Af Christen Bonde
Anna Halager. Foto: Gary Miller
Anna Halager er dansk-britisk. Hun er født og opvokset i Danmark, men hjemme talte familien udelukkende engelsk, hvorfor det også falder hende naturligt at oversætte til dette sprog. Anna Halager er uddannet cand.phil i engelsk sprog og litteratur fra Københavns Universitet med postgraduate studier i anvendt lingvistik ved University of Wales, Bangor, og teoretisk lingvistik og etnolingvistik ved University of York, England. Anna Halager har siden arbejdet for FN i Kabul, Afghanistan, det danske udenrigsministerium samt været oversætter i mange år ved den indiske ambassade i København. I dette interview fortæller hun om betydningen af netværk inden for litterær oversættelse og om sin erfaring med at oversætte grønlandske Niviaq Korneliussen roste debutroman til engelsk.
Du har beskæftiget dig med oversættelse i mange år – har du oplevet markante ændringer i oversætterbranchen i løbet af din karriere?
”Jeg har arbejdet som oversætter i erhvervslivet og undervist i erhvervssprog i mange år. Litterær oversætter blev jeg ved et tilfælde. Jeg havde min gang på Københavns Universitets Center for Oversættelse og Leksikografi. Ved et tilfælde så jeg i Universitetsvisen, at Østeuropainstituttet ville holde et seminar om de store ekspeditioner til Kamchatka, som den danske opdagelsesrejsende, Vitus Bering, ledede. Deltagerne var fra USA, Canada, Europa og især Rusland. Der forskes intenst i emnet ud fra forskellige vinkler. Jeg blev klar over, at en dansk forsker – verdens førende ekspert på og kender af Bering – havde været i de russiske arkiver, som var blevet åbnet for forskere fra hele verden efter Murens fald. Ved en tilfældighed var han stødt på 16 breve, som Vitus, hans kone Anna Christina og deres to yngste børn havde skrevet i den sibiriske havneby, Okhotsk i februar 1740, få dage inden han begav sig ud på sit sidste togt, som førte ham til Alaska. På tsarens bud indlemmede han Alaska i Det Russiske Rige, og det forblev Russisk Amerika indtil 1867, hvorefter det blev en del af Amerika. Den russiske påvirkning i Alaska er tydelig, selv den dag i dag. Disse breve, som blev skrevet på tysk (familien talte tysk indbyrdes), udkom i min oversættelse i august 2008 på University of Alaska Press i Fairbanks 10 år efter, at jeg havde oversat bogen. Måske skulle jeg tilføje, at Vitus havde mange søskende, og ligesom så mange andre danskere er jeg medlem af den danske Beringslægt.
Danske forlag er blevet bedre til at få danske bøger afsat i den engelsktalende verden, men de er stadig ikke dygtige nok. Der er brug for en endnu større indsats. Det er beskæmmende, når en dansk, internationalt anerkendt forsker fortæller mig: ‘Problemet er de danske forlags ugidelighed. Kun hvis der er tale om en storsælgende bog, er de med på at forsøge at sælge den til udgivelse, ellers rører de sig ikke til noget. Flertallet af mine tyske udgivelser har jeg selv måttet kontakte de pågældende forlag om.’ Denne problematik kan jeg nikke genkendende til. Forlagene gør for lidt. De synes ikke at have et godt netværk, som det ofte tager lang tid at skabe. Mit store ønske er, at en bogagent med indgående kendskab til det engelsksprogede marked vil finde vej til Danmark og være en dynamisk katalysator for os oversættere.
Den engelsksprogede er verdens største bogmarked og et nåleøje, og danske bøger skal jo oversættes, hvilket gør dem dyrere. Desuden er der mange flere typer mennesker i et land som for eksempel USA. Det gør det ikke lettere for forskere, at der er en tendens til, at amerikanske universitetsforlag nu ikke vil udgive bøger i oversættelse. Det er eksempelvis tilfældet med Stanford og Harvard. Desuden kan man aldrig være sikker på, at et forlag udgiver en bog, selvom forfatteren kan være nok så kendt. En bog skal passe ind i et forlags katalog på et givent tidspunkt. At få en bog ud i den engelsktalende verden er lige så svært nu som før, siger min erfaring. Den skal være helt igennem anderledes og exceptionel for at blive accepteret til udgivelse. Visse forlag i UK kræver, at en oversætter udelukkende arbejder via en bogagent.”
Du deltager i et netværk for oversættere af dansk litteratur til engelsk – vil du fortælle om dette samarbejde og om samarbejdet med de udenlandske ambassader?
”Til at begynde med hed netværket DENT (Danish-English Network of Literary Translators), som blev grundlagt på den danske ambassade i London i april 2014. Det var som svar på den store interesse for Nordic Noir. Den 12. april 2018 blev DELT (Association of Danish-English Literary Translators Network) som det nu hedder, lanceret på den danske ambassade i London. Vi har lidt over 40 medlemmer, som er spredt ud over Europa, men vi har også et par stykker i USA. Der er flere oplysninger om DELT på vores hjemmeside.
Samarbejdet med og opbakningen fra de udenlandske ambassader er en meget vigtig sag for DELT. Jeg kan konstatere, at hver eneste gang, jeg har været på London Bogmessen, har den danske kulturråd, Lone Malloy, været tilstede. Ambassaden har i alle årene stillet lokale til rådighed for DELT til vore møder, workshops og så videre. Det er vigtigt at slå fast, at Statens Kunstfond og Kulturstyrelsen gør meget for os udenlandske oversættere. De er tilstede ved bogmessen i London og Frankfurt. Medlemmer af DELT bliver inviteret til middag, hvor Kulturstyrelsen er vært, og hvor ambassadens kulturråd også deltager. Jeg oplever, at jeg får det fra ambassaderne, som jeg beder om. De danske kulturinstitutter skal heller ikke undervurderes. Det glæder mig, at der nu er åbnet et dansk kulturinstitut i Indien. Det blev vedtaget ved et Norden-Indien topmøde i Stockholm den 17. april 2018, den første af slagsen. Det skete efter indbydelse fra Indiens premierminister, Narendra Modi. Instituttets leder er Thomas Sehested, og det har til huse på den danske ambassade i New Delhi. Det har fået en betydelig bevilling fra Carlsberg Fonden. Husk, at på en ambassade sidder der altid en medarbejder, som tager sig af kulturstof.”
Du har oversat den unge grønlandske forfatter Niviaq Korneliussens Homo sapienne til engelsk. Hvordan kom du til det?
”Niviaq Korneliussens debutroman, HOMO sapienne, var omtalt i Kunstfondens blad, Danish Literary Magazine. Jeg kontaktede Milik Publishing i Nuuk, som bogen udkom på, men havde ikke held til at få den afsat i USA i første omgang. Bogen beskriver, hvordan unge mennesker i Grønland kæmper med at finde deres identitet og ståsted i livet. Især hvis man tilhører en minoritet: GLBTQ, med alle fortielserne og løgnene. Niviaq er erklæret lesbisk. Spørgsmålet for mig var, hvordan bogverdenen ser på emnet? Er de tolerante? Derfor fik jeg den idé at skrive til den daværende amerikanske ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, som er en meget god ven af Obama og erklæret homoseksuel. Jeg spurgte ham rent ud, om Niviaqs bog havde en chance. Jeg fik det smukkeste svar: ‘Bogen er meget vigtig, blandt andet fordi den inviterer os ind i det grønlandske samfund, som vi ikke ved ret meget om. Du skal skrive til Lambda Literary Foundation i Los Angeles. Du vil se, at deres hjemmeside indeholder en liste over forlag, der er positivt indstillet overfor seksuelle minoriteter.’
Så jeg listede ned til vores posthus her i Vanløse med en meget stor kuvert, der indeholdt første kapitel af bogen, oversat til engelsk, plus et eksemplar af Niviaqs bog, skrevet på grønlandsk, et eksemplar af Danish Literary Magazine med omtale af bogen, anmeldelserne på dansk med vedhæftet oversættelse til engelsk, og Rufus’s smukke brev. Portoen var pebret, men det blæste jeg på. I mit brev til Lambda Literary Foundation spurgte jeg, om de mon kunne anbefale et par forlag, jeg kunne lægge billet ind hos? Minsandten om ikke de sendte alt mit materiale til det ansete amerikanske tidsskrift The New Yorker, hvor man gjorde opmærksom på, at Grønland kun har et indbyggertal på rundt regnet 57.000. En af deres journalister i San Francisco havde interviewet Niviaq i Nuuk via Skype. Det fik et britisk og et amerikansk forlag til at bide på. Den islandske litterat, Sjón, anbefalede bogen i The Guardian i oktober 2017. The Economist sendte en reporter til Grønland for at interviewe Niviaq, så bogen blev omtalt i oktober 2018. Den engelske udgave udkom den 1. november 2018 hos Virago, en imprint af Little, Brown Book Group i London, hvor titlen er Crimson, og den amerikanske udgave forventes at udkomme hos Black Cat, en imprint af Grove Atlantic i New York i begyndelsen af 2019. Titlen er Last Night In Nuuk. Den amerikanske udgave har fået ”star review” i Publishers Weekly. Niviaq deltager i Sydney Writers Festival i maj 2019, hvilket betyder, at Australien og New Zealand også kommer til at stifte bekendtskab med bogen.
Da jeg arbejdede på bogen, havde jeg min engelske kusine i tankerne. Hun chokerede os ved for ganske få år siden at lade sig skille fra sin mand, som hun har to voksne sønner med, og gifte sig med sin lesbiske veninde. Familien har modtaget hende med stor varme, og min onkel beskriver hende som ”a good scout” og helt igennem et dejligt menneske. Jeg ved ikke, om I bemærkede, at DR i foråret sendte en serie med unge grønlændere: “Hemmeligheder fra Nuuk”. Jeg tror, det var som svar på, at vi ikke ved ret meget, hvis overhovedet noget, om hvad unge grønlændere – Grønlands fremtid – tænker. Tine Bryld var en meget god ven af mig. Hendes bog, I den bedste mening, gjorde stort indtryk på mig. BBC fortalte om den i en dokumentarudsendelse, vistnok i 2016.
Jeg vil slutte med at sige, at man ikke skal holde sig tilbage med at spørge. Det er vigtigt at sørge for, at den ambassade, hvis sprog man oversætter til/fra, kender til en. Derudover er det vældig gavnligt at søge oversætterophold i udlandet og benytte enhver lejlighed til at netværke. Og så skal man bestemt heller ikke undervurdere de danske kulturinstitutter, som kan være til meget stor hjælp.
Interviewet herover er en let redigeret version af det oprindelige, der blev bragt i BogMarkedet d. 24. april 2018.