Ved årets netop overståede uddeling af arbejdslegater fra Statens Kunstfond fik 390 ud af 941 ansøgere positivt tilsagn om et legat. Seks ansøgere blev tildelt det 3-årige legat på 855.000 kr., og en af disse var oversætter Birgitte Steffen Nielsen, der primært oversætter moderne svensk og engelsk skønlitteratur.

I begrundelsen for tildelingen skriver udvalget følgende:

Birgitte Steffen Nielsen har i løbet af sit relativt korte virke som litterær oversætter opbygget et imponerende cv af værker inden for moderne svensk, norsk og engelsk prosa, både skønlitterær og faglitterær og det, der ligger imellem. Hendes arbejdsomhed og omhyggelighed er åbenbar, og dedikationen til sprogets poesi og rytme utvetydig i oversættelser af bl.a. Jonas Hassen Khemiri, Karin Smirnoff, Johannes Anyuru og Dave Goulson. Senest er det den (mærkværdigvis) oversete, men helt suveræne svenske lyriker Karin Boyes forfatterskab, der skal oversættes og formidles til danske læsere. Ved at give Birgitte Steffen Nielsen større arbejdsro og mulighed for fordybelse i sin kunst, tror udvalget på, at dansk litteratur vil blive yderligere beriget med nye og anderledes litterære stemmer fra vores nærmeste naboer – og med mere fremragende oversat litteratur i det hele taget. “

De øvrige fem modtagere af 3-årige legater er forfatterne Morten Pape, Kristina Stoltz, Malene Sølvsten og Peter-Clement Woetmann, samt illustratoren Anna Jacobina Jacobsen. Læs begrundelserne her.

I år søgte 81 oversættere til og fra dansk om arbejdslegater, og 32 fik positivt svar. Der blev uddelt legater for sammenlagt 29,7 mio. kr. i størrelsesordenen 50.000 til 125.000 kr. (ud over de 3-årige). Legaterne uddeles efter ansøgning “på baggrund af ansøgerens samlede kunstneriske virke”. Se den fulde liste over modtagere.

Babelfisken ønsker stort og varmt tillykke, både til Birgitte Steffen Nielsen og de øvrige legatmodtagere, og til oversætterstanden som helhed. Der er al mulig grund til at glæde sig over, men aldrig tage for givet, at litterær oversættelse på denne måde anerkendes som en kunstform på lige fod med øvrig autorvirksomhed.

Få besked ved nye indlæg!
Dette felt er krævet

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Follow this blog

Get every new post delivered right to your inbox.