Af Hanne Lund
’Dagens egentlige begyndelse: Formernes bliven til – det siksakkende på platanbladene, der ligger på den våde asfalt – og formernes gåen over på mig, hvorved jeg bliver erstattet og udvidet (rutebilstationen i Ljubljana, 20. nov. 1987)’
’Opbrud til kærligheden, i dobbelt betydning; ”Kærlighed, bryd mig op”’
’Verbum for sorgen: den indhenter mig (eller: henter mig ind?) ”indhentet af sorgen” (Barcelona)’
Peter Handke, den østrigske forfatter, jeg efterhånden udelukkende arbejder med, fik Nobelprisen i litteratur i år, en stor glæde, også for hans læser og oversætter.
Læser og oversætter, ja, i den rækkefølge. Som for enhver anden læser er det også nyt og spændende for mig, hver gang jeg vender blad i en bog, jeg ikke kender, af Handke eller af andre. Overraskelsen, det rene ’lystmoment’, er vigtigt for mig. Og da jeg har opdaget, at jeg alligevel sidder og oversætter inde i hovedet, mens jeg læser, kan jeg jo lige så godt skrive det ned med det samme – og stadig undervejs i oversættelsen være spændt på slutningen; som nu i går i ”Målmandens frygt for straffespark”! (Det er en af Handkes tidlige bøger, fra 1970, straks oversat af Birte Svensson, udgivet på Gyldendal. Jeg ville gerne læse den tyske og ’kom altså til’ at lave en nyoversættelse).
Ovenstående er tilfældigt valgte småstykker fra Handkes: ”Gestern unterwegs. Aufzeichnungen November 1987 bis Juli 1990” (ikke udkommet på dansk), skrevet under og efter en af hans mange perioder med næsten konstant rejsen rundt, mest til fods, på Balkan, i England, Skotland, Grækenland, USA – hele verden. Over 500 sider, med store og små betragtninger om alt, hvad han møder, og hvad det kalder frem i ham. Det er en meget ’rig’ bog, den har ligget på mit natbord i flere år, jeg indtager den i små bidder, som en slags huspostil. For Handke ”er i verden”, som jeg også gerne vil være det: sansende. Og fra øjne og ører går trådene direkte til refleksionen og dermed sproget. Se ovenstående. Han er så sprogligt mangfoldig, at det er umuligt at følge bare nogenlunde med (som ovenstående forsøgsvise oversættelse også illustrerer). Selv om han nu har boet i Frankrig i mange år og i øvrigt behersker engelsk, slovensk, oldgræsk, og også har oversat fra disse sprog, er tysk hans erklærede modersmål, og førende tyske kritikere kalder ham det tyske sprogs sublime mester i disse år. Dette sproglige mesterskab vil en stakkels oversætter jo gerne kunne formidle, men Handkes karakteristiske øjebliksbilleder, med tryk på ’billeder’, det sete eller hørte, hvor der egentlig ikke ’sker’ noget, hvor de finitte verbalformer ofte ikke findes, er svære at gøre til ordentligt dansk – se igen de – håbløse – lange verbalformer i ovenstående!
Handke har ry for at være ’svær’, også hos tyske læsere. Men han spænder meget vidt. Hans bog om moderen, ”Ulykkelig og uden ønsker”, oversat af Birte Svensson og udgivet på Gyldendal omkring 1975, er umiddelbart tilgængelig. Måske kunne nye danske læsere også kaste sig ud i ”Don Juan (fortalt af ham selv)”, Gyldendal 2005, min oversættelse. Jeg har siden oversat ”Kali”, (Gyldendal), ”Det Store Fald” (Rod) og ”Forsøg over svampenarren” og ”Forsøg over trætheden”, begge udkommet hos Batzer, hvor også de sidste tre af Handkes ’fem forsøg’ ligger klar. Derudover, som antydet, og foreløbig kun kendt af min egen computer, en halvstor samling Handke-oversættelser, bl.a. ”Mit år i Ingenmandsbugten”, der anses for en slags hovedværk i Handkes produktion, og hans seneste, ”Frugttyven” fra 2017.
Jeg opgiver at prøve at udpege en ’yndlingsbog’, værkerne er så vidt forskellige. Den unge Handke – 25 år gammel – siger det selv: ”En mulighed består hver gang for mig kun en gang. Allerede efterligningen af denne mulighed er umulig” (min oversættelse). – Det er en guldgrube!