Hvordan (og hvorfor) blev du oversætter?
Det kom naturligt, mens jeg lærte arabisk, og jeg havde opnået en vis sprogfærdighed. Det var tilbage i midtfirserne, da der kom mange flygtninge til Danmark fra Libanon og Irak. Jeg blev involveret i tolkning og den type oversættelse af dokumenter, der fulgte med. I samme periode begyndte jeg også at oversætte pjecer og opslag for kommuner og ministerier og ikke mindst for Flygtningehjælpen, der på et tidspunkt afholdt en litteraturkonkurrence, hvor jeg oversatte nogle noveller. Der var jævnligt oversættelser, og jeg betragtede det nærmest som et håndværk ved siden af studierne i semitisk filologi. I 1989 oversatte jeg så den første roman, Liv og Skæbne i Kairo af den ægyptiske forfatter Naguib Mahfouz, der i 1988 vandt Nobelprisen i litteratur.
Senere i 90’erne levede jeg i en periode af tolkning og faglig oversættelse, og på et tidspunkt blev jeg også underviser på Handelshøjskolens uddannelse Statsprøvet tolk, som Nina Hamerik fik oprettet.
Det er en god fornemmelse og dybt tilfredsstillende, at man via sproget kan bringe mennesker til at forstå hinanden. Egentlig tror jeg min følelse for det – for det er mere end en interesse – stammer fra min opvækst i en familie med både danske og arabiske rødder. Mit første indblik i arabisk poesi fik jeg gennem min far, som jeg som 14-årig bad oversætte nogle sange for mig, og måske er det der, hele hemmeligheden ligger – i poesien og de overraskelser der kan ligge i det kondenserede sprog, og de stærke følelser det kan vække.
Hvad foretrækker du at oversætte?
Oversættelse er for mig en fritidsbeskæftigelse ved siden af undervisningen på universitetet, så jeg har frihed til at vælge, hvad jeg vil oversætte. Og jeg foretrækker helt klart god litteratur, både prosa og poesi. Oversættelse er meget afslørende for tekster, for du kommer så dybt ned i dem, at du ikke kan undgå at opdage, hvis der er svagheder i dem. Der er jo intet underligt i, at der er svage steder i lange tekster, men dårlige tekster er ikke sjove at oversætte, især hvis du pludselig sidder med en fornemmelse af, at du er ved at falde ned i et hul, hvor du prøver at forbedre en dårlig tekst.
Hvilken bog har du været mest glad for at arbejde med?
De sidste fem år har jeg mest arbejdet med tekster med tilknytning til Syrien. Den sidste lange tekst, jeg oversatte, Samar Yazbeks Du må ikke dø var jeg meget glad for at arbejde med. Den havde det paradoks indbygget, at det var en vanvittig smuk tekst, samtidig med at den skildrede menneskelig deroute og forgængelighed, glemsel og ensomhed i krigen. Det var umuligt ikke at blive påvirket af det sorgfulde i teksten, men netop derfor var det tilfredsstillende at kunne viderebringe de følelser, der ikke får så høj prioritet, når menneskeheden viser den grelleste og grimmeste side af sit væsen.
I februar 2012 havde jeg også den mærkelige oplevelse som sidste gæst i Det Danske Hus i Damaskus at oversætte antologien En ny dags klarhed, som Anders Hastrup, sidste direktør i Huset, havde samlet sammen med den syriske forfatter Khaled Khalifa. Det var en antologi af noveller og digte skrevet af helt unge forfatterspirer, og teksterne havde meget stærkt momentum, fordi de på den ene side afspejlede den choktilstand, som den åbenlyse vold havde sat mange af forfatterne i. På den anden side gjorde den interesse, der blev vist de unge forfattere ved at invitere dem til at skrive om det arabiske forår, at de skrev ting, der ellers havde været usagte. Det var tekster, der selv om de var præget af en aktuel situation, og som hentede sit momentum fra ting, der skete lige ude på gaden, stadig kan læses i dag. De har på grund af deres styrke ikke mistet aktualitet.
Bedste oversættelse du har læst?
Jeg kan huske, at jeg som studerende læste den engelske oversættelse af Naguib Mahfouz’ Miramar, den var jeg meget betaget af. Man kan godt blive misundelig på de store sprog, altså fransk og engelsk, fordi arabisk litteratur i oversættelse har fundet sin plads i deres nationale litteraturer.
Den danske oversættelse af Harper Lees Dræb ikke en sangfugl (oversat af Michael Tejn) gjorde stort indtryk på mig som barn. Og så er Ebbe Trabergs oversættelse fra fransk af algeriske Kateb Yacines roman Nedjma helt fantastisk, fordi den har haft øje for Yacines poetiske skildring af Algeriet og algerierne midt i den sproglige kompleksitet af en algerisk, berberisk forfatter, der skriver på fransk midt i en frigørelsesproces.
Hvor oversætter du?
Min sidste oversættelse skrev jeg i hånden i S-toget, ellers havde jeg nok ikke nået det. Men oversættelse stopper jo aldrig, og fordi underbevidstheden er din vigtigste medspiller i oversættelsesprocessen, foregår den overalt, hvor du er.
Fortæl om et oversættelsesproblem og evt. om løsningen på det?
I arabisk poesi er der ofte direkte tale, altså digteren taler direkte til sig selv, til månen eller til noget tredje. Det kan lyde mærkeligt på dansk, når en digter for eksempel siger: Du søn af din mor… til sig selv. Der kan det være svært i oversættelsen at få den tiltale til at lyde lige så naturlig på dansk, og da det kan ødelægge digtet at bryde det flow, der er i det, kan det være virkelig svært at finde den rigtige formulering, for oversættelsen kan flytte læserens opmærksomhed fra en pointe til en sproglig mærkværdighed. Du må så afgøre med dig selv, om du skal være tro mod teksten eller den danske læser. Det kan være en løsning at oversætte i første person, så man undgår den direkte tale, men det er på den anden side også på grænsen af, hvad man kan tillade sig.
Det er også et særtræk for arabiske forfattere, tror jeg, at det er helt i orden med lange opremsninger. I en dansk opremsning er der som regel to eller højst tre elementer, det være sig adjektiver eller andet, hvor der på arabisk ikke er nogen øvre grænse. Det kan godt udfordre den danske tekst, men der må man sige: Sådan er det bare.
Hvad mener du er de vigtigste forudsætninger for at skabe de bedste oversættelser?
Et sprogligt overskud på begge sprog er nok det vigtigste. Samtidig må du have en ydmyghed over for teksten, så du underkaster dig forfatterens intention med den. Du skal have villigheden til hele tiden at afsøge, i hvilken retning teksten går og være tilsvarende opmærksom på, at du får brugt de rigtige ord, og det er ofte de små ord, forbinderordene eller konnektorerne, der understreger tekstens retning. Du må erkende, at du ikke kan alt, og at der er sproglige udfordringer i alle tekster, og du må spørge andre. Selv om man har en opfattelse af sig selv som rutineret, er det en dyd at stille spørgsmål og tage ved lære. Erkendelsen af at sproglig ækvivalens ikke er total, altså at det faktisk er umuligt at oversætte en til en, og at en oversættelse aldrig helt kan ramme sin udgangstekst.
Og så den sproglige revision, at andre inden udgivelsen læser teksten med kritiske øjne, og du er åben over for deres spørgsmål til din tekst. Den sparring er en forudsætning, for man kan indimellem blive sprogligt blind, når man befinder sig i det sproglige mellemland.