Af Christen Bonde
Oversættelsesarbejdet er slid, hjælp, inspiration og indlevelse. Det fortæller Louise Ardenfelt Ravnild, der oversætter en bred palet af genrer: skøn- og faglitteratur, børne- og ungdomslitteratur og biografier. Trods sin stadig relativt korte karriere har hun allerede oversat over 100 titler fra engelsk, svensk, norsk og sanskrit – den samlede liste kan ses her.
Louise Ravnild modtog i 2017 Kjeld Elfelts Mindelegat som årets oversætter i forbindelse med uddeling af Blixenprisen 2017.
Hvorfor kastede du dig i sin tid over oversætterarbejdet?
“Som for mange andre oversættere var det lidt af en tilfældighed. Jeg søgte en stilling som forlagsredaktør og kom til samtalen for skade at nævne noget om en gammel drøm om at oversætte bøger. Formentlig nogle vidtløftige forestillinger om, hvor eventyrligt det måtte være at ligge på langs derhjemme på sofaen og kværne bøger og lege med ord og bælle kaffe og slippe for irriterende chefer og kun arbejde, når man har lyst, og læse og lære alt muligt spændende og bare hygge sig med verdens fedeste job. Jeg blev vraget til redaktørjobbet, men fik til gengæld min første oversættelse og har stort set ikke lavet andet siden. De vidtløftige forestillinger viste sig i øvrigt at holde stik.”
Oversættelse bevæger sig et eller andet sted mellem ord-til-ord ordbogsarbejde og gendigtning for at ramme ånden. Vil du give nogle eksempler på, hvordan du arbejder?
“Først ordbogsarbejdet. Jeg slår op og slår op og slår op. Tit bare for en sikkerheds skyld; man kan jo aldrig vide. Det er ikke til at komme uden om, og det samme gælder selvfølgelig research på internettet generelt (særligt krimioversættelser kan i øvrigt give en pænt suspekt søgehistorik).
Nogle gange kommer ordbøger og internettet (eller mine egne søgeevner) til kort, og så forlader jeg sofaen og opsøger eksperter eller steder, hvor jeg kan se på tingene i virkeligheden eller rådføre mig med kyndige folk. For nylig har det fx bragt mig rundt til vikingemuseer og hardcore historiske bådebyggere, som hjalp mig med at løse nogle problemer, jeg simpelthen ikke kunne gennemskue hjemme ved computeren. Det kan også være oversætterkolleger, som behersker et sprog, der pludselig dukker op i den bog, jeg arbejder med, eller har erfaring med nogle konkrete oversættelsesproblematikker eller emner, der optræder i den.
Når det så skal omsættes til dansk, kommer kreativiteten ind i billedet. For nogle år siden hørte jeg den eminente Anne Marie Bjerg fortælle om sin oversættelsesproces, og hun satte ord på noget, jeg kunne nikke genkendende til uden nogensinde rigtig at have tænkt over det på den måde. At man forsøger at frigøre sig rent sprogligt/verbalt fra teksten, hæve sig op/ud/væk til et plan, hvor man bevarer billedet af, hvad der sker i teksten, men løsrevet fra de konkrete ord, så man ikke hager sig fast i formuleringer fra kildesproget, som risikerer at smitte af på målsproget. Man læser den oprindelige sætning, ser for sit indre øje, hvordan det pågældende træ (eller hvad det måtte være) ser ud, og så beskriver man det og de særlige facetter, som det ville falde en naturligt på dansk. For mig er det især, når jeg oversætter replikker, hvor man typisk afviger en del fra originalsprogets formulering, fordi daglig tale kan variere meget fra sprog til sprog, dels i vokabular, men også syntaktisk. Det bliver noget med at mærke en stemning i dialogen, fornemme tonen og følelsen i fx et fyndigt svar. Og før det kommer til at lyde håbløst højtravende, så er det nok i virkeligheden bare, hvad alle oversættere gør helt automatisk, hele tiden.
Til sidst er det det med værkets tone eller ånd. Jeg bliver nogle gange spurgt, hvad jeg helt konkret gør for at ramme forfatterens gennemgående tone i værket. Og jeg må med skam melde, at jeg faktisk ikke gør noget. Tonen finder sig selv undervejs, bilder jeg mig ind. Efterhånden som jeg arbejder mig ind i bogen, falder det lige så stille på plads, både figurernes særheder og måder at tale på og værkets helt overordnede tone. Og fordi det er en proces, der er i konstant bevægelse og gradvis sporer sig mere og mere ind på den rette vej, betyder det også, at jeg ustandselig retter og sliber til, når jeg gennemgår oversættelsen anden, tredje, fjerde gang. Pludselig virker det indlysende, at én person aldrig ville bruge dét ord, at en anden ikke ville bande på dén måde, eller at forfatteren ikke ville skrive en sætning med dén rytme. Ikke dermed være sagt, at der er én endegyldig løsning og måde at oversætte et værk på, så langtfra endda, og jeg kan selvfølgelig også ramme forkert, men det er interessant, hvordan der gennem oversættelsesprocessen så småt tegner sig et skarpere billede, hvor brikkerne falder på plads, og hvor en formulering, jeg brugte i starten, pludselig skriger til himlen som malplaceret i værket. Og den er stensikker hver gang: Jeg skriver altid mest om i starten af oversættelsen, helt frem til allersidste gennemlæsning.”
Hvordan opdager du de udenlandske bøger, som du oversætter?
“Såre simpelt: Det gør jeg ikke. Jeg er så heldig, at der indimellem er en redaktør med fingeren på bogpulsen, som opdager en udenlandsk bog, får brug for en oversætter og er så sød at tænke på mig.”
Hvad er den mest interessante bog, du har arbejdet med som oversætter?
“Det er et noget nær umuligt spørgsmål at svare på, for der har været mange, og de har været interessante på forskellige måder. Men hvis jeg må stryge superlativen og nævne den seneste, der har været ekstra interessant for mig, så er det Arundhati Roys Ministeriet for den ypperste lykke, som udkom tidligere på året. Dels er det en mageløst labyrintisk roman med et persongalleri, der snor sig ind i hinanden på kryds og tværs og på den måde spejler Indien, hvor den foregår, og de mange politiske, religiøse og økonomiske problemstillinger, der er uhjælpeligt snoet sammen i det moderne Indien den dag i dag. Og dels er den noget særligt for mig, fordi jeg i tidernes morgen er uddannet klassisk indisk filolog. Det er meget, meget sjældent, jeg får mulighed for at bruge det til noget, så det var lidt som barnet i bland-selv-slikket, da jeg arbejdede med den og kunne boltre mig i sanskrit, hindi og alt muligt andet, som jeg ellers er drevet meget langt væk fra. Det føjede en ekstra dimension til en bog, der i forvejen var både udfordrende, underholdende og øjenåbnende at arbejde med.”
—
Interviewet blev oprindeligt bragt i BogMarkedet d. 30. august 2018.
Ved ikke hvordan man oversætter det til sanskrit, men det her er da et råsejt interview med en råsej oversætter.