Den 16. september udkom tredje bind i den samlede udgave af H.P. Lovecrafts sære og klassiske horrorfortællinger (Cthulhu kalder, Ved vanviddets bjerge og Bag søvnens vægge) på Forlaget Kandor . I den anledning bringer vi det interview, BogMarkedet lavede med oversætter Jakob Levinsen tidligere i år.
Af Christen Bonde
Jakob Levinsen. Foto: Susanne Mertz
At oversætte er at finde den udenlandske forfatters helt individuelle sprogtone, fortæller Jakob Levinsen. En søgen parret med akribi og passion, når resultatet skal sitre. Når man lader øjnene flyve hen over titlerne på de bøger, Jakob Levinsen har oversat – godt halvfjerds, og han står selv som forfatter til en håndfuld – slår det én, hvor forskellige de er. Blandt Levinsens seneste oversættelser er: Lee Childs Lærepenge, H.P. Lovecrafts samlede fortællinger i tre bind, Stephen Kings Outsideren og Jan Stocklassas Stieg Larssons arv. Nøglen til Palme-mordet.
Hvorfor kastede du dig i sin tid over oversættergerningen?
”Det var nu mere den, der kastede sig over mig. Efter at have oversat nogle ganske få (helt præcis tre) kulturlitterære titler i anden halvdel af 1980’erne lavede jeg så de næste tyve års tid alle mulige andre ting, indtil der fra omkring 2008 pludselig igen begyndte at komme henvendelser om at oversætte bøger. Den ene tog den anden og tredje og fjerde, jeg blev mere og mere fornøjet med det, og ved udgangen af 2012 var jeg nået dertil, hvor det kun gav mening at opsige min faste stilling som litteraturredaktør på Jyllands-Posten og blive freelanceoversætter på mere eller mindre fuld tid. Det har jeg været siden, og det har hverken jeg selv eller min bank haft grund til at beklage.”
Oversættelse bevæger sig et eller andet sted mellem ord-til-ord-ordbogsarbejde og gendigtning. Vil du give nogle eksempler på, hvordan du arbejder?
”Det kommer helt an på forlægget. I for eksempel Walter Isaacsons biografi om Leonardo da Vinci – maj 2019 var 500-året for hans død – har det i høj grad handlet om kunstteoretiske og restaurationsfaglige termer, men også om at holde flere tunger lige i munden, i og med at både værktitler og mange andre navne og begreber i forlægget er amerikaniseret fra italiensk (som forfatteren tilsyneladende ikke selv taler, og det gør jeg heller ikke selv). Det har så skullet jævnføres med eventuelt eksisterende danske navne og ord for de pågældende ting og sager samt dobbelttjekkes af fagkyndige senere hen i processen.
Forside til Lovecrafts “Bag søvnens vægge”. Forlaget Kandor.
Hos skønlitterære forfattere gælder det selvsagt nok så meget om at stille ind på deres individuelle sprogtone (og indimellem turde tage sine bataljer med forlagsredaktører og korrekturlæsere om det). Det kan være Lee Childs ekstremt minimalistiske stil, hvor karakteristiske vendinger og sågar hele sætninger går igen fra roman til roman. Eller det kan være Stephen Kings kolossale og tilsyneladende ubesværet slentrende fortællemaskine, hvor alt muligt alligevel ved nærmere eftersyn viser sig at hænge tæt sammen fra de mindste dårlige vittigheder til overordnede nøgleord og begreber. Eller den særlige problemstilling hos den amerikanske horror-kultforfatter H.P. Lovecraft (se nedenfor), hvor flere af hans største fortællinger slet ikke udkom i hans levetid, og man som oversætter derfor kan ryge ud i et nærmest umuligt jonglørnummer med at holde hans generelt svulmende sprog, særegne begrebsverden og visse teksters ufærdige karakter i luften, så de også kommer til at sitre på dansk. Vi har bare nu engang ikke nær så mange ord som angelsakserne for rædsel og uhygge og mørke og råddenskab og liglugt og forfald.”
Hvad er den mest udfordrende bog (eller forfatterskab), du har arbejdet med som oversætter – og hvorfor?
”Overordnet set er det sværeste forfatterskab, jeg hidtil har haft med at gøre, uden diskussion Lovecraft (1890-1937), hvis samlede fortællinger i tre bind à ca. 600 sider jeg lige nu er ved at lægge sidste hånd på for forlaget Kandor [siden interviewet med BogMarkedet er sidste del af trebindsværket, Bag søvnens vægge, udkommet]. Selv om han kun var aktiv i omkring femten år og kun skrev noveller, spænder de fra små skitser til stort udfoldede næsten-romaner og er gerne fortalt i et på samme tid bevidst gammeldags og lettere overophedet sprog med sætninger så lange som hos Marcel Proust (et af hans idoler) og jævnlige faktastorme om både urtiden, kosmos, hekseprocesser og fremmede galakser.
Den teknisk sværeste oversættelse – ud over et par posthume Tolkien-udgivelser i middelalderlig kvad-stil med stavrim – var dog snarere Salman Rushdies også af ham selv noget uglesete debutroman Grimus’fra 1975, som Gyldendal først næsten fyrre år senere tog sig sammen til at udgive på dansk. Det er en selvbevidst debutantopvisning uden lige af ordspil, tvetydige navne, rimet slang og sågar lange anagrammer, som i mange tilfælde også bare er nødt til at fungere på dansk for at få eventyrhandlingen til at hænge sammen.
Derimod har den største rent sproglige udfordring til gengæld nok været Kazuo Ishiguros Den begravede kæmpe fra 2015, som også var den temmelig direkte årsag til, at han to år senere modtog Nobelprisen i litteratur. Her er hans meget antydningsvise og ikke nødvendigvis troværdige fortællestil nemlig overført til en slags tåget fantasy-Britannien lige efter kong Arthurs tid med både riddere, uhyrer og en fæl drage. Sproget er lige så luftigt og let arkaisk, som det inde bagved er hårfint præcist – uden at blive det ringeste mindre tvetydigt eller bevægende af den grund.”