Af Lorens Juul Madsen

Hovedpersonen i Umberto Ecos sidste roman, Nr. 0, som jeg havde fornøjelsen af at oversætte for nogle år siden, er en falleret humanist med en fortid som løstansat forlagsredaktør, ghostwriter, korrekturlæser og oversætter, han tilhører kort sagt det moderne prekariat. Et sted i bogen siger han om sig selv: ”Alle disse forskellige job havde givet mig hvad Paolo Villaggio engang har kaldt en monstrøs dannelse. Tabere har, ligesom autodidakter, altid en mere omfattende viden end vindere. Hvis du vil være en vinder, skal du nøjes med at kunne én ting og ikke spilde tiden på at lære det hele; lærdommens fornøjelser er forbeholdt tabere. Jo mere et menneske ved, desto dårligere er det gået vedkommende i livet.”

Man aner et glimt i øjet. Eco var jo selv noget af en polyhistor, og hvem ville betegne ham som en taber?

Det med den ”monstrøse dannelse” kan mange oversættere sikkert nikke genkendende til. Og det er bestemt ikke kun tekniske oversættere, der hele tiden bliver konfronteret med alle mulige og umulige emner og terminologiske problemstillinger. I sin bog om oversættelse Mellem to sprog citerer Thomas Harder en af sine gamle undervisere for følgende: ”I denne branche vil I komme til at lære en masse om emner, som I ikke anede eksisterede, og om emner, som I aldrig har ønsket at lære noget om.” Det meste af det glemmer man lige så hurtigt igen. Jeg selv trøster mig med, at jeg engang har hørt netop denne definition af et dannet menneske: En, der har lært en hel masse ting og glemt det meste af det igen.

Og som Thomas Harder også skriver i bogen: Paratviden er godt, men man kan ikke vide noget om alting. Det vigtigste er så det, han kalder oversætterens ”parattvivl”: Får man øje på problemet, kan man også gøre noget ved det.

Som grøn oversætter havde jeg et samarbejde med Nina Gross om at oversætte en generationsroman fra italiensk. Vi gjorde os mange tanker om research i forbindelse med bogens meget lokale og tidsbundne ungdomsslang: Skulle vi som to antropologer sætte os ned på en eller anden café, spidse ører og notere flittigt i vores små notesblokke? Var der hjælp at hente i Politikens slangordbog? Svaret var i begge tilfælde nej: Slangordbogens bud på tingene var typisk bedagede, det ligger i sagens natur, og dagsaktuel københavnsk ungdomsslang var heller ingen god idé. Det ville alt for hurtigt blive lige så forældet som det, vi fandt i slangordbogen, og vores målgruppe kunne ikke alene være en snæver kreds af københavnere i alderen 15-25 år. Valget faldt på en form for mainstreamslang, som forhåbentlig kunne holde nogle år.

Det var også Nina Gross, der dengang – internettet med dets enorme muligheder for research var endnu i sin vorden – lærte mig, at man altid skulle kaste et blik i boghandlernes tilbudskasser. Der kunne jo stå en bog om strandsten, damplokomotiver eller det hun kaldte ”pipfugle” til husbiblioteket. Man vidste aldrig, hvornår man fik brug for den slags. Min far, der også var oversætter, lærte mig, at man skulle gemme sine gamle opslagsværker, der nogle gange indeholdt ting, som ikke fandtes i de nye: Skal man vide noget om en eller anden europæisk fyrsteslægt i 1700-tallet eller et gammelt og nu næsten glemt håndværk, er det sandsynligvis bedre og mere udførligt behandlet i Salmonsens Konversationsleksikon end i Den Store Danske Encyklopædi.

Til de studerende på mine egne oversættelseshold på universitetet plejer jeg at sige, at de skal holde øjne og ører åbne: Alt, og jeg mener alt, kan potentielt blive relevant for dem en dag, hvad enten det er en avisartikel om for tidligt fødte børn, en manual til en kædesav, en bageopskrift eller bare et eller andet menneskes måde at udtrykke sig på.

Den mest ekstreme ophobning af sagkundskab oplevede jeg, da jeg engang oversatte en bog af den amerikanske videnskabsjournalist Alan Weisman: Verden uden os (Borgen, 2008). Det overordnede emne var de fodaftryk, vi mennesker sætter på denne jord, og på godt 300 sider kom Weisman rundt om så forskellige emner som storbyer og mere eller mindre holdbare bygningsværker gennem tiderne, og hvad der sker, når de forfalder, istider og klimateori, uddød megafauna, mikroplast og langsomt nedbrydelige kunststoffer, olieraffinaderier og landbrug, husdyr, atomkraftværker, krig, fugle og rige amerikaneres perverse begravelsesskikke. Havde jeg dengang vidst, hvad der ventede mig, ville jeg nok have presset forlaget noget mere på arkprisen.

I dag er der masser af hjælp at hente på nettet, hvor vidende mennesker lægger ting op om alle mulige emner, også dem, man aldrig har ønsket at lære noget om. Det gælder selvfølgelig om at holde fast i parattvivlen, for der er også mange fake news og halv- og heldårlige Wikipedia-sider derude, men der er sandelig også meget godt. Og apropos ”pipfugle”: Jeg selv var grænseløst taknemmelig, da jeg under oversættelsen af Weismans bog opdagede, at en særlig navnegruppe under Dansk Ornitologisk Forening havde udarbejdet artslisten Danske navne på alverdens fugle, der ligger på DOF’s hjemmeside. På listen kunne man se samtlige fuglearters navne på latin, engelsk og dansk, og nu havde selv den rødpenslede flagspætte og connecticutsangeren et dansk navn, som kunne få min danske tekst til at glide lidt nemmere.

Jeg har tit tænkt over, at søgehistorikken på en oversætters browser må se temmelig besynderlig ud. Da jeg oversatte en anden roman af Umberto Eco, Kirkegården i Prag, omfattede researchen blandt andet et hav af religiøse ordner og okkulte miljøer i 1880’ernes Paris. Bogens hovedperson færdes i en periode i et miljø af landflygtige italienske anarkister og sprængstofeksperter, og når de mødes på en af Paris’ knejper, taler de ikke om andet end sprængstoffer. Jeg søgte og søgte efter viden om salpeter og sortkrudt, om kaliumklorat, fosfor og svovlsyre, om cellulosenitrat, salpetersyre og skydebomuld, om xyloidin, træuld og nitrobenzol. I samme periode skulle jeg med en kollega på Københavns Universitet ud og besøge nogle sjællandske gymnasier, hvor vi skulle gøre reklame for italienskstudiet, så jeg foretog en del søgninger i den forbindelse. En søgehistorik, der kombinerede sprængstoffer og gymnasier, kunne jo godt henlede tanken på en galning og potentiel highschool killer, og jeg ville egentlig ikke have været overrasket, hvis jeg havde fået besøg af Politiets Efterretningstjeneste.

Når internettet og faglitteraturen kommer til kort, eller man ikke umiddelbart finder svar på sine spørgsmål, kan man sommetider have glæde af at henvende sig til en ekspert. En ven af mig, der er informationsmedarbejder ved Det Naturvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, gjorde mig engang opmærksom på, at man med god samvittighed kan henvende sig til fagfolk på landets højere læreanstalter, da universiteterne har pligt til at betjene offentligheden. I Universitetsloven hedder det: ”Universitetet skal som central viden- og kulturbærende institution udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund.”

Jeg har selv rigtig gode erfaringer med at rådspørge eksperter. De fleste, der ved en masse om et eller andet emne, deler gerne ud af deres viden, og der er faktisk næsten ikke grænser for deres hjælpsomhed. Under oversættelsen af en italiensk krimi henvendte jeg mig til en teleekspert ved Post & Tele Museum. Bogen foregik i sommeren 1978, og den lyssky hovedperson foretog konsekvent sine opringninger fra mønttelefoner. På italiensk hverken ”drejer” eller ”taster” man et nummer, man ”gør” nummeret. Jeg kunne selvfølgelig bare have skrevet, at han ”ringede op” eller lignende, men i et anfald af nørderi ville jeg vide, om mønttelefonerne i Italien dengang havde drejeskive eller trykknapper. Noget sagde mig, at det var på omtrent det tidspunkt, man generelt gik over til trykknapper.

Jeg havde nærmest glemt min forespørgsel, havde sikkert lagt mig fast på en eller anden pragmatisk løsning og var ved at lægge sidste hånd på arbejdet, da jeg fik et langt og udførligt svar fra eksperten. Mailen sluttede med de uforglemmelige ord: ”Jeg kan nu med 100 procents vished sige, at alle italienske mønttelefoner i sommeren 1978 havde drejeskiver.”

En af personerne i Umberto Ecos Nr. 0 er konspirationsteoretisk opslugt af spørgsmålet om Mussolinis død. Mussolini blev ikke, som vi andre mener at vide, likvideret af italienske partisaner d. 28. april 1945. Den mand, hvis lig blev skændet af pøblen på piazzale Loreto i Milano, var i virkeligheden Mussolinis stedfortræder, mens diktatoren selv blev smuglet til Argentina. Ecos konspirationsteoretiker er blandt andet meget optaget af Mussolinis obduktionsrapport. Jeg oversatte rapporten, men følte mig lidt på gyngende grund. Gennem en ven kom jeg i forbindelse med en overlæge ved Retsmedicinsk Institut, og det viste sig at være en enorm hjælp. Retsmedicineren havde ved flere lejligheder hjulpet forfattere og oversættere med lignende problemer, han kendte ”udmærket” Mussolinis obduktionsrapport (!), som han havde set på nettet og påpegede, at min oversættelse var alt for tekstnær og alt for præget af lægelatin. Hans pointe var, at obduktionsrapporter skal læses af ansatte ved domstolene og i politiet, der ikke nødvendigvis ligger inde med en lægefaglig specialviden.

Det sker også, at man researcher til den store guldmedalje og nærmest føler sig til grin bagefter. I Carlo Martiglis historiske roman Kætteren (Cicero, 2012) får en af personerne på et tidspunkt halsen skåret over. Mordvåbenet hedder noget vældig fint, som jeg ikke kunne finde i hverken de tosprogede eller de store etsprogede ordbøger. En internetsøgning bragte mig til en italiensk antikvars hjemmeside, hvor våbenet blev placeret geografisk og indgående beskrevet som et arbejdsredskab, der i en snæver vending kunne bruges i kamp. Jeg fandt en jysk antikvitetshandler, der handlede med antikke blankvåben, og sendte ham en længere klamamse med fotos og det hele. Også her fik jeg et uforglemmeligt svar i en mail, der var så lapidarisk, som vist kun en jyde kan skrive den: ”Kære Lorens, vi kalder det en huggert. Mvh.”

Omvendt er man tit nødt til at gå hele vejen for at finde den rigtige løsning. Ved en enkelt lejlighed har min research givet anledning til noget, man kunne kalde et virksomhedsbesøg. Jeg skulle oversætte en af den italienske serietegner Hugo Pratts historier: Legenden om Venedig (Faraos Cigarer, 2010). Pratt er her på hjemmebane i fødebyen Venedig i trediverne. Hans hovedperson, Corto Maltese, havner i et miljø af frimurere og okkultister. Frimurerne fremstilles med et vist lune, og bogens indledende sider er forsynet med essays om blandt andet frimureri, herunder tavler med våben i et kompliceret system af grader og drabelige titler.

Men var det danske system og det system, jeg mødte i Pratts bog, sammenlignelige? Fandtes der danske grader, der modsvarede de italienske grader i bogen? Min research gav ikke tilfredsstillende svar på spørgsmålet – i de kredse plejer man vist at holde kortene ret tæt ind til kroppen – men til min store overraskelse kom jeg i kontakt med en informationsmedarbejder ved Den Danske Frimurerorden. Før jeg vidste af det, befandt jeg mig ligesom Corto Maltese i tegneserien i en frimurerloge, til rundvisning i de rummelige og alligevel mærkeligt klaustrofobiske lokaler med de højtsiddende vinduer på Blegdamsvej i København.

Da jeg viste den venlige informationsmedarbejder de italienske frimurergrader og oversatte titlerne fra bladet, lod han mig med en overbærende mine forstå, at de italienske frimurere slet ikke var ”internationalt anerkendte.” Næ, så herskede der helt anderledes ordnede forhold i Den Danske Frimurerorden. En time senere kunne jeg træde ud i friheden på Blegdamsvej og ånde lettet op: Hvis tosserne derinde kunne kalde sig ”Lysende Skotske Sankt Andreas Mestre” og ”Højst oplyste Riddere og Kommandører med det røde Kors”, var der frit slag. Så kunne jeg give den gas og frit omsætte de italienske titler til ”Provst og irsk dommer”, ”Ridder af den kongelige økse” eller ”Fyrste af Libanon” og lignende sludder.