Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?
Det lå vist altid i kortene (og mine karakterbøger) at jeg skulle beskæftige mig med sprog. Via et par omveje begyndte jeg i 1969 at læse engelsk på universitetet i Aarhus, og da jeg skulle vælge bifag, blev det ved nogle af livets forunderlige tilskikkelser nederlandsk, som jeg påbegyndte i 1978. Det var dengang et selvstændigt fag ved Københavns Universitet, et luksusstudium med ganske få studerende, så de to undervisere havde gode muligheder for at udforske og udvikle de studerendes forskellige potentialer.
Samtidig gik jeg til timer i oversættelse (der skulle bruges til noget) hos professor i retorik Christian Kock, dengang underviser på engelsk institut. Den mand viste mig, at oversættelse var noget andet end de bevidstløse øvelser i ordbogsopslag, jeg tidligere havde været præsenteret for.
I 1980 – ja, der var efterhånden gået nogle år, men dengang tog vi studierne alvorligt og blev ved længe! – skaffede institutlederen på nederlandsk mig et stipendium til studier på Institut for oversættelse ved Amsterdams Universitet. De var noget længere fremme med en decideret oversætteruddannelse, end man var (og er) i Danmark. Et halvt år hvor jeg fik endnu mere blod på tanden, og en oversættelse med i baglommen: En underviser på institut for skandinavisk ved Amsterdams Universitet, hvor jeg også øvede mig, havde fået tilbudt oversættelse af en lille bog med beskrivelser af tolv vandreture i Europa. Den ville hun godt overlade til mig. Så sad jeg om aftenen på mit ikke særlig usle kollegieværelse med sherryflasken og en skål peanuts inden for rækkevidde og skrev oversættelsen i hånden, hvorefter jeg renklaprede den på min medbragte rejseskrivemaskine. I et par weekender tog jeg ud til en noget ældre, dansk medstuderende for at gennemgå mine spørgsmål og benytte mig af hendes mange opslagsværker og ca. 30 år større viden. Og så havde jeg lavet min første oversættelse.
Nu var jeg optændt af en hellig ild, som dog først for alvor fik lov at flamme op, efter at jeg havde ulejliget mig selv og systemet med pædagogikum. Da et halvt års vikariat havde overbevist mig om, at gymnasiet og jeg som cand.mag. i engelsk og nederlandsk ikke var noget for hinanden, begyndte jeg at opfatte mig selv som oversætter på fuld tid. Og så begyndte opgaverne at komme. Nestorerne Otto Lindhardt (L&R) og Vagn Grosen (Gyldendal) var meget hjælpsomme og skabte et trygt miljø for mig at træde mine oversætterbarnesko i. Senere kom der andre forlag og andre dygtige og erfarne redaktører ind i mit liv.
Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg har fundet min rette hylde. Og med de efterhånden mange oversættelser i bagkataloget taler vi nu om hylder i flertal.
Hvor kommer din(e) sprogkompetence(r) fra?
Bortset fra det ovenfor beskrevne ”grundige” uddannelsesforløb har jeg opholdt mig i diverse udlande i cirka 25 år. Dels i USA, dels i samtlige Benelux-lande, hvor jeg har haft rig lejlighed til at bruge ”mine” sprog og udvikle dem.
Hvad foretrækker du at oversætte?
Jeg foretrækker noget med et litterært tilsnit, og jeg har foruden skønlitteratur for børn og voksne oversat inden for flere fagområder: filosofi, religion, sexologi, rejsebeskrivelser, sociologi, etnologi, osv. Noget af det dejlige ved dette arbejde er efter min mening, at man altid bliver lidt klogere af at oversætte en bog. Der er for det meste et eller andet, som man lige må udforske lidt for at kunne udtrykke det, og i gamle dage var det bibliotekerne, der holdt for. Jeg har mødt et utal af bibliotekarer, som stod på hovedet for at finde lige netop det rigtige værk til mit behov. De længe leve! Nu er det næsten altid Google, jeg spørger – hvilket i princippet sparer tid, men dog også kan være en tidrøver, hvis selvdisciplinen tager en slapper.
Men uanset om emnet interesserer mig voldsomt (hvad det næsten altid kommer til), eller om en bogs litterære kvalitet er i top, kan jeg altid finde fornøjelse i at flytte indholdet fra det ene sprog til det andet.
Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?
Den seneste. Nej, det passer selvfølgelig ikke nødvendigvis, men det er umuligt at svare på spørgsmålet uden at skulle lave en hitliste med mange værker på en delt førsteplads. Og der kan være mange forskellige grunde til glæden ved arbejdet.
Men jeg kan roligt sige, at jeg var helt i mit es under arbejdet med Stefan Hertmans’ Min bedstefars himmel. Titlen er jeg mindre glad for. Den forekommer mig frygtelig banal i forhold til originalens Krig og terpentin, som i øvrigt også dækker bogens indhold. Men forlaget bestemte.
Min glæde ved at arbejde med den bog skyldes nok, at den udfordrede mig sprogligt på en positiv måde. Jeg kunne mærke, at forfatterens stil passede mig godt, og at jeg kunne skrive løs ”indefra”. Og så kan jeg godt lide Stefan Hertmans, fordi han ofte inddrager læseren i sit arbejde med historiske begivenheder, som han spinder nogle ender over. Man føler af og til, at man sidder og kigger ham over skulderen og næsten er med i tilblivelsen. Senest i hans bog om en kristen pige og en jødisk dreng, som omkring år 1100 forelsker sig og stikker af sammen (bogen er endnu ikke udkommet). Sideløbende med de unges historie, som er baseret på nogle ca. 1000 år gamle skrifter, men meget aktuel, følger Hertmans i deres spor på en biltur gennem Frankrig og delagtiggør læseren i sine overvejelser med hensyn til landskaber og de ting, de kan have oplevet. Også denne bog kandiderer til ”mest glad for at arbejde med”.
Bedste oversættelse du har læst
Heller ikke her hjælper langtidshukommelsen mig. Jeg læser ofte oversættelser, og de fleste af dem er heldigvis rare at læse og virker som autonome tekster, i hvert fald krummer jeg sjældent tæer. I øjeblikket læser jeg Kim Lembeks oversættelse af den islandske roman Stormland af Hallgrímur Helgason. Jeg kender ikke særlig meget til islandsk litteratur, men har sat mig for, at jeg vil lære den bedre at kende. Jeg har også et meget rudimentært kendskab til det islandske sprog og kan altså ikke vurdere oversættelsens troskab mod originalen. Det særlige ved at læse Stormland er, at jeg er rasende irriteret på hovedpersonen, som er en sur, halvgammel mand, der gør livet surt for sig selv og sine omgivelser, og af og til har jeg lyst til at kyle bogen i snavsetøjskurven. Men den danske tekst er så forrygende, at jeg bare må læse videre. Kim Lembek er somme tider så langt ude i krogene af dansk for at finde de rette ord, at jeg næsten kan få en fornemmelse af at læse originalsproget. Og dog er det fuldstændig ulasteligt dansk, bare med meget stor opfindsomhed og fornemmelse for det.
Hvor oversætter du?
Som regel hjemme – i mit arbejdsværelse, hvor jeg har alle de opslagsværker, jeg har samlet gennem årene, og som Google nu mere eller mindre har overflødiggjort. Dog sker det, at jeg finder noget i bøgerne, som jeg kan bruge. Det gør det svært at rydde ud i dem, for man ved jo aldrig …
Men oversætterarbejdet kan principielt udføres hvor som helst, og især nu, hvor Google aldrig er længere væk end en internetforbindelse. Jeg har da også tilbragt mange ferier med at oversætte, både i Danmark og i udlandet. Det kan somme tider være skønt at indrette sig med den bærbare et helt andet sted, hvor man ikke skal lave andet end at oversætte og indånde lidt af den lokale aroma og måske inhalere noget af den lokale vin.
Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det?
Der er som regel ikke uoverstigelige sprog- eller kulturforskelle mellem Danmark og Nederlandene eller UK/USA. Men noget, som jeg ofte må overveje en ekstra gang, er, hvorvidt den hyppige nederlandske brug af ”De” og ”hr.” og ”fru” og andre titulaturer er en specifik pointe i teksten, eller om det bare skyldes, at de ikke i så høj grad som vi her i Danmark har ”lagt bort titlerne”. Det kan gå begge veje, og det løser sig som regel ret let.
Noget andet er, at nederlandsk har foranstillet artikel ligesom f.eks. romanske sprog og engelsk, og mange af forfatterne ynder at bruge udenlandske ord. De har let ved at liste dem naturligt ind i teksten med deres egen foranstillede artikel, mens jeg nogle gange må være lidt mere kreativ med omskrivninger.
Og så er der selvfølgelig de kulturelle forskelle, som kan kræve en diskret forklaring i form af en lille udvidelse af teksten – diskret er nøgleordet.
Men som danske politikere og en hel del ”fagpersoner” har jeg ingen problemer, kun udfordringer.
Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?
Bortset fra de helt grundlæggende forudsætninger som gode sprogkundskaber, sans for tekstens karakter og solid viden om de kulturelle forhold, er det efter min mening vigtigt, at man kan lide processen. Arbejdet skal jo ofte næsten bære lønnen i sig selv, og man sidder ofte i lang tid med en tekst – enten fordi den er omfangsrig, eller fordi den ikke lige giver sig selv. Man skal kunne holde næsen i sporet. Men glæden ved at arbejde med sprog, nysgerrighed efter at lære noget nyt, den lille klokke, der jævnligt skal ringe for at minde én om at tjekke og tjekke igen, er også vigtige forudsætninger. En god original er selvfølgelig en vældig stor hjælp. Og endelig er det godt at have en god og interesseret redaktør at sparre med, hvis ens fantastiske idéer mister charmen på vej ud af lønkammeret. Pudsigt, for øvrigt, som ordet løn altid sniger sig ind, når man taler om oversættelse.