Hvordan er det at oversætte fra dansk? Hvilke særegenheder, specialiteter og spidsfindigheder gemmer det danske sprog, hvilke udfordringer er der ved at overføre danske forfatteres værker til andre sprog og kulturkredse? Babelfisken har spurgt en gruppe dygtige, erfarne og kreative oversættere af dansk litteratur om med egne ord at svare på de spørgsmål. Som den femte i rækken får amerikanske Misha Hoekstra ordet. Artikelserien har fået støtte af Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg.
Af Misha Hoekstra
Blandt de danske medlemmer af Århus Sangskriverværksted skriver cirka halvdelen deres sange på engelsk. Når jeg spørger dem, hvorfor de ikke skriver på deres modersmål, svarer de tit, at der bare er nogle ting i deres liv, man kan ikke udtrykke på dansk. Det lyder sandt nok, og jeg vil påstå, at der også findes mange ting i danske liv, som er umulige at udtrykke på engelsk. Men som en, der oversætter fra dansk til engelsk – eller amerikansk, som jeg fortæller folk, at jeg gør – er man jo nødt til at prøve.
Det er måske svært for danskere at forstå nogle af personerne i amerikanske bøger, da vores samfund har flere lag og rigtig mange underlige subkulturer, selvom Hollywood nok hjælper. Men amerikanerne kan godt forholde sig til danskerne, som de møder i bøger. En bestemt persons oplevelse af danske parforhold, det danske byliv og den danske natur virker meget genkendelige. De sværeste ting for mig at oversætte for et amerikansk publikum er det politiske system, velfærdsstaten og nogle ellers ret enkle ting som skoleformer, især hvis de bliver nævnt i forbifarten. For eksempel blev jeg i Dorthe Nors’ novelle ”Kummefryseren” præsenteret for denne korte passage:
… man kan da ikke bare sige den slags, vi gik jo på HF og ikke i ottende. Mark var noget ældre end os andre, femogtyve tror jeg, han var …
Oversættelsen skulle være forståelig i både England og USA. Men hvordan skal man oversætte HF? College og university duer ikke, da hovedpersonen bliver optaget på universitet senere i historien. High school passer slet ikke med Marks alder. Junior college og community college, som mange amerikanere går på imellem high school og uni, kunne fungere rigtig fint, men det ville være forvirrende for englændere. (Upper) secondary school er et udtryk, fortælleren aldrig ville bruge. Og gymnasium lyder som en rimelig god mulighed, men det vil nemt kunne misforstås, da ordet kun optræder én gang i novellen, og man bruger det primært i betydningen gymnastiksal eller motionscenter.
Efter mange drøftelser mellem Dorthe Nors og mig – og senere med to redaktører og to korrekturlæsere fra The New Yorker, der ville udgive historien – besluttede vi at bruge high school, tilføje en forklaring, der passede ind i fortællingen, og gøre de kontrafaktiske børn i ottende klasse yngre, da det vigtige ikke var, hvilken klasse de gik i, men at de ikke var gamle nok til high school. Det kom til at se således ud på tryk:
… you couldn’t just say things like that; we weren’t twelve anymore. This was high school, after all. I was eighteen, most of us were, but there were a few older students who had dropped out to see the world, or to learn a trade, and had now taken up their schoolbooks again, and Mark was one of them; I think he was twenty-five.
Men hvorfor ikke lave to versioner, én til det amerikanske og én til det engelske marked? Det gøres med mange bøger på engelsk, hvor man laver om på ikke alene stavning og tegnsætning, men også på enkelte udtryk for undertøj, bandeord og, ja, skoleformer; det hedder versionering. Det kræver ikke særlige kreative evner; enhver korrekturlæser kan gøre det, hvad enten hun er amerikaner, englænder, irer eller noget fjerde.
Sagen er, at det bliver sværere, desto mere litterær prosastilen bliver, og desto mere stedsbestemt stemmen bliver. Og med Dorthe Nors’ bøger har jeg lige fra starten valgt at gengive hendes stemme med en tydelig accent fra det amerikanske Midtvesten – ja, det er der, jeg stammer fra – og inddrage farverige regionale udtryk, hvor jeg kan. Det gør midtvestjyden Dorthe Nors vel også. Og dette lingvistiske valg er noget Pushkin Press, vores britiske forlag, ikke vil røre ved. Men det er også en smagssag for den individuelle læser. Selvom modtagelsen af Nors’ bøger i Storbritannien har overgået alle forventninger, har nogle få anmeldere brokket sig over sproget:
… one of the main intrusions on the reading experience is Misha Hoekstra’s aggressively American-English translation, which has the effect of rendering a cosmopolitan European city into something akin to a US shopping mall.
Nå ja, sådan er opmærksomhedens pris.
En anden løsning kunne have været at bruge såkaldt internationalt engelsk ved udelukkende at bruge ord, der virker naturlige for alle engelsktalende læsere – en praksis, der mest findes på nettet og i forretningsformidling, men også i genrelitteratur. For eksempel kunne vi i passagen ovenfor have valgt at nøjes med ordet school, og så have ladet læserne drage deres egne konklusioner, selvom nogle ville have undret sig over, hvad det var for en skole.
Jeg har en lignende tilgang til mine oversættelser af H.C. Andersen-eventyr, som primært bliver solgt på det britiske marked, men også i USA. Her er det nemmere at skrive på internationalt engelsk, for i disse bøger skal sproget være tidløst og forholdsvis enkelt, da målgruppen er mellem 9 og 14 år. Desuden nævner H.C. Andersen som regel hverken undertøj eller skoleformer, og hvis der kommer bandeord, er de milde og giver oversætteren mange muligheder.
Oversættelsens kunst
Jeg begyndte at oversætte i en forholdsvis moden alder, men efterhånden er det mere og mere blevet et kald. Fra begyndelsen har jeg anset det som en kunstform, der med fordel kan beskrives gennem metaforer hentet fra andre kunstformer. For eksempel betragter jeg et litterært værk som en skulptur. At oversætte er som at pille gipsen af, indtil der kun er det komplekse skelet tilbage – arrangementet og betydningen af værkets sætninger, dets drej i tonen – og så fabrikere et nyt kunstværk over det med mit forhåndenværende materiale: det amerikanske sprog.
Eller måske nærmere, da det ligger tættere på min hverdag: at oversætte er som at arbejde med et covernummer, så det passer ind i ens repertoire. Først er det vigtigt at finde en sang, som taler til en, som man kan identificere sig med. Man skærer kødet af sangens knogler, indtil der kun er teksten, akkordgangen og melodiens kontur tilbage. Så kommer det hårde arbejde med at gøre den til sin egen. Man holder op med at lytte til originalen og lader sin version få sit eget liv; man omfraserer den, som om man er i gang med at skrive den færdig, man varierer melodien, prøver nummeret i valsetakt, tilpasser den sin stemme og lærer den udenad.
Det, jeg elsker ved covers, er måden, de udvider, hvad jeg kan som sangskriver. Jeg flytter ind i sange, jeg aldrig selv ville have fundet på. De har emner og rim, jeg aldrig ville overveje at benytte, en ny måde at bevæge sig fra linje til linje, en frisk synsvinkel fra C-stykket.
At bo i en andens bog i nogle måneder eller et år gør det samme for mig, dog på en større skala. Oversættelsens lange, hårde proces transformerer noget, som ikke er mig, til noget, som er; den gør mig større.
Misha Hoekstra. Foto: Anne Have Lietzen
Misha Hoekstra (f. 1963) læste en MFA i kreativ skrivning på Brown University under bl.a. Michael Ondaatje og Edmund White. I fem år underviste han på Deep Springs College, en isoleret skole for 24 mandlige studerende i den californiske ørken. I 2012 vandt han Leif & Inger Sjöberg Translation Prize for sin oversættelse af Christian Jungersens Du forsvinder, og hans oversættelse af Dorthe Nors’ Spejl, skulder, blink var finalist til Man Booker International Prize og Oxford-Weidenfeld Translation Prize. I 2017 tildelte Kunstfonden ham Den Danske Oversætterpris. Hoekstra er formand for Århus Sangskriverværksted og optræder jævnligt med egne sange under navnet Minka Hoist.