Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?
Jeg var i en del år skønlitterær forlagsredaktør, og yndlingsopgaverne var uden tvivl redigering af oversættelser. Det var dybt inspirerende at se oversætternes dygtige – og meget forskelligartede – løsninger. Jeg redigerede fantastiske oversættere som Mich Vraa, Claus Bech – endda Villy Sørensens sidste Kafka-oversættelse. Jeg lærte enormt meget. Og da jeg begyndte som selvstændig, fik jeg lov at give los for min indestængte bagsædeoversætter. Jeg laver mange andre ting i min biks, men oversættelser er noget af det sjoveste.
Hvad foretrækker du at oversætte?
Det kan jeg faktisk ikke svare på. Det nemme svar ville være: gode bøger, men alle tekster er udfordrende på hver deres måde, og det kan også være skægt at prøve kræfter med ting, der er virkelig dårlig skrevet.
Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?
Uden tvivl den tyske intellektuelle Navid Kermanis Langs grænser og grave, som netop er udkommet på Informations Forlag. Det er en journalistisk/historisk rejsebog om det østligste Europa. For det første er den virkelig godt skrevet, for det andet er det en af den slags bøger, der giver indsigt i ting, man ikke anede. Hver dag var jeg lykkelig over det tekstlige niveau og rystet over indholdet.
Bedste oversættelse du har læst?
Det er jo i grunden et umuligt spørgsmål… men jeg vil være fræk og nævne min fars, Hans Peter Lunds oversættelse af Victor Hugo: De elendige, der udkom på Vandkunsten i 2014.
Hvor oversætter du?
Jeg har plads i kontorfællesskabet Storm & Trang i Studiestræde i lokaler, der tidligere husede litteraturagenturet Leonhardt & Høier. Ejeren, Anneli Høier – en institution i branchen – har stadig sin business oppe på fjerde, og tredje sal udlejer hun til os. Der er bogstemning og hygge, og jeg har været helt usandsynlig heldig med kontorfællerne, som alle er i branchen på den ene eller anden måde.
Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det?
Jeg vil ikke pege på et specifikt sprogligt problem, men på relæoversættelser – altså oversættelse af en oversættelse. Jeg har lavet to: Orhan Pamuks debutroman Hr. Cevdet og hans sønner, og Nir Barams Verdens skygge, begge Gyldendal. Den ene som bekendt oprindelig på tyrkisk, og den anden oprindelig på hebraisk – jeg oversatte begge fra den tyske version. Det er inderligt frustrerende at lave en relæoversættelse, for der opstår undervejs hundrede spørgsmål om, hvorvidt man forstår og tolker forlægget korrekt. Den slags spørgsmål opstår naturligvis også ved oversættelser direkte fra originalsproget, men ved en relæoversættelse er det, som om usikkerheden fordobles – for har den oversætter, hvis oversættelse af originalværket man oversætter, nu også fået rigtigt fat i det? I begge tilfælde havde jeg også andre oversættelser at støtte mig til – den svenske Pamuk-oversættelse, den norske Baram-ditto – men det gjorde sådan set bare opgaven vanskeligere, for de afveg ofte ganske betydeligt fra den tyske tekst, jeg sad med, endda når det gjaldt helt grundlæggende ting. Der kunne sågar stå ”han” i den tyske og ”hun” i den svenske om den samme person, og hvad fanden gør man så?
Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?
Udover det oplagte, nemlig de relevante sprogkundskaber og masser af almenviden: Et ordentligt honorar, god tid og kaffe.