Den 3. maj udgav den europæiske oversætterorganisation CEATL første nummer af Counterpoint, et online magasin for og om litterær oversættelse og oversættere. Tanken bag magasinet (foruden forhåbentligt at være oplysende og underholdende) er at øge synligheden af oversættere og deres vilkår, på godt og ondt. Det er en af de mange ting, som CEATL har stort fokus på og arbejder for.
I første nummer kan man bl.a. finde en artikel om menneskerettigheder for oversættere af tidligere formand for Dansk Oversætterforbund, Morten Visby; der er historier fra oversætterorganisationer og huse rundt om i Europa; der er et interview med filminstruktør Nitesh Anjaan bag filmen Dreaming Murakami, og så fortæller den irske oversætter og litteraturkritiker Frank Wynne om sit arbejde med at skabe en antologi med de bedste 100 oversatte noveller.
Counterpoints redaktion består af tre af CEATL’s delegerede: Anne Larchet fra Irland, Hanneke van der Heijden fra Nederlandene og Juliane Wammen, den ene af Babelfiskens redaktører.
Counterpoint er gratis og skal efter planen udkomme to gange om året.