Af Camilla Skjødt
Litteratur fra de spansktalende lande har – hvis vi ser bort fra det latinamerikanske ’boom’, som havde sit udspring i 1960’erne – haft svære vilkår i Danmark. Spansk – som vel at mærke er modersmål for mere end 400 millioner mennesker fordelt på over 20 lande – synes at være noget nær et minoritetssprog, som ofte forbigås, når det gælder den oversatte litteratur hertillands.
Når vi alligevel har mulighed for at læse nogle af de betydeligste værker fra både Spanien og Latinamerika i flydende, stilsikker dansk oversættelse, så skyldes det ikke alene Rigmor Kappel Schmidts indlysende dygtighed som oversætter gennem fire årtier, men endvidere, at hun i disse fire årtier har udfyldt en rolle som evigt engageret ambassadør for denne nærmest eksotiske litteratur i Danmark.
Rigmor Kappel Schmidt sidder ikke tavs og tilbagelænet og venter på den næste opgave – hun har fingeren på pulsen og foreslår selv jævnligt de danske forlag kvalificeret litteratur til oversættelse. Og arbejdet slutter sjældent, når oversættelsen er lavet. Hun holder liv i sine danske oversættelser gennem foredrags- og skribentvirksomhed og er også på dén måde med til at udbrede kendskabet til og interessen for den spansksprogede litteratur i Danmark.
Rigmors værkliste tæller blandt andre den peruvianske nobelpristager Mario Vargas Llosas forfatterskab, den spanske middelalder- og barokforfatter Miguel de Cervantes Den sindrige ridder Don Quixote de la Manhca, Miguel de Unamunos Tåge, det argentinske kultfænomen César Airas vanvittige romaner og siden maj 2017 også et hovedværk i moderne latinamerikansk litteratur, nemlig det eksperimenterende mammutværket Hinkeleg af også argentinske Julio Cortázar. Det er en blændende værkliste, som taler for sig selv.
Grundighed, intellekt, sproglig kreativitet og ikke mindst mod. Det er de fire egenskaber, jeg som oversætterkollega og forlagsredaktør har bidt særligt mærke i i mit samarbejde med Rigmor Kappel Schmidt. Senest som tekstredaktør af hendes kraftpræstation af en oversættelse af netop Hinkeleg til dansk. Det er en roman, som i Latinamerika har en status, der svarer til James Joyes’ Ulysses’ i den dansk-angelsaksiske kulturkreds.
En af de store udfordringer ved oversættelsen af Hinkeleg har været et selvopfundet sprog, gliglisk, som bruges mellem de to elskende hovedkarakterer, Oliveira og Maga. Gliglisk er – som Rigmor selv beskriver det – et affektivt, legende sprog, der ikke tjener noget formål ud over selve situationen. Det formidler primært følelser, kærlige og seksuelle, men er ikke et meddelelsessprog.
At få den slags sprog til at fungere i en oversættelse kræver sin kvinde, og det er der blandt andet kommet denne volapyk-passage af sprudlende øreguf ud af på dansk:
(kap. 68)
Så snart han frongte ind i hendes frøs, slæg hendes klemide sammen, og de styrtede ned i kaskusser, i vilde kræge, i afsindige særgninger. Hver gang han forsøgte at slikke hendes hjer, blev han viklet ind i en klagende tvering og måtte vredle sig mod nyrligen, og han følte, hvordan knollerne skrymede, dævnede og fordympledes, indtil han lå trimalchinsk efter indstrengelsen, hvor nogle revidste hæringer havde lagt sig. Det var imidlertid kun begyndelsen, for på et givet tidspunkt turtlede hun kræmserne og lod ham blidt nærme sig hendes dylinger. Så snart de fjerede sig, fik kurringerne dem til at kamme, udene og plinge sig, pludselig steg de til klinox, en sterasende skælving i livningen, en hylerende udflåning af sæfter, en argastisk bilgen i den overdildige stiling. Evohe! Evohe! Volposerede kammede de og følte sig klise, perlede og skvelpede. Troken skælvede, fjerlingerne lagde sig, og alt fled ud i en dyb klyning, i tungninger af florende tagelser, i næsten grusomme snærtegn, der trungte dem til grænsen af det gunfiliske.
Hinkeleg byder også på andre udfordringer. Romanen er et overflødighedshorn af sprogblomster, poesi, absurditeter, videnskab og filosofi, en heftig cocktail, som nok ville få de fleste oversættere til at hive sig i håret eller simpelthen kaste håndklædet i ringen. Men ikke Rigmor. Og gudskelov for det, for uden hende var romanen måske aldrig blevet oversat til fyldestgørende dansk.
Jeg synes derfor også, det er på sin plads at dele et par citater med jer fra litteraturpressen, som fremhæver Rigmors kaliber som oversætter:
Joakim Jacobsen i Weekendavisen:
“Jeg har læst den i Rigmor Kappel Schmidts fantastisk nye gode oversættelse, og oversættelsen er så god, at romanen nu også er blevet en del af dansk litteratur. Det er så fint, at man næsten ikke kan få armene ned.”
Søren Kassebeer I Berlingske:
“Oversætter Rigmor Kappel Schmidt har tydeligvis slidt, slebet og moret sig gennem disse 760 sider. Resultatet er en formidabel udgave af et hovedværk i det 20. århundredes litteratur. Hvilken fest.”
Thomas Thurah i Information:
“Det kræver en blanding af detektivarbejde, digtekunst, en ufattelig arbejdsomhed og en del mere at være oversætter på Rigmor Kappel Schmidts niveau.”
Det kan undre, at denne klassiker fra 1963 først blev oversat til dansk i 2017 – mere end 50 år efter den oprindelige udgivelse på spansk – og at den ovenikøbet udkom på et lille snoldet dansk forlag. Men jo mere, jeg grubler over mysteriet, desto nærmere kommer jeg et svar. Det vil sige – jeg vakler imellem to svar. Enten er der ikke andre, der har turdet at kaste sig over opgaven. Eller også har de ikke orket. Rigmor – hun tør, og hun orker.
Fælles for mange af de værker, Rigmor Kappel Schmidt har oversat fra spansk til dansk er, at sværhedsgraden som oftest ligger langt over middel. Jo mere umulig opgaven er, desto bedre, synes at være hendes devise.
Hun har det kølige overblik og formår samtidig at arbejde sig helt derned i detaljen, hvor andre vil skønne, at der er tale om ubetydelige bagateller. Og på trods af sit overlegne, skarpe blik for detaljens betydning for at binde helheden sammen er hun beundringsværdig ukrukket i forhold til sin egen præstation og altid lydhør over for alternativer og parat til at debattere muligheder og umuligheder; hun er en oversætter i evig bevægelse, som til stadighed udfordrer og udforsker sproget og viger uden om den nemme, oplagte og sikre løsning – det ville ganske enkelt være for nemt. Det er summen af disse sjældne egenskaber, som gør hendes oversættelser lydefri og levende, som kun de allerbedste oversættelser er det.
Jeg kan ikke tydeligt nok udtrykke min glæde over, at Dansk Oversætterforbunds Ærespris 2017 tildeles Rigmor Kappel Schmidt. Det er en velplaceret anerkendelse ikke blot af hendes skamroste oversættelse af det umulige værk Hinkeleg i netop 2017, men af hendes samlede virke som en af de betydeligste oversættere i Danmark.
Tillykke, Rigmor, og tak!