en ekstra indsats for at være med, men det er dog en mulighed at kommunikere på skandinavisk. Når det er så relativt ubesværet at udvide den nationale identitet til et nordisk tilhørsforhold, kaster skandinaviske sprogbrugere sig også nemmere ud i at lære sig de andre nordiske sprog. Og det er vigtigt. Derfor blev jeg glad for formuleringen ’vestnordiske læsere’ i styrelsens motivering: Når man oversætter til ét nordisk sprog, gøres litteraturen ikke kun tilgængelig for læsere i ét land, men i en hel region.
Forstår man ikke umiddelbart hinanden, kan man jo bede sin samtalepartner gentage, langsommere og tydeligere. Så når jeg står i Nordnorge og glad tiltaler hotellets receptionist på dansk, bliver jeg træt, når han med en opbragt mine slår over i engelsk. Mit valg er ikke udtryk for en arrogant forventning om, at alle andre skal kunne mit sprog. Det er udtryk for et ønske om, at begge parter gør lidt ekstra for at komme hinanden i møde. Den grundtanke har jeg også i mit virke som oversætter: At læse litteratur fra andre kulturer er et forsøg på at række ud over os selv. At række ud mod Norden, et udvidet Norden, er et godt udgangspunkt.
Derfor var det kærkomment, da tidligere forlagschef for Rosinante, Jacob Søndergaard, i det norske tidsskrift Vagant 21.10.2019 fortalte, at NOR-forlagssamarbejdet, der netop har udgivet nyfortolkninger af Henrik Ibsen, havde gjort ham til skandinavist. Han ser nye perspektiver i at bruge skandinavismen som redskab til at åbne os for omverdenen og tage imod andre kulturelle strømninger med en skærpet bevidsthed om vores fælles arv og udviklingsmuligheder i bagagen. Jeg citerer: Tiden kalder på en modig udvidelse af offentligheden. Det er et fremragende interview, læs det.
Men tilbage til sproget og oversættergerningen: Jeg har fået kærligheden til Norden og Østersølandene samt en brændende interesse for sprog og interkulturel kommunikation ind med modermælken. Min mor har arbejdet med sprog hele sit liv og underviste først i 90’erne en gruppe studerende fra de baltiske lande. Derfor faldt det mig helt naturligt at gribe chancen, da det blev muligt at tage til Estland som udvekslingsstuderende i 1993.
Det lå aldrig i kortene, at jeg skulle være skønlitterær oversætter. Lingvistikken var min primære interesse, og da jeg skulle vælge studieretning, kunne valget lige så godt være faldet på indoeuropæistik. Men jeg endte med at vælge sproget i en konkret, geografisk kontekst. Man kunne ikke studere estisk som hovedfag, så jeg prøvede med russisk/østeuropastudier, men det føltes fremmed, og hovedfaget blev finsk. Finsk afdeling under lektor Tuula Eskelands omsorgsfulde styring blev mit andet hjem. Vores fantastiske bibliotekar Ilda Hallas-Møller stod altid klar med råd og vejledning i den enestående samling på universitetets nu hedengangne finske bibliotek. I 2006 indledtes et samarbejde med Finlands Kulturinstitut, hvor institutleder Esa Alanne havde en vision om at præsentere finsk drama for et dansk publikum. Vi studerende blev tildelt et skuespil hver. Finskoversætter Helena Idström fungerede som mentor. Allerede dengang fremhævede Idström mine evner, men jeg fortsatte ufortrødent ud i et job i det private erhvervsliv. Da hun senere skruede ned for sit eget oversættelsesarbejde, gav hun mit navn til sine danske forlagskontakter, og så var det afgjort! Det er mig en stor fornøjelse at have nogle af disse mennesker her i dag, så jeg kan sige tak for, at I ledte mig på vej mod min rette hylde, da jeg ikke selv kunne se skoven for bare træer.
For jeg var solgt fra første færd: Under en samtale med min eminente kollega Anne Marie Bjerg fortalte hun om sin oplevelse af flow, hvor forfatterens stemme flyder ned gennem ens krop. Det kunne jeg nikke genkendende til: Jeg husker stadig som en fysisk oplevelse i kroppen arbejdet med mine første oversættelser i sommeren 2010 – Kari Hotakainens Eftermæle og Sofi Oksanens Stalins køer. Hotakainens sprogekvilibristisk-humoristiske minimalisme, solen i ryggen og støjen fra færdselsåren nedenfor i baggrunden; redigeringsprocessen i sofahjørnet, hvor de helt rigtige ordvalg næsten sprang frem for mine øjne og fik mig til at glemme alt om spise- eller tissepauser. LiteraturHaus’ nystiftede rum til kreativ skrivning, hvor jeg sad i byggerodet på det ikke helt færdigindrettede loft, og ordene i Stalins køer strømmede ud gennem mine fingre i et overjordisk tempo.
Stalins køer forbliver en af mine stærkeste oplevelser – jeg har selv gennemlevet den periode, Oksanen beskriver. Jeg har stået de samme steder i Tallinn og tænkt de samme tanker. Jeg har følt skammen ved min uendeligt privilegerede position, dvælet i det smertefulde møde mellem to så forskellige verdener. At omsætte den erfaring til litteratur på mit modersmål, gjorde arbejdet som litterær formidler uhyre meningsfuldt for mig.
Kærligheden til Estland går som den nordiske identitet gennem mit liv som en rød tråd. Da jeg øjnede muligheden for også at kunne oversætte estisk litteratur, måtte jeg forfølge den. Det er mit store privilegium at formidle denne verden for et dansk, og vestnordisk, publikum, ikke mindst takket være det ukuelige forlag Jensen & Dalgaard, og deres ønske om at udgive finsk og estisk litteratur i Danmark. Takket være en privat donation kan hele oversætterhonoraret nu dækkes fra estisk side, hvilket øger mulighederne for at udgive estiske titler.
Det er et uhørt privilegium at få lov til at fremskrive lødige gengivelser af den vildt fabulerende naturkraft Katja Kettus univers, for ikke at tale om Rosa Liksoms naturbeskrivelser, de historiske omgivelser i Jaan Kross’ Sovjet-Estland, Sirpa Kähkönens Sankt Petersborg, Meelis Friedenthals trykkende melankoli i 1600-tallets hungerplagede Tartu. En skønlitterær oversætter keder sig aldrig.
Det bringer mig tilbage til modet. Modet, vi alle skal udvise til med konkrete tiltag at holde fast i en nordisk identitet, der udvider og beriger vores verdensopfattelse. Og det litterære mod: I mange år var jeg forpint over ikke at have den rigtige litterære baggrund og tilgang til oversættergerningen. Men det blev ændret, da en formidabel audioguide på en udstilling med den estiske maler Konrad Mägi satte ord på min oversætteridentitet: Mägi gik intuitivt til maleriet. Han tog ud i naturen og lod den tale til sig, nedfældede sine indtryk på lærredet. På samme måde søger jeg at gå intuitivt til mine værker, uden en oversætterteknisk strategi: at gengive forfatterens budskab og værkets stemning i så ren form som muligt – naturligvis tilpasset mit modersmåls formelle krav og kulturelle kontekst. Jeg træder ud over afgrunden og stoler på, at litteraturen forenet med en intuitiv tilgang bærer oversættelsen i mål.
Den livslange begejstring for det nordiske og min hidtidige vandring gennem finsk og estisk litteraturs moderne repræsentationer leder på smukkeste vis frem mod næste etape af mit oversættervirke, som jeg nu har kastet mig ud i med samme mod: Forlaget har givet mig lov til at løfte sløret for, hvad der er i vente: I 2020 fejres 150-året for denne nordiske klassikers første udgivelse, og den genudgives også i en nyoversættelse til dansk. Der er tale om en af den finske litteraturs ’grundsten’ – på finsk: ’kulma-Kivi’. Den indviede nikker måske genkendende til bogens indledning, her i min så absolut rå førsteoversættelse:
Jukolagården i det sydlige Häme ligger på en nordlig bakkeskråning, nær landsbyen Toukola. Den er omgivet af stenet grund, men længere nede begynder marker, der – indtil gården gik i forfald – bølgede af frodigt korn.
Afsnittet slutter: – Og dette er hjem for de syv brødre, hvis liv jeg nu vil berette om.
Tak!