Af Sophus Helle
Når et værk bliver oversat, sker der typisk en hel række af forskellige metamorfoser på en og samme tid. Teksten bliver genskabt på et andet sprog, i et andet land, i en anden kontekst, i en anden tid og til andre læsere. Måske ændrer den sprogtone, indpakning eller lixtal, men når det drejer sig om litteratur fra efter Gutenbergs tid, beholder værket dog typisk sit oprindelige format: Bøger bliver oversat som bøger.
Sophus Helle og Morten Søndergaard. Foto: Eli Beneviste & Anna Maria Orrù.
Det var dog ikke tilfældet, da jeg sammen med min far, digteren Morten Søndergaard, kastede mig ud i at oversætte det babylonske epos Gilgamesh. Gilgamesh er bevaret, ikke som et enkelt manuskript man kan gengive på dansk, men som et utal af fragmenter, i flere forskellige versioner og endda på flere forskellige sprog. En af de forandringer teksten gennemgik, da vi oversatte den til dansk, var derfor en bevægelse fra flertal til ental. En bunker af litterære småstykker blev sat sammen til en enkelt bog, der får værket til at virke langt mere sammenhængende, end det egentlig er.
Men hvad sker der med et litterært værk, når det sådan går hen og bliver ental? Gilgamesh er skrevet med kileskrift på den babylonske dialekt af det akkadiske sprog, og er bevaret i form af fragmentariske lertavler som arkæologer har udgravet i det område, der i dag hedder Irak. Det er en fortælling om en konge af samme navn, der forelsker sig i vildmanden Enkidu og sammen med ham besejrer monsteret Humbaba. Efter Enkidus død kaster Gilgamesh sig ud i en umulig jagt på evigt liv, og i løbet af sin rejse hører han historien om den mytiske Flodbølge, der næsten udryddede menneskeslægten.
Til sidst er Gilgamesh tvunget til at vende tomhændet hjem, men historien om hans heltemodige fiasko har til gengæld vundet ham en udødelig plads i litteraturhistorien. Man støder ofte på påstanden om, at Gilgamesh er den ældste fortælling, vi kender til, men det er ikke helt sandt – der findes litteratur, der er mere end et årtusind ældre. Gilgamesh er dog alligevel langt ældre end de værker, der plejer at pryde vores boghylder: århundreder ældre end Virgil, Homer og Bhagavad Gita.
Fortællingen er inddelt i elleve tavler (suppleret af en tolvte, der udgør en slags appendiks). Tavlerne optræder i moderne oversættelse, som var de kapitler i en bog: samlet i et bind, så man nemt kan læse videre fra tavle til tavle. Men sådan var det ikke i oldtiden. Hver lertavle var sin egen fysiske genstand, og det var langtfra alle babylonske biblioteker, der havde det fulde sæt af et værk som Gilgamesh. Tavlerne mindede derfor mere om episoder i en tv-serie end om kapitler i en bog. Når en babylonsk læser var færdig med en tavle, måtte han i bedste tilfælde tilbage til reolen og i værste tilfælde til nabobyen for at læse videre.
Det er værd at holde sig for øje, når man læser teksten i dag, hvor vi i oversættelsen har samlet tavlerne i en enkelt bog. I slutningen af sjette tavle rejser Enkdu sig fra sin seng og udbryder til Gilgamesh: “Min ven, hvorfor var guderne samlede til rådslagning?” Man må forestille sig, at det er en slags cliffhanger, og at læseren skal vente helt til næste tavle for at få det sørgelige svar: at guderne var forsamlede for at dømme Enkidu til døden.
Kileskrifttavle nr. V af Gilgamesh-eposset. Foto: Dr. Osama Shukir Muhammed Amin.
Hver enkelte tavle er bevaret i flere forskellige manuskripter, og i alt er der blevet fundet lidt over to hundreder fragmenter af Gilgamesh – selvom der vel at mærke fortsat bliver fundet nye dele af fortællingen. Hvert manuskript giver lignende, men ikke helt identiske udgaver af samme tekst. For en del passager har vi kun et enkelt manuskript, men for andre er der flere forskellige versioner bevaret, og som oversætter er man derfor tvunget til at vælge mellem to eller flere gengivelser af samme tekst. Det er grundlæggende det arbejde, der går under navnet filologi: at beskæftige sig med genstridige, fragmentariske, uenige og ind i mellem forvrøvlede manuskripter. I Gilgamesh’s tilfælde var vi så heldige, at filologen Andrew George har skabt en formidabel tekstudgave, hvor han løser mange af de problemer, som lertavlerne byder os.
Alligevel er man som oversætter ind imellem nødt til at træffe svære valg. I slutningen af tiende tavle beskriver vismanden Uta-napishti, hvordan det er at være et dødeligt væsen, men manuskripterne er uenige om, hvordan den beskrivelse ender. I vores oversættelse lyder passagen: “Hvad er forskellen på de døde og de bortførte? / Man kan jo ikke tegne Dødens billede. / Alligevel er der ingen, der har hilst på en død.” Som den vismand han er, udtrykker Uta-napishti sig gådefuldt og kortfattet, så det er ikke klart, hvad han egentlig mener her. Som jeg læser teksten, så er pointen, at både døde og bortførte rives væk fra deres familie, men man kan dog stadig møde bortførte mennesker på denne jord. De døde er til gengæld helt væk, men hvor afgørende den end er for vores tilværelse, så er døden stadig umulig at skildre. Den sidste linje lyder dog ifølge et andet manuskript, “dødelige mennesker er låst fast”, hvilket ikke giver samme kontrast mellem de bortførte, man kan hilse på, og de døde, der er endegyldigt væk. Hvis vi havde valgt at følge et andet manuskript, havde det altså givet en helt anderledes forståelse af afsnittet som helhed.
Ikke nok med at vores oversættelsen skaber en enkelt tekst ud af mange fragmenter, og en enkelt bog ud af mange tavler, vi har dertil også tilladt os at blande flere forskellige versioner af samme epos. Fortællingen om Gilgamesh begyndte som en cyklus af historier på det sumeriske sprog og blev omkring det tyvende århundrede f.Kr. samlet til et epos på akkadisk. Denne tidlige udgave kalder man den oldbabylonske version. Senere spredte fortællingen sig vidt og bredt i oldtidens Mellemøsten og blev blandt andet oversat til hittitisk og hurritisk. Omkring det ellevte århundrede f.Kr. blev eposset revideret, opdateret og udvidet, og blev dermed til det man kalder den standardbabylonske version.
Vi har i vores oversættelse fulgt den standardbabylonske udgave, og vi har oftest fulgt den ret tæt, men vi har dog tilladt os en stor frihed: at lappe hullerne i den standardbabylonske version med passager fra den oldbabylonske, og endda fra den hittitiske oversættelse. Det er i sig selv ikke ualmindeligt, når man oversætter Gilgamesh, men vi har i vores frækhed ikke engang markeret overgangene mellem de forskellige versioner. I stedet giver oversættelsen sig ud for at være én fortløbende tekst. Resultatet er en slags litterær collage, som vil være nemmere at nyde for de fleste læsere, men som ret beset er noget af en anakronisme.
Forsiden af den nye Gilgamesh-oversættelse. Design: Wrong Studio/Gyldendal
Når teksten i vores oversættelse bliver forenklet på så mange måder – fra elleve tavler til kun en bog, fra manuskripternes forskellighed til et enkelt valg, og fra årtusinders historie til en samlet tekst – kan man godt få det indtryk, at vi har gjort vold på teksten og erstattet en spændende kompleksitet med en fad ensartethed. Det er dog en sandhed med modifikationer. For det kan godt være, at vores oversættelse kun er en enkelt genstand, der forsøger at favne et hav af forskellighed. Men oversættelsen har til gengæld været udgangspunktet for en række nye og endnu mere forskelligartede gengivelser af Gilgamesh.
Kort efter at vores første udkast til oversættelsen var færdig, gik Morten i gang med at redigere og omskrive den, og resultatet var manuskriptet til teaterstykket Gilgamesh ved Hotel Pro Forma, som har premiere to dage efter oversættelsens udgivelse d. 2. april. Hotel Pro Forma har genskabt fortællingen om Gilgamesh som en rejse gennem Glyptotekets udstillingssale, hvor klassiske statuer møder avantgarde installationskunst, hvor den døde Enkidu rapper fra en body bag, og hvor monsteret Humbaba optræder som et overvældende lydlandskab. Dertil kommer der endnu en opsætning af Gilgamesh til sommer, under Copenhagen Jazz Festival, hvor Søren Gemmer og Charlotte Munck med udgangspunkt i oversættelsen genskaber eposset som elektronisk musik.
At oversætte er derfor ikke kun en form for forenkling, det er også en anledning til udvidelse og gendigtning. Det er startpunktet for et virvar af forskellige møder med teksten, når læserne gør teksten til deres egen og genskaber den på hver deres måde – i deres forestilling, i deres genfortælling, i deres frustration og deres begejstring. Den litterære bevægelse, der sker, når man oversætter tekster fra oldtiden, har altså form som et timeglas: en gradvis indsnævring af kompleksitet der giver anledning til en ny udvidelse af forskellighed.
Sophus Helle. Foto: Alexandra Freltoft
Sophus Helle, f. 1993, er uddannet assyriolog fra Københavns Universitet, og er nu ph.d.-studerende i Litteraturhistorie på Aarhus Universitet. Han forsker i litteratur fra oldtidens Irak: babylonsk, assyrisk og sumerisk.
Gilgamesh udkommer 2. april på Gyldendal. Hotel Pro Formas teaterforestilling har premiere d. 4. april og spiller frem til 28. april i år.
Fantastisk artikel. Jeg glæder mig helt ustyrligt til at læse bogen.