Af Niels Brunse
Henning Vangsgaard, der døde den 30. januar 2018, 70 år gammel, var et sjældent menneske. Han var en begavet oversætter, der var blevet tildelt både Dansk Oversætterforbunds Ærespris og Statens Kunstfonds Hædersydelse, men den slags ydre ærestegn var kun en lille del af historien om hvem han var.
Jeg lærte ham at kende for meget længe siden, da vi begge to var fremadstræbende oversættere og hurtigt kunne enes om at der var alt for lidt fokus på den betydning, som oversætterne havde for det litterære liv i Danmark og for dansk kultur i meget videre forstand. Det var ikke svært at udmønte den erkendelse i fagligt arbejde i det, der dengang hed Oversættergruppen i Dansk Forfatterforening, senere Dansk Oversætterforbund. Henning var en kollega, man altid kunne stole på, utrættelig i sit engagement og i stand til at hjælpe os over fastlåste situationers hængedynd med sin sans for det komiske i al selvhøjtidelighed på begge sider af diverse forhandlingsborde. Hans smittende, inkluderende latter, som jeg håber at bære med mig for mit indre øre resten af mit liv, var mere opmuntrende end alle de taktiske analyser, vi kunne nå frem til – og udsprang af en højt kvalificeret forståelse af hvad vi stod midt i.
Henning søgte de svære opgaver. Han fordanskede tysk filosofi fra Schelling til Habermas, han sørgede for at Victor Klemperers dagbøger og skelsættende bog om Det tredje Riges (misbrug af) sprog kom igennem som vedkommende anfægtelser for danske læsere, og han gengav Christa Wolfs komplicerede dagbogserfaringer fra hverdagen i DDR. Han gendigtede lyrikere som Sara Kirsch og Hans Magnus Enzensberger. Sit sidste store projekt, fordanskningen af Uwe Johnsons ”Jahrestage”, som skal udkomme på Forlaget Vandkunsten, nåede han ikke at se realiseret.
Som noget sjældent medvirkede han også til at bygge broer den anden vej, fra dansk til tysk. Sammen med vennen Peter Urban-Halle gjorde han for eksempel Per Højholt nærværende i tysk litteratur med samlingen ”Der Kopf des Poeten”. At oversætte filosofi kræver stringens, lyrik kræver musikalitet – Henning havde begge dele; han var også en fin trompetist, og det var skæbnens ironi, at netop han, som det øremenneske han var, i sine senere år måtte døje med tinnitus, forårsaget af et kanonslag, som nogen kastede efter ham en nytårsaften. Uden at han blev misantropisk og tvær af den grund.
Det var ikke noget tilfælde, at Højholt-bogen udkom på forlaget Straelener Manuskripte, nært knyttet til Det europæiske Oversætterkollegium i Straelen. Dette enestående sted i en lille by i Tyskland og i den store europæiske litterære sammenhæng kaldte Henning sit ”andet hjem”. Som medlem af kollegiets bestyrelse gennem mange år var han med til at udvikle dette frirum for udveksling og kontakt i en stadig mere grænseforhippet tid. Jeg ved hvor vigtigt det var for ham, for jeg fulgte ham gennem hans udvikling fra ærgerrig og lidt kantet germanist med ildrødt hår til den empatiske kunstner han egentlig var, under en stadig hvidere manke, men med samme karakteristiske pagefrisure.
Typisk nok fik jeg underretningen om hans død via Tyskland og Sverige, inden de første danske meddelelser dukkede op. Henning var ikke for de snæversynede, men for den vide verden, og det tog mig flere dage rigtigt at forstå hvor ked jeg er af at have mistet ham.
Vi vil huske ham og savne ham.
Niels Brunse