Af Christen Bonde
Marie Tetzlaff har stået bag oversættelser af de store russiske klassikere, senest verdens måske bedste kærlighedsroman, Lev Tolstojs Anna Karenina (Gyldendal 2018). Hun er leder af Dansk Kulturinstitut i Skt. Petersborg.
Du har beskæftiget dig med meget forskelligt i din karriere – hvad fik dig til at arbejde med oversættelser?
”Jeg synes ikke, jeg har arbejdet med så meget forskelligt. Tværtimod, kan jeg nu se – ikke uden overraskelse – er der en tyk, rød tråd i mit arbejdsliv.
Jeg er russisk filolog, så det er naturligt, at jeg oversætter fra russisk. Groft sagt er jeg uddannet som russisklærer, så man kan sige, at min uddannelsesbaggrund er Rusland og litteratur og undervisning.
Som formidler har jeg arbejdet i mange år på to aviser – ikke kun, men fortrinsvis, med Rusland og litteratur, så vidt muligt. Desuden har jeg udgivet nogle bøger, som for de flestes vedkommende handler om Rusland.
Jeg har været vært for såkaldte LIVE-aftner med foredrag og optræden på Louisiana Museum i ti år – det har fra min side været tænkt som (mundtlig) formidling.
Og oversættelse er vel formidling i sin reneste form. Samtidig får jeg afløb for min glæde ved at bruge sproget – det russiske og især det danske. Jeg holder af at skrive – men jeg ville aldrig kunne finde på en handling selv, og jeg har overhovedet ikke behov for selv at skrive en roman eller det, der ligner.
Så er det skønt at få lov at ’nasse’ på andres geniale historier og lige så geniale sprog. Mit eget danske sprog – og forhåbentlig også de danske læseres – bliver bedre af det.”
Oversættelse er ordbogsarbejde – og det er gendigtning. Kan du give et par eksempler på, hvordan du arbejder?
”At vide, hvad et ord betyder, er kun en lille del af det at oversætte. Ordbogen er god, når man skal finde gode danske synonymer. Der har jeg meget glæde af en russisk-dansk ordbog fra 1916 – tak til dr. Kure!
Det vigtige og krævende er, at oversætteren skal være virkelig god til sit eget sprog, have stil- og historiefornemmelse og huske for eksempel idiomer, der kun sjældent bruges nu til dags.
Nogle gange føler jeg, at jeg henter et udtryk frem fra de bageste, støvede spindelsvævskroge af min hjerne eller min barndom – og så er jeg taknemmelig for min hukommelse. Jeg tror også, oversættelser er god gymnastik mod demens.
Jeg oversætter kun klassikere eller andet på højde med dem. Jeg gider ikke noget dårligere – så bliver det simpelthen kedeligt. Jeg keder mig ikke et øjeblik med Tolstoj og Dostojevskij, Tjekhov og Turgenev, skulle jeg hilse og sige. ‘Anna Karenina’ var jeg vel igennem fire gange – og jeg nød det hver gang. Nu sidder jeg med Dostojevskijs ‘Brødrene Karamazov’ – og jeg er spændt på, hvordan handlingen udvikler sig!
Jeg opdager nemlig så mange nye detaljer, når jeg oversætter. Jeg har endnu til gode at oversætte Gogol og Pusjkin, jeg ville med glæde tage imod sådan en opgave.
Der er ikke tale om gendigtning, synes jeg; det er ikke nødvendigt med prosa. Det er sådan set meget enkelt: jeg begynder oppe i øverste venstre hjørne, og så tager jeg en sætning ad gangen. (Jeg har selvfølgelig læst romanen i forvejen og helst også det meste af, hvad den pågældende forfatter ellers har skrevet.)
Jeg forstår naturligvis, hvad der står, og så skriver jeg en dansk sætning, der efter min mening dækker, også lydligt og stilmæssigt. Det skal også passe til, om det er en replik eller en beskrivelse etc.
En replik skal ligge godt i munden, så den kan siges og lyder naturlig også på dansk. Og vel at mærke ikke slang-, medie- eller dialektdansk, og ikke gammeldags, stiliseret dansk, men nogenlunde neutralt, så læseren ikke studser eller snubler.
Hvis der er en lang, kompliceret sætning – Tolstoj bruger for eksempel mange participier – så tjekker jeg bagefter for at se, om jeg har fået alle oplysninger med – om noget blev sagt både højt og hurtigt eller ligefrem ophidset, om der blev smilet eller afbrudt, om vejen er hullet eller meget hullet, om hestene sveder og pruster eller kun pruster, om himlen er grå eller let overskyet etc. Og så læser jeg måske lige sætningen op for mig selv.”
Som Tolstoj-fan bliver jeg nødt til at spørge: Hvordan gør man sådan en gammel gigant – med et helt, helt anderledes livssyn end det fremherskende i dag – interessant for nye generationer af læsere?
”Jeg skal da overhovedet ikke gøre Tolstoj interessant for nye læsere! Så bogstaveligt tager jeg ikke formidlingsopgaven. Jeg er for det første ikke pædagog, når jeg oversætter – Gud forbyde! – og for det andet ville det da være umådelig opblæst af mig at tro, at det var mig, der gjorde Tolstoj interessant for læserne. Det klarer han udmærket selv!
Tolstojs livssyn er da ikke SÅ meget anderledes end nutidens, når man går lidt under overfladen. Hvad er for øvrigt nutidens livssyn? Tolstojs hjælper os måske til at blive klar over det? Jo, han er patriark og sexist som alle dengang – men hvis man ikke har fantasi til at sætte sig ud over det, snyder man sig selv for det meste af vores kulturhistorie.
Og her kan jeg godt være bekymret for, om den danske skole overhovedet klæder børn på til at vokse op som læsende mennesker, der kan rumme andet end deres egne selfies.
Min opgave som oversætter er at være fuldstændig gennemsigtig, så det er Lev Tolstojs ’Anna Karenina’, læserne møder, og ikke Marie Tetzlaffs.
Og til det formål strækker jeg mit gode danske sprog til det yderste.”
Interviewet blev første gang bragt i BogMarkedet den 19.02.2019, i serien “Hvordan arbejder den gode oversætter?”