Hvordan er det at oversætte fra dansk? Hvilke særegenheder, specialiteter og spidsfindigheder gemmer det danske sprog, hvilke udfordringer er der ved at overføre danske forfatteres værker til andre sprog og kulturkredse? Babelfisken har spurgt en gruppe dygtige, erfarne og kreative oversættere af dansk litteratur om med egne ord at svare på de spørgsmål. Som den sjette i rækken får tjekkiske Robert Novotný ordet. Artikelserien har fået støtte af Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg.
Af Robert Novotný
I foråret mødte jeg en dansk familie i Prag. Vi snakkede om Danmark og Tjekkiet, om ligheder og forskelle mellem de to lande. Datteren i familien, en pige på omtrent 8 år, kunne slet ikke forstå, hvad jeg mente, da jeg nævnte, at Tjekkiet ikke har noget hav. Et land uden hav, det kunne hun slet ikke forestille sig. Og havet, det er ikke bare en geografisk størrelse, det er et kulturhistorisk fænomen, som har præget det pågældende folks liv, erfaring og karakter.
Og så indebærer havet et stort problem for en oversætter fra et land, som ikke har noget hav (spørg bare oversættere fra fx Slovakiet eller Ungarn …). Det bliver man konfronteret med på ubønhørlig vis, når man giver sig i kast med at oversætte Peter Høegs Frøken Smillas fornemmelse for sne. Hvorfra skal man vide, hvad en ”klartsynsskive”, en ”isstreng” eller ”længde p.p.” er, eller hvad ”isklasse”, ”motorlanterne” eller ”ankerspil” hedder på tjekkisk? Udover dét, at vi i Tjekkiet ikke har noget hav, så eksisterer der ikke rigtig nogen dansk-tjekkisk (eller tjekkisk-dansk) ordbog. Man er således henvist til at oversætte via engelsk-danske eller tysk-danske ordbøger. Den største tysk-tjekkiske ordbog dækker ikke ret meget af det maritime, den engelsk-tjekkiske ordbog er meget bedre, men heller ikke den har det hele. Nu vil De måske indskyde: ”Hvad med internettet?”, men det fandtes jo stort set ikke i midten af 1990’erne.
Jeg ringede dengang til den tjekkiske søfartsstyrelse og er blevet venner med en pensioneret tjekkisk sømand, som ved simpelthen alt om både skibe, hav og sejlads. Nu vil De måske mene, at dette er en morsomhed på linje med den i Frøken Smillas fornemmelse for sne, som Smilla tror sig at være udsat for, da den schweiziske kok, Urs, på skibet Kronos, fortæller hende, at har gjorde militærtjeneste i den schweiziske marine. Så tilføjer han, at det var i Flussmarine … Men Tjekkoslovakiet (og derefter Tjekkiet) havde, indtil sidst i 1990’erne, en handelsflåde, med – pga. visse internationale aftaler – hjemhavn i Hamborg.
Og så er der havfisk. De allerfleste har godt nok et tjekkisk navn, men det er kun de færreste, som regel videnskabsfolk, der kender disse navne, og så har navnene slet ikke nogen klang eller charme for den tjekkiske læser. Som fx. rødspætte eller hellefisk. Rødspættefilet eller røget hellefisk har en særlig status i den danske madlavning, mens de fleste tjekker aldrig har smagt dem, og det er derfor vanskeligt at overføre de følelser, som disse delikatesser vækker hos danskere. Og pighvar hedder fx ”pakambala” på tjekkisk, et udtryk, som er ukendt for de fleste tjekkere. Skulle man arrangere en spørgerunde blandt den tjekkiske befolkning, ville de fleste nok gætte på, at der var tale om en plante, en form for antilope, eller måske et lille, sydamerikansk rovdyr.
Så er der et hav af (til dette ”et hav af” findes der, pudsigt nok, et fuldstændig ligeværdigt modstykke på tjekkisk, så her kan man bare oversætte ordret) udtryk og vendinger, som er forbundet med hav og sø, og som det kan være svært at overføre til tjekkisk. I nogle tilfælde har det tjekkiske sprog lige så gode svar: Hvor en dansker brænder sine skibe bag sig, dér kan en tjekke ”brænde alle broer bag sig” – det kan danskeren jo også, som ordbogen fortæller mig, men den med skibene, den går altså ikke på tjekkisk. Og når en dansker får lov til at sejle sin egen sø, så kan en tjekke kun ”gå sin egen vej”. Desuden kan det blive vanskeligt med udtryk som ”så til søs”. Her skal man være kreativ og oversætte med hensyn til den kontekst, udtrykket dukker op i.
Den danske (eller rettere: alment skandinaviske) besættelse af kaffedrikkeri kan også give en del problemer, fordi denne besættelse– selvfølgelig – har fundet vej ind i det danske sprog, og her skal oversætteren være rigtig opmærksom for at kunne forstå, hvad der faktisk er tale om. Peter Schepelern fortæller i sin bog Lars von Triers film om, hvordan den unge Lars deltog i en ”kaffeklub”. For et menneske, som ikke kender Danmark, ville det nok betyde, at det drejede sig om en flok kaffenørder, der mødtes for at smage på og vurdere alle mulige slags kaffe fra hele verden, men virkeligheden er jo meget enklere: Det var blot en ”debat-” eller ”diskussionsklub”, hvor der – naturligvis – blev drukket masser af kaffe. Og så det dejlige udtryk ”tak for kaffe”, som jeg første gang stødte på, da jeg oversatte filmen Se til venstre, der er en svensker. Det er præsten, der i slutningen af filmen siger dette, da han skal lufte sin skuffelse over den forliste vielse, han skulle foretage.
En af de største vanskeligheder for en, der oversætter fra dansk (eller fra andre skandinaviske sprog, eller fra tysk) til tjekkisk, er ordsammensætninger, hvor man ganske enkelt tager flere ord og klæber dem sammen, det ene efter det andet. Det tjekkiske sprog har ikke den mulighed, man skal omskrive et sådant ord med en kompliceret vending (som indeholder en del præpositioner og – ja: – et hav af bøjningsendelser) eller ligefrem med en bisætning. Men først skal man jo gennemskue, hvad sammensætningen faktisk betyder. Lad os fx tage den gammeldags betegnelse ”højesteretssagfører”, som Peter Høeg synes at være rigtig glad for: Ved første, uopmærksomme blik vil man nok tro, at der er tale om Højesterets egen sagfører, som har den opgave at forsvare Højesterets anliggender, mens det forholder sig sådan, at det er en advokat, der har ret til at føre (andres) sager i Højesteret. På tjekkisk skal man omskrive det som ”advokat med adgang til Højesteret”, kortere kan det ikke gøres.
For nogle år siden kaldte Weekendavisens Peter Johannes Erichsen mobiltelefoner for ”taleinkontinensbeholdere”. Det kunne han kun gøre, fordi det danske sprog giver ham mulighed for det. Hvis han var tjekke, ville han aldrig finde på det. Vil man prøve at oversætte det, lyder det forkert og forskruet, hvordan man end vender og drejer det: man kommer altid frem til noget som ”beholder til talemæssig inkontinens” eller lignende. Når nu denne artikel har handlet om at oversætte, så må den vel godt til slut indeholde et ønske om ikke at oversætte: Jeg håber aldrig, at jeg for alvor bliver nødt til at oversætte taleinkontinensbeholdere til tjekkisk.
Robert Novotný. Foto: Jan Tichy www.fotograftichy.cz
Robert Novotný, f. 1964 er magister i dansk, svensk og tysk filologi og arbejder som litterær oversætter, primært fra dansk. Han har oversat bøger af Peter Høeg (seks i alt; den seneste, Effekten af Susan, udkom i august 2018), Martin A. Hansen (Løgneren), Søren Kierkegaard (Tre Taler ved Altergangen om Fredagen) og Dorrit Willumsen (Marie). Han har også oversat drama (Christian Lollike: Underværket; Jokum Rohde: Pinocchios aske; Lars von Trier: Idioterne). Desuden har han oversat Peter Schepelerns monografi Lars von Triers film og flere danske film, først og fremmest Riget I-II af Lars von Trier. En gang imellem oversætter han fra svensk (Tim Davys: Amberville) og fra engelsk (William Wharton: Birdy; Carolyn Abbate og Roger Parker: History of Opera. The Last Four Hundred Years).