Af Hanne Lone Tønnesen
Olga Tokarczuk fik Nobels litteraturpris for 2018 for sit rige forfatterskab og den internationale Man Booker-pris 2018 for romanen Rejsende, og det oven på en veritabel styrtsø af andre litterære priser og indstillinger til priser næsten fra begyndelsen af hendes forfatterskab.
Ligesom utallige priskomiteer og læsere er også jeg begejstret for hendes værker.
Som Svenska Akademien så smukt og præcist udtrykker det, tildeltes Olga Tokarczuk her i oktober Nobels litteraturpris for 2018: ”for en fortællekunst som med encyklopædisk lyst fremstiller grænseoverskridelsen som en livsform”.
Olga Tokarczuk blev født i 1962, er uddannet klinisk psykolog og var som yngre meget optaget af Gustav Jungs psykologi. Hun praktiserede en kort periode, men har siden 1993, hvor hendes første roman udkom, levet som forfatter.
Jeg har oversat tre af de bøger af Tokarczuk, der er udkommet på dansk: Dagens hus, nattens hus (1998) som jeg oversatte allerede i 2006-07, men først efter adskillige års liggetid lod Tiderne Skifter den langt om længe udkomme i 2014, kriminalromanen Kør din plov over de dødes knogler i 2013 (i Polen 2009) og Rejsende i 2016 (i Polen 2007). Desuden har jeg oversat Bizarre fortællinger, som endnu blot ligger som manuskript.
Den helt store mangel på denne liste er en oversættelse af Jakobsbøgerne, som udkom i Polen i 2014. Jakobsbøgerne er en 906 sider lang, spændende beskrivelse af en jødisk sekt i 1700-tallets Polen, en urolig periode i Polen præget af krige og pogromer. At den svenske oversættelse udkom allerede i 2016 er en imponerende præstation af oversætteren Hans Henrik Schwan, og udgivelsen var i samme lækre illustrerede form som den polske, så man må tro, at også dette var et vægtigt bidrag til Nobelpriskomiteens begejstring. Det vil være et kæmpe arbejde at oversætte Jakobsbøgerne. Jeg har hørt den hollandske oversætter, Karol Lesman, berette, at han oversatte de 900 sider i De Jacobsboeken på kun halvandet år, men at han for at klare denne opgave så hurtigt ligefrem måtte dele døgnene op i to arbejdsperioder med flere timers søvn imellem for at få to arbejdsdage pr. dag, hvor han var frisk nok til den intellektuelt krævende opgave. I 2016 spurgte jeg forlaget Tiderne Skifter, som udgav Tokarczuk, om de var interesserede i at udgive Jakobsbøgerne. Desværre var det ikke noget, som forlaget turde binde an med. Om der nu efter bogens succes er et dansk forlag, der vil have den oversat, ved jeg ikke, men nu, tre år efter, må jeg sige, at en så stor og arbejdskrævende opgave ikke længere er noget jeg i min ret høje alder (78 år) ville turde binde an med.
Dagens hus, nattens hus vandt den fine litterære polske Nike pris’ læserpris og består, ligesom Rejsende, af en lang række fortællinger, som væver sig ind mellem hinanden, og som afbrydes af jeg-fortællerens anekdoter, kommentarer, beskrivelser af omgivelserne og oplevelser. Jeg-fortælleren virker som en meget personlig og fortrolig stemme, som man fristes til at identificere med forfatteren. Det er som at blive taget i hånden af hende og få lov at være tilstede. Dagens hus, nattens hus foregår i det sydøstlige hjørne af Polen, dette indtil 2. verdenskrigs slutning tyske land Schlesien, som ved fredsslutningen tilfaldt Polen, mens de tidligere polske områder i øst i Hviderusland og Ukraine til gengæld blev indlemmet i Sovjetunionen. Områderne skiftede nationalitet, Polen blev parallelforskudt 250 km mod vest, og befolkningerne blev fordrevet og forflyttet, ukrainske polakker til Schlesien og de oprindelige tyskere i Schlesien til Tyskland i milliontal. Her kan man virkelig tale om ”grænseoverskridelsen som en livsform”.
Jeg-fortælleren og hendes mand flytter til egnen i et hus i bakkerne lige ved grænsen til Tjekkiet. Ligesom den rivende bjergbæk, der strømmer gennem deres have, og det vand, der flyder gennem kælderen under huset, og som de må affinde sig med, vælder en blanding af handlingsmættede anekdoter og historier frem om naboer og genboer, om tidligere beboere og mytiske middelalderfigurer og væves sammen til en broget sammenhængende roman om egnen, om naboen, parykmageren Marta, den fordrukne selvmorder Marek Marek, latinlæreren Ergo Sum, der har spist menneskekød i fangenskab i Rusland under krigen og nu frygter at blive forvandlet til en varulv under fuldmånen. Og kirken i nabobyen hvor fortælleren finder en rørende beretning skrevet for århundreder siden af munken Pascalis om den kvindelige middelalderhelgen Kummernis, hvis frodige, men skæggede, kvindeskikkelse ses korsfæstet ved kirken og i et lille vejkapel, men også findes vidt udbredt i hele Centraleuropa. Ja, hvem skrev helgenindens levned, og hvor havde han det fra?, spørges der. Tokarczuk beskriver i en lang indfølende beretning denne Pascalis, der fødtes i en forkert krop og som i klosteret længes efter at følge kvinders yndige bevægelser, klæde sig i deres bløde kjoler, selv eje deres hemmelige hul i sin krop, og hvordan han udlever sine seksuelle drømme. Tokarczuk har et ironisk og kritisk syn på den katolske kirke og dens kvindefjendske holdninger.
Og der er beskrivelser af de fordrevne tyskeres skatte, porcelæn, bestik osv., som de før forflytningen gravede ned på hemmelige steder, og som polakkerne og de selv går på skattejagt efter.
Alle disse og endnu mange flere optræder i bogen. Der er de tyskere, der vender tilbage fra landflygtigheden for at gense de gamle steder som den tragikomiske historie om Peter Dieter, der kommer så sent tilbage til sin fødeegn, at han gammel og træt udånder netop lige op ad grænsepælen og efterfølgende efter tur bliver slæbt fra Tjekkiet til Polen og tilbage igen af grænsevagterne, der ikke har lyst til at have besværet med liget. Historierne om disse plus mange flere personer fletter sig ind mellem hinanden og behandles fordomsfrit og muntert. På forunderlig vis smelter hele dette patchwork sammen til en smuk, levende helhed, som jeg på det varmeste vil anbefale at stifte bekendtskab med.
Rejsende er en endnu større mosaik af fortællinger om rejser, flugt, intellektuelle opdagelser osv. set fra utallige perspektiver, fra nær og fjern, i nutiden og i længst forgangne tider, men også som rejser ind i kroppen. Spændende både indlevede og historisk korrekte beretninger om de store anatomiske opdagelser igennem tiderne. Men også om rejser som en helende proces som i titelhistorien Bieguni, om moderen til en vanfør dreng og med en mand med PTS, som, da hun søger trøst i kirken, mødes af et brændende, fordømmende blik fra en ikon, der slår benene væk under hende. De følgende dage lever hun som hjemløs og cirkler hvileløst rundt blandt hjemløse med Moskvas metro, indtil historien ender med, at hun vender hjem til familien.
Nå, Rejsende er på det seneste blevet så vel omtalt, at den ikke behøver flere ord med på vejen. Bogens polske titel, Bieguni, (russisk ”biegun”=løber) er taget fra navnet på en gren af de gammeltroende ortodokse, der forkastede det kirkelige hierarki og mente, at verden var fuld af ondskab. De troede, at det onde havde størst magt, når mennesket forblev på et sted, og at den eneste frelse for det onde var rejsen, bevægelsen.
På polsk kan ordet ”biegun” betyde enten en pol, en gænge eller en hurtig hest, men det er ligesom på russisk en afledning af ordet for at løbe (biegać). Det er altså ikke sådan at oversætte den polske titel, og mange forskellige løsninger er valgt, alle med et fint blik for bogens tema: På svensk hedder den Löparna, på engelsk Flights, på fransk les Pérégrines, på tysk Unrast og så på dansk Rejsende.
Der forekommer mange stilistiske skift mellem teksterne – nogle er let arkaiserede, andre holdt i et mere akademisk sprog og endnu andre i et dagligt talesprog – som jeg som oversætter har søgt at gengive.
Det er naturligvis en stor støtte, at der i 1995, tyve år efter min studietid, blev udgivet en ret fyldig polsk-dansk ordbog, en luksus som ikke fandtes, da jeg studerede.
Endelig er der mordgåden Kør din plov over de dødes knogler, en (spændende) kriminalhistorie med en omvendt pointe og et kampskrift til dyrenes beskyttelse, som ikke faldt i god jord i det politiske klima i Polen. Bogen er filmatiseret af den kendte regissør Agnieszka Holland.
Også Jakobsbøgerne, der trak den polske antisemitisme frem i lyset, vakte voldsomme reaktioner fra det regerende parti, PIS, og en veritabel hate-storm på de sociale medier med mordtrusler rettet mod Tokarczuk. Nu overskygges disse negative reaktioner nok af Polens stolthed over den hæder, der er blevet en af dets forfattere til del.
Jeg har et spørgsmål til Kør din plov over….’
Hvorfor er nogle ord skrevet med stort begyndelsesbogstav (fx Skræk nederst på side 9 ‘Jeg blev kold af Skræk,…’