Hvordan er det at oversætte fra dansk? Hvilke særegenheder, specialiteter og spidsfindigheder gemmer det danske sprog, hvilke udfordringer er der ved at overføre danske forfatteres værker til andre sprog og kulturkredse? Babelfisken har spurgt en gruppe dygtige, erfarne og kreative oversættere af dansk litteratur om med egne ord at svare på de spørgsmål. Som den fjerde i rækken får nederlandske Femke Muller ordet. Artikelserien har fået støtte af Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg.
Af Femke Muller
Babelfisken bad mig om at skrive en artikel om at oversætte dansk skønlitteratur. Det skulle handle om de udfordringer, det medbringer at overføre danske forhold til mit sprog, nederlandsk, og der skulle meget gerne være konkrete eksempler med fra aktuelle oversættelser. Det, syntes jeg, med det samme var en spændende opgave. Jeg har for nylig oversat Midt i en Jazztid og To mennesker mødes af Knud Sønderby. Og det er godt nok lidt af en udfordring, for Sønderbys romaner stammer fra 1931 og 1932. Men heldigvis får man oftest oversættelsesopgaver med nyere bøger, hvor man kan stille sine spørgsmål til forfatteren og diskutere, hvordan man bedst kan overføre bestemte kulturelle forhold til ens eget sprog.
I nedenstående artikel vil jeg koncentrere mig om nogle eksempler på udfordringer, som jeg mødte ved oversættelsen af romaner af Peter Høeg, Jens Christian Grøndahl og Knud Sønderby. Som de fleste nok ved, er de to førstnævnte endnu levende forfattere. Det betyder, at jeg som oversætter kan få hjælp hos “kilden”, når jeg møder vanskeligheder under oversættelsesarbejdet. Det kan dreje sig om kulturelle forhold, som er typisk danske og svære at forstå for en udenlandsk læser. Det kan også dreje sig om realia, geografiske antydninger, sange, citater, mad m.v. Ved oversættelsen af Sønderbys romaner var det ikke muligt, fordi forfatteren ikke lever mere. I den slags tilfælde skal man altså finde på andre måder at løse oversættelsesproblemer på.
Peter Høeg: Effekten af Susan
I den periode jeg arbejdede med oversættelsen af Effekten af Susan, stod Høeg ikke til rådighed for spørgsmål. Heldigvis var der en meget venlig og villig medarbejder på forlaget, som kunne hjælpe mig med mine spørgsmål vedrørende den danske tekst. Og dem var der en del af! Godt tre sider med spørgsmål om tekniske betegnelser, person- og stednavne, (selvopfundne) udtryk m.m.
I Høegs bøger findes der tit henvisninger til naturvidenskabelige teorier, love og begreber fra fysikken og kemien. Nogle eksempler fra Effekten af Susan: termodynamikkens anden hovedsætning, teorien om gruppefelter, petabit, den supernumeriske bue. Det er ofte svært at finde lige præcis den rette oversættelse. Selv er jeg – som sproglig uddannet – slet ikke fortrolig med teknik og naturvidenskab. Den første udfordring ligger altså i at finde ud af, hvad de danske betegnelser helt præcist betyder, og den anden udfordring er at finde den korrekte nederlandske ækvivalent. Selv med hjælp af Google er det svært, for det sker tit, at jeg ikke er helt sikker på, om jeg forstår det ord, som jeg skal oversætte. Her har jeg altså brug for en “ekstern ekspert”, en som har forstand på den slags. Jeg prøver med hjælp af kontekst, og evt. en engelsk “mellemoversættelse”, at forklare hvad det er, jeg leder efter, og krydser fingre for, at min ekspert siger noget i retning af: “Nå, du mener …”.
Udover alle de tekniske ord og begreber finder Høeg selv på navne, ord og udtryk. Hvad med navne som Thit, Kronholmene, og udtryk som “blive dozet”, “zenhåndværker”, “arseniktimen”, “det hele er biokemi på et substrat af kwanteelektriske effekter”? Her har man som oversætter brug for sin egen fantasi og kreativitet til at finde på nye ord og udtryk på sit eget sprog.
Jens Christian Grøndahl: Tit er jeg glad
Grøndahl er en meget venlig og hjælpsom forfatter. Når jeg oversætter hans bøger , drøfter jeg alt muligt med ham. Jeg kan maile eller ringe til ham. Jeg stiller mine spørgsmål, og han svarer, hjælper, giver råd. Han mener, at jeg som oversætter er den, som bedst kan bedømme, om en bestemt oversættelse har samme effekt på læseren, som originalen har. Han mener, at jeg skal “finde den rette stemme” til hans bøger og de personer, som optræder i bøgerne.
Grøndahl er i mine øjne en forfatter med et utrolig godt øje for detaljer. Hans stil er meget gennemtænkt, og han bruger mange, meget flotte, og omhyggeligt konstruerede metaforer. En metafor, som “virker” i originalsproget, har ofte ikke samme virkning, når den bliver direkte overført til et andet sprog. I disse tilfælde har en oversætter også brug for sin egen fantasi og kreative evner.
Ved oversættelsen af Tit er jeg glad var der udover metaforerne nogle temmelig praktiske ting, som jeg drøftede med Grøndahl for at finde den bedst mulige oversættelse. En af personerne, der optræder i bogen, hedder Mie. En nederlandsk læser ville udtale navnet som ‘Mi’, men det var ikke det eneste problem. Mie er på nederlandsk en forkortelse af ordet Bahmi, som er kinesiske noodles. Mie ville altså være et meget underligt navn. Vi besluttede at ændre navnet til Mia, som er et helt almindeligt navn på nederlandsk.
Noget, som jeg også drøftede med Grøndahl, var brugen af ordet “neger”. Ordet neger har i Nederlandene et temmelig racistisk, nedladende præg. Man må helst ikke bruge det ord. I Tit er jeg glad siger Ellinor om den filippinske au pair hos sin stedsøn og sted-svigerdatter: “Jeg er bedøvende ligeglad med, hvad I kalder jeres neger, svarede jeg.” Grøndahl forklarede, at Ellinor bestemt ikke mener at være racistisk, men at det snarere er ment som en provokation. For at undgå ordet “neger” har jeg i den nederlandske oversættelse brugt ordet “slave”, som efter min menig giver udtryk for Ellinors provokation.
Knud Sønderby: Midt i en jazztid og To mennesker mødes
I tilfældet Sønderbys bøger er der ingen hjælp at få hos forfatteren, og disse oversættelser var som sagt noget af en udfordring, fordi ikke kun sprogbrugen er forældet, men også alle andre forhold har ændret sig. Det drejer sig om romaner, der er skrevet for næsten 90 år siden. Det medførte flere problemer for mig som oversætter. For det første sprogbrugen. Det danske sprog har jo ændret sig temmelig meget i løbet af tiden. Men ikke kun det danske sprog; også det nederlandske sprog har ændret sig en hel del. Udover sproget er kulturen også meget anderledes nu end i nittenhundredetrediverne. Det betyder, at der er mange såkaldte “realia”, som man ikke bare kan bruge, som de er. Hvad med ord som divan, plusfours, monocle, varieté med dans, restauration, cigaretrør, fuldmægtig, m.fl. Jeg har valgt ikke at modernisere sproget fuldstændigt, men at beholde lidt af det arkaiske. Nogle gamle ord og udtryk har jeg oversat med nederlandske ækvivalenter, især de ord og udtryk som, jeg formodede, at de fleste nederlandske læsere endnu ville genkende.
Og så var der Sønderbys meget specielle, originale, modernistiske, lidt ejendommelige stil. Om den har jeg først haft en samtale med Jens Christian Grøndahl, som er meget godt indført i Sønderbys værker. Vi lavede en analyse af sprogbrugen/stilen; hvad var typisk for den tid, og hvad var typisk for Sønderby. Som Grøndahl siger: “Romanens sprog var bestemt højmoderne i 1931, så moderne at store dele af modtagelseskritikken stejlede over skildringen af tidens jazzungdom.”
Her er nogle eksempler på sætninger, som vi bedømte som typiske for Sønderbys stil:
“Et ganske smalt Adolphe Menjou-overskæg, der fortalte om hans drømme om romantik og heltefærd i Rolls-Royce biler.”
“Hovedpine så! Og så et lidt narkotisk fald tilbage i det ubevidste, hvor King Jazz svinger taktstokken i halvmørket, hvor alt er en tilbedelse af det smukke legemes sunde, dirrende rytme, og saxofonen ler og græder den latter og gråd, som noget dybt inde i én accepterer.”
“Dette er een skrue uden ende, en celialås med syv ubekendte er det. Der ligger de i mørket, de sovende, livløse, intet kan man få at vide. Men i deres hjerner strømmer livet forbi endnu. Hvem der kunne lægge sit øre ned til den sovendes varme pande og lytte sig drømmene til, og ønskerne bag drømmen.“
Jeg besluttede mig for at beholde den typisk Sønderbyske stil, meget fri, ukonventionel, abstrakt, skitserende, direkte, så meget som muligt i den nederlandske oversættelse. Det medfører, at oversættelsen måske ikke er helt letlæselig, men det var originalen jo heller ikke i sin tid!
Femke Muller. Foto: Bram Kloos
Femke Muller (1963) har læst Skandinavisk sprog og litteratur ved Amsterdams Universitet med speciale i dansk litteratur. Hun skrev speciale om fem forskellige oversættelser af H.C. Andersens eventyr “Den lille Havfrue” til nederlandsk. Hun har i godt 23 år oversat dansk, norsk og svensk litteratur og har oversat cirka 60 bøger; børne- og ungdomsbøger, blandt andet af Bjarne Reuter og Jakob Martin Strid, samt spændingslitteratur og skønlitterære værker. De mest aktuelle bøger, hun har oversat, er af Christian Jungersen, Jens Christian Grøndahl, Peter Høeg og Knud Sønderby. Hendes oversættelse af Tit er jeg glad af Jens Christian Grøndahl var longlistet til Den Europæiske Litteraturpris i 2018.