Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?

Begge mine forældre – Maria Giacobbe og Uffe Harder – var i branchen. Min første professionelle oversættelse var et stykke af Dario Fo (Mors pot er godt), som jeg oversatte sammen med min mor. Det var i 1978. Året efter samarbejdede vi om et andet teaterstykke, Eduardo De Filippos Filumena, og i de følgende år fik jeg – takket være mine forældres kontakter – et par mindre oversættelsesopgaver på egen hånd, og så i 1984 den første rigtig store opgave, Giuseppe Tomasi di Lampedusas Leoparden. Og så var jeg i gang.

Hvad foretrækker du at oversætte?

Korte, nemme og morsomme bøger. Men i mangel af dem, meget gerne stort anlagte historiske romaner, hvor forfatteren bruger sproget til at skildre et helt univers – en anden tidsalder, en anden kultur.

Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?

Måske Patrick O’Brians serie om søofficeren Jack Aubreys bedrifter i Nelsons flåde. Dem oversatte jeg tre af og glædede mig hver gang over den kolossale omhu, som forfatteren havde lagt i at anvende et sprog, som foruden at læne sig op ad Jane Austen og tidens andre store engelske forfattere var fuldstændig kompromisløst, hvad den tekniske terminologi angik. Det var en stor og morsom udfordring at levere en oversættelse, der var lige så fuld af mærkværdige, fortidige maritime m.v. udtryk som originalen. Kun de allerfærreste engelske læsere forstår umiddelbart alt, hvad O’Brian skrev, og sådan skulle de danske læsere også have det. Fremmedheden – den pletvise uforståelighed – bidrog til at fremmane en hel verden for læseren. Dertil kom så de gode historier, de charmerende personskildringer, spændingen, humoren og alt det interessante historiske og kulturhistoriske stof. Noget lignende kunne jeg sige om Umberto Ecos romaner – ikke mindst Foucaults pendul og Dronning Loanas mystiske flamme og om Antonio Pennacchis Mussolinikanalen I og II.

Bedste oversættelse du har læst?

Det kan jeg ikke svare på, for jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har sammenholdt en oversættelse med den fremmedsprogede original, og uden at gøre det kan jeg ikke afgøre, om en oversættelse er god eller dårlig, sådan som jeg forstår en god eller dårlig oversættelse – altså om den oversatte tekst giver mig som dansk læser (tilnærmelsesvis) samme muligheder for oplevelser, undren, forargelse, morskab, kedsomhed, tvivl, tolkning osv., som originalen giver sin læser. Jeg har selvfølgelig læst masser af oversættelser og i mange tilfælde været imponeret af, hvad jeg kan tænke mig til, må være gode løsninger på vanskelige problemer, eller af et kreativt dansk eller af et sikkert greb om en vanskelig terminologi osv. Men uden at sammenligne med originalen kan jeg ikke sige andet om en oversættelse, end at jeg godt kan lide at læse den, at den fungerer godt som selvstændig dansk tekst e.l. Men det er efter min mening ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det er en god oversættelse. Uretfærdigt nok er det helt anderledes nemt at identificere dårlige oversættelser, i hvert fald dem, der er dårlige på grund af den slags fejl og misforståelser, som nemt lader sig gennemskue alene ud fra den danske tekst. Det er et problem, der skaber en uheldig ubalance i anmeldelser af oversatte tekster.

Hvor oversætter du?

Helst ved mit skrivebord hjemme hos mig selv, men på grund af mit arbejde som konferencetolk rejser jeg en del, og jeg har vænnet mig til at udnytte den ”tomme tid”: Jeg oversætter i tog og fly, i lufthavnslounger, i bussen mellem Frankfurt Lufthavn og Strasbourg, i en sofa i Europaparlamentets vandrehal, i tolkekabiner, mens jeg venter på, at møderne skal gå i gang osv. (Når der er forlæggere inden for hørevidde, siger jeg gerne, at det kun er på grund af tolkejobbene, at jeg overhovedet har råd til at oversætte; i de senere år har jeg haft lyst til at tilføje: eller til at holde op med det, hvis kontraktforholdene bliver for dårlige …).

Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det?

Ikke alle problemer lader sig løse så elegant, som man gerne ville. Sådan er livet, og så må man gribe til nødløsninger. Et tilbagevendende problem, når man oversætter fra engelsk, er, at den amerikanske urbefolkning og indbyggerne i Indien hedder – eller i hvert fald indtil for nogle år siden hed – det samme, Indians. Det samme gælder i øvrigt på italiensk (og sikkert også på en række andre sprog, som jeg ikke er fortrolig med), og jeg har efterhånden ikke tal på de oversættelser, hvor jeg har ærgret mig over, at man på dansk kun meget vanskeligt og meget kunstigt kan forveksle indianere med indere. Med en overraskende manøvre flytter Rushdie afslutningen af romanen Fortryllersken fra Firenze (2009; eng.: The Enchantress of Florence, 2008) som ellers har udspillet sig mellem mogulernes Indien og Mediciernes Firenze, til den Nye Verden, hvilket giver anledning til ordspil på Indians og betragtninger over Columbus’ fejlagtige tro på, at han var nået til Indien, da han gik i land på Antillerne. (Deraf jo navnet Vestindien). Det er der ikke meget at gøre ved, ud over at forsøge på én gang at sløre og forklare sig ud af problemet, fx ved hjælp af den tankestreg, som er et nyttigt redskab, når man som oversætter vil indsætte forklaringer, men gerne vil undgå påfaldende parenteser, forstyrrende fodnoter og overdrevent anmassende anmærkninger: ”De fandt ikke Indien, men de fandt … et yderligere Vesten. I dette yderligere Vesten fandt de guld og søgte efter mere, efter byer af guld og floder af guld, og de mødte væsener, der var endnu mere usandsynlige og imponerende end dem selv, bizarre, uerkendelige mænd og kvinder, som gik klædt i fjer og huder og knogler, og dem kaldte de indianere – indere. Akbar fandt det krænkende. Mænd og kvinder, som ofrede mennesker til deres guder, blev kaldt indianere!” Forslag til bedre løsninger modtages med tak. Og det gælder ikke at indvende, at den amerikanske urbefolkning i dag ikke hedder Indians, men Native Americans, for dels var det altså ikke dét, Rushdie skrev – og det er ikke oversætterens opgave at censurere sin forfatter – og dels ville det have været meget mærkeligt, hvis han havde gjort det i en roman, der foregår i Firenze og Indien omkring år 1500.

Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?

Viden om alt muligt. Tid og vilje til at tænke sig om og til at undersøge alt det, man ikke ved. Opmærksomhed på, at der er meget, man ikke ved – mere, end man tror. Præcision. Sans for detaljer. Respekt for terminologi. En stærk og kvalificeret bevidsthed om, hvad der er gængs eller afvigende på henholdsvis udgangssproget og målsproget, så man ikke gør noget helt almindeligt underligt og fremmedartet eller omvendt. Evne og vilje til at bruge hele det danske sprog og ikke bare de ord, der står øverst i ordbogsopslagene, eller den del af sproget, som falder én mest naturligt, eller som man bedst kan lide. Evnen til at stave rigtigt og til i det hele taget at skrive et korrekt dansk. Det er meget muligt, at nogle oversættelser kræver eller indbyder til, at man bryder reglerne, men det kan man kun gøre ordentligt, hvis man kender dem.